lørdag den 30. november 2013

Om at få kuglen i hul ...

(skrevet og publiceret på Facebook og Avisen.dk 27. nov. 2013)

Jeg har selv prøvet at være en smule politisk aktiv, da Ruder Konge var knægt, og Per Clausen samt Frank Aaen havde langt hår, og vil gerne minde især mig selv men også de mange andre politiske "mandagstrænere" om, hvor stor forskel der er på at sidde lunt på langsiden med hapsdog og fadøl, mens man råber gode råd til spillerne, og så at være på banen selv og tilmed være blandt dem, der forventes at sparke kuglen i kassen.


   
EL forhandlede dygtigt og fik en hel del indrømmelser på bordet, som ABF og VK nu tager æren for, mens de fremrykker endnu en omgang for det meste økonomisk nyttesløse og asociale skattesænkninger og piller ethvert effektivt tiltag mod social dumping ud af forliget.


EL kom tæt på at gøre denne finanslov spiselig for venstrefløjen ud fra en situation, hvor ABF har behov for sukker på de mange bitre piller, de har budt deres egne vælgere gennem to år, men EL fejlede i at komme i mål, fordi de ikke havde regnet nok med, hvor ivrig Lars Løkke lige nu er efter at undgå et valg med sine GGGI-blamager i frisk erindring.


Livet leves forlæns, men forstås baglæns, sagde Kierkegaard, og EL er et ungt parti, som først i de seneste par år har fået rollen at være den eneste kraft, der står for ægte rød politik og skal prøve at trække en radikal-ledet regering til venstre, oven i købet for tiden primært parlamentarisk.


Regeringen er med sine 30 spindoktorer og embedsmænd, presse og partiapparater en vældig modstander, og de formåede til sidst at fremstille det, som om det eneste, der stod i vejen var to lovsikrede omgange bad, dels fordi EL havde afstået fra andre krav,  dels fordi ABF under to år ved magten har udviklet en principiel modstand mod deres egne forslag til velfærdsrettigheder, og dels fordi man behændigt glemte uenigheden om bedst at bremse social dumping.


EL må evaluere forløbet og glæde sig til næste gang, hvor vi er endnu tættere på valgperiodens slutning, og hvor prisen for forlig med både sindsro og fuld saglighed kan sættes et godt stykke op.


Jeg håber, at der i prisen til den tid indgår nogle skridt frem på lighed i sundhed (f.eks. medicinkort og fri tandpleje til alle med mere end fem slags medicin pr. dag) , social genopretning (bl.a. med et genindført ankesystem og fjernelse af den nye fattigdomsydelse til unge op til 30 samt voksenforsørgerpligt), grønt bundfradrag (eller mindst en fordobling af den grønne check) og en dagpengereform fra venstre som beskrevet i Information i  2010 af en analytiker fra Cevea.


Under alle omstændigheder og uanset indrømmelser i resten af valgperioden  vil denne almindelige borger  huske rigtigt længe, hvor skuffet man er blevet over regeringen, ift. sparepolitik midt i en krise ("pengene skal være tjent ind, før de kan bruges"), nej til finansskat, vattethed over for bankerne, yderligere omfordeling væk fra de fattigste og mest udsatte, mv. mv.  - så sandelig også ved næste FT-valg.


Preben-Wilhjelm-kronik i pixi-udgave


Her er en kort og mere let læst udgave af det forslag til kronik-svar til Preben Wilhjelm og hans godt 1 år gamle pamflet om "Krisen og den udeblevne systemkritik":


Jeg skriver jo formelt set til Preben Wilhjelm og alle, der anså hans pamflet som en vigtig kritik af, at en massiv finansnedsmeltning med efterfølgende langvarig økonomisk stagnation /depression IKKE har medført en kritik af årsagerne til den krise, som han mener er kapitalismen.

Jeg mener, at Preben Wilhjelm bl.a. overser, at den senmoderne kapitalisme har nået det stadie, som en række økonomer kalder "finansialisering", altså en strukturel forvridning af magt, ressourcer og indflydelse til finanssektoren og den snævre elite af ledere i store transnationale virksomheder, der er såvel finans som produktive virksomheder.

Jeg præsenterer derefter faren for et EU-sammenbrud med efterfølgende ny omgang national-konservativ og evt. fascistisk "Pest over Europa", som Hartvig Frisch kaldte det i sin berømte bog.

Overfor det stiller jeg elitens mulighed for at acceptere gradvise reformer,hvor de vil miste magt, men stadig kan tjene penge i et nyt europæisk velfærdssamfund - hvad enten det er et reformeret EU eller et helt nyt Europa-samarbejde.

Og denne udvikling, hvor eliten giver stadig større indrømmelser til almindelige mennesker og demokratiet ift. til politisk, økonomisk og anden magt og rimelig ressourceudnyttelse med en mere lige fordeling, er så efter min opfattelse et projekt, som meget fornuftigt kan hedde liberal socialisme.


Her fusionerer man især den politiske liberalismes frihedsrettigheder og retsstatsprincipper med en socialistisk produktion af basale livsnødvendigheder som sundhed, uddannelse,forskning, pleje af børn og gamle mv. og en socialistisk regulering af især store privatvirksomheder, og ikke mindst finanssektoren, så den private produktion af især forbrugsgoder bliver bæredygtig og med ægte dynamisk konkurrence.

Og jeg spår, at hvis ikke eliten besinder sig her i Europa, som dele af den har gjort i USA, og går med på nye kompromisser, så risikerer man et nyt ragnarok i et Europa og en verden, der har set nok af den slags.

Derfor er løsningen en liberal socialisme med en gradvis ændring af samfundet med stadig nye kompromisser til en bæredygtig produktion og levevis såvel ift. klodens ressourcer som en økonomi uden brug-og-smid-væk som det afgørende princip.