onsdag den 8. maj 2013

En anden klar måde at vise sin utilfredshed på

Endelig er der kommet en parlamentarisk markering fra Enhedslisten, der vil noget!
 

Og de har valgt den rette sag at gøre det på, for VOKR's dagpengeforringelse er et dødsstød mod en af velfærdsstatens første ordninger og krumtappen i flexicurity, og det volder stadig kæmpemæssige vanskeligheder for ABF-regeringen, og det risikerer samme regering, at den bliver ved med det, indtil man finder en mere parmanent løsning.

Jeg tænker på denne udmelding fra EL's gruppeformand og veteran, Per Clausen, her citeret fra DR Nyheder:

"Vi kan ikke bære regeringen igennem afslutningsdebatten, hvis ikke de vil være med til at finde en løsning på dagpengekrisen. Det er regeringens ansvar at sikre, at den har et flertal i folketinget bag sig. Vi vil gerne sikre den det flertal, men det forudsætter at den vil være med til at løse dagpengeproblemet."

Nogle medier, herunder DR-Nyheder, har fået det til, at "EL truer regeringen på eksistensen". Det er en stramning af den trussel, som udsagnet vitterlig rummer.

EL vil ydmyge regeringen og udstille manglen på støtte til deres politik at stemme afslutningsredegørelsen ned, men regeringen vælter først, enten hvis regeringen selv går af i vrede - hvilket politisk ordfører Magnus Heunickes første reaktion ikke tyder på, eller hvis nogen ud fra det stiller forslag om en mistillidsdagsorden, og denne så får flertal.

Det sidste sker næppe, fordi EL ikke kan tænkes at ville stemme for et egentligt mistillidsvotum, men de har grundigt ydmyget regeringen i tilfælde af, at man ikke som minimum har et løfte om at løse problemet med, at folk går fra dagpenge til ingenting.

Per Clausen og den øvrige EL-folketingsgruppe får hermed en undskyldning for, at jeg i et tidligere indlæg kaldte dem svagpissere ... Det gjorde jeg, fordi de ikke turde vise mistillid til ministrene Corydon eller Bødskov, og så satse på, at Thorning ikke ville turde udskrive valg med S på 15% af stemmerne.

Corydon er ansvarlig for bla. tilbageholdelsen af tallene for udfaldstruede og de mest blå elementer i ABF's politik, herunder erhvervsskattelettelser, og Bødskov har ansvaret for en totalt udemokratisk offentlighedslov, der burde hedde en lukkethedslov.

Det vigtige er her, at EL finder en reel trussel over for regeringen, og bruger den til at lægge yderligere pres netop i godt samspil med det udenomsparlamentariske pres samt presset i primært SF og S.
Ingen er mere forbitret end jeg over, at ABF ironisk nok er gået fra lidt uberettiget at blive beskyldt for løftebrud af den borgerlige presse allerede fra dag 1, hvor man faktisk gennemførte en række gode ting sammen med EL, inkl. regeringens første finanslov (altså ikke den nyeste), til sidenhen at synes bandsat på nu at vise, at hvis nogen troede, at regeringsgrundlaget indeholdt løftebrud, så skal de sateme få at se - og det har vi så fået over det seneste års tid.

Derfor er ideen om at stemme en redegørelse, der netop opsummerer årets tiltag og tanker bag, slet ikke så tosset.

Når jeg efter megen moden overvejelse ikke kan anbefale at vælte ABF-regeringen nu - selv om EL formentlig kunne få det bedste valg i lang tid, så er det, fordi Løkke efter et FT-valg i år er en anden Løkke i 2009-11, og det er desværre 'takket være' vores kære ABF-regering.

Der hvor venstrefløjen skulle have taget opgøret med den neoliberale tankegang var op til valget i 2011 - hvilket jeg da også prøvede at rejse debat om dengang. R skulle have haft valget mellem at acceptere S+SF's udspil eller være i opposition, evt. som støtteparti for en ren S-regering.

Og ABF's svigt er ikke kun politisk, men faktisk især idémæssigt. Ved at droppe Keynes's og andre socialliberale og/eller socialdemokratiske økonomers anbefalinger om at bruge staten som modvægt til konjunkturerne, og i stedet føre delvist nyliberal politik, har man legitimeret den kurs og sendt de fleste vælgere over midten til højrefløjen.

Venstre kan selvfølgelig ikke være mindre spareliderlige, skattesænkende og hvad ved jeg end S. Og LA står allerede klar med krav om egentlige nedskæringer i det offentlige, selv om flere ældre koster ca. 1% om året, og den reelle inflation (ikke den officielt beregnede) koster mindst 1% mere pr. år.

Og ja,  der er ingen tvivl om, at de udsatte grupper i dette land har fået det værre under ABF, og det ved jeg fordi jeg selv er en af dem, så vil det være det rene vand ift., hvordan Venstre ikke blot vil piske syge mennesker til at være løntrykkere, men hvor de også vil bruge det til at tvinge "tyske lønninger" igennem, hvilket i praksis medfører, at de lavtlønnede ikke længere vil kunne leve af at have et fuldtidsjob - hver. Sådan er det allerede for otte mio. arbejdere i Tyskland nu, og for endnu flere i USA.

Jeg ved ikke, hvordan vi forhindrer Venstre (med venner) i at smade flexicurity og de centrale dele af velfærden helt og at skabe en fattigdom, der ikke blot gør folk udsatte, men helt udelukkede af samfundet, tilsat et nyt arbejdende proletariat, der er mums for højrenationalistisk propaganda og vrede mod netop de fattige, men jeg ved, at vejen ikke er at vælte ABF-regeringen nu, selv om den i den grad fortjener det!


torsdag den 2. maj 2013

Fokusskift eller lære af 1. maj 2013?

Jeg har efterhånden på fornemmelsen, at Sosserne er ved at misbruge sagen med larmen 1. maj (der jo også er en ytring, men en noget dum en, hvis ikke brugt med måde) og den rigtigt dybt problematiske bølleadfærd tage overhånd, måske for at skifte fokus fra regeringens dårlige politik og tillidskrisen i vælgerhavet, så sagen næsten er ved at blive en stråmands-argumentation.


Ja, en række bøller gik over stregen, men den organisation, hvor nogle er dem er nogle af medlemmerne, nemlig Socialistisk Ungdomsfront, har i ledelsen for længst vedtaget en udtalelse, der tager afstand fra deres handlinger, men forstår frustrationen og den tillidskrise, den er udtryk for, og som deles særdeles bredt på venstrefløjen.


Og nej, jeg vil ikke et øjeblik forsvare at larme så meget, at man fratager en taler ordet (selv det altså er dårlig opførsel og ikke udemokratisk, som det er blevet hævdet) eller fysiske angreb uanset med hvad og hvor 'uskyldigt' (og det er til gengæld både ulovligt og udemokratisk).


Så vidt jeg husker, kritiserer DSU også ofte regeringen, og med særdeles god grund, for politikken er helt skæv og en hån mod såvel keynesianisme og fornuftige forslag om mere styr på finanssektoren.


Det er i nogen grad forståeligt, at man i Danmark ikke kan trække Europa i gang, men hvor er den danske regerings indsats for at ændre kursen i Europa? Man halter efter selv IMF, der forlængst har erkendt, at deres medicin var forkert (og åbenbart baseret i nogen grad på en regnearksfejl).


Og man kan altså sagtens foreslå en ny dagpengeordning med konjunktur-afhængige perioder eller i det mindste finde konkrete og holdbare løsninger for dem, der er ramt af den tåbelige og ekstremt dårligt timede reform, som R samt VOK stod bag.


Ganske som kan undlade at indføre en uanstændigt lav ydelse til kontanthjælpsmodtagere helt op til de 30 år, hvor de kan have både uddannelse og børn og i hvert fald en anden livssituation end unge på 18.


Jeg kunne nævne mange flere eksempler, men mine to hovedpointer er disse:


1. Danmark kan ikke "go it alone" i Europa, men vi kan godt vise vejen, og helt almindelig basal keynesianisme tilsiger netop det modsatte af det, som regeringen gør, nemlig at satse på offentlige arbejder med så store dele dansk beskæftigelse som muligt at lade folk med små indkomster enten beholde købekraften eller få den øget, fordi netop den gruppe bruger stort set alle deres penge.

AE har lige i en analyse vist, at den mest effektive genopretning kom ifm. en styrkelse af den offentlige sektor, ikke det modsatte.

