torsdag den 3. oktober 2013

Den udeblevne systemkritik og krisen – svar til Preben Wilhjelm

Hvad kan Marx bruges til i dag, og har socialismen en fremtid? Skyldes den udeblevne kritik af kapitalismen, at selv veluddannede folk i udviklede kapitalistiske lande ikke kan gennemskue krisens årsager, eller er grunden den herskende elites bevidste strategi, eller er enhver form for socialisme blevet umulig efter det fortjente sammenbrud i Østeuropa?


I sin pamflet “Krisen og den udeblevne systemkritik” stiller Preben Wilhjelm, der er tidligere folketingsmedlem for VS, netop et spørgsmål af den art, og vi vil her forsøge at give nogle svar. Vi kan allerede nu røbe, at svaret bl.a. indeholder et ja til alle tre spørgsmål ovenfor.

Den nuværende, alvorlige krise er en systemkrise, fordi den har baggrund i den senmoderne “finansialiserede” kapitalismes almene love og udvikling,
hvor især naturen og kapitalakkumulationen sætter grænser for og spørgsmålstegn ved økonomisk vækst, der allerede i forvejen har tendens til fald i takt med kapitalismens grad af udvikling, noget det jævne fald i BNP-vækst siden 2. verdenskrig bekræfter.

Krisen begyndte som bekendt i finanssektoren med boblebrist og bankers bankerot efter globale finanstransaktioner på 74 gange verdens samlede reelle produktion regnet i BNP på højdepunktet i 2007, hvor Anders Fogh Rasmussen frejdigt erklærede, at lærebøgernes ord om kapitalismens tilbøjelighed til at fremkalde konjunkturer, og at et stærkt 'boom' ville blive afløst et stærkt 'bust', måtte skrives om.

Det havde han sådan set ret i, men omskrivningen bør ironisk nok bestå i, at denne tilbøjelighed er blevet forstærket, efter at man har ophævet en række reguleringer af bl.a. finanssektoren, der blev indført efter 30'ernes Store Depression og 2. verdenskrig, bl.a. under de ti dages banklukning i 1933 under præsident Roosevelt og ved konferencen med aktiv deltagelse af Keynes i Bretton-Woods i USA i 1944.

I Europa og USA har den moderne kapitalisme haft en kronisk arbejdsløshed på mellem 6% og 12% fra 1973 til i dag, store virksomheder har fået stadig større indflydelse på markedet for deres egne varer – altså både udbud og efterspørgsel samt evt. politisk regulering, finanssektoren har udviklet sig fra at levere kapital til den reale produktion til selv at have førertrøjen i økonomien og tjene dobbelt så meget som den reelt producerende sektor nu om dage. Det er alt sammen strukturelle forskydninger, der forværrer kapitalismens konjunkturer og kriser.

Krisen har kort sagt lammet stort set hele den udviklede kapitalistiske verden økonomisk samt sat spørgsmålstegn ved hele denne produktionsmådes vækstlogik, økologiske holdbarhed, demokratiske styrbarhed og moralske samt menneskelige rimelighed.

Man kunne tro, at ledelsen af store såvel som små reale produktionsvirksomheder ville være allierede med almindelige mennesker om at få mere styr på og ny regulering af finanssektoren samt om at indrømme staten en større rolle i modvirkning af strukturelle og konjunkturelle ubalancer, herunder at stimulere stimulere økonomien under nedture. Det er også sket i USA, hvor fremsynede finansmænd som Warren Buffett og Bill Gates står bag præsident Obama og i spidsen for de rige, der offentligt har bedt om at måtte betale mere i skat.

Men dels er finansmarkedet i dag så globalt, at kun lande på størrelse med USA for alvor kan tillade sig at låne løs af de mange meget billige penge, der søger sikre havne og til tider vil betale netop USA for at låne af sig – selv om Danmark pt. godt kunne låne op mod 50 mia. ekstra pr. år i lyset af Euroens ironiske krise, der truer hele Europa med sammenbrud og efterfølgende nationalisme og evt. det, der er værre.

