mandag den 30. november 2009

Forbrydelsen II - mesterværk eller makværk?

DR har nu endelig åbnet for en debat om serien som sådan, og ikke blot stærkt styrede gæt på den skyldige. Det hilser jeg meget velkommen, selv om jeg i nogen grad forstår DRs tilbageholdenhed, når man læser nogle af de mest unuancerede indlæg i DR's debatsektion ...

Forbrydelsen I og II havde hver deres stærke sider, og alt i alt foretrækker jeg I, men begge var rigtigt gode - uden at være perfekte.

Forbrydelsen I trak på klassikere som Goethes Faust i karakterskildringerne (og navnene) og inddrog også den noget vilkårlige ondskab, som hin forestilling også 'leger' med, sammen med en god dynamik mellem Faust (Tro-els Hartman) og Mephisto (M. Weber).

Tilfældighedens love- eller kaosteoriens - bliver bragt helt til kanten, da en række personer bringes til samme hemmelige lejlighed og bil på forskellige,men fatale, tidspunkter, og det giver krimien en moderne vinkel.

I både I og II blandes politisk intrige med andre verdener, og begges politiske intrige indeholder med en liberal - i ordets bedste betydning - og idealistisk politiker, der ender med at falde til patten og vel nærmest acceptere 'det uundgåelige' for at få eller beholde magten, og i begge vises medierne som en afgørende spiller i gamet.

Det er realistisk nok, og II'erens intrige kommer tæt på virkeligheden a la "Den hemmelige krig" ved at lade en ulovlig og mørkelagt militæraktion indgå som vigtig del af handlingen. Det er desværre også realistisk eller muligt, og det er en god pointe, at det er derfor, at general Arild ikke fortæller sandheden om Stranges tilbagevenden til Afghanistan, da det ikke må afsløres, og formentlig er det også derfor, at Strange brugte en andens identitet under operationen.

Mindre realistisk er, at statsministeren gerne vil være generalsekretær for FN og - endnu mere urealistisk - derefter blot dropper tanken ... Buch spilles godt nok af Bro, men figurens selvretfærdighed og naivitet kammer over.

Der havde I benene en del mere på jorden med Hartmanns accept af Webers mørklægning for at kunne fortsætte kampen for overborgmesterposten. Til gengæld har forfatterne haft modet til at bruge bedste sendetid til at rejse en vigtig debat her i II.

I I er den anden verden vel grundlæggende to, nemlig en for hvide danskere og en for sorte danskere, og racisme spiller en væsentlig rolle - igen viser det mod hos forfatterne til at rejse en vigtig debat. Sorte og hvide unge danskere mødes så på gymnasiet, og naturligvis forelsker Romeo og Julie - i serien Amir og Nanna - sig i hinanden på tværs af familier, race og etnicitet.

Forholdet mellem Theis - den myrdede Nannas far - og Vagn (med de 'gammeldanske' navne Birk Larsen og Skærbæk) var skildret helt genialt, især ironien i, at Vagn tager ind for at "tale Nanna til fornuft", fordi han "ved, hvordan Theis har det med dem der" - men Vagn selv har en karakterbrist, der i vigtige situationer bringer ham ud af balance over modstand, og da han først åbner for de indestængte følelser, så ender det i tæsk, voldtægt og mord.

Benene er således lidt mere på jorden i I'eren, og karakterskildringerne forekommer mere helstøbte, og derfor vinder den hos mig med et mulehår, selv om gåden i II'eren var sværere og bundet stærkere sammen. Jeg pegede på et par løse ender i I'eren på min blog på Avisen.dk og er lidt ked af, at de småting blev brugt af bl.a. Nyhedsavisen til en større tilsvining af serien og DR, som netop Nyhedsavisens redaktion kørte en konflikt op med over "Den hemmelige krig".

Gåden (og spændingen) i II er til gengæld dens helt store styrke: Sammenknytningen af det politiske, efterretnings- og politimæssige, medierne og det militære er klaret mesterligt, og der er meget få og ubetydelige løse ender. Personerne foldes derimod ikke helt ud, og nogle ting ordnes alt for utroværdigt, som f.eks. da Rabens kone det ene øjeblik afviser ham for Søgaard og det næste øjeblik blot vil have ham "hjem". Til gengæld er spindet af løgne og interesser, der går på tværs af alt og alle, og hvor næsten ingen er, hvad de giver sig ud for - undtagen Lund og Raben, særdeles fornemt og næppe helt ved siden af sandheden.

