mandag den 22. september 2014

Kan S lave et ”dagpenge-valg” med den siddende ledelse?

Thorning blev ikke sendt til Bruxelles, og ej heller til Bloksbjerg … At hun bør møde vælgerne og stå til ansvar for sin politik er en naturligt, men vil det alligevel stadig give mening at tage skiftet til den oplagte kronprinsesse Mette Frederiksen med magtaftaler, der utvivlsomt allerede ligger klar i kulissen?



På det seneste har der været klare tegn på, at S er ved at justere kursen med en stadig mere tydelig skiftende magtfordeling i ledelsen, et valg i udsigt og en intention om at pudse egen profil af.

Thornings dagpengeindrømmelser
på S-kongressen var et vigtigt led heri og faldt i tre dele:

- dels fremrykkelsen af dagpengekommissionens rapport,
- dels blev det meldt hidtil uset skarpt ud, at det er dagpengereformen, der er noget galt med,
- og endelig blev det slået fast, at S og R efter valgudskrivelsen ikke længere er bundet af regeringsgrundlaget, men kan melde hver deres nye dagpengeløsninger.

Kritikere kaldet det små skridt, nogle sågar "ligegyldigt", og vist er der tale om mindre skridt, men skridt er de dog.

Jeg foreslog selv tidligere i år bla. en fremrykning, vel at mærke til foråret 2015, samt forskellige valgoplæg fra S og R, men det var under forudsætning af, at S skiftede formand fra Helle T. til Mette F., og at Mette F. udskrev valg i foråret, og jeg havde mildt sagt hellere set denne udvikling.

Når Thorning ikke kan rykke kommissionens rapport yderligere frem, skyldes det først og fremmest hensynet til de radikale. Under Thornings ledelse har S skrevet under på regeringsgrundlaget, som gælder indtil valgudskrivelse (evt.  holdt tidligere pga. ny formand).

Nedsættelsen af kommissionen blev aftalt for cirka 1 år siden, og selv om det tager tid at finde deltagere mv. samt for kommissionen at arbejde, kunne man sagtens rykke rapporten yderligere frem.

Men Thorning ville ikke kunne lave resten af sine kovendinger, der behøves, hvis dagpenge virkelig skal være et topspørgsmål ved valget, og der er ikke noget EU-job lige nu, samt de radikale vil modsætte sig ændringer - også i S's udspil, før valgudskrivelsen.

Jeg skrev min analyse i anledning af de mere end ophedede diskussioner om og forventninger til situationen omkring det tidspunkt, hvor de Junckers EU-kabale blev endeligt lagt, konkret i den weekend med de afgørende forhandlinger.

Heri skrev jeg bla., at det selv for en S-ledelse med Mette Frederiksen som partileder og Henrik Sass Larsen som hendes højre hånd i en endnu mere fremtrædende position, ville blive svært med troværdigheden i behold at lægge alt for hurtig afstand til de mange ulyksalige dele af resultatet i det berømte "Sorte Tårn", og at der måtte findes både tid og argumenter samt tid til at lade ændringer så at sige 'sive ned" til vælgerne.

Jeg skrev også, at selv Mette F. og selv med en kurs-justering næppe ville kunne vende skuden og vinde valget, men at hun kan opnå et mindre nederlag end Helle Thorning.

Det skete i de to tidligere blogindlæg ”Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F. ” fra fredag den 29. august 2014 og i ”Plan B ... ” fra søndag den 31. august 2014.

Og jeg mener afgjort stadig, at selv en Mette F., der trods alt af og til har lyttet til baglandet og justeret nogle af de værste konsekvenser af de rådne SR-kompromisser, må skulle passe på med at ændre S-kursen for hurtigt.

Bag kulisserne er det vist allerede klart for de fleste, at Mette F og Henrik Sass taler med større vægt i f.eks. S-folketingsgruppen end Thorning og Corydon, og det kan forklare de seneste kurs-justeringer.

Et mere sikkert tegn herpå ville man få, hvis finansloven endte med solide indrømmelser til venstrefløjen – også den i socialdemokratiet, gerne i retning af midlertidige dagpenge-løsninger og andre indrømmelser i tråd med de fem punkter, jeg stillede op i mit blog-indlæg den 29. august 2914 (se link senere).

Derudover vil et magtskifte tidligere end valget dels kunne bruges til at fremrykke valgdatoen og debatten om et bedre dagpengesystem, og den magtkabale, der lige nu ligger i S-kaffeklub-ledernes Skuffer vil kunne træde i kraft uden større ballade, som et usikkert forår ville kunne bringe, især nu krisen som forventet af undertegnede ser ud til at bide sig fast og blive langvarig.

En væsentligt mere rød finanslov end de to før kunne i 2015 rumme noget i tråd med disse relativt beskedne, men vigtige forbedringer, idet jeg har opdateret dele af ideerne lidt siden 29. august:


1. Indtil et "bedre dagpengesystem", som Thorning stillede i udsigt på S-kongressen, kan forhandles og vedtages, må de midlertidige løsninger som minimum forlænges, og diverse huller fyldes
ud, f.eks. samspillet mellem at falde ud fa dagpenge, forsørgerpligt og den lave ydelse til såkaldt "uddannelsesparate" under 30. Men det bør være det mindste resultat, hvor venstrefløjen endelig skal presse på genoptjeningskravet (6 mdr frem for 12 mdr), men realistisk bruge det til at få en del fra andre hylder.
Så længe Thorning er S-leder, og S-toppen er bundet af regeringsgrundlaget, fremrykkes dagpengekommissionen ikke yderligere, men man kan håbe på, at Mette F tager over, uden at det selvfølgelig kan indgå i forhandlingerne, og uden at det heller vil være en mirakelkur, men velgørende vil det være, at S og R hver for sig vil lægge deres forslag frem op til en valgkamp som to forskellige partier. Grundlæggende er en konjunkturbestemt dagpengeperiode et af de vigtigste indslag, f.eks. fire år i dårlige tider og 2 år i gode tider.

2. Den grønne check, der beskytter små indkomster (lidt) mod de såkaldte grønne afgifters stigning, bør blive til et permanent grønt inflationssikret bundfradrag på kr. 6000 (skatteværdi ca. 2500 kr).

3. Den grønne omstilling skal dels bredes ud til al slags grøn energi og skal dels tilbage som en væsentligt vigtigere prioritering ud fra sloganet: "Bæredygtige jobs og ikke blot blind vækst".

4. Gensidig forsørgerpligt skal afskaffes eller i første omgang ligestilles mht. skattereglerne, så en partner med forsørgerpligt i det mindste får samleverens personfradrag. Langsigtet må individualprincippet gælde i al lovgivning.

5. Overførsler skal reguleres ud fra den reelle inflation, målt af Danmarks Statistik for de enkelte socialgruppers forskellige forbrugsmønstre.
 


Ovenstående er skrevet ud fra den forudsætning, at S holder fast i det, der virker som en samlet ledelses plan, nemlig at fremrykke dagpengekommissionen, klargøre at man vil et nyt dagpengesystem og at tage en valgkamp på ikke mindst overordnet debat om indholdet i et sådant nyt system. 

Og det er skrevet ud fra helt basale politologiske erfaringer om, at et partis kurs-ændringer skal ske med varsomhed  og kunne forklares samt udvise en vis konsistens med den hidtidige linje. 

Kort og kynisk sagt er formlen: Jo større ændring, jo mere tilsyneladende konsistens …

Derfor mener jeg også, at hvis S virkelig mener alvorligt, at det kommende valg skal have dagpenge som i det mindste et hovedspørgsmål, så vil man ikke kunne føre valgkamp i 2015 med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon som hovedfigurer.

søndag den 31. august 2014

Plan B ...

Ja ja da, så blev alle politiske kloge-åger vist sat grundigt på plads. Næsten lige så meget, som DMI blev af skybruddet, men også kun næsten.



Herunder også undertegnede - hvis det ellers er ok at inkludere mig selv i denne mere eller mindre fornemme gruppe.