Dels er ledelserne i alle større virksomheder netop også “finansmænd”, altså store aktører med absurde bonusser i såvel storindustri som storbanker med gensidig repræsentation i hinandens bestyrelser og netværk, jf. f.eks. at Eyvind Kolding kom til Danske Bank fra A.P. Møller. Denne elite har ganske enkelt opsagt de nationale klassekompromisser i de forskellige europæiske lande og er åbenbart villige til med en brutal, fortsat neoliberal deregulering, privatisering og velfærdsbarbering at øge deres egen del af kagen, men til gengæld risikere en ny omgang voldsomme omvæltninger som i 1900-tallet, formentlig først fra den yderste nationalistiske højrefløj i Europa efter et EU-sammenbrud.

Vi vil hermed gerne, mens tid er, appellere på det stærkeste til alle ledere og ildsjæle i virksomheder, der ønsker at give deres varer størst mulig brugsværdi for deres kunder, værdi i form af god indtjening på gode produkter, og endelig genbrugsværdi for hele kloden og menneskeheden:

Accepter dog gradvise reformer med en europæisk velfærdsstat, en europæisk regulering af finansielle og industrielle giganter, samt en vis demokratisering af økonomien, hvor en produktion med “høj værdiforædling” jo kræver en stigende anvendelse af videnskab og innovation, hvilket igen bedst kan opnås med aktive og engagerede medarbejdere, der netop stadig oftere er selvstyrende og må inddrages i beslutninger ang. produktionen.

Man kan stadig opnå en nydelig fortjeneste med plads til personligt initiativ og iværksætteri frembringe på et ægte dynamisk marked med både offentlige og private aftagere, og til gengæld undgår vi at se meget af det sidste århundrede gentaget som tragedie eller farce og kan i stedet få et Europa og senere en verden med størst mulig fred, frihed, omfordeling og kreativt genbrug samt rimelig belønning for personligt initiativ for alle.

Når man så ser Marx's rolle, må selv den mest hovne nyliberalist vel indrømme, at den gamle havde fat i noget. Mange kritikere vil med rette pege på fejl i Marx's noget store fokus på Ricardos arbejdsværdilære, hans overdrivelse af merværdiens rolle, og især pege på manglerne ved teorien om profitratens fald og dens overdrevne rolle i Marx's kritik af kapitalismen.

Men profitratens tendens til fald - hvilket var Marx's præcise formulering - er mildest ikke hele Marx's økonomiske teori. Tværtimod spiller f.eks. kapitalakkumulationen en meget stor rolle i Marx's fortolkning af såvel prisdannelse som strukturelle misforhold i den modne kapitalisme, herunder kapitalakkumulationen og finanssektorens udskillelse fra den den produktive kapital og overtagelse af førertrøjen, hvilket rummer en indirekte forudsigelse af de mange recessioner og store kriser (den lange depression, den store depression, 70'ernes stagflation og i dag finanskrisens med dens langvarige stagnation) fremkaldt især af finanssektoren, jf. Kapitalens bind III.

Denne forudsigelse af tendensen til monopolisering / oligopolisering, hvor et firma får uhensigtsmæssig indflydelse på sit eget marked, altså på BÅDE udbud og efterspørgsel på egne varer, er samtidig en delvis forklaring på netop forskellen mellem en vares værdi og en vares pris, og netop en delvis forklaring på nogle af de ting, som modvirker profitratens tendens til fald.

Marx modsagde derudover faktisk selv yderligere denne tendens og arbejdsværdilæren ved at påpege i "Kritik af Gotha-programmet", at en vares værdi (og indirekte dens pris) ikke kun er bestemt af indholdet af menneskeligt arbejde (levende / løbende arbejdskraft samt død arbejdskraft i form af maskiner og andre dele af kapitalapparatet), men også af naturens råstoffer og øvrige bidrag. Herved foregreb Marx dels miljødebatten, dels muligheden for at sikre sig herredømme over strategiske varegrupper af betydning for hele den herskende produktionsmåde på et givet tidspunkt, jf. f.eks. oliens rolle i 70'ernes stagflation.

