mandag den 7. marts 2011

Kæft, trit ellers tak, men gerne ny retning

- delvis kommentar til Annegrethe Rasmussens indlæg i Politiken
Mor til fire: Kæft, trit og retning i skolen virker jo

AGR's indlæg har skabt ret megen og hidsig debat, men under den lidt provokerende overskrift gemmer der sig 'bare' et godt oplæg til netop debat baseret på personlige erfaringer som forældre med forskellige uddannelsessystemer og filosofier.

At det kan hidse folk sådan op er lidt svært at forstå, men herregud, her i Danmark er vi jo verdensmestre i alt, inklusive mindreværdskomplekser og beskedenhed! ;) Så skal sådan en halvudlænding aldeles ikke komme og sige noget andet ...

Danmark s offentlige sektor, inkl. sundhedssektoren og det samlede uddannelsessystem, er grundlæggende "god til prisen", som det gamle Irma-slogan sagde. Hverken mere eller mindre. På stort set alle områder kan vi lære meget af de førende lande i verden på netop det område, ligesom vi kan lære andre noget om vore styrker.

Lad mig helt konkret gribe fat i et citat, hvor jeg er enig i en pointe og uenig i den anden:
"...det lighedsorienterede Dannevang er et af de ringeste lande i Europa til at få hevet elever fra ikke-boglige hjem op på et ordentligt fagligt niveau, fordi den sociale arv vejer tungt, når ansvaret for egen læring hænger på eleverne selv."

Problemet er her, at AGR kæder det korrekte problem med "ansvar for egen læring" sammen med lighed(sorientering).

Jeg er enig i, at det er bindegalt at give de stakkels purker ansvaret for egen læring eller lade dem gemme sig i grupper, hvor de ikke udfordres og deres svagheder ikke blotlægges, så man kan forbedre deres faglige niveau. Ansvar for egen læring - eller medindflydelse på samme, giver først mening, når eleven er moden nok intellektuelt og socialt. Og en god skole-hjem-kontakt via en meddelelsesbog med bl.a. et helt simpelt karaktersystem ville kun fremme mulighederne, ikke mindst for de små drenge, der i det mindste ville blive motiverede af lidt konkurrence.

Det skrev jeg også i et indlæg på et noget mindre medium end Politiken, nemlig min egen blog:
http://piculell.blogspot.com/2010/12/de-stakkels-drenge.html

Men fadæsen med "ansvar for egen læring" skyldes ikke, at Danmark er lighedsorienteret - tværtimod tyder al forskning på, at større lighed giver de bedste muligheder for social opstigning. Fadæsen ligger i reformpædagogikken, som i virkeligheden er middelklassens selvrealiseringsprojekt, og som da bestemt giver noget på kreativitetskontoen - eller vel hele kompetencekontoen, men der tabes på kvalifikationskontoen. Og så har man sammenblandet individorienteret undervisning og gradvis medindflydelse med selvstyring. Det ville være meget fint, hvis alle børn blev udfordret efter deres aktuelle niveau, men lige netop det kræver ressourcer. Endnu flere, er jeg bange for, end folkeskolen allerede får lidt vel rigeligt af.

Jeg ved fra den engelske del af min familie, at der er store fordele ved, at særligt talentfulde børn kommer på specialskoler eller springer klasser over. Til gengæld ved jeg også ud fra deres konkrete erfaringer, at det giver ret store problemer med sociale kompetencer. Ikke at vi ikke kan have det i Danmark også - det er jeg selv et godt eksempel på! Men hvad der er løsningen der - på at sikre både det faglige og det sociale, ved jeg ikke rigtigt. Har læserne nogen ideer om det?

Borgerlige bortforklaringer i sagen om brud på FN-konventionen om statsløse

Højrefløjen, især DF, prøver nu at sætte spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet skulle have ratificeret FN's konvention om begrænsning af statsløshed (1961), og om den overhovedet gælder i Danmark, når den ikke er omsat i konkrete danske lovbestemmelser. Tilmed påstår nogle, at konventionen blev vedtaget for at støtte palæstinenserne i deres kamp mod den israelske zionisme - selv om den vigtigste baggrund for konventionen var jødernes egen historie ...

Man glemmer forløbet med det såkaldte "inkorporationsudvalg", der blev nedsat af SR-regeringen og arvet af VOK. Det skulle udforme forslag til konkrete lovinitiativeri forlængelse af ratificerede konventioner. Imidlertid var det for meget sprængstof ikke mindst internt i VOK. Justitsministeriet under Lene Espersen drog derfor denne konklusion bl.a. ud fra præcedens, og den blev fremlagt ifolketinget: Inkorporation er udnødvendig, idet en ratifikation af en konvention gør den til "de-facto dansk lov".

At der er noget, der hedder de-facto dansk lov, ses af, at der er faldet adskillige domme alene ud fra ratificerede konventioner ved de danske domstole - det var en af begrundelserne for Justitsministeriets konklusion vedr. ikke at følge udvalgets instilling om inkorporation af FN's konvention om borgerlige og politi-ske rettigheder med tilhørende protokoller, FN's Racediskriminationskonvention og FN's Torturkonvention.

Til gengæld foreslog udvalget 'kun' tre af seks konventioner inkorporeret, og med denne begrundelse: "Som udvalget anfører i betænkningen, kan de ikke-inkorporerede konventioners retlige status i dansk lovgivning ikke anses for fuldt ud afklaret i alle situationer," og derudover tales der om signalværdi og opprioritering af emnerne. Pointen er, at konventionerne allerede er dansk lov, men at deres nærmere betydning ikke er retsligt set klare nok.


Og det er derfor, at egentlig inkorporation - altså omsættelse af konventionernes bestemmelser i dansk lovgivning - alligevel er at foretrække, skyldes det bl.a., at strafferammen og alvoren i forsyndelsen mod en konventionsbestemmelse jo ellers må fastlægges af domstolspræcedens, og at ikke alle konventionsbestemmelser er lige konkrete, og endelig tilgodeser det fornuftige element i Jacob Mcangamas argument for national forankring af komventionerne i sit blogindlæg herom på Berlingske - en fornuftig lokal gennemførelse inden for rammerne af konventionen. Til gengæld er CEPOS-juristens delvise 'hjælp' til DF i denne sag noget betænkelig.

Imidlertid er det ingen undskyldning for ikke at følge konventionen. Det er da også integrationsministerens egen konklusion, da hun fremsætter forslag til meddelelse af indfødsret til statsløse i Folketingets Møde nr. 14. tirsdag 09.11.2010:

"Det er ikke rart at skulle give indfødsret til nogen, der ikke opfylder betingelserne og som måske aldrig vil kunne komme til det, men det er altså en del af dansk ret i dag. Sådan må vi sige det, selv om det ikke er direkte inkorporeret. Det er nu en del af indfødsretten, at det foregår med respekt for konventionerne."

Højrefløjen prøver at forklare sagen med lidt administrativt rod, men konventionen om statsløse er meget klar: Ingen må være statsløse, fordi de risikerer i bedste fald at strande i udlandet uden hjælp til at komme hjem, og i værste fald at ende som jøderne, der blev kylet rundt mellem de europæiske lande i 30'erne, efter at nazisterne havde frataget dem deres tyske statsborgerskab.