Bevares, nogle er blevet mere sat på plads end andre, f.eks. Lars Trier Mogensen, der i Deadline på DR2 i går, søndag den 30 august 2014 kl. 22.30, erklærede, at S "aldrig" ville give en kommissærpost til de radikale, men skidt nu med det:



Vi blev stort set alle overraskede, og det bekræfter blot Harold MacMillans dictum om, at "en uge er meget lang tid i politik" - og her kan en weekend åbenbart gøre det.



Alt det, jeg skrev om overgangen af magten til en ny S-formand i skikkelse af Mette Frederiksen især i blog-indlægget "Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F.",  står stadig ved magt, herunder at Mette F. i første omgang formentlig kun ville kunne begrænse et snarligt valgnederlag - og hvis man læser efter, vil man bemærke, at jeg netop tager forbehold vedr. datoer og rækkefølgen af faktorerne.



Men det skal ikke forhindre mig i at tage hatten af for Helle Thorning, som jeg føler har bekræftet det indtryk, som jeg har haft længe, nemlig at hun nok gør sig væsentligt bedre på de internationalt bonede gulve end i dansk politik, hvilket en kommende regering uanset farve bør notere sig.



At lade sig køre i stilling som stærk mulighed som EU-præsident for så at trække sig, da den samlede kabale tydeligvis måtte lægges anderledes, med det modkrav, at DK ved at stille med en stærk kvindelig kommissær ville få en tung og formentlig økonomisk post, var særdeles smukt kørt.



Samtidig er den såkaldte "plan B" næsten bedre end plan A, for nu slipper vi røde vælgere og en kommende - og gradvist mere rød - S-top med Mette F. i spidsen for at skulle slås med Margrete Vestager. Sådan er det jo, som en eller anden sagde engang.



Endda forlyder det, at Vestagers nye "tunge post", som Thorning ikke ville annoncere åbent som en sådan uden en solid aftale om det, kan blive noget med at stramme op over for de banker, der slap for let fra ansvaret under finanskrisen, samt sikring af et samarbejde om skattesatser og effektiv skatteinddragelse.



Det kommer jo til at fremkalde en uvant situation for os på venstrefløjen oven på de seneste år, for så vil vi formentlig skulle være enig med Vestager fremover! I hvert fald ift. den retning, som hun trækker i, selv om stramningen nok næppe vil blive så stram, som vi kunne tænke os, men lidt har jo også ret.



Jeg står ved, at DF i stigende grad bør afprøves i handling og konkrete beslutninger på sin på meget sociale retorik, især når partiet står til at blive mindst dobbelt så stort som de radikale, og når partiet nærmest præsenterer sig som Socialdemokratiet Classic.



Men med en ny radikal leder er det en mulighed, at den del af det radikale bagland, som lige nu leder noget fortvivlede efter den sociale del af de Radikales traditionelle socialliberale identitet, i løbet af fire år i opposition vil kunne trænge igennem med et krav om, at partiet støver den sociale profil af.



Her er det måske en ulempe, at Morten Østergaard - ganske som Vestager oprindeligt - kommer fra den radikale venstrefløj.



Ja, kære læsere, I læste rigtigt: En ulempe. En gammel regel i politik siger nemlig, at hvis man vil rykke mod venstre (som da Nixon åbnede over for Kina - og delvist Sovjet), skal man komme fra højre og vice-versa.



Men vi, der gerne ser et mere lige og socialt retfærdigt Danmark med bæredygtige jobs til alle, der kan og vil, samt hjælp til alle, der ikke kan pga. sygdom, alder o.l., må jo håbe på reglen om "ingen regel uden undtagelse" ... Og undtagelsen kunne meget vel komme af en bevægelse hos græsrødderne.



Samt at vi efter det snarlige valg formentlig - formentlig, gentager jeg og minder om meningsmålingerne pt. men også meningsmålingers indbyggede svagheder - får et folketing, hvor de radikale ikke rigtigt kan blive tungen på vægtskålen i nogen vigtige sammenhænge.



Måske ender vi endda med en ny SR-akse, der denne gang har lighed, bæredygtige jobs, velfærd inkl. eksport af velfærdsløsninger og grøn vækst som det, Danmark skal leve af, samt andre gode ægte socialdemokratiske og socialliberale værdier  mv. højt oppe på dagsordenen, når både S og R har tænkt sig om i fire år.



Der er nemlig intet, der fører til politisk omtanke og nyorientering som en periode i gold og kold opposition, og da især ikke, når man som parti er vant til indflydelse ...

10 teser til Socialdemokratiets nødvendige fornyelse ved begyndelsen af det nye årtusinde – principperne

Her er ti teser, som jeg offentliggjorde kort efter valget i 2001, om det jeg mente burde være de overordnede principper i Soc.dem.s fornyelse. Det er både en glæde og en sorg at se, at de stadig er aktuelle …

