søndag den 23. juni 2013

Råd nr. to til nyt centrum-venstre parti: DEMOKRATISK VELFÆRD SOM MÆRKESAG

Kære Forenede Demokrater

Stort tillykke med jeres første 125 medlemmer på en måned! Det er flot, og hvis I formår at skille jer ud som et parti med hjertet på rette sted (lidt til venstre) og som talerør for de mange skuffede ABF-vælgere blandt andet ved at vælge nogle kloge mærkesager, så får I utvivlsomt flere medlemmer og endnu flere stillere til folketingsvalget, herunder mig.


Jeg har megen sympati for, at I ønsker at undgå den sædvanlige leflen for kendisser og kommunikatører, som 'stjæler' partiet og fører det på afveje, som Liberal Alliance er et godt eksempel på.

Til gengæld synes jeg, at I mangler en - ja 1 - helt klar overordnet mærkesag, som til gengæld kan samle oprøret mod ABF op, og som er en mærkesag, der også har modstandere, for en mærkesag, som alle, herunder alle partier, kan støtte, er der ikke meget ved.

Indtil videre læser jeg mange af jeres overvejelser som at undgå at sige noget, der kan skræmme vælgere væk og finde midten i dansk politik. Men dels skal et partis holdninger netop IKKE favne alle, da et parti jo er en part af en helhed, nemlig partisystemet, og dels er midten ikke et statisk fænomen, og derfor må et partis mål være på én gang at flytte og erobre midten.

Det er præcis den fejl, som ABF begår: de render efter midten og især efter "Blå Bjarne", den lille gruppe faglærte arbejdere, der er halvt arbejderklasse og halvt middelklasse, og som derfor tenderer til at svinge mellem Venstre og Sosserne. Problemet er bare, at ved at løbe efter midten har ABF legitimeret, at midten har kunnet flytte sig yderligere til højre, for vælgerne konkluderer, at "Venstre jo nok har haft ret hele tiden".

Med andre ord er I som nyt parti nødt til at finde mindst en hjertesag og aller- aller- allerhøjst tre, hvor I virkelig skiller jer ud.

Ud fra de oplæg, som jeg har læst herinde, og de mennesker, som jeg kan se være aktive (herunder en del med rette utilfredse lærere og en hel del lige så skuffede offentligt ansatte med andre fag), ville jeg foreslå, at jeres vigtigste mærkesag bør være DEMOKRATISK VELFÆRD.

Denne mærkesag træder op mod New Public Management og alliererer sig med de borgere, der er blevet kostet rundt i systemet især i de senere år. Ikke at alt nyt har været dårligt, eller at enhver DJØF'er er unødvendig eller ligefrem skadelig.

Men frem for at give borgerne og de endnu anstændige offentligt ansatte mere frihed til at ordne reelle praktiske problemer og aftale tingene lokalt, herunder at give en gruppe borgere forsøgsvis et 'sundhedsbudget' (som man forsøger i Aarhus under navnet "borgerbudget"), går NPM ud på at topstyre den offentlige sektor og begrænse demokratiet - og det fjerner et afgørende skel mellem den offentlige og private sektor, et skel som kunne have potentiale til at skabe yderligere samfundsforandringer, f.eks. ved samarbejde mellem offentlige arbejdspladser og socialøkonomiske virksomheder.

NPM i den hidtidige udgave må dels afsløres som antidemokratisk og imod borgernes interesser, men også som dybt bureaukratisk og skrankepaverisk, hvis mistilliden, som spirer såvel fra oven som fra neden og fra folk i den private sektor, skal slås tilbage og erstattes med Demokratisk Velfærd.

Til at udvikle yderligere krav og ideer til at øge demokratiet i velfærden og i den offentlige sektor samtidig med en effektiv styring, der gør alle fordomme til skamme, kunne I lade jer inspirere af Ceveas udgivelser på området, dels de to seneste bøger "Deltager Danmark" og " Velfærd med et menneskeligt ansigt?", samt af en lang række analyser, som bla. viser den bekymrende og tiltagende tillidskrise for den offentlige sektor, men også netop rummer en artikel med navnet "Demokratisk velfærd" ...

God læselyst og god kamp!



vh Claus Piculell

Links:





torsdag den 20. juni 2013

Kan man tøjle kapitalismens excesser uden at bruge EU?


Lederne af allerede den gryende 1800-tals-arbejderbevægelse, herunder Marx, var uenige om mangt og meget, men så alle betydningen af, at klassekampen var international, og de pegede konstant for behovet for en international solidaritet, mens de satte handling bag ordene bla. ved at være med til at danne den 1. Internationale.

I dag er en international klassekamp mere nødvendig end nogensinde, og alligevel synes venstrefløjen i Danmark og meget af Europa nærmest at juble over EU's problemer, selv om nogle af resultaterne er partier med 20% opslutning som Gyldent Daggry i Grækenland, Jobbik i Ungarn, Den nationale front i FRankrig (og det kommende større "det nye blå") samt UKIP+BNP i UK. Der mangler noget om, hvordan man tackler globaliseringen og fattigdommen internationalt.

EU er mildt sagt også en blandet fornøjelse, men hvordan fører man så international klassekamp - herunder for en solidarisk europæisk koordineret vækstpolitik, en finansiel transaktionsafgift på et niveau der batter, og hjælp til særligt hårdt arbejdsløshedsramte områder?

Kapitalismen er i dag mere international end nogensinde før, men vi var tæt på før 1. verdenskrig, der var et frygteligt og nyttesløst blodbad, der åbnede for væbnet magtovertagelse samt borgerkrige i en række lande (herunder Rusland, Ungarn og Tyskland) og fornyet nationalisme bagefter, hvor hvert land i den "udviklede verden" (=Europa og USA) gemte sig bag toldmure og ofte så yderliggående nationalisme, at det blev til fascisme eller nazisme - og i USA isolationisme.

EU fører lige nu en sindssyg og destruktiv sparepolitik, men omvendt er FN slet ikke i nærheden af at have styrke som et verdensdemokrati, der kan tøjle kapitalismen.

Skal vi erobre disse organer - også EU - og forandre dem til reelle demokratier (måske endda med socialistiske perspektiver), der holder kapitalismen (som nogle kalder "en kamphund" og andre "en tiger") i tømme, eller skal der opbygges noget nyt nedefra?

Jeg er ikke sikker, men at kæmpe mod den nuværende arbejdsløshedsskabende politik i EU kan vi vel blive enige om?