Et Nytårs-Notat til Centrum-Venstre op til valgåret 2011

Centrum-Venstre kommer først i offensiven, når man begynder at sætte dagsordenen i fællesskab!


Den er først hjemme, når sidste stemme er talt!
Allerførst må jeg ift. valget i 2011 advare alle aktive bag og i oppositionen mod at tro, at "den er hjemme allerede" - og nogle synes faktisk at tro det. Og ja, ikke mindst økonomiens ringe tilstand med dens 'jobløse vækst' (i bedste fald), meningsmålingerne og et vist omslag i kulturkampen peger i en positiv retning. Men politik er som fodbold: tingene kan ændre sig lynhurtigt.

I fodbold er det imidlertid sådan, at alle på et hold har ét fælles mål og spiller bedst muligt sammen for at nå det, nemlig en sejr over det andet hold. Sådan ser det ikke altid ud til at være i politik, hvor mange interesser brydes, og hvor der stik mod diverse politologiske giganters forudsigelser ikke er tale om et nulsumsspil ...


At sætte en ny dagsorden
Jeg har fuld tiltro til, at Thorning, Søvndal, Vestager og hvem der nu er Enhedslistens leder i denne måned ønsker magten for at lave om på tingene og ikke blot for dens egen skyld. Men skal det virkelig batte, er det en afgørende opgave at ændre den politiske diskurs i Danmark, som er alt for forudsigelig og snæversynet, og som stort set foregår på borgerlige præmisser ud fra fastlåste og ofte økonomisk-politiske opfattelser, der præsenteres som skinbarlige sandheder, selv om de rent faktisk ikke har meget med virkeligheden at gøre.

Hvis man f.eks. vil have en anden økonomisk politik, der ikke blot flytter lidt rundt på 10-15 milliarder, må centrum-venstre altså se at gen(op)finde Keynes og andre centrum-venstre økonomer og uddanne vælgerne i deres tankegang. Blot "Keynes Classic" vil være et kæmpestort fremskridt! Både hvad angår nye politikker og en ny diskurs.

Så længe statsministeren kan slippe af sted med at lukke solidt sludder ud som at påstå, at "kun den private sektor kan producere vækst", og at "vi alle er en del af samfundshusholdningen og må sætte tæring efter næring", samt at det er "objektivt fastslået, at Danmark kommer til at mangle hænder om 20-40 år", så spiller oppositionen grundlæggende på udebane.

Alt tyder på, at den private sektor ikke er den eneste eller måske heller ikke den bedste vækstskaber, men mere herom senere. Og nationaløkonomi er netop ikke som folks privatøkonomi. Faktisk næsten tværtimod: Når der er krise, skærer alle fornuftige mennesker ned på forbruget, så langt de kan - mens staten skal gøre det modsatte, altså bl.a. fremrykke langsigtede investeringer for at holde økonomien i gang - og vice versa.

Ovenstående burde jo være børnelærdom for økonomer og politikere, og derfor er det uforståeligt, at oppositionen ikke udfordrer statsministerens sludder, også på mere idémæssigt plan. En prioritering af forskellige offentlige investeringer i en sådan grad, at langtidsledigheden ikke bliver for stor, gælder også, selv om Danmark evt. først er økonomisk klar til at gå med på Euroen omkring år 2020, for politisk er hverken EU eller vi klar før alligevel.

Økonomiske udfordringer
Mere generelt bør oppositionen blive mere enige om den økonomiske politik på kort og mellemlangt sigt - herunder at økonomi er mere end demografiske fremskrivninger - hvor vi rigtig nok kender f.eks. antallet af 20-årige om 20 år – medmindre der udbryder pest, ebola eller rigtig krig. Demografisk er det oplagt, at forholdet mellem ældre og yngre i den 'hvid-danske' befolkning forskubbes, og at det vil give problemer. Spørgsmålet er bare, i hvilket omfang det også ender med at blive en økonomisk udfordring.

Det afhænger bl.a. af de økonomiske konjunkturer internationalt og nationalt, den private og offentlige sektors behov og indbyrdes forhold, produktivitetsudviklingen, tekniske og andre innovationer, levealderen, sygdomsfrekvensen, inddragelse af hidtil marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet, hvad man anser som den "strukturelle ledighed", osv.

Alt andet lige vil der formentlig opstå et problem, selv om de stærkt alarmerende toner kommet til at lyde noget overdrevne med en bruttoarbejdsløshed på 200.000 for tiden. Ikke desto mindre er det helt centralt at have så stor en kvalificeret arbejdsstyrke som muligt om føje år. Og her er det altoverskyggende problem lige nu, er, at Danmark allerede efter få års arbejdsløshed står til at tabe op mod 75.000 unge på gulvet og erodere deres uddannelses- og erhvervsevne, som kunne levere hoveder og hænder om 20 år.


Genetablere et ægte demokrati
Overordnet mener jeg, lidt flot formuleret, at målet for oppositionen må være at genetablere en moderne demokratisk velfærdsstat med magtens fulde tredeling og sikring af borgerlige- samt andre menneskerettigheder såvel hjemme som ude, og det kan kun gøres ved at bryde med den gennem 10 frygteligt lange år regerende 'demokraturgiske' nationalkonservative hyperliberalisme, der til tider har balanceret på kanten af det fascistoide.

Her skal man huske, hvem vi har at takke for den udvikling, nemlig Anders Fogh Rasmussens Venstre og først derefter Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaard. Det var Venstre, der bragte den omstridte annonce i 2001 med storgrinende "perkere", der forlader en dansk domstol efter en angiveligt alt for mild og blødsøden dom. Det var Venstres chefideolog Claus Hjort Frederiksen, der fastslog Venstres grundlæggende værdifællesskab med DF.

Det var Anders Fogh, der stod åh så fast under første del af den meget belejligt fremkaldte Muhammed-karikatur-krise og dels afviste blot at tale med ambassadører for 11 muslimske lande og dels fyrede den flotte men falske formulering af om, at "ytringsfriheden kan ikke gradbøjes", så selv erfarne journalister, der selv gradbøjer den hver dag, sprang på vognen - måske fordi de lever af ytringsfriheden. At piben så fik en anden lyd, da dele af verdens muslimske befolkning på over 1 mia. mennesker ville hjælpe deres venner i vores minoritet i Danmark, er en anden sag.

Det var under Venstres lederskab og med kraftige opfordringer fra DF, at man vedtog terrorpakke II, selv om PET offentligt erklærede, at de ikke behøvede nye beføjelser i kampen mod terror. Og det var et ledende medlem af Venstres Ungdom, der foreslog, at Venstre ligesom under den tyske besættelse skulle prøve at få gjort brug af den paragraf i Grundloven, der gør det muligt at udelukke alle, der ikke er i job, fra at stemme ved valgene i det ellers demokratiske Danmark.

Ikke uden ironi er det under en Venstreregering, at pengene er fosset ud af statskassen takket være skattestop og -lettelser til de rigeste, og hvor milliarder er sendt ud af landet til pensions- og andre konti i Schweiz og andre skattely. Altsammen mens man sender politi ud for at hente folk til fogedretten for selv den mindste gæld og tjekker alle fra Danmarks engang stolte retsstat, når de skal på (jule)ferie i udlandet, for at se, om de er på dagpenge eller kontanthjælp. Efterhånden mangler man snart kun genindførelsen af gældsfængslet, og så kan vi jo se, om der dukker en dansk Dickens op ...


Ægte terrorbekæmpelse
Sikkerhedsmæssigt indebærer en ny diskurs og en ny politik bl.a. en genindførelse af en ægte retsstat med en fjernelse af terrorpakke II og en betydelig indskrænkning af terrorpakke I, så en række bestemmelser ændres, og så de kun kan anvendes ifm. egentlig terrorsigtelse. Altså ikke til "præventivt" eller på andet tvivlsomt grundlag at anholde f.eks. 2000 deltagere i en ellers fredelig demonstration under et klimatopmøde, hvor kniplerne glødede næsten lige så meget som Løkkes dirigentklokke og en del mere end hans vid ...

Nogle vil sikkert indvende, at netop nu har vi en i hvert fald tilsyneladende terrorsag, og den er et godt argument for, at al såkaldt terrorlovgivning skal ikke blot beholdes, men måske tilmed strammes. Men dels glemmer man vist, at alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist, dels har PET indtil videre været mere end tilfredse med de beføjelser, som de fik i terrorpakke I, så hvorfor skulle vi have en pakke II og nu måske endda nummer III, og hvad har terror med klimademonstranter at gøre?