Så Marx tog rigtignok fejl mht. styrken af profitratens tendens til fald og ikke mindst dennes rolle / alvor - men helt forkert på den også om det var han nu ikke. Det er snarere sådan, at Marx ikke fik analyseret alle forhold, der påvirker prisdannelsen, udførligt nok, bl.a. fordi han skrev om den modne kapitalismes udvikling, før den blev rigtigt moden, og at han fik overdrevet betydningen af det levende arbejdes rolle i værdilæren og profitratens tendens til fald i pristeorien.

Til gengæld kan Marx ikke stå til ansvar for de konklusioner, som forskellige tilhængere og fortolkere påtog sig at udlede af hans utallige videnskabelige men også politiske værker. Ingen er som Marx blevet tolket og desværre også mistolket. Der er fejltolkninger både ift. at overdrive viljens og personernes rolle, men omvendt også det modsatte, og den sidste form for misforståelse er særlig relevant her, når man betænker, at 70'ernes såkaldte “Kapitallogikere” med Hans-Jørgen Schanz i spidsen fortolkede Marx på en måde, hvor kapitalismen stort set ville bryde sammen af sig selv pga. kapitalismens økonomiske love, herunder ikke mindst profitratens faldende tendens.

Når Preben Wilhjelm betoner så kraftigt i sin pamflet, at krisen skyldes kapitalismens love, mens han nedtoner elitens politiske strategi, befolkningens mangel på indsigt i makroøkonomi, manglen på et klart alternativ til den borgerlige snak om ”den nødvendige politik”, samt den beklagelige miskreditering af socialistisk tankegods uanset hvor demokratisk & frisindet & retsstatsligt, så aner vi reminiscenser fra den gamle og ret rigide ”kapitallogik”.

Vi synes, at Marx var ret god økonom med en alvorlig og i mange træk korrekt kritik af kapitalismen, og dertil en fremragende filosof og historiker og sociolog - men han var ikke nogen videre god politiker. Se f.eks. de meget afdæmpede krav til en overgang til den socialisme, som han skrev så lidt om indholdet af, i Det Kommunistiske Manifest til slut i del 2.

Især var det Marx's tragedie som revolutionær, at de borgerligt liberale revolutioner i 1848, de tidlige økonomiske kriser i 1800-tallet samt den dybe finanskrise i 1857 og endelig Pariserkommunen fik ham tilvitterligt at tro, at der allerede da var en mulighed for ikke blot en socialisme, der krævede en 'overmoden' og meget udviklet kapitalisme, men også en "revolutionær situation", men han er dog lovlig undskyldt af netop de store omvæltninger i 1800-tallet og af, at 1. verdenskrig jo faktisk fremkaldte den længe ventede revolutionære revolution, om end efter Marx's død.

Den mulighed så Lenin, der i øvrigt intellektuelt var en svag afglans af Marx, men han var netop en dygtig politiker og revolutionær, der kunne definere en revolutionær situation, nemlig en situation, hvor de herskende ikke længere kan herske, og de beherskede vil ikke længere lade sig (be-)herske.

Til gengæld fik den revolution, Lenin og bolsjevikkerne påbegyndte, en uheldig start og en katastrofal videreudvikling. Dels foregik den i verdens mindst udviklede af de kapitalistiske lande, nemlig Rusland – som Lenin kaldte “imperialismens svageste led”, og dels gik det helt galt, da den forventede verdensrevolution udeblev, mens den “hvide terror” fra hæren bag den tidligere borgerlige regering med hjælp fra 14 ellers krigstrætte lande skyllede hen over Russisk jord og fjernede den ungarske sovjetstat og udraderede såvel diverse forsøg i bl.a. Tyskland som dem, der forsøgte.

Med ryggen mod muren stampede bolsjevikkerne 3 mio. mindst lige så krigstrætte soldater op af jorden i de russiske byer og lod den “røde terror” vidne om en benhård vilje til at bevare magten, mens man indvarslede de metoder, der fremover ville blive taget i anvendelse over for enhver, der truede “proletariatets diktatur”, som betød partiets magt og elitens kommende privilegier med private butikker, dashaer og sågar vejbaner.