Hvad angår Lund, så er hun tro mod sit autistiske selv. Mormor passer nu drengen, mens Lund prøver at samle sig sammen i Gedser. Lund - ikke Sarah - er en intuitiv og intelligent opklaringsmaskine, en fagidiot der kun meget sjældent kan eller vil vise følelser, og det har hun formentlig fået bekræftet, efter at hun i løbet af et par døgn nåede at blive slået ned af, næsten kysset af, holde hånd med, blive skudt af og selv skyde Strange ...

Det eneste jeg savnede var en lidt større rolle for det første offers mand, Jørgen Dragsholm. Her kunne man have haft en mulig morder, der arver firma og formue ved at få et iskoldt mord på sin kone til at fremstå som led i en større intrige - men selv en bindegal advokat havde næppe myrdet fem andre blot for at dække over sig selv ... I så fald ville en to-morder-teori have været eneste udvej.

Med enkelte personlighedsskildringer ret uafsluttede men til gengæld kun ubetydelige løse ender i plottet II meget fint op til krimigenrens mere konventionelle regler - her er ikke megen kaosteori, og det kan man jo så være glad for eller ikke.

Men de folk, der mener ikke at have fået et vink om morderens identitet allerede i første afsnit, har åbenbart hverken lagt vægt på den kendsgerning, at Strange ud over Lund er den eneste, der ved, at Myg skal afhøres, samt et af Sveistrups største vink - og nok et af hans faste elementer, enten som trademark eller som en "give-away" han skal passe på med: Prøv at udtale morderens navn på engelsk ...

torsdag den 26. november 2009

Krisetider er reformtider! (primo sep. 2008)


Krisetider er
reformtider! - en første plan for CEVEA





Den
nye tænketank for centrum-venstre i dansk politik, CEVEA, er
ved at sætte sin nye analyseenhed sammen af ”frivillige
ildsjæle”, hvilket er en eufemisme for, at folk skal arbejde
uden løn, i hvert fald i begyndelsen. Ikke desto mindre har
CEVEA fået et hav af tilmeldinger, og jeg vil dels gerne ønske
dem al mulig held og lykke, dels komme med mit forslag til de fire
første ting,
der skal tages fat på.








1.
Hvordan gøre krisetider til ægte reformtider?


It's
the economy, stupid!” Bill Clintons interne kampagneslogan fra 1992
er fornuftigvis nu taget op af Obama, og det har interessant nok
vendt meningsmålingerne til hans fordel oven på
'Palin-effekten'. Det skyldes blandt andet, at det lige nu og i de
kommende år er lige så aktuelt som i 1930'erne, og det
kommer det også til at være i resten af verden. Det
afgørende mål må være en kombination af
'akut nødhjælp' og dybe reformer, som kan hjælpe
'uskyldige' ofre, men samtidig sikre, at risikoen for og
konsekvenserne af fremtidige nedture formindskes betydeligt.


Første
skridt
må være at analysere og dokumentere den
kommende krises dybde internationalt og nationalt og opstille
forskellige realistiske scenarier for økonomiens udvikling.
Der er generel fornuft i Foghs og andre regeringslederes tale
om ”global gennemsigtighed og overvågning”, men dels det
skal også flytte fokus fra de nationale politikker, dels er der
reelt behov for særdeles effektive globale reguleringer, som
det næppe er helt enkelt at få vedtaget og implementeret.
Måske kan EU her få en ny og særlig rolle?


Jeg
er ikke i tvivl om, at med tiden vil også Danmark blive ramt
hårdt, fordi:


  • Danmark
    har en næsten lige så giftig boligboble som USA
    med bankkrak, byggekrak med halvfærdige men solgte boliger,
    tusinder af teknisk insolvente husstande, en del fanget i lange
    perioder med dobbelt husleje og boligprisfald på mindst 15-20%
    allerede. Det skyldes blandt andet, at Danmark i syv år har
    haft et særligt boligskattestop men uforandret rentefradrag,
    så boligpriserne er steget helt uholdbart, og at nogle
    boligejere har holdt friværdifest, mens andre har ladet sig
    friste til at sætte sig for dyrt.


