Venlige råd udefra til rådslagningen på årsmødet i Enhedslisten

Pres på for ægte forandring, men pas på ikke at bringe Lars Løkke tilbage!

 

Johanne taler dunder ved 1. maj i Fælledparken

Bedre uden de radikale?

Jeg skrev engang halvt i spøg og halvt i alvor på Facebook, at venstrefløjen burde overveje, om ønsket om ægte forandring i vælgerhavet ikke var så stærkt, at man måske kunne bede de de Radikale under den nuværende ledelse med en meget lidt socialliberal og næsten neoliberal økonomisk politik om at tilslutte sig blå stue eller i det mindste ikke kræve en plads i en ny regering. I dag spekulerer jeg på, om jeg burde have foreslået det for alvor.

Men problemet er nu, at situationen har forandret sig, og at folk derude er forvirrede over regeringens køb af den borgerlige politisk-økonomiske diskurs og en overordnet kopistrategi med "vi er det lidt mindre onde sammenlignet med VOK" - trods rigtig gode afskaffelser af de værste VOK-excesser og forbedringer med EL i finansloven!

Den situation og den strategi betyder, at Venstre desværre lige nu vil vinde en kanonsejr, fordi Thorning og Vestager nu siger det samme, som Lars Løkke hele tiden har sagt. Og Løkke vil vide at bruge den medvind til yderligere at stramme løkken om Underdanmarks eksistensvilkår og sætte yderligere turbo på finanskapitalens og neoliberalismens forsøg på at redde kapitalismen ved at spare på både vækst og velfærd samt ved at udradere enhver tro i den danske befolkning på mulige andre veje.

De gennemførte forbedringer og de vigtige 20% ...

I må heller ikke glemme "den gode liste", som jeres egen Johanne Schmidt-Nielsen har nævnt flere gange i de senere dage,  over afskaffelsen af fattigdomsydelser, reel forlængelse af den nu håbløst korte dagpengeperiode og de værste excesser over for udlændinge, og der er gode takter f.eks. i arbejdet pt. i regeringen med at forlænge sygedagpengeperioden betydeligt.

De ting er der også, og de gør ABF ikke 2%, men mindst 20%, bedre end VOK. Fra 20% er der langt til 100%, men I forventer vel heller ikke ren Enhedsliste-politik, vel? Til gengæld er der rigtig god grund til at kræve, at procenten hæves betydeligt, så det nye flertal både genvinder, overbeviser og flytter midten i dansk politik.  


Derfor skal I presse dem alt det, I kan - i og uden for folketinget, og I bør sammen med andre venstrekræfter få formuleret en strategi for, hvordan vi ændrer den nuværende og falske politisk-økonomiske diskurs. Politik handler ikke kun om forhandlinger og kompromisser versus principper og renhed - skønt begge sider er vigtige, men i høj grad om gennem såvel tale som handling at ændre "hearts and minds", som de siger i USA.

Elendighed fører ikke automatisk folk til venstre

Giv bare regeringen retoriske tæsk og kræv endelig indrømmelser. Men tro ikke på en eller anden re-re-revolutionær (som Lenin kaldte den i "Venstrekommunismen - en børnesygdom") og naiv forestilling om, at jo ringere det bliver, jo mere klare i hovederne bliver folk om, at vejen skal gå til venstre.

Det troede Baader-Meinhof også, da de prøvede at fremkalde "den fascistiske politistat", og det eneste, der kom ud af det - ud over blod og vold og død, var indførelsen  fik Berufsverbot for en del røde intellektuelle med 90% tilslutning.

Tværtimod risikerer vi ikke blot en gentagelse af det 20.århundredes tragedier, men også at fascismen - som allerede vinder tydeligt frem f.eks. i Grækenland og Frankrig - bliver set som den rette revolution ...

Og husk, at en revolution må være sidste udvej, hvor grundlæggende men fredelige folkelige forandringer er at foretrække, og at man ALDRIG  må give køb på demokratiet med retsstaten samt de borgerlige frihedsrettigheder og deres videreudvikling i menneskerettighederne. Selv i krigstid skal der udløbsdato på alle undtagelser, og den må ikke ligge længere ude i fremtiden end allerhøjst 10 år. Derfor er jeg liberalsocialist!