Og med den efterfølgende katastrofale udvikling, hvor Sovjetunionen og senere Østeuropa er eksempler på fejltagelser og forbrydelser i samfundsformationer født ud af blod og krig og væbnet kamp mod fascistiske og koloniale excesser, sværtede ikke blot den revolutionære men også megen demokratisk socialisme.

En lignende udvikling ser vi nødig gentaget! Vi ønsker i stedet fredelige forandringer og brede reformer, der gradvist forandrer Danmark, Europa og verden til det bedre.

For det 21. århundrede mener vi, at klodens herskende art skal nå frem til at kunne sætte disse disse mål på dagsordenen:

A) At opnå at komme så tæt på at udrydde ulighed og fjendskab i verden, at alle klodens borgere frit kan rejse, elske, bosætte sig og arbejde, præcis hvor man vil, og så man kan fjerne alle atomare, biologiske og kemiske våben.

B) At skabe et reelt og deliberativt demokrati overalt i verden på lokalt, nationalt, regionalt og globalt plan både som en vej til afskaffelse af sult og nød samt krige og og udligning af den globale ulighed, og ønsker et verdensdemokrati med en global regering med et progressivt EU som en stærk partner for demokrati, udvikling, retfærdig fordeling og en global markedsstyring.

C) At opnå en markedsøkonomi med fornuftige elementer fra kapitalismen bevaret men uden kapitalismens uligheder og stadige kriser. En sådan markedsøkonomi vil bevare og udvikle et dynamisk marked med ægte konkurrence, hvor borgerne gennem staten på alle niveauer prøver at forme et sådant ud fra erfaringer og eksperimenter, der formentlig vil gå fra mindre til stadig mere indgribende og klare grænser for markedets udfoldelse.

Som det første skridt foreslår vi verdens sidste og skrappeste bankpakke!

Når denne bankpakke hedder "den sidste" er det helt enkelt fordi, hvis selv en så omfattende regulering ikke kan fjerne finanskapitalens pervertering og undergravelse af samfundet og den produktive kapital, så er der kun statsbanker tilbage til ind- og udlån samt statskasinoer til kasinoøkonomien …

Verdens sidste bankpakke bør som minimum bestå af:
a1) En progressiv international afgift, f.eks. 20 promille, på alle finansielle transaktioner, hvor afgiften fordobles for hver gang, finanssektorens volumen vokser med tre gange produktionssektorens, og hvor 50% af indtægten fra afgifter anvendes til bankredningsfond og 50% til mikrokreditter og anden udviklingshjælp.
a2) Opsplitning af finanssektoren i en almindelig statsbeskyttet del med udlån/indlån samt real- og produktionskredit og en anden mere spekulativ del for egen regning+risiko
a3) Krav om en egen- og /eller kernekapital på 15-20% af udlån (2 til 3 gange kravet i dag).
a4) En større indskydergarantifond, der dækker 1 mio. kr. pr. kunde og finansieres af bankbidrag.
A5) At bonusser maksimalt må udgøre 20% af grundlønnen på alle niveauer og i alle finansvirksomheder.


Her – og om ikke så længe formentlig i Kina - har vi en ganske god “evidens”, som det åbenbart hedder nu om dage, skønt vi var nogle, der troede, at moderne videnskab netop havde forkastet det gamle verifikationskriterium og erstattet det med sund kritisk sans tilsat falsifikation og dokumentation samt lødig logik.

Den historiske evidens” tyder allerede på, og vi tror, at historien vil frikende os for vore frækhed til at forudsige, at den igen vil bekræfte, at reformer er at foretrække som middel til samfundsforandring, så man kan fastholde og udvikle både et ægte folkeligt demokrati og menneskerettighederne med så meget ægte frihed til så mange som muligt, og derfor mener vi, at der ikke er noget fornuftigt eller menneskevenligt alternativ til en moderne liberal socialisme.
-------

Claus Piculell
første oplæg 031013 til Facebook-gruppen "Liberal Socialisme"


Kommentarer modtages gerne - for ikke at tale om støtteerklæringer (!), og kan kommentarerne indarbejdes, kan man evt. komme på som medunderskriver til en kronik til Politiken, som jeg er blevet overtalt til at prøve at skrive.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar