10 teser til Socialdemokratiets nødvendige fornyelse ved begyndelsen af det nye årtusinde – principperne

Her er ti teser, som jeg offentliggjorde kort efter valget i 2001, om det jeg mente burde være de overordnede principper i Soc.dem.s fornyelse. Det er både en glæde og en sorg at se, at de stadig er aktuelle …

1.    Socialdemokratiet har altid værnet de svageste, og høstet vigtig støtte hos dem. Men Socialdemokratiet har aldrig kun talt de aller­svagestes sag, som i kapitalismens var pjalteproletariatet, under den sejrede kapitalisme de ufaglærte, under senkapitalismen de arbejds­løse og overførselsmodtagerne, og i dag under  videnskapitalismen er de marginaliserede med kvalifikations-, løn-, og frihedsefterslæb, hvad enten de tilhører dem, der nys er kommet til os, den genera­tion, som blev sprunget over i 80’ernes store økonomiske krise, eller det såkaldte grå guld, der ofte føler sig som støv. Socialdemokratiet må tale for dem alle, gå i offensiven mod hvert overgreb på deres liv, ære og velfærd og for deres opkvalificering til at få mulig­hederne for at få del i videnssamfundet. Men Socialdemokratiet må tale for andre end dem: For de håbefulde, der tabes af den tilsyne­ladende fri arbejdsudfoldelses vogn; for de mange, der ønsker en plads i solen, men føler, at chefens nevøer stadig sidder i vejen; for de utallige, der opdager, at løfterne om en kreativ hverdag hurtigt afløses af nye rutineopgaver, blot på et højere niveau.

2.   Socialdemokratiet har altid haft, og vil altid have, et væsensforskel­ligt menneskesyn fra højrenationalismen, der kræver særligt stramme krav stillet til de etniske mindretal, og hylder danskheden som et politisk projekt, ikke blot som et fornuftigt psykologisk behov for at søge sine rødder og dermed også forstå den historiske kamp bag det samfund, vi har i dag. Socialdemokratiet har ligeledes et væsensforskelligt menneskesyn fra den fremstormende liberalisme, der forguder det private initiativ og søger at gøre fællesskabet til noget lig sammenholdet i en sangforening. Socialdemokratiet af­grænser sig ligeledes fra konservatismen, med dens skeptiske og negative menneskesyn, fra socialliberalismen med dens kombination af fri konkurrence og forsøget på at opnå lige muligheder for delta­gelsen heri, samt fra den mere yderliggående venstrefløj, med dens ubetingede optimisme om menneskesindet, blot det får et godt sy­stem at fungere i lagt ned oven fra, om end afstanden her er min­dre.

3.   Socialdemokratiet har altid haft reformer som sit virkemiddel og kan indgå ethvert kompromis, der fremmer dets vælgeres interesse, men det må afvise ethvert kompromis, der skader dem. Visse kompromis­partnere er mere naturlige at søge end andre, ikke mindst den traditionelle socialliberalisme, konservatismen og venstre­fløjen, mens andre kalder en naturlig skepsis og agtpågiven­hed frem, men ingen er udelukket. Med de naturlige kompromis­partnere kan der blive tale om strategiske kompromisser, mens der med andre kun kan blive tale om taktiske kompromisser.

4.   Det lykkedes den nuværende regering at afpolitisere spørgsmålet om bevarelse og udbygning af den danske velfærdsmodel under valg­kampen i november 2001. Socialdemokratiet må som en af sine for­nemste opgaver have at politisere dette spørgsmål igen: Hver forrin­gelse må afsløres og kritiseres, ikke mindst når den sker på bag­grund af en solid og stærk økonomi, der ikke tilsiger forringelser. Men Socialdemokratiet må ligeledes udvikle sit eget alternativ med en fortsat fornyelse af det danske velfærdssamfund, ikke mindst i lyset af europæiseringen og globaliseringen. Den tid, hvor to uforsonlige parter stod over for hinanden på arbejdsmarkedet, er for længst forbi. Kollektive aftaler vil fortsat have en værdi som rammer for udviklingen, men hvert enkelt individ skal have sin personlige over­enskomst på fremtidens arbejdsmarked. Socialdemokratiets og fagbe­vægelsens opgave er her blandt andet at sikre, at det ikke betyder, at svage individer presses til urimelige aftaler. Det skal sikres dels gennem minimumsrettigheder i europæisk og national lovgivning, samt i minimumsbestemmelser i de kollektive overenskomster.

5.   Europæiseringen og globaliseringen af det danske samfund og der­med også af dansk politik stiller nye krav til Socialdemokratiet, men giver det også nye muligheder. Socialdemokratiets projekt må være, at alle får en rolle at spille i europæiseringen og globaliserin­gen. Kun på den måde overvindes den hidtidige modsætning mellem den såkaldte ’elite’ på næsten 50% af befolkningen og de øvrige marginaliserede 50%. Det europæiske projekt må forvandles fra en hvisken-tisken til et gjaldende kampråb for fornyelse af Danmark, Europa og verden. Socialdemokratiet må politisere det planlagte Euro­pæiske Konvent med et krav om et Folkenes Europa.