Man bør huske, at kriser - selv forværret af politikken fra og elendigheden under en endnu mere reaktionær regering end VOK - ikke nødvendigvis fører til positive forandringer. Lige så ofte har de ledt til det totalitære højre, til krig om kolonier eller simpelthen til apati.

 

Det må ses som udtryk for såvel rettidig omhu af sælger samt helt i den nymoderne krisetids ånd, at en af fire versioner af Edvard Munchs "Skriget" fra 1893 (året for anden store recession i "den lange depression" 1873-1896, som førte til 1. verdenskrig om kolonier) er blevet solgt til rekordpris, nemlig over 600 millioner kroner ...

Lær af historien

Kapitalismen har været i utallige kriser, uden at det førte til revolution - for slet ikke at tale om fredelige forandringer, og slet ikke en succesfuld og demokratisk revolution, selv om de borgerlige revolutioner (liberale og socialister sammen) netop førte til demokrati i en række lande, dels i Frankrig og USA i slutningen af 1700-tallet, dels i 1848, dels i 1870. 

Det var netop ingen tilfældighed, at Marx, som var en fremragende filosof og historiker, en god og kritisk økonom og en temmelig uheldig revolutionær, skrev "Det kommunistisk Manifest" netop i 1848, fordi han under indtryk af de mange finansielle og økonomiske kriser - og de var alvorlige, f.eks. i 1840'erne, 1870'erne og 1890'erne (de to sidste kaldes sammen  "The Long Depression"), faktisk mente, at revolutionen var lige på trapperne.

Og hvad endte 1800-tallets hektiske politiske og økonomiske udvikling og kriser så med: At de europæiske stormagter gik i "verdenskrig" om kolonier! Og arbejderne vendte IKKE våbnene mod generalerne, og arbejderpartierne stemte IKKE imod krigen, til trods for en fælles beslutning i 1. Internationale.

Rådsrepublikken Sovjet og dens fødsel og fejl og forbrydelser

Undtagen i Rusland, hvor kravene om fred, brød og jord fik opbakning i et helt nyt kapitalistisk land med 80-90% bønder og en storbyrevolution, fordi de tabende tyskere sendte Lenin fra eksil i Schweiz til St. Petersborg, hvor han og boljevikkerne greb magten FØR den alrussiske Rådskongres (Sovjetkongres), og UDEN flertal såvel der som i Dumaen, men med modstanderne i total forvirring og et sociallberalt bondepart med godt 50%i i Sovjetkongressen, der halvhjertet bakkede op.

Trotskij stampede en Rød Hær på 3 mio. mand op af jorden i byerne, som  kunne kæmpe mod højresocialdemokraterne og de borgerlige støttet af lande, der tilsammen også fik stampet 3 mio. mand op af en sønderskudt bombarderet blodbestænket jord.  Hvorefter mere end et år gik med hhv. rød og hvid terror over for de bønder, der ikke vidste, hvem de skulle holde med.

Hvordan kunne sådan en revolution, født ud af krig og sølet til i blod og borgerkrig i et tilbagestående bondeland, blive til et levende socialistisk demokrati? Og alligevel tog folk fra Europa i 20'erne dertil i håb om en ny tilværelse, herunder Anders Foghs oldefar! Hvor mange vides ikke helt, men det er næppe helt forkert, at måske 60-80% søgte lykken i den nye verden i vest, mens resten valgte øst.

Sidenhen stivnede Sovjet og dens allierede og hele den såkaldt "virkeliggjorte socialisme" - igen præget af 2. verdenskrig og Stalins forbrydelser og dumheder allerede fra 30'ernes begyndelse, og håbet blev kvalt i en parodi på sig selv, hvor man frem for at sikre stadig større frihed, lighed og broderskab og stadig flere reelle muligheder for stadig flere mennesker for slet ikke at tale om et stadig mere omfattende og folkeligt demokrati fik indført et stagnant og brutalt diktatur, hvor revolutionens stærke ledelse og deres efterkommere sad på toppen og havde egne vejbaner til bilerne og egne butikker til alskens behov uden at skulle mænge sig med den pøbel, som de påstod at repræsentere.