1.    Socialdemokratiet har altid værnet de svageste, og høstet vigtig støtte hos dem. Men Socialdemokratiet har aldrig kun talt de aller­svagestes sag, som i kapitalismens var pjalteproletariatet, under den sejrede kapitalisme de ufaglærte, under senkapitalismen de arbejds­løse og overførselsmodtagerne, og i dag under  videnskapitalismen er de marginaliserede med kvalifikations-, løn-, og frihedsefterslæb, hvad enten de tilhører dem, der nys er kommet til os, den genera­tion, som blev sprunget over i 80’ernes store økonomiske krise, eller det såkaldte grå guld, der ofte føler sig som støv. Socialdemokratiet må tale for dem alle, gå i offensiven mod hvert overgreb på deres liv, ære og velfærd og for deres opkvalificering til at få mulig­hederne for at få del i videnssamfundet. Men Socialdemokratiet må tale for andre end dem: For de håbefulde, der tabes af den tilsyne­ladende fri arbejdsudfoldelses vogn; for de mange, der ønsker en plads i solen, men føler, at chefens nevøer stadig sidder i vejen; for de utallige, der opdager, at løfterne om en kreativ hverdag hurtigt afløses af nye rutineopgaver, blot på et højere niveau.
2.   Socialdemokratiet har altid haft, og vil altid have, et væsensforskel­ligt menneskesyn fra højrenationalismen, der kræver særligt stramme krav stillet til de etniske mindretal, og hylder danskheden som et politisk projekt, ikke blot som et fornuftigt psykologisk behov for at søge sine rødder og dermed også forstå den historiske kamp bag det samfund, vi har i dag. Socialdemokratiet har ligeledes et væsensforskelligt menneskesyn fra den fremstormende liberalisme, der forguder det private initiativ og søger at gøre fællesskabet til noget lig sammenholdet i en sangforening. Socialdemokratiet af­grænser sig ligeledes fra konservatismen, med dens skeptiske og negative menneskesyn, fra socialliberalismen med dens kombination af fri konkurrence og forsøget på at opnå lige muligheder for delta­gelsen heri, samt fra den mere yderliggående venstrefløj, med dens ubetingede optimisme om menneskesindet, blot det får et godt sy­stem at fungere i lagt ned oven fra, om end afstanden her er min­dre.
3.   Socialdemokratiet har altid haft reformer som sit virkemiddel og kan indgå ethvert kompromis, der fremmer dets vælgeres interesse, men det må afvise ethvert kompromis, der skader dem. Visse kompromis­partnere er mere naturlige at søge end andre, ikke mindst den traditionelle socialliberalisme, konservatismen og venstre­fløjen, mens andre kalder en naturlig skepsis og agtpågiven­hed frem, men ingen er udelukket. Med de naturlige kompromis­partnere kan der blive tale om strategiske kompromisser, mens der med andre kun kan blive tale om taktiske kompromisser.
4.   Det lykkedes den nuværende regering at afpolitisere spørgsmålet om bevarelse og udbygning af den danske velfærdsmodel under valg­kampen i november 2001. Socialdemokratiet må som en af sine for­nemste opgaver have at politisere dette spørgsmål igen: Hver forrin­gelse må afsløres og kritiseres, ikke mindst når den sker på bag­grund af en solid og stærk økonomi, der ikke tilsiger forringelser. Men Socialdemokratiet må ligeledes udvikle sit eget alternativ med en fortsat fornyelse af det danske velfærdssamfund, ikke mindst i lyset af europæiseringen og globaliseringen. Den tid, hvor to uforsonlige parter stod over for hinanden på arbejdsmarkedet, er for længst forbi. Kollektive aftaler vil fortsat have en værdi som rammer for udviklingen, men hvert enkelt individ skal have sin personlige over­enskomst på fremtidens arbejdsmarked. Socialdemokratiets og fagbe­vægelsens opgave er her blandt andet at sikre, at det ikke betyder, at svage individer presses til urimelige aftaler. Det skal sikres dels gennem minimumsrettigheder i europæisk og national lovgivning, samt i minimumsbestemmelser i de kollektive overenskomster.
5.   Europæiseringen og globaliseringen af det danske samfund og der­med også af dansk politik stiller nye krav til Socialdemokratiet, men giver det også nye muligheder. Socialdemokratiets projekt må være, at alle får en rolle at spille i europæiseringen og globaliserin­gen. Kun på den måde overvindes den hidtidige modsætning mellem den såkaldte ’elite’ på næsten 50% af befolkningen og de øvrige marginaliserede 50%. Det europæiske projekt må forvandles fra en hvisken-tisken til et gjaldende kampråb for fornyelse af Danmark, Europa og verden. Socialdemokratiet må politisere det planlagte Euro­pæiske Konvent med et krav om et Folkenes Europa.
6.   Et Folkenes Europa må bygge på en nøje fastlagt opgavefordeling mellem de forskellige politiske niveauer og institutioner, hvor det vigtigste må være et krav om, at et folkevalgt Europaparlament og et ministerråd udpeget af de nationale regeringer tilsammen udgør det europæiske besluttende niveau med gensidig vetoret, udløst ved kvalificeret flertal. Et Folkenes Europa må endvidere bygge på minimums­beskyttelse på alle afgørende områder og bygge på FN’s konventioner herom: de grundlæggende menneskerettigheder, de almene demokratiske rettigheder, økonomiske rettigheder som ejen­dommens relative ukrænkelighed og fuldstændig aftalefrihed mellem lovgivningsmæssigt ligestillede partnere på arbejdsmarkedet, sociale og kulturelle minimumsrettigheder på et højt niveau, beskyttelse af miljø og arbejdsmiljø i bredeste og bedste forstand. Det sociale mål må være at sikre alle et garanteret minimumsleveniveau, oven på hvilket der kan bygges forskellige kollektive og individuelle udbyg­ninger. Kun på denne måde sikres en fremtid for den danske velfærds­model i den europæiske udvikling.
7.   Socialdemokratiet må vende sig skarpt imod at lægge bestemte samfunds­grupper for had. Når nogen taler for sådanne holdninger, er det at række dem blot en lillefinger at bruge den forkerte legems­del! ”Perkerne”, som man i dag nærmest værdineutralt kal­der flygtninge, indvandrere og disses børn, er først af alt en res­source og ikke et problem, ikke mindst når store årgange af ældre snart skal forsørges af små generationer af unge danskere. ”Per­kerne” er blot det seneste tilskud til et Danmark, der gennem histo­rien utallige gange er blevet beriget af indvandring. Hansen og Jensen har længe været i mindretal i telefonbogen, og det vil til­tage. Hvis vi kan få et ”multi-etnisk” samfund af, at indvandrere og deres børn fra lande uden for Europa når op over 10%, så har vi faktisk haft det i mange år. Er definitionen på et multi-etnisk samfund derimod, at andelen af ”gammeldanskere”, der har boet i Danmark i 3 generationer eller mere, ikke når under 80%, så får vi det sandsynligvis aldrig. Men frem for statistik, må Social­demokratiet bruge indvandringen til politik: Alle skal i arbejde og uddannelse, også indvandrerne. At der kan være problemer med nogle gruppers tilpasning, må besvares med en kombination af dialog og justits. At der kan være problemer med nogle ’gammeldanskeres’ tilpasning må besvares på samme måde. Integrationen skal styrkes overalt, og omvendt skal der gribes hårdt ind over for enhver form for diskrimination. Begge dele vil kræve nye tiltag. Det er den kontrakt, Socialdemokratiet må tilbyde nydanskerne.
8.   Fremtidens Danmark vil opleve en stigende mangel på kvalificeret arbejds­kraft. Socialdemokratiet må formulere en politik, der drastisk øger udbuddet af kvalificeret arbejdskraft. Det kræver en ihærdig uddannelsesindsats og en styrkelse af forskningen. Derfor var regerin­gens nedskæringer på dette område så kriminelle. Social­demokratiet må arbejde for, at der bliver plads til alle, der vil … Det gælder det grå guld; de mennesker parkeret på overførsels­indkomst i dag, som både vel at mærke kan og vil have et indbringende og udfordrende arbejde; og det gælder de mange ny­danskere. Når alt er gjort for at opkvalificere disse grupper så hur­tigt som muligt, først da kan der blive tale om at importere ar­bejdskraft, hvor der stadig er mangel. Erhvervslederne må lære at bruge de ressourcer, det danske samfund har i dag, ikke blot hele tiden skrige på flere.
9.   Skal det blive tillokkende for grupper, som tidligere regeringer un­der indtryk af tidens store problemer parkerede på midlertidige el­ler varige og mere eller mindre nådige overførsler, at droppe det lille udkomme, de trods alt har nu, og satse på en hård og stadig mere omskiftelig tilværelse på arbejdsmarkedet, så skal det kunne betale sig for dem. Lønnen skal være tillokkende, men det skal den disponible realløn også. Derfor må skattebyrden flyttes fra skat på arbejde til skat på knappe ressourcer. Ressourcer, der er bundet mere til lokalsamfundet, end fremtidens arbejdskraft vil være. Til gengæld må vi gennem EU lægge pres på de lande, der gør en for lille indsats på uddannelses-, skatte- og miljøområdet om at oppriori­tere denne, så vi kan samarbejde og konkurrere på lige vilkår.
10.  Socialdemokratiet har tabt et valg, men der er tid til at vinde nye slag. Det er rigtigt, at tidligere tiders benhårde klassekamp er forbi, men det er forkert, at interesser og værdier er et fedt. Social­demokratiet må kæmpe for et levende fællesskab, hvor man ikke blot kommunikerer via internettet, men som har en aktiv og vital demokratisk debat. Først når alle er med, såvel til at skabe vær­dierne som til at forme værdierne, har vi et samfund med frihed for alle. Et Danmark for hele folket, hvor den enkeltes frihed er forudsætningen for alles frihed.
© Claus Piculell, 11. februar 2002

fredag den 29. august 2014

Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F.

Jeg vil godt advare mod at sætte forventningerne til en S-formand Mette Frederiksen for højt, uanset om HTS nu scorer det EU-job eller ej. Den overvejende sandsynlighed er, at Mette F. vil skulle være leder af en forhåbentlig mere kritisk og konstruktiv opposition de kommende fire års tid.


Enten vil HTS gå glip af et EU-job og vil skulle fortsætte i DK og tabe valget stort for så ikke at have anden mulighed end at gå af som S-formand, eller også vil Mette F. tage over "i utide" og tabe valget noget mindre stort, hvilket faktisk bør give lidt øget optimisme og håb om et comeback. 



Naturligvis skal Mette F. i princippet være klar til at tage magten og gå efter en valgsejr fra dag 1, men bag kulisserne er det nok mere sundt og langsigtet ikke at se fakta gennem alt for lysegrønne (eller lyserøde) briller.



En egentlig valgsejr om allerede under et år er yderst tvivlsom, og Mette F. kan tåle et - ikke for stort - nederlag, fordi HTS trods alt har været statsminister og primær løftebryder i den afgørende periode.



Samtidig vil det naturligvis ikke være muligt pludselig at kalde det regeringsprojekt, man selv har spillet en afgørende om end formildende rolle i, for en stor historisk fejltagelse.