6.   Et Folkenes Europa må bygge på en nøje fastlagt opgavefordeling mellem de forskellige politiske niveauer og institutioner, hvor det vigtigste må være et krav om, at et folkevalgt Europaparlament og et ministerråd udpeget af de nationale regeringer tilsammen udgør det europæiske besluttende niveau med gensidig vetoret, udløst ved kvalificeret flertal. Et Folkenes Europa må endvidere bygge på minimums­beskyttelse på alle afgørende områder og bygge på FN’s konventioner herom: de grundlæggende menneskerettigheder, de almene demokratiske rettigheder, økonomiske rettigheder som ejen­dommens relative ukrænkelighed og fuldstændig aftalefrihed mellem lovgivningsmæssigt ligestillede partnere på arbejdsmarkedet, sociale og kulturelle minimumsrettigheder på et højt niveau, beskyttelse af miljø og arbejdsmiljø i bredeste og bedste forstand. Det sociale mål må være at sikre alle et garanteret minimumsleveniveau, oven på hvilket der kan bygges forskellige kollektive og individuelle udbyg­ninger. Kun på denne måde sikres en fremtid for den danske velfærds­model i den europæiske udvikling.

7.   Socialdemokratiet må vende sig skarpt imod at lægge bestemte samfunds­grupper for had. Når nogen taler for sådanne holdninger, er det at række dem blot en lillefinger at bruge den forkerte legems­del! ”Perkerne”, som man i dag nærmest værdineutralt kal­der flygtninge, indvandrere og disses børn, er først af alt en res­source og ikke et problem, ikke mindst når store årgange af ældre snart skal forsørges af små generationer af unge danskere. ”Per­kerne” er blot det seneste tilskud til et Danmark, der gennem histo­rien utallige gange er blevet beriget af indvandring. Hansen og Jensen har længe været i mindretal i telefonbogen, og det vil til­tage. Hvis vi kan få et ”multi-etnisk” samfund af, at indvandrere og deres børn fra lande uden for Europa når op over 10%, så har vi faktisk haft det i mange år. Er definitionen på et multi-etnisk samfund derimod, at andelen af ”gammeldanskere”, der har boet i Danmark i 3 generationer eller mere, ikke når under 80%, så får vi det sandsynligvis aldrig. Men frem for statistik, må Social­demokratiet bruge indvandringen til politik: Alle skal i arbejde og uddannelse, også indvandrerne. At der kan være problemer med nogle gruppers tilpasning, må besvares med en kombination af dialog og justits. At der kan være problemer med nogle ’gammeldanskeres’ tilpasning må besvares på samme måde. Integrationen skal styrkes overalt, og omvendt skal der gribes hårdt ind over for enhver form for diskrimination. Begge dele vil kræve nye tiltag. Det er den kontrakt, Socialdemokratiet må tilbyde nydanskerne.

8.   Fremtidens Danmark vil opleve en stigende mangel på kvalificeret arbejds­kraft. Socialdemokratiet må formulere en politik, der drastisk øger udbuddet af kvalificeret arbejdskraft. Det kræver en ihærdig uddannelsesindsats og en styrkelse af forskningen. Derfor var regerin­gens nedskæringer på dette område så kriminelle. Social­demokratiet må arbejde for, at der bliver plads til alle, der vil … Det gælder det grå guld; de mennesker parkeret på overførsels­indkomst i dag, som både vel at mærke kan og vil have et indbringende og udfordrende arbejde; og det gælder de mange ny­danskere. Når alt er gjort for at opkvalificere disse grupper så hur­tigt som muligt, først da kan der blive tale om at importere ar­bejdskraft, hvor der stadig er mangel. Erhvervslederne må lære at bruge de ressourcer, det danske samfund har i dag, ikke blot hele tiden skrige på flere.

9.   Skal det blive tillokkende for grupper, som tidligere regeringer un­der indtryk af tidens store problemer parkerede på midlertidige el­ler varige og mere eller mindre nådige overførsler, at droppe det lille udkomme, de trods alt har nu, og satse på en hård og stadig mere omskiftelig tilværelse på arbejdsmarkedet, så skal det kunne betale sig for dem. Lønnen skal være tillokkende, men det skal den disponible realløn også. Derfor må skattebyrden flyttes fra skat på arbejde til skat på knappe ressourcer. Ressourcer, der er bundet mere til lokalsamfundet, end fremtidens arbejdskraft vil være. Til gengæld må vi gennem EU lægge pres på de lande, der gør en for lille indsats på uddannelses-, skatte- og miljøområdet om at oppriori­tere denne, så vi kan samarbejde og konkurrere på lige vilkår.

10.  Socialdemokratiet har tabt et valg, men der er tid til at vinde nye slag. Det er rigtigt, at tidligere tiders benhårde klassekamp er forbi, men det er forkert, at interesser og værdier er et fedt. Social­demokratiet må kæmpe for et levende fællesskab, hvor man ikke blot kommunikerer via internettet, men som har en aktiv og vital demokratisk debat. Først når alle er med, såvel til at skabe vær­dierne som til at forme værdierne, har vi et samfund med frihed for alle. Et Danmark for hele folket, hvor den enkeltes frihed er forudsætningen for alles frihed.

© Claus Piculell, 11. februar 2002