           

Progressive præsidenter de kommende fem år?

Positive impulser fra USA og EU

Derudover bør I tage bestik af situationen internationalt - med en progressiv præsident i USA, der rent faktisk trækker i den rigtige retning på visse punkter, og forhåbentlig bliver genvalgt - hvor han så har væsentligt friere hænder. 

Dertil kommer en bevægelse mod venstre i vigtige dele af Europa, ført an af den franske socialistiske præsidentkandidat, som giver håb om en vækstpagt ved siden af finanspagten eller en opblødning af denne samt en generelt anden diskurs om økonomisk politik.

Men der er også gode konservative, der kan se pointen i at få finanssektoren under kontrol efter at være blevet forgældede nationalt af bankpakker. Herunder Italien, Spanien og Tyskland.

Selv Storbritannien, hvor den stokkonservative regering kun siger nej til en finansiel tranaktionsskat, fordi de i forvejen har en selv, nemlig stempelafgiften, som de straks efter satte op fra 0,5 til 1,0%, og finansministeren gennemførte en bankpakke, der i kravene til the City f.eks. krævede 17% ansvarlig kapital, mens G20s Baselkrav er 7%, og rund-barberede de lukrative muligheder for bonusser.

Pressionsmidler også  uden for folketinget

Der er mange frustrerede medlemmer af ALLE tre partier i regeringen, og det er om at nå dem og andre opinionsbærere gennem de forskellige bevægelser og organisationer og arbejdspladser.

Derudover er der den ganske vist ramponerede, men dog stadig eksisterende borgerlige offentlighed, som Habermas kaldte den - altså den offentlige debat og effekten af den på partimedlemmer og vælgere i det hele taget.

Samlet set har 'massearbejde', debat og parlamentarisk arbejde effekt på såvel meningsmålinger som andre aktører på den politiske scene. At det er sådan er der et vældigt godt eksempel på i Politiken i dag, hvor EL's tidligere frontfigur Pernille Rosenkrantz-Theil langer kraftigt ud efter Johanne Schmidt-Nielsen. Det er nok det bedste udtryk for, at man langt ind i regeringspartierne er beklemte ved egen tilbagegang og bekymrede over jeres fremgang.

 

Pernille Rosenkrantz-Theil på sin plads

Derudover er det så også pinligt at se den tidligere "EL-dronning" skælde ud på sit gamle partis nye frontfigur, fordi hun nu "lyder som en elevrådsformand" og ikke vil love at stemme for selv de mindste forbedringer i en finanslov med kæmpestore forringelser. Det forekommer mig, at Pernille kaster med brosten i sit nyvalgte glashus og smider barnet ud med den røde maling ...

De parlamentariske midler

Der er også mange forskellige muligheder i folketingsarbejdet.

Der er de personlige kontakter, og der er arbejdet i diverse udvalg. Der er muligheden for at samarbejde med andre socialt bevidste partier om at presse regeringen i konkrete situationer uden hellige køer, f.eks. DF.

Man kan true med meget andet end at vælte regeringen, f.eks. at strejke i Folketingets udvalg, dvs. ikke deltage i arbejdet i protest i en kortere eller længere tid. Så er regeringen nemlig i mindretal i samtlige udvalg, og det kan give nogle interessante udvalgsbetænkninger - som så kan forkastes i salen.

Endelig er der finansloven, hvor der er fire muligheder:

- man kan tage sig godt betalt for at stemme for den samlede lov inkl. ulækre forlig, som man stemmer i mod i deres respektive afstemninger, herunder de konkrete bevillinger.