  • Danmark
    har sin egen subprimekrise ventende, nemlig for det første
    de afdragsfrie lån, hvoraf de første bliver forrentede
    om få år. Mange boligejere tror, at de vil kunne omlægge
    til et nyt afdragsfrit lån – men hvem vil erstatte et
    allerede dårligt lån med et endnu dårligere i
    krisetider, og hvis det endelig sker, hvilken ekstra sikkerhed og
    rente forlanges der mon? Dertil kommer for det andet, at mange har
    taget ekstra lån i friværdien over realkreditgrænsen
    og formentlig også i forventet friværdi, og sikkerheden
    her er allerede nu væk.


  • Alt
    dette fører til, at boligmarkedet i stigende grad vil stå
    stille, og det giver problemer for det, bolighandel egentlig skal,
    nemlig øge mobiliteten, skaffe nye husstande tag over
    hovedet, være en sikker men realisérbar opsparing, en
    økonomisk ramme for privathjemmets ukrænkelighed, etc.


  • Hvilke
    karakteristika kan man forudse for den globale krise, hvor meget vil
    den blive ”realøkonomisk” og ikke 'blot' finansiel, og
    har Martin Ågerup fra CEPOS ret i, at den skyldes for megen og
    ikke for lidt regulering ...? Hvilke dereguleringer og
    udliciteringer var fornuftige, hvilke ikke?



Næste
skridt
må være at definere hhv. 'uskyldige' og
'skyldige' samt 'sunde' og 'usunde' elementer på finans- og
boligmarkedet, samt skabe forståelse for, at de sunde og
uskyldige elementer må hjælpes, dels for at sikre den
sociale retfærdighed, dels for at sikre genskabelse af tilliden
på markedet, men også øge forståelsen for,
at store dele af det skete kunne have været forhindret og pege
på konkrete fejl og mangler i den nationale og internationale
regulering, der i liberalismens herredømme de seneste 25 år
er blevet stadig mindre og løsere.


Sidste
skridt
må være at foreslå en overordnet
struktur for og en række forskellige elementer til en samlet
national pakke med en fornuftig social profil og med stærkere
regulering samt strukturelle ”checks and balances” indbygget, og
at udarbejde en vision for en mere overnational regulering og en
vurdering af, hvor langt man kan nå inden for de nærmeste
år.


Overskrifter
til elementerne med både kort- og langsigtede perspektiver
kunne være:


  • En
    progressiv, fremtidssikret og spekulationsbegrænsende
    skattereform, der på en gang gradvist forøger og
    fleksibiliserer udbuddet af arbejdskraft ved at sørge for, at
    det kan betale sig at arbejde, men også at uddanne sig, få
    børn og andet tidsfordriv!


  • Hjælp
    til betrængte 'uskyldige' boligejere, det vil især sige
    nye familier med det første hus, som er teknisk insolvente,
    og hjælp til andre teknisk insolvente, som ikke har scoret
    store gevinster på tidligere boligsalg i de forudgående
    fem år, samt til folk med særligt store banklån
    ift. indkomsten, hvis de er lånt til betaling af resten af en
    boligs udgift, eller til aktier i banken selv ... Fri proces til
    sagsanlæg mod banker og andre finansinstitutter, hvor der er
    givet uansvarlige råd, f.eks. om at låne til en
    investering med stort tab.


  • Øjeblikkelig
    lov om oprettelse af en fællesfond for bankerne, som skal
    skyde en andel ind ud fra deres relative størrelse; fonden
    skal være stor nok til at kunne redde og sanere de uansvarlige
    banker, før de falder. Redning af andre sunde elementer, der
    blot er blevet ramt af finanskrisen ved spillover-effekt fra de
    uansvarlige banker.


  • Øget
    regulering af finanssektoren gennem et forstærket finanstilsyn
    og en nationalbank med nye beføjelser, fuld indsigt i
    finansinstitutioner for tilsynet og evt. offentligheden, offentligt
    tilsyn med tilsynet i folketing/regering/nationalbank, fjernelse af
    for oplagte muligheder for uansvarlig spekulation som f.eks.
    afdragsfrie lån og begrænsninger i de nye SDO-lån
    – til gengæld for en statsovertagelse af dårlige lån
    på lempelige vilkår især for nye boligejere og
    øget sikring af indskyderne, en finansfond med bidrag fra
    hele sektoren til øget garanti, og i sidste ende
    statsovertagelse af institutioner mhp. ansvarlig likvidering etc.