PET og andre gør et fornemt arbejde under svære forhold, og det skal de have støtte til, og har de reelle ønsker om bedre arbejdsbetingelser, så skal det selvfølgelig overvejes. Men betyder det, at man kan slække på kontrolmekanismerne, eller at man skal fastholde bestemmelser, som indtil videre kun er anvendt ifm. lukningen af Ungdomshuset og diverse fredelige demonstrationer?

Ægte terrorbekæmpelse handler først og fremmest om bedre integration og modvirkelse af radikalisering. Det er et langt sejt træk, og de tre bedste midler er jobs, jobs og jobs - og så et godt mål uddannelse og anerkendelse!

I den forbindelse vil jeg godt advare ellers forstandige politikere mod at sprænge endnu en sikring og gå tilbage til endnu en fuser ifm. Hizb-ut-Tahrir. Hvorfor tror man i grunden, at HUT provokerer nu igen? Fordi de mangler medlemmer, og den bedste måde at give dem nogle på er at bede dem gå ad helvede til eller under jorden ved at forsøge at forbyde dem. Forgæves i øvrigt, for igen har HUT's ledelse været djævelsk smarte og holdt sig til at udtale sig om "modstand" i udlandet, in casu Afghanistan. Og ja, de har gjort det på en hamrende provokerende måde, men hvorfor mon? Moderate muslimer har de sidste par år ført dialog med HUT og ikke mindst deres sympatisører, og det har kostet HUT medlemmer og gjort deres ledelse tydeligt desperat. Hvilken vej tror man så er den bedste?


Udenrigs- og sikkerhedspolitik
Udenrigspolitisk må Centrum-Venstre arbejde for en nyorientering, så vi nok har en humanistisk aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, men ikke en "aktivistisk-ekspansiv" udenrigspolitik. Vi skal ikke konstant lægger os i halen på USA, men knytte an til de fælles prioriteringer i FN og EU, og anvendelsen af blød magt skal være vor vigtigste udenrigspolitiske magtudøvelse. Dertil får vi brug for en sandheds- og forsoningskommission om politisk-militære problemstillinger som en krigsførende nation for første gang siden 1864, og vi får brug for hurtigst muligt at komme ud af den efterhånden fuldstændig fejlstyrede og fejlslagne krig i Afghanistan, der oprindeligt var en forsvarskrig.

At gå ind i Afghanistan for at udradere Al-Qaida og deres baser efter 11. sept. 2001 var helt okay, herunder at vælte Al-Qaidas hjælpetropper i Taliban, men derefter burde opgaven have været at etablere et nogenlunde sikkert og legitimt styre, der kunne sikre os bedre mod ny terror. Opgaven var ikke at eksportere lige præcis vor opfattelse af demokrati, men helt enkelt i stedet at fremme fornuftig regeringsførelse og basale borgerrettigheder. Og at man dertil også begyndte en selvmorderisk "krig" mod alle vore - eller måske snarere præsident Bushs - yndlingsaversioner, herunder at gå i gang med afbrænding af fattige bønders valmuemarker frem for at købe morfinen til vore hospitaler og anden sygdomsbehandling, er en komplet gåde for mig.


Sammenhold i oppositionen
Som nævnt ovenfor er det altså forkert at tro, at oppositionen ikke kan lave så megen ged i det, at VOK med nye venner kan blive genvalgt. Det kan desværre ske, selv om lidt uenighed på udlændingeområdet tydeligvis ikke er nok, jf. netop pointsystemet, hvor der 'blot' blev flyttet stemmer inden for oppositionen.

Jeg må dog fraråde alle i oppositionen, også S og SF's ledelser, at prøve diverse automatsvar med efterfølgende halve kovendinger igen. Og kan oppositionen ikke tale sig til rette om at være enige, så bør man i det mindste formå at være enige om at være uenige på en ordentlig og anstændig måde.

Min advarsel her gælder ikke mindst den til tider overordentligt høje cigarføring hos de Radikale, især fra næstformand Morten Østergaard. Her får jeg mindelser om sommeren 2004, hvor oppositionen førte pænt i målingerne, hvorefter de radikale gik ud med et forslag om noget nær et totalt opgør med den hidtidige udlændingepolitik, og vupti, så var oppositionen håbløst bagefter, og Lykketoft m.fl. kunne helt enkelt ikke undgå at tabe valget i februar 2005.

Pas på med at undervurdere "den indre svinehund", som vi desværre alle har lidt i os af - de fleste dog heldigvis kun lidt - og som kan ernære sig ved mange slags fødeemner, såvel DF's stædige håndfodring men desværre også når oppositionen laver l... i den!

Og lad mig lige skære det ud i pap: Den indre svinehund har med racisme og xenofobi at gøre - at lægge en minoritet for had eller kollektiv mistanke direkte eller indirekte. Det har intet med nogen svinehund at gøre, at man evt. er bekymret for, om der på et givet tidspunkt kommer flere til Danmark fra udlandet, end vi kan håndtere at integrere samt evt. brødføde og hjælpe somatisk og psykisk.


2011: It's the economy, stupid!
Heldigvis er situationen noget anderledes i 2011: Regeringen er ikke blot træt, men nærmest desperat, bedst demonstreret ved Venstres desperate forsøg på at splitte oppositionen og selv risikere valgtæv pga. løftebrud om efterlønnen, ved diverse ministres gåen amok over at få stillet kritiske spørgsmål, samt ved VOK's nyeste historier om, at fagbevægelsens bidrag giver oppositionen en økonomisk fordel i valgkampen.

Man må anstrenge sig noget for ikke at føle foragt over for så utilsløret en flæbende tilgang blot ved udsigten til at miste magten, og især det sidstnævnte eksempel er indtil videre den mest ynkelige falske klynken fra partier, der sidst havde 10 gange så mange penge som oppositionen.

Derudover er de fleste vist klar over, at vi har en økonomisk krise, selv om VOK ironisk nok prøver at tale den op og ned på én gang. Op, fordi så bliver der en "krisebevidsthed", der fører til støtte bag offentlige besparelser - eller det satser de i hvert fald på. Men samtidig taler diverse bankøkonomer og andre tæt på VOK krisen ned, ganske enkelt for at forsøge at tale økonomien i gang på den måde.

Målet med at omtale krisen som fortid og fiksere på diverse enkeltstående fremgange i den nominelle vækst og priser på fast ejendom mv. er at tage opmærksomheden væk fra beskæftigelsen, der stadig er stagnerende, så regeringen ikke skal huskes for sin del af ansvaret for en gavebodspolitik, der bidrog til boblerne og deres bristen, en økonomisk nedsmeltning og en derefter en langvarig stagnation og / eller jobløs vækst.

Og netop en stagnation med en jobløs vækst er faktisk det bedst tænkelige scenario i de nærmeste år, men der er også en vis risiko for et nyt alvorligt dyk og/eller et uendeligt værre scenario: At EU bliver sendt rigtigt til tælling af de indre spændinger i Euroland.

Denne indre modsigelse i VOK's økonomiske politik og -retorik burde være gefundenes fressen for diverse meningsmagere på venstrefløjen, også fordi den sammen med regeringens og dens skattestops medansvar for boblerne og krisen burde være en af de bedste illustrationer af, at en Centrum-Venstre-regering ikke blot er bedst for beskæftigelsen, men for hele den økonomiske styring - modsat de snart selvforstærkende myter om de borgerlige partiers overlegne økonomihåndtering, der render rundt konstant i de efterhånden fortvivlende ukritiske medier.


Bankernes rolle i krisen glemt?
Jeg begriber heller ikke, hvor ramaskriget fra oppositionen blev af, da de danske bankers interesseforening her i december gav Nationalbanken fingeren og afviste selv nogle meget forsigtige krav til deres videre soliditet og risikotagning. Hvordan kan man lade det gå upåtalt hen og se det som andet end en uhørt frækhed og hån mod hårdtarbejdende skatteydere for slet ikke at tale på de arbejdsløse?

Især når man betænker, at det var nøjagtig de samme banker, som uden blusel henvendte sig til deres venner i regeringen for at få stillet i princippet to gange det danske BNP til rådighed som sikkerhed for deres egne unødvendige risikotagning, og derefter gladeligen med landets største bank - dem der engang gjorde det de var bedst til - tog mod meget billige og meget store og meget lukrative statslån såvel i Danmark som i USA for overhovedet at kunne blive stående på fødderne.