- man kan gøre ovenstående men vælge at undlade at stemme ved finanslovens samlede afstemning, hvis regeringen kan få de Konservative eller andre til at stemme for - hvilket naturligvis sker i en vis forståelse.
- man kan stille så ultimative krav, at regeringen bliver fristet til at søge flertal til højre uden om jer, altså ikke i en vis forståelse med jer, hvilket vil stille jer over for to onder: Enten vedtages finansloven med endnu større forringelser uden jeres fodaftryk, eller også benytter de borgerlige muligheden til at trække tæppet væk under regeringen ved at lade forhandlingerne strande, hvor I så kan vælge mellem at tabe ansigt totalt ved at redde regeringen eller vælte den og blive straffet for det af vælgerne. 

- man kan stemme imod og vælte regeringen.

Ikke alle brede forlig er dårlige

Derudover skal I passe på med at se alt som forringelser.

Det burde I vide efter selv at have indgået et bredt energiforlig, hvor jeg håber, at I husker at kræve et grønt bundfradrag ved forhandlingerne om finansloven.

I øvrigt erne sammen med lidt ekstra på overførslerne og en forøgelse af jobfradraget i bunden, f.eks. ved at sætte det op til 8% men med et maks. på 20.000 efter skat, for så er det lavtlønnnede og deltidsansatte, der tjener under 250.000, der bliver kompenseret dels for dyrere energi og dels for temmelig voldsomt stigende fødevarer. Det kan betales ved at åbne for en ny reel topskat igen, hvis ikke ved 800.000 så ved en million, og ved at afskaffe både ejendomsværdiskatten og rentefradraget over 10 år.

Hvis I står og mangler et samlet og finansieret  forslag til en fornuftig skattereform, så er der et forslag her:

"Enskattereform i rødt og hvidt"

Der er jo også indgået forlig, hvor I har kunnet være enige med Liberal Alliance,herunder om udliciteringsvalgfrihed og ikke mindst om udlændingepolitik, men I burde også kunne enes med dem om at genvinde større retssikkerhed for borgernes ved f.eks. at fjerne terrorpakke 2 og luge ud i terrorpakke 1.

Og skulle en afskaffelse af Store Bededag være en helligbrøde for Enhedslisten!? Eller Kristi Flyvefest for den sags skyld? Sælg dog alle tre fridag for to hele fridage Grundlovsdag og 1. maj ...

Og når regeringen dermed reelt har fået 1,5 dages arbejde mere, så kræv sammen med fagbevægelsen mere efteruddannelse og flere praktikpladser for pengene og gerne en ordentlig dagpengeperiode igen. Og bed dem så i øvrigt lukke røven om mangel på arbejdskraft, så længe der er arbejdsløshed, og prognoserne er usikre, især om fremtiden!

Lige nu er førtids-fleksreformen et godt eksempel, for i sig selv er der jo ikke noget galt i at ville give så mange som muligt plads på et rummeligt arbejdsmarked, hvor folk får lov at yde efter evne - og så at sige nyde efter minimumsbehov ... Det er så et stykke fra det, der lægges op til, men der er muligheder for at trække den anden vej, også selv om et højrevendt forlig trækker modsat, f.eks. ved at sikre sygedagpenge og kontanthjælp til syge uden tidsbegrænsning og ved at få sat psykiatrien på finansloven med 1 mia., før førtids-fleksreformen træder i kraft.

Se evt. mit notat om den foreslåede reform:

Notat til Centrum-Venstre med tal, fakta og tanker om førtidspensionisterog jobs, herunder Mette Frederiksens udspil

Konklusion

Jeg håber, at meddelelsen fra årsmødet bliver noget i retning af:

"Vi har støttet regeringens dannelse, og vi er glade for forandringen fra VOK, men vi lægger ikke stemmer til hvad som helst."

Og når journalisterne så spørger Johanne " Betyder det, at I kan finde på at vælte regeringen?", er det eneste rette svar, som hun blot skal gentage:

"Det kommer jo an på, om den insisterer på at vælte sig selv og sin egen politik!"

 

Liberalsocialismen vil have den røde fane ud af hullet og pudset grundigt af!