Det vil være både utroværdigt og faktisk - tør jeg sige det - ukorrekt. Man har fulgt en alt for midterorienteret kurs dog ikke uden visse fornuftige tiltag, og det indtryk skal der langsomt rettes op på. Og det centrale ord er her langsomt.



Men for SF og EL er  det bare at finde sælge sig dyrt ift. den kommende finanslov. Uanset hvilken leder regeringen har, har den en meget stor interesse i et forlig til venstre side denne gang.



Jeg vil foreslå fem mindre punkter at markere en fornyelse af linjen på, og disse kan fornuftigvis markeres på en (ordinær eller ekstraordinær) kongres, idet de angivne datoer tager udgangspunkt i, at Thorning får det EU-job, da rettidig omhu også er en dyd i politik:

1. Dagpengekommissionen skal 'bedes om' at fremrykke afleveringen af sin slutrapport til først i 2015, og op til det kommende valg bør S og R hver for sig lægge deres forslag frem op til en valgkamp som to forskellige partier. Grundlæggende er en konjunkturbestemt dagpengeperiode et af de vigtigste indslag, f.eks. fire år i dårlige tider og 2 år i gode tider.

2. Den grønne check, der beskytter små indkomster (lidt) mod de såkaldte grønne afgifters stigning, bør blive til et permanent grønt inflationssikret bundfradrag på kr. 6000 (skatteværdi ca. 2500 kr).

3. Den grønne omstilling skal dels bredes ud til al slags grøn energi og skal dels tilbage som en væsentligt vigtigere prioritering ud fra sloganet: "Bæredygtige jobs og ikke blot blind vækst".

4. Gensidig forsørgerpligt skal afskaffes eller i første omgang ligestilles mht. skattereglerne, så en partner med forsørgerpligt i det mindste får samleverens personfradrag. Langsigtet må individualprincippet gælde i al lovgivning.

5. Overførsler skal reguleres ud fra den reelle inflation, målt af Danmarks Statistik for de enkelte socialgruppers forskellige forbrugsmønstre.


Og så er det altså afgørende, at man denne gang gør det, jeg slog til lyd for i mit "nytårs-Notat til Centrum-Venstre op til valgåret 2011", nemlig helt enkelt at uddanne befolkningen i forskellen på privat husholdningsøkonomi og national samt sågar global økonomi.



Det behøver ikke blive så langhåret, som visse spindoktorer, der lider af kronisk undervurdering af vælgerne, straks vil påstå.



De fleste borgere forstår godt, når man taler andet end privatøkonomi, vil den enes udgift sædvanligvis være en andens indtægt, altså at en makroøkonomi er et kredsløb.



De fleste borgere vil også forholdsvis let forstå, at det er "tudetosset"- som venstrefløjens dronninger til stadighed siger, at staten ikke bruger sin samlede kreditværdighed til at låne penge og sætte investeringer i fremtiden i gang, når lånemarkedet globalt er så underdrejet, at renten er nær nul, ja faktisk under nul.



Og rigtigt mange borgere kan udmærket lære af erfaringerne fra de seneste godt fire års sparepolitik, hvis resultat nu er blevet, at EU er gået helt i stå, så selv den danske eksport, der var vort lyspunkt midt i manglen på et effektivt forbrug, nu også er begyndt at falde.



Modsætningen til USA, hvor massive statslige økonomiske saltvandsindsprøjtninger har fået gang i økonomien igen er oplagt, også selv om det en tid holdt hårdt i USA pga. krisens dybde.



Og så kan rigtigt mange borgere faktisk godt lide, at man taler til dem som voksne, intelligente mennesker og ikke som elever, der endnu ikke er klar til 2. klasse.



Derudover bør Mette F. bruge oppositionsperioden til at opstille et program for et socialdemokratisk Danmark version 2.0 (som det vist hedder nu om dage).



En del af det projekt vil være at begynde at undersøge muligheden for at skifte R ud med DF som et af støttepartierne for en S-regering, noget jeg allerede foreslog for fire år siden, herunder aktivere et nyt "alternativt flertal"- denne gang et socialpolitisk et - til afbødning af en Løkke-regeringens værste excesser.



Derudover er det et stort spørgsmål, hvilken kurs en V-regering mere præcist vil (kunne) føre.



Lige nu siger Løkke så lidt som muligt, og det er skam klogt af ham, men den går jo ikke som statsminister.



Og her har Løkke mindst to problemer at skulle takle:
1. En del borgerlige vil forvente en endnu mere klar blå kurs, især efter SR-regeringens mange blå elementer.
2. Løkke skal samle et broget flertal, der rækker fra LA over R+K og til DF og dertil Venstre, der heller ikke synes for sikker på den nøjagtige kurs.



Alt andet lige bør det give en opposition et vist manøvrerum.


torsdag den 24. juli 2014

Publikationsliste for Claus Piculell siden 2002


Siden 2002 har jeg, alias Claus Piculell, alias Nutcracker, alias Skalpellen, alias På Spydets redaktør, bla. skrevet: 


Siden 2002 har jeg, alias Claus Piculell, alias Nutcracker, alias Skalpellen, alias På Spydets redaktør, bla. skrevet: 

Siden 2002 har jeg bla. skrevet:

  • denne liste over 1-2 timer i dag (240714)
10 teser til SD's fornyelse (2002),

Claus Piculells syge histore - nu på Helbredskvartalet (2003+2005),

60 artikler i Flix.dk (2005) bla. interview med Lykketoft og analyser af valgkampene 2005+7 samt "Retten til at være sig selv", og et HCA-lignende eventyr ved dennes jubilæum,

500 indslag i På Spydet (siden 2005),

161 blogindlæg på Avisen.dk (fra 2007),

publiceret 32 digte + 90 aforismer (1994-2014),

Krisetider er reformtider! (primo sep. 2008)

14 store analyser for Cevea (2008-11),

"Don't Worry, be Happy! - entry in BBC's “Have your say” on the UK election and coalition negotiations" (maj 2010)

"Vågn op og lugt til kaffen! Vagttårnet ser fare for dagpengene ... " (maj 2010)

"Hvad skal "Rød Stue" egentlig med de Radikale?" (maj 2010)
""Udkantsdanmark" er ikke et sted, men en tilstand" (juli 2010)

Bud på en dagpengereform fra venstrefløjen (2010)

Liberalsocialismens foreløbige manifest (2010) og på engelsk 2014

Nytårs-Notat til Centrum-Venstre op til valgåret 2011 (nytår 2010)

Hva' dælen er hyperliberalisme? (april 2011)

Hvornår bliver de radikale socialliberale igen? (juli 2011)


"Tal, fakta og tanker om førtidspensionister og fleksjobs, herunder Mette Frederiksens udspil" (maj 2012)

"Venlige råd udefra til rådslagningen på årsmødet i Enhedslisten: Pres på for ægte forandring, men pas på ikke at bringe Lars Løkke tilbage!" (maj 2012)



"Skattereform i rødt og hvidt" (januar 2013)

"Op og ned i velfærdsdebatten - fremtidens velfærdsamfund" (februar 2013)

"Behovet for en europæisk velfærdsstat" (februar 2013).

"Tid til at vælte blå Bjarne? Nej, tag Bødskov ved lejlighed!" (april 2013)

"Arveskatten skal ikke væk - den skal op! "(april 2013)

"Forsøger DR's og andre økonomer at tale økonomien i gang?" (april 2013)

"Råd nr. to til nyt centrum-venstre parti: DEMOKRATISK VELFÆRD SOM MÆRKESAG" (juni 2013)

"Kan man tøjle kapitalismens excesser uden at bruge EU?" (juni 2013)

"Den udeblevne systemkritik og krisen – svar til Preben Wilhjelm" (oktober 2013)

"HVORFOR "Liberal Socialisme" og ikke 'blot' Socialisme ?" (2014)

"Helbredskvartalets" 14 opslag (fra feb 2014)

"Venstrefløjens nye håb kommer fra USA" (feb 2014)

"Liberalisterne har givet "liberal" et ufortjent dårligt ry!" (marts 2014)

Facts revisiting Rogoff & Reinhart” (juli 2014 samt før maj 2014)


fredag den 16. maj 2014

Facts revisiting Rogoff & Reinhart

Do folks out there remember when a graduate student together with his teachers found serious flaws in the results from the famous neoliberal economists Rogoff and Reinhart about the very negative effect of a public debt over 90% on growth of GDP?