2. Og så har de ledende folk i regering og parti glemt den ideologiske kamp og blot købt hele den borgerlige økonomiske tænkning - med visse fornuftige undtagelser, som der desværre bliver færre og færre af, mens man argumenterer stadig mere indædt for sparepolitik, og man har omvendt ikke fået præsenteret en vision for en løsning på det helt store problem:

Hvordan kan man i dag føre vækstpolitik, når de globale finansmarkeder, hvis nedsmeltning jo i øvrigt startede den formentlig mest langvarige krise siden 30'erne og 1873-96, kan koste rundt med selv et halvstort land som Spanien, der egentlig blot reddede deres banker ud af miseren?

Ved en koordineret europæisk vækstindsats med en solidarisk finansiering og ditto fordeling, som peger frem mod et egentligt fælles europæisk velfærdssamfund.

Jeg tror, at man kan erobre EU's institutioner og forvandle dem til et redskab for det mål, men også folk på venstrefløjen med skepsis eller modstand mod EU må da for pokker kunne blive enige om at kæmpe mod den mindste forringelse og for den mindste forbedring, og en koordineret, solidarisk EU-vækst-indsats vil altså være en forbedring, faktisk ikke så lille endda.

Pengepolitik er impotent og har været det længe

Politiken skriver i dag torsdag den 2. maj 2013, at Den Europæiske Centralbank, ECB, sætter renten ned, denne gang til 0,5 procent fra 0,75 procent, og diverse andre europæiske banker, ikke mindst den danske Nationalbank, der 'skygger' euroen og fører fastkurspolitik, vil følge efter.

Igen! Og igen og igen og igen og igen.

I både USA og Euroland samt meget af det øvrige Europa er der reelt minusrente, og det har der været længe. Og der har været stadig lavere renter stort set siden den såkaldte "dot-com-boble" brast omkring år 2000.

Pointen er bare, at det ikke virker.

Jo, boligejerne er efterhånden mere end likvide, så måske kan vi blive fri for at høre igen og igen, hvor synd det er for dem, mens de naturligvis bare opførte sig rationelt i Nullerne, da de belånte friværdierne og brugte pengene.

Men der kommer ingen videre gang i væksten, og faktisk den tredje recession i det, maninstream-økonomer troede var en kort krise, mens de neoliberale prædiker sparepolitik og netop pengepolitik.

Hvornår går den tanke ind i boksen, for nu at vende et nydansk udtryk om, at pengepolitikken er impotent i en større økonomisk krisetilstand, der veksler mellem nedture og jobløse småopture samt stagnation ad infinitum?

Altså indtil der sættes gang i væksten af det offentlige i en fælles europæisk indsats, dels med offentlige arbejder, som private kan byde ind på, dels med flere penge til dem, man lige nu tager penge fra, nemlig folk på lave indkomster, der bruger stort set alle de penge, der kommer ind på kontoen, eller sagt på økonomsprog: har en høj forbrugskvote (og en lille opsparingskvote).

Først når arbejdsløsheden for alvor falder, og en forhåbentlig kun eller primært grøn vækst tager fart, tør middelklassen bruge af de overopsparede penge fra skattesænkninger, som de i Nullerne brugte, før de fik dem.


Derudover bør denne udstilling af pengepolitiks impotens under en langvarig og nogenlunde typisk kapitalistisk krise (hvilket bla. vil sige uden stagflation) - her endda tilsat adskillige andre kriser, bl.a. klima, miljø, magtforskydning, verdens uholdbare ulighed og klodens grænser for vækst - få alle fornuftigt tænkende økonomer til helt at begrave monetarismen.

I Chile under Pinochet fra 1973 så man Friedmans problematiske opskrift i sin fulde uhyggelige socio-økonomiske katastrofe, og også Thatcher - som fejlagtigt er blevet kaldt monetarist - opdagede allerede i 1982 monetarismens begrænsninger, da hendes regering lod pengemængde og øvrige pengepolitik afhænge af "discretionary" means (oversat: en konkret vurdering baseret på finansministerens og nationalbankdirektørens jugement), efter at man havde prøvet alle kendte pengedefinitioner (M0-M3) samt set arbejdsløsheden stige fra ca. 1,5 mio personer til over tre mio.

Makro-økonomi er en kompleks videnskab i en lige så kompleks verden, og den bør forsøge at drage lærer af historien, men at undgå at generalisere for at påstå forenklede løsninger og hypoteser frem for at generalisere for at forstå forskellige økonomiske fænomeners interaktion.