  • Fjernelse
    af muligheden for at optage nye afdragsfrie lån og hjælp
    til dem, der kommer i klemme, når afdragsbetalingen sætter
    ind. Nedsættelse af en finanskommission, der skal foreslå
    flere tiltag, herunder vurdere den konkrete fare ved de nye SDO-lån
    og deres mulige undergravning af realkreditsystemet og fremsætte
    forslag til evt. afskaffelse eller begrænsninger i deres
    anvendelse. Forbud mod, at ansatte i en bank råder kunder til
    at investere i banken selv.


  • Massiv
    satsning de kommende år på investering i bedre og
    grønnere infrastruktur, især kollektiv transport og
    miljørigtigere privat transport, for at modvirke stigningen i
    arbejdsløsheden i takt med nedgangen i økonomien. Mere
    alment byggeri bør igangsættes for at stabilisere
    boligsektoren og økonomien.


  • Yderligere
    tiltag for at forbedre rammerne i uddannelses- og det offentlige
    sundhedssystem.


  • En
    strategi for at udvide arbejdskraftsudbuddet gennem uddannelse,
    integration samt kort- og langvarig immigration, bl.a. ved at se på
    idéen om en tidsbank og evt. muligheden for ”efterløn
    på forskud” til uddannelse eller forlænget barsel,
    begrænsning af sygefraværet gennem forebyggelse, m.v.


  • En
    strategi for at satse på grønne jobs og vidensjobs med
    offentlig grundforskning, joint ventures og privat innovation, evt.
    med salg af hele teknologier og samarbejdsformer til følge.
    Har regeringen for alvor investeret andet end varm luft på
    dette område?






2.
Indhold i og muligheder for en progressiv skattereform


  • Kortlægning
    af befolkningens holdninger, der når dybere ned, end til at
    folk gerne vil have skattelettelser og velfærd på én
    gang, og finde grundværdier der kan tages afsæt i til at
    flytte mere umiddelbare synspunkter.


  • Gradvist
    sænke skatten på arbejde i bund, midte og top samt
    modvirke fattigdomsfælder, måske ved at hæve
    indkomstbundgrænserne for de tre statsskatter væsentligt
    samt indføre et stadig større fast jobfradrag over 10
    år.


  • Udfase
    ejendomsværdiskat og alle rentefradrag over f.eks. 10 år.


  • Fjerne
    så mange andre fradrag som muligt til fordel for en lavere
    generel skattesats / højere indkomstgrænse, og sætte
    grænser for andre fradrag, f.eks.max. kr. 100.000 i fradrag
    pr. år for pensionsopsparing.


  • Fastholde
    moms og forbrugsafgifter, men med større sundhedshensyn,
    f.eks. via en differentieret moms og højere afgifter på
    særlige nydelsesmidler – herunder legaliseret og
    kontrolleret hash!


  • Højere
    grønne afgifter med socialt bundfradrag for husstande
    med et faldende tillæg pr. person i husstanden, men det er
    helt forkert at tro, at en skattereform kan bygge alene på
    det, da fornuftig miljøadfærd jo netop skal belønnes
    med deraf følgende afgiftsfald, og fordi grønne
    afgifter generelt vender den tunge ende nedad.






3.
EU i stagnation: nationalisme á la 1930'erne eller nyt
folkeligt baseret projekt for velfærd og fred?


  • Undersøge
    det voksende paradoks: EU er stadigt mere nødvendig og
    afgørende globalt samt nationalt – også i krisen, men
    mødes med stadig større skepsis i DK og mange andre
    EU-lande.


  • EU
    spiller en stadig mere progressiv rolle såvel globalt som for
    velfærd og er i stigende grad blevet et centrum-venstre
    projekt, men hvor er dialogen mellem venstreorienterede
    EU-tilhængere og folkelige bevægelser mod
    velfærdsforringelser og negative sider af globaliseringen?