Well, here is the central table summing up all the miscalculations from "Does High Public Debt Consistently Stifle Economic Growth? A Critique of Reinhart and Rogoff", by Thomas Herndon, Michael Ash & Robert Pollin, published April 15, 2013 as working paper 322 from Political Economy Research Institute at the University of Massachusetts Amherst.


søndag den 11. maj 2014

Retten til at være sig selv!

Jeg er ingen stor beundrer af Michael Jackson. Jeg bryder mig endnu mindre om det evindelige ’hype’, der er om ham og andre ’kendisser’, herunder de såkaldt ’royale’ i Danmark. Og jeg kan slet ikke udstå den virak, der opstår, når en af de kendte måske har overskredet en grænse, og hele verden sidder limet til skærmen, mens deres liv oprulles i et cirkus, som man påstår er en retssal. Alligevel var det med glæde, at jeg kort før midnat hørte, at han var blevet pure frifundet.


Af Claus Piculell, publiceret på nu hedengangne Flix.dk 14. juni 2006



Fucked up
Der er ingen tvivl om, at Michael Jackson er en særling - eller en ’freak’, som det sikkert snart hedder på nydansk. I rampelyset fra barneårene, rig før han kunne kneppe, megarig før han måtte kneppe – eller stemme, og en ’superstar’, for nu at bruge et godt gammelt dansk ord, før han blev 25. En ung mand, der valgte at bo alene på en gigantisk ’ranch’, som han kaldte Ønskeøen, og hvortil han inviterede børn, især syge børn, og især syge drenge, så de kunne more sig i hans private tivoli og få en tur på karrusellen, inden han tog dem med i gyngen.

Og senere, som vi alle ved, tog han enkelte med sig i sengen, men ’kun for at hygge’, som vi andre gjorde før puberteten. Han donerede store beløb til syge børn, både enkeltpersoner og generelt, og på sine turnéer sneg han sig ofte hemmeligt af sted for at besøge børn i nød. Nogle vil se dette som at købe aflad, andre som ægte engagement. Men ét er sikkert og vist: Den mand må siges at leve sit indre barn ud. Måske fordi barnet aldrig fik en chance, da han havde alderen til det?

Fuldstændig Fucked
Er det ’sært’ at sove og ikke blot danse med drenge, når man er voksen? Jo, det er det vel. Men det sker da, at andre voksne ’går i seng’ med børn – ud over de unævnelige tilfælde. Der kan være spejderture med sovepose mod sovepose, eller hjemlig hygge, som når lille Peter putter sig hos mor i tordenvejret, mens far ligner en tordensky ... Jacksons måde at gøre det er en del mere sær, men er den ulovlig? Svaret ved vi nu er nej. Men det gør tilsyneladende ikke megen forskel. Omgivelsernes dom er som regel mere nådesløs end lovens. Og næsten uanset hvad der sker, vil Michael Jackson altid have beskyldningerne og rygterne klæbende til sig.

Retssikkerheden har længe været under angreb. De fleste, og stort set enhver i medierne, er for længst holdt op med at respektere, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og bolden ruller stadig videre, så nu om dage er man i manges øjne også skyldig, selv om man er blevet frikendt!

Selv jeg, der kun nødtvungent har hørt nyhederne fra sagen, har observeret, at Michael Jackson adskillige gange har måttet køre direkte på hospitalet frem for til retslokalet. Formentlig pga. hypertension, som lægerne kalder det, når de ikke vil tale dansk og sige ”truende højt blodtryk”, en tilstand, der kan fremkaldes af et mindre nervesammenbrud eller et tilstundende stort et. Enhver, der så Jackson ankomme til domsafsigelsen, og som tidligere har set billeder, hvor politiet insisterede på at anbringe multimilliardæren, der kom til dem frivilligt, i så stramtsiddende håndjern som muligt, vil have kunnet se, hvor meget den sag har tæret på ham. Nu, hvor han er frikendt, trænger den mand til at komme sig i fred og ro, men desværre er pladserne på den første rumfærge allerede optagne ...

Fucking selvmodsætning
Der er ikke grænser for de vitser, der er fortalt om Michael Jackson, og nogle er dem tilmed morsomme ... Men jeg har nu altid fundet modsætningerne i Jackson selv mest pudsige. På den ene side siger han i en af sine sange: ”It Don't Matter If You're Black Or White”, og på den anden side synes han at have misforstået sin egen bedste og mest global-socialt bevidste sang, når der siges: ”I'm Starting With The Man In The Mirror”!


På den ene side synger han om at række ud og ”put your heart on the line”, og på den anden side gemmer han sig bag masker og får børn med hvide rugemødre. På den ene side er han indeni et stort barn, og på den anden side er han en superprofessionel entertainer, der om nogen har indstuderet sine bevægelser og ved, at på scenen tæller ti skridt på taget mindre end ét tag i skridtet!


Retten til at sige ”fuck jer”!
Den slags kan man have sine meninger om – eller lade være. Det vigtige er, at man kun have de meninger for sig selv, ikke på vegne af andre. Man kan træffe sine egne valg, ikke andres. Alle har ret til at leve deres liv, som de vil, så længe de ikke skader andre og bidrager så godt de kan til fællesskabet. Det gælder en fattigrøv som mig og en røvet rig som Jackson. Man kan kun håbe, at Michaels martyrium, hvor selv den amerikanske domstol fik nok af rullende kameraer, får det at fise ind hos endda de mest selvsvingende og altguffende medieliderlige ’wannabees’ og utallige stadig aktive medieluderlige ’has-beens’.


Michael Jackson er som omvandrende selvmodsætning et glimrende symbol på ”Guds eget land” og ”the Land of the Free”, der efterhånden er ved at synke ned i en moderne, mediestyret middelalder med et præstedømme, som selv iranerne ville frygte! Jeg håber, at Jackson har ret, når han i en sine nyere sange, ”They don’t care about us”, siger: Beat me, hate me - you can never break me! Jeg vil stadig lytte kritisk og kun til musikken, men hvis der er lidt retfærdighed til, får Jackson nu et højst fortjent comeback. Det tror jeg også, at anklagemyndigheden skal håbe på. For tænk, hvis Jackson lagde sag an for ærekrænkelse og – værre endnu - tabt arbejdsfortjeneste ...

onsdag den 26. marts 2014

Liberalisterne har givet "liberal" et ufortjent dårligt ry!

Ifm. dannelsen af lanceringen af et manifest og en Facebookgruppe for en European Liberal Socialism har en del danske venstreorienterede igen læst ordene "liberal socialisme" som noget, der på den "liberale" side svarer til det, som nyliberalisterne i "Liberal" Alliance og Venstre mv. står for.

Disse nyliberalister har givet mange i centrum-venstre et anstrengt forhold til det liberale tankegods, men dette tankegods indeholder altså langt mere end den markedsfundamentalisme, der sælges som "liberalisme" i dag.

Det er ikke uden grund, at arbejderbevægelsens slogan "Frihed, lighed og broderskab" stammer fra især den franske men også den amerikanske revolution, hvor det oprørske og meget liberale borgerskab kæmpede sammen med utopiske socialistiske arbejdere og med velvillig neutralitet fra bønderne.

De kæmpede sammen mod adelens og monarkiets nedarvede privilegier, positioner og penge, og var derfor f.eks. for ligestilling af alle "borgere" i en demokratisk styreform, med fri debat uden kongelig censur (undtagen mindretalsangreb og injurier), borgeres ret til privatliv, lighed for loven, og "retten til resultatet af sit eget arbejde", som der står over 50 gange i Adam Smiths "Nationernes Velstand".

Så den liberalitet, jeg forsøger at genoplive og smede sammen med en demokratisk socialisme med fundamentale reformer - herunder reel statsliggørelse af finanssektoren - på dagsordenen, er det, man i gamle dage kendte de radikale og dele af SF for at stå for, nemlig social-liberalisme, der samtidig var sossernes vigtigste allierede i at skabe den velfærd, de nu så skammeligt er med til at afvikle alt for store dele af.

Mht. EU er vi muligvis uenige med dele af især den yderste venstrefløj, fordi manifestet ikke ser anden vej til en europæisk liberal socialisme end gennem europæisk politisk samarbejde.

Men dog ikke mere, end at manifestet rækker ud til hele venstrefløjen i Europa, og at princippet er, at først prøver vi at se, om EU kan erobres og stilles om til finanskontrol og minimumsvelfærd, og går det ikke, så må den europæiske venstrefløj jo forme sine egne institutioner fra bunden.

Man kan evt. læse mere om disse pointer på engelsk på dette link
http://alittledanesenglishblob.blogspot.dk/2014/03/europan-liberal-socialism.html
 

Det kan også læses i det foreløbige manifests første punkter, som nu er i uddrag på selve hjemmesiden:
www.liberalsocialism.eu

tirsdag den 25. marts 2014

HVORFOR "Liberal Socialisme" og ikke 'blot' Socialisme ?



Det er blevet indvendt mod projektet om at fremme og forme "en liberal socialisme", at socialismen allerede har frihed som et i hvert fald meget afgørende ideal.


Og jo, socialismen har også "frihed" som målsætning, ganske som stort set alle ideologier, også de religiøse, har det. Der er bare det, at frihed betyder noget forskelligt for folk, f.eks. for kristne og muslimer og jøder der tror på hver deres variant af paradisisk frihed.

Tilmed er det sådan, at liberale, konservative og socialister ikke blot mener noget forskelligt med ”frihed”, men den nærmere definition af frihed er også forskellig for forskellige varianter af disse tre politiske filosofier.

Man får rigtigt fat, hvis man siger, at socialismens frihedsbegreb er forbundet med lighed. Det pudsige er bare, at det er klassisk liberal tænkning også, jf. det fælles kampslogan "Frihed, lighed og broderskab".

Så man må dels dybere i materien med at forstå forholdet mellem de tre afgørende principper, og der findes både "negativ friheder" såsom fravær af krig, tortur, diskrimination mv., som "positiv friheder", f.eks. frihed til at søge lykken og deltage i debatten ud fra en fælles og god grunduddannelse, bevidst arbejde for reel ligestilling af forskellige grupper, osv.

Højreliberale foretrækker ofte at holde sig til de negative friheder, altså fravær af noget begrænsende, mens venstreliberale ser positive og negative friheder som lige vigtige, og socialister lægger tendentielt mest vægt på positive friheder ”for alle borgere”, altså også i kollektiv forstand.
Men at det bestemt ikke så let at trække grænsen viser sig f.eks. i, at stort set alle liberale i det jo nok mest liberale land, USA, mener at en skattebetalt og god grunduddannelse bør stilles til rådighed for alle af staten, og her i Danmark har selv Liberal Alliance lært af bla. USA's eksempel, at lige adgang til skattebetalte sundhedsgoder også bør være en positiv frihed.

Men hovedproblemerne har for socialismen ift. frihedsidealet har bla. været disse:

1) Alt for mange, ikke mindst i de ortodokse marxistiske partier, herunder Stalin og Mao (og Lenin) havde en opfattelse om at nå det kommunistiske "paradis" gennem revolution, hvor det gamle statsapparat sønderslås, og hvor man ophæver en række borgerlige rettigheder, som netop er konkrete især negative men også positive friheder.

2) Ideen var så, at det socialistiske demokrati ville indføre lignende og/eller bedre rettigheder til i hvert fald "proletariatet", først i en periode med "proletariatets diktatur" - hvilket for f.eks. Marx betød "proletariatets organisering som herskende klasse"*, hvilket jo ikke udelukker et "proletarisk demokrati", som kunne se ud på mange måder, men som reelt blev partidiktatur.

Sovjet havde en vis fornuftig forklaring i begyndelsen for at indskrænke det ellers ret frie og mere direkte demokrati i arbejder- og bonderåd – i så stor grad at Lenin før indskrænkningerne måtte forsvare denne første ”demokratisme” mod intern kritik – og kalde til væbnet forsvar for revolutionen, som stod alene efter en blodig undertrykkelse af flere revolutioner i andre europæiske lande, hvilket Lenin ellers havde ventet sig meget af.

Og i deres egen føderative rådsrepublik (Sovjet = råd), hvor arbejderes og bønders råd tog magten fra den gamle stat, der samlede højrefløjen 3 mio. mand til at slå den socialistiske by-revolution ned - og det var inkl. 14 udenlandske hære, som kæmpede mod de 3 mio. soldater, som Trotskij nærmest mirakuløst fik til at overvinde en dyb, dyb krigstræthed efter 1. verdenskrig, og gå til væbnet modstand.

Der skete frygtelige og forbryderiske ting fra begge sider, kendt som hhv. ”hvid og rød terror”. Det vigtigste er dog, at man havde regnet med i det mindste nogle revolutioner i mere udviklede kapitalistiske lande, så man kunne opbygge et evt. europæisk socialistisk demokrati, men det kom aldrig, og parolen om "socialisme i et land" betød noget alt andet end demokratisk.

Og hvad endte det med? 70 års "undtagelsestilstand" uden synlig ende (før Gorbatjov), hvor partiets elite og deres børn tiltvang sig goderne med egne butikker, kørebaner og partisommerhuse de luxe.

Politisk revolution har med kun én undtagelse altid ført til, at den stærke ledelse blev et diktatur, og hovederne rullede. Undtagelsen er USA, hvor man fik et ungt og skrøbeligt demokrati, hvor man vel i dag kan sige, at folket kan vælge mellem forskellige eliter, men det tog altså også næsten 100 år og en borgerkrig ...

Så når jeg prædiker liberal socialisme, er det dels for eksplicit at lægge afstand til politisk revolution (andre revolutioner f.eks. i natur og videnskab kan man ikke undgå), dog sådan at et folk under massiv voldelig undertrykkelse selvfølgelig har ret til at gøre modstand og fjerne åget, men erfaringen viser også her, at man derefter skal arbejde benhårdt for at udvikle et reelt demokrati.

Den anden hovedgrund til liberaliteten er sikringen, at de borgerlige og andre frihedsrettigheder også under grundlæggende samfundsændringer ALDRIG må ophæves, undtagen i egentlig krig, hvor Geneve-konventionerne gælder, og da højst i 10 år.

Og den tredje er, at jeg vil sikre folks "personlige ejendomsret", herunder retten til at nyde godt af en ægte produktiv indsats, mens jeg omvendt vil have basale livsgoder sikrede for alle.

Finanskapitalen skal de-facto sættes ud af spillet (ved regulering eller statsbanker), mens forbrugsgoder skal produceres på et marked med fri og lige konkurrence, hvor staten bryder de-facto monopoler op i mindre, mere konkurrerende virksomheder.

At staten med en sådan opbrydning af virksomheder, der har for stor indflydelse på deres eget marked, altså et afgørende ord om både udbud og efterspørgsel, vil kraftigt forøge den fri og lige konkurrence, og det vil på et forbrugsgode-marked vil være et selvstændigt, vigtigt element i at øge produktiviteten.

Og det ligger helt i tråd med det, som USA's foreløbig sidste liberale præsident hos Republikanerne, Theodore Roosevelt, gjorde i 1900-tallets første tiår, da han fik indført ”antitrust-lovene” i 1911, mens han samtidig indførte ejendoms-, indkomst- og arveskat i datidens nuller.

Og endelig vil jeg stå fast på et repræsentativt demokrati, men gerne med folkeafstemninger, lokalråd, decentralisering, mv., og ja, projektet kræver et samarbejde i hele Europa. Om EU kan klare en stor omstilling eller ej får vi se.