  • Er
    det klogt at manøvrere uden om traditionsmæssigt og
    juridisk nødvendige folkeafstemninger, når EU anses for
    mere eller mindre udemokratisk i sin beslutningstagen? Og hvis man
    gør det, hvordan modgår man så de mildt sagt
    mulige negative konsekvenser?


  • Skal
    EU 'genstartes med et big bang', eller skal man vinde folk med mange
    konkrete små fremskridt, som bruges bedre politisk og
    kommunikatorisk?






4.
Velfærdssamfundet version 2.0


  • Hvorfor
    anser befolkningen ikke frihed, men 'kun' lighed og solidaritet som
    centrum-venstres projekt? Hvordan opnå fornyet dynamik og
    fremskridt ud fra dialektikken mellem frihed og lighed (eller
    igangsætteri og tryghed), som på en gang er hinandens
    forudsætninger og modsætninger?


  • Hvad
    er forholdet mellem frihed og fællesskab samt mellem ansvar og
    muligheder? Kan man forlange ubetinget personlig frihed for andres
    skattepenge, og kan skatteyderne omvendt gives vetoret over, hvad
    lige deres skattekroner skal bruges til? Er ”muligheder for alle”
    hele svaret?


  • Hvordan
    kan CEPOS og regeringen i varierende grad slippe af sted med et
    stadig større fokus på økonomisk liberalisme,
    mens man forsøger at lægge den politiske liberalisme i
    graven og optræder stadig mere kulturelt og nationalistisk
    konservativt?


  • Kan
    der skabes en forbindelse mellem f.eks. Marx's opfattelse af
    fællesskabet, hvor ”den enkeltes frihed er forudsætningen
    for alles frihed”, over S-parolen i 1930'erne om ”Danmark for
    folket” og til Giddens om ”det intelligente fællesskab”
    som et såvel livsstils-, civilsamfunds- og politisk holdepunkt
    for 'fornuftige' løsninger i en tid med øget
    individualisme / egoisme, modernisme / atomisering &
    værdiforfald, samt globalisering / imperialisme.


  • Kan
    man analysere 'den nye vælger' uden at analysere 'det nye
    menneske', og er der 'kun' kulturelle uligheder tilbage i Danmark?
    Findes der virkelig ingen økonomisk underklasse – eller
    økonomiske interessemodsætninger - af betydning i dag,
    og hvilke nye modsætninger kan vidensamfundet /
    videnskapitalismen mon have på vej?


  • Har
    arbejderbevægelsens kamp for velfærdssamfundet indtil
    for 10-20 år siden kun handlet om ”fordelingspolitik”,
    mens den centrale konflikt nu og i fremtiden handler om ”værdier”
    - som stort kun er en eufemisme for udlændingepolitik -? Skal
    vi smide de to for tiden polulære akser ud samme med deres
    samtidige teori om ”servicesamfundet”? Skal vi have fem akser
    eller vende tilbage til én? Og hvis der lige er to akser, har
    de mon så ikke også været der i industrisamfundet
    (jf. udlændinge-, uddannelses- og lov/orden-problemer i f.eks.
    1930'erne!), og bør vi måske finde nogle noget mere
    retvisende navne, f.eks. den socio-økonomiske og
    socio-kulturelle akse?


  • Hvordan
    sikres lige ret til sundhed i en tid med stadige medicinske
    fremskridt, hvordan styrkes forebyggelse uden formynderi, og hvordan
    gøre AL medicinsk nødvendig behandling
    skattefinansieret med et minimum af primært adfærdsregulerende
    brugerbetaling, f.eks. højst kr. 5.000 pr. år.


  • Hvordan
    formes en ny ”borgerlig offentlighed”, tilnærmet til
    Habermas's idealtype, hvor borgere debatterer og beslutter frem for
    blot at blive behandlet som bevidstsløse brugere af medier og
    andre produkter? (Se evt. artiklen
    Fremtidens
    partier og den borgerlige offentlighed”
    .)


  • Hvordan
    skabes en 'ny danskhed', altså en positiv og åben dansk
    identifikationsmodel uden snæversynet nationalisme og
    xenofobi? Og hvordan skabes der en ny fællesskabsfølelse
    i et såvel virtuelt som virkeligt fællesskab baseret på
    velfærdssamfundets bedste værdier omsat til nye tider?
    Hvordan får vi ”Danmark tilbage”?






Claus
Piculell – Nutcracker – 27. september 2008