Hvis man vil sætte sig dybere ind i liberalsocialisme, bør man kæmpe sig igennem (!) hele manifestet, som jeg gengiver og uddyber dele af her:

Men til slut: Ja, diverse protesterende har ret i, at socialismen, især dens slutfase - som ingen dog har set i praksis, opererer med frihed som et helt afgørende mål, forstået som frihed for den enkelte og for alle.

Det var Marx allerede inde på på to måder:

1. Denne utroligt smukke sætning, som afslutter kapitel to i Det kommunistiske Manifest: "I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling."

2. At han flere steder nævnte, at "vi socialister" nok bliver nødt til at fuldende den liberale revolution for de "liberale", der efter selv at have fået til tider meget stor privat ejendom og anden magt, ofte erhvervet ved arv og ikke ved egen indsats, er gået hen og blevet en del mindre liberale ...

vh Claus Piculell, liberalsocialistisk manifest-skribent og cand.mag. i statskundskab og engelsk




* Jf. disse to citater fra "Det kommunistiske Manifest", kapitel to:
"Vi har allerede ovenfor set, at arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet."
"Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt."




torsdag den 6. februar 2014

Venstrefløjens nye håb kommer fra USA


oplæg skrevet 290114 – udvidet tekst op 060214

Intro:
I de ikke særligt gode gamle dage under den kolde krig var den danske venstrefløjs hovedmodstander det konservative, nyliberalistiske USA. Men i dag er ikke blot flertallet af USA's vælgere, men også en del af eliten med præsident Obama i spidsen, den europæiske venstrefløjs stærkeste allierede i kampen for demokratisk, bæredygtig, menneskeretsbaseret kapitalisme eller måske endda en frisindet socialisme med ufravigelige borgerrettigheder.



Historisk:
- USA har altid levet med en dikotomi med demokrati mod kapitalisme samt idealer mod realpolitik
- Forfatningens fædre fastslog som "selvindlysende", at alle er født lige og med samme muligheder
- Men de forsynede også demokratiet med så megen tredeling af magten, at det til tider står stille
- De fastslog alles ret til "et godt liv, frihed og stræben efter lykken" materielt og åndeligt
- Men de knæsatte også en næsten ubegrænset privat ejendomsret og f.eks. ret til at bære våben

I dag:
- Buffett og Gates m.fl. bag Obama, og de har direkte bedt om en højere "millionærskat" ($250k+)
- USA i dag et demokrati, hvor befolkningen har mulighed for at vælge den elite, der skal styre
- En præsidentvalgkamp koster ca. i mia. dollars i dagens penge, derfor kun valg ml. eliter
- Valget er faldet på moderne tiders Roosevelt, både med ref til Franklin og Theodore R.
- Obama har altid holdt gode taler, dog især som præsidentkandidat, med mange løfter og retorik
- I nat var det en genvalgt præsident med fem års hård erfaring, der fremsatte en vision
- Og samtidig fremsatte han et program til Midtvejsvalget over for et Republikansk parti i indre splid
- En vision om den demokratisk og bæredygtig kapitalisme med et nyt klassekompromis

"Den amerikanske drøm"
- Samme formål har tidl. vicepræs Al Gore for øje i sine bøger, herunder senest "Future Inc"
- Den amerikanske drøm har aldrig været at blive svinsk rig uden tanke for sine omgivelser
- Den er muligheden for gennem hårdt arbejde at kæmpe sig op i samfundet
- Men den er også, at man ikke skal kunne have (mere end) et fuldtidsarbejde og være fattig
- Det var en af de sandheder, Obama slog fast i nat
- Det skete sammen med en tilslutning til Demokraternes slogan til midtvejsvalget:
- Sæt minimumslønnen op! (Give America a Raise")
- Tilmed forklarede Obama omhyggeligt, at det vil give mere forbrug, mere vækst og flere jobs, altså fungere efter Keynesianske principper
- Og det har hans politik allerede gjort, selv om en for stor del arbejdsløse har opgivet jobjagten

Ti af de vigtigste resultater af Obamas keynesiansk-inspirerede politik er:
1. den laveste ledighed i over fem år,
2. en vis vending på boligmarkedet og flere industrijobs end året før for første gang siden 1990'erne,
3. større hjemmeproduktion af energi,
4. underskuddet på finansloven reduceret med mere end halvdelen over de seneste ti år,
5. USA som nr. 1 på udenlandske investetorers liste i stedet for Kina,
6. Redning af finanssektoren og en vis opstramning af reglerne for den,
7. man har endelig fået repararet de værste skader ved USA's sundhed
8- Flere får bedre uddannelse, og der investeres mere her end før.
9. USA's største offentlige investeringer, en to-års aftale om finansloven og sikring af pensionspenge
10.Endelig fremsatte Obama en ny udenrigspolitisk doktrin, snart kaldet "Obama-doktrinen".


Vedr. sundhedsreformen:
- “Obamacare” betyder sygesikring til den sidste femtedel og begrænset sundhedsforsikringsfirmernes magt
- "Sundhed til at betale" har været en sag for alle præsidenter siden FDR's Social Security Act i 1933

Vedr. Obama-doktrinen:
- "For the sake of our national security, we must give diplomacy a chance to succeed."

På dansk kan doktrinen oversættes:
'Give diplomati og anden blød magt en chance, men bak det op ved at være klar til at bruge hård magt!"


Med Obamas egne ord:
"I en verden af komplekse trusler afhænger USA's sikkerhed og lederskab af alle instrumenter, som vi har, herunder et stærkt og principfast diplomati. ... [Og] jeg vil ikke sende vores tropper i krig, medmindre det er virkelig nødvendigt, og jeg vil heller ikke lade vores sønner og døtre blive levende begravede i tidsubegrænsede konflikter. ... USA skal vriste sig fri at måtte være konstant i krig!"

Efter disse ord gentog han løftet om at lukke Guantanamo, henviste til sit dekret om at begrænse brugen af militære droner og lovede at begrænse efterretningstjenestens krænkelse af privatlivets fred i hjemme og ude, og Obama opfordrede til, at USA ikke blot skulle bekæmpe terror militært, men også ved at vise sig tro mod idealer, der står for fredelige, demokratiske idealer.
- Obamas nye doktrin svarer til en moderne udgave af Theodore Roosevelts doktrin:
- "Speak softly, but always carry a big stick"

- Obama har allerede i praksis implementeret sin nye doktrin, men satte den nu for formel.
- Hillary Clinton har med fuld ret høstet ære for sit store arbejde, og nu høster Kerry og Obama gevinsten
- Iransk stop for atomprogrammet i 6 mdr. og yderligere forhandlinger
- USA ud af Irak og i 2014 Afghanistan, dog i begge med en lille styrke til "antiterror" og træning.
- Undgået militær indtræden i Syrien.


Som Obama sagde det:
Så selv som vi aktivt og aggressivt vil forfølge terrornetværk, gennem mere målrettet indsats og ved at opbygge kapacitet af vores udenlandske partnere, skal Amerika flytte væk fra en permanent krigsfod. ... “


Ulighed:
Obama har sat "ulighed" i indkomst og muligheder som sin førsteprioritet for resten af embedet:
- det er delvist takket være sejren over Tea-Party-folkene vedr. finanslov og sundhed
- Begge har mødt uset modstand fra Republikanerne anført af the Tea Party
- Den føderale offentlige sektor for alt ikke-livsnødvendigt har været lukket ned længere end før *
- Højrefløjen har 40 gange søgt at få tilbagerullet "Obamacare" eller forbudt ved Højesteret
- Obama advarede derfor USA's kongres om, at han ville gå solo, hvor han kunne som præsident
- Men kun hvis repub anført af Tea Party fortsat blokerer og vil "keep fighting old wars" (sundhed)



Foreløbig konklusion
Altså kan man konkludere, at under Obama har Keynesiansk krisepolitik virket, men den moderne udgave har kostet ekstra. Og som ved alle andre politiske valg har Obamas politik har haft "upsides", men også "downsides" (forside og bagside af medaljen).


To årsager:
- Det har især at gøre med to ting:

A.FDR kom til efter næsten fire års håbløs sparepolitik under R-præs Hoover, der efterlod 25% ledige
FDR eksperimenterede med vækstskabende offentlig politik tre år, før Keynes skrev 'manualen'
Ledigheden faldt til 8% fra 1933-37, men så skiftede FDR kurs og ville have balance på finanslov
Det fik ledigheden til at vokse til 17% i 1939, og det var WWII, der afskaffede ledighed og desværre en del andet ...
Modsat kom Obama til i begyndelsen af krisen efter George W., der gennemførte den første bailout
Derfor har Obama teknisk set været præsident, mens USA's statsgæld gik fra 50% af BNP til 90%
Men ledigheden er nu faldet fra højdepunktet 12% til 6,7%, dog uden helt samme beskæft.fremgang
Det løbende underskud på de offentlige finanser er nu faldet betydeligt, med ca. 50% fra højdepkt.

B. Den moderne, globale kapitalisme rummer nye udfordringer:
Dels er USA ikke en stormagt i fremgang, men en hypermagt i tilbagegang økonomisk og politisk
Dels er den moderne kapitalisme "finansialiseret", som det hedder nu om dage.
Finanssektoren er i dag den sektor i USA, der tjener mest i % af BNP: Fra 5% ca. 1970 til 10% nu
Industriens overskud i % af BNP har udviklet sig fra 10% i 1970'erne til 5% i dag
Dette giver en struktural forvridning af økonomien, som forværrer konjunkturer mv = finansialisering
Obama har genoprettet dele af industrien og standset noget outsourcing, men kun lige vendt udv.
I 1912 (Titanic og 2 år før WWI) global handel i % af globalt BNP = 1995-niveau
Siden er økonomien globaliseret mere, og BRIKS-landene er ved at tage økonomisk førertrøje


Medaljens 10 bagsider:
Obamas de-facto-redning af USA's kapitalisme har ikke blot kostet ved øget gæld på kort sigt, og andre bagsider af medaljen er:
1. bøvlet med at implementere sundhedsreformen,
2. mere redning af banker end af boligejere - og for slappe krav i reguleringen,
3. har sat den grønne dagsorden delvist på pause, om end styrket Miljøstyrelsen og fortsat debatten,
4. de øverste 1% tjener 20% mere end ved krisens start, mens 99% har fået 1% mere i løn
5. mange jobs er deltid og underbetalte, hvilket sænker forbruget og fastholder "working poor"
6 Guantanamo stadig i gang trods løfter.
7. Øget brug af droner til de-facto statslige snigmord på USA's ledende fjender.
8. NSA's verdensaflytning
9. mindre styrke til og mindre ønske om at være “verdens politibetjent”
10. hjemmeproduktion af energi er især baseret på skifergas, som Obama ser som " natural gas [that, if] extracted safely, it's the bridge fuel that can power our economy with less of the carbon pollution that causes climate change".

Men iflg. diverse miljøeksperter ødelægger boring efter skifergas, især den såkaldte "fracking", en stor del af undergrunden, bla. vand.
- Disse eksperter er anført af den amerikanske tænketank "Environmental Defense Fund", der har eksisteret siden 1967, og en række andre miljøorganisationer.
- Her bør vi i Europa og Danmark lære, at skifergas er som at tisse i bukserne for at få varmen:
- Det er billigere varme i kort tid, men ødelægger undergrunden, inkl. drikkevandet, og frigiver metan.
Der er ingen genvej til en bæredygtig produktion, ikke mindst af energi!


Den anden krise
Det sidste har forværret en af kapitalismens andre kriser, nemlig knaphed på tidl. "frie" ressourcer
- Al økonomi, inkl. Mises, Friedman, Marx, Keynes bygger ellers på "knappe resoourcer".
- Marx antydede i Kritik af Gothaprogrammet, at miljø kunne blive et emne ift. varers brugsværdi.
- Men ingen har endnu afklaret, hvordan man får en vares brugsværdi og bytteværdi (gnst.pris) til at "stemme" overens
- Kapitalismen kan sådan set med regulering godt efterhånden gøre hele klodens folk til middelklasse
- Man vil så at sige skiftes til at være verdens "sweatshop", altså ny, billig produktion i et stykke tid
- Men som vi ser i Kina, vil velstanden føre til krav om bedre beskyttelse af løn, vilkår, miljø, forbrugere
- Derfor er Kina nu ved at robotisere samt outsource til bla. Afrika.
- Men det vil kræve 4-6 jordkloders naturlige ressourcer med nuv. incitamentsstruktur
- Her vil det ikke hjælpe, at USA's mindre afhængighed af "foreign oil" er skabt af skifergas


Alment problem
- Dette gælder faktisk hele den kapitalistiske produktion, der er god til forbrugsgoder, men kun det.
- Derfor er der behov for politiske løsninger, især på europæisk og globalt plan.
- I sidste ende opfordrer vi til et nyt klassekompromis, som minimum på europæisk plan:
- Menneskets behov skal ALTID komme før markedets, og alle vigtige beslutninger træffes demokr.
- Vi må have pol-øk menneskrettigheder, herunder retten til at søge lykken uden at dø af det.
- Fælles finansieret sundhed, uddannelse, basisindkomst, job, borgerrettigheder, kun lille ulighed.
- Finanssektoren skal have en sidste chance f.eks. ud fra hovedkravene citeret fra Ceveas notat fra 2009.
- Skulle finanssektoren selv efter dette kunne fremkalde massiv krise, må den (vigtigste del) samf.
- Til gengæld kan nationale, regionale og globale eliter i økonomi, politik og kultur tjene SMSM*.
- *SMSM: Så meget som muligt, blot en rimelig del beskattes til de fællesskaber, der muliggør det.



Ikke én krone til bankerne uden modkrav”
Krav til bankerne foreslået i Cevea-notat januar 2009:


  • Krav om gradvis forøgelse af indskydergarantien (med op til 2,5 mio. kr. )
  • Krav om at bankerne skal finansiere 20% af alle udlån uden dækning i indskud ved at sælge aktier på børsen.
  • Krav om at alle aktieejere skal have fuld indsigt og stemmeret.
  • Krav om udskiftning og styrkelse af ledelse i Finanstilsyn, der skal have flere ressourcer og større politisk uafhængighed (Evt. underlagt Nationalbanken)
  • Krav om oprettelse af en uafhængig finansrådgivning på kommunalt niveau.
  • Krav om opstramning og afskaffelse af variable lånetyper og afdragsfrie lån.
  • Krav om at højst 50 % af årslønnen må udbetales i diverse bonusordninger
  • Krav om at aktieoptioner først må realiseres efter ”karenstid” på to år
  • Forbud mod salg af egne aktier til egne bankkunder.
  • Krav om repræsentation for det offentlige i alle bestyrelser.
  • Kapitaltilførslen skal lånes videre ud og/eller kombineres med offentlige udlån
  • Bankvirksomhed vedr. långivning og vedr. investering skal skilles ad.

- eller kravene i mindst 1 dokument om en Liberal Socialisme under navnet “verdens sidste bankpakke”
  • International afgift, f.eks. 20 promille, på alle finansielle transaktioner, hvor afgiften fordobles for hver gang, finanssektorens volumen vokser til tre gange produktionssektorens, og 50% af indtægten fra afgifter anvendes til bankredningsfond og 50% til mikrokreditter og anden udviklingshjælp.
  • Opsplitning af finanssektoren i en almindelig statsbeskyttet del med udlån/indlån samt real- og produktionskredit og en anden mere spekulativ del for egen regning+risiko
  • Krav om en egen- og /eller kernekapital på 15-20% af udlån.
    En større indskydergarantifond, der dækker 1 mio. kr. pr. kunde og finansieres af bankbidrag.
  • At bonusser maksimalt må udgøre 50% af grundlønnen på alle niveauer og virksomheder. “

Kilder:
Optaget mundtlig tale og
"FULL TRANSCRIPT: Obama’s 2014 State of the Union address"