Vi skal have en bankpakke tre, og den skal stille de nødvendige og større krav til bankerne - blandt andet men ikke kun om en finanstransaktionsafgift, så der er en reel mulighed for at undgå en tilsvarende situation.

Og hvis finanssektoren stadig brokker sig over den nødvendige medicin eller stadig nægter at lære lektien, så må man jo spørge dem, om de på længere sigt virkelig ønsker at gøre det nødvendigt at forvandle egentlig bankvirksomhed - såsom udlån, indlån, likviditet og løbende betalinger - til en statslig service, og ved siden af opføre statslige kasinoer, hvor folk kan spille på lotto, blackjack og diverse finansielle derivater ...? Vel at mærke for helt egen regning!


En ny fælles økonomisk politik for oppositionen
Ydermere er der mildt sagt også mangler i den økonomiske politik hos oppositionen, såvel i indhold og form, men også ift. den nødvendige grad af enighed.

Helt generelt har Centrum-Venstre og landet som helhed behov for et nyt økonomisk-politisk paradigme, og disse overvejelser bør kunne bruges:

Det er ganske enkelt forkert, at kun den private sektor skaber vækst - eller for den sags skyld skulle være bedst til det. Både den offentlige og private sektor skaber vækst, såvel direkte som indirekte. Infrastruktur, uddannelse, omsorg og infrastruktur er forudsætninger for vækst, men den konkrete udførelse af dem giver også mere vækst i sig selv dels ved at give ordrer til private firmaer og dels ved at generere forbrug. Det forøges yderligere ved multiplikatoreffekten, og den er langt større ved offentlige investeringer end ved især skattelettelser i toppen.

Derudover er - såvidt jeg kan se - enhver større teknologisk bølge i nyere tid faktisk skabt af offentlig fremme af opfindsomhed (herunder uddannelse og grundforskning) samt offentlig efterspørgsel og joint-venture med den private sektor. Eksempler: Computere, der fyldte en større patriciervilla, blev opfundet til statslige databehov, internettet blev påbegyndt af USA's militær, den reelle effektivisering af den offentlige sektor bygger især på computerteknologi, og omsorgsrobotteknologi - den næste store satsning - kommer af offentlig efterspørgsel, mens grøn teknologi blev igangsat af staterne, især den danske.

Men der er også masser af eksempler af ældre dato, ja sågar fra kapitalismens fødsel: Hvem sparkede f.eks. jernbanen i gang? Staten i form af enevælden! Hvad fyrede damplokomotiverne med? Kul tilvejebragt af statslige mineselskaber i hjemlande og kolonier. Hvordan begyndte flysektoren? Pionerer opfandt flyvemaskinen og afprøvede den, hvorefter staterne i første omgang brugte teknologien militært og derefter stiftede nationale flyselskaber til almen brug. Da først tingene var opfundet og sat rigtigt i gang, kunne den private sektor overtage.

Den private sektor er god - endda rigtig god - til at omsætte nye, store ideer til produkter og at gøre disse billigere og masseproducerede og alment udbredte forbrugsgoder. Men den private sektor er hverken særlig inventiv, altså god til at til få og udvikle helt nye ideer, eller særlig initierende, dvs. god til at starte de første faser af deres udvikling op. Tilmed er det sådan, at til tider kvæler den private sektor gode ideer, især hvis den består af de-facto monopoler eller karteller med aftaler om f.eks. priser eller at holde andre ude af markedet.


Historien om benzin og bioetanol
Tillad mig at bruge historien om bioetanol til bilmotorer som et opbyggeligt eksempel. En egentlig motor baseret på etanol og terpentin blev opfundet i 1826 af Stanley Morey, og en ren etanolmotor sat i produktion i 1896 af Henry Ford. Men eftersom etanol (sprit) kan laves af alt organisk materiale og omvendt bruges til mange ting (!), kan man ikke tage patent på det, og sit første dødsstød fik bioetanolen, da den blev pålignet skat under den amerikanske borgerkrig i 1862 - næppe uden tilskyndelse fra den dengang fremvoksende olieindustri.

I anden omgang fra ca. år 1900 fik Standard Oil (der sad på 90% af oliemarkedet i USA) i samarbejde med General Motors og E.I. du Pont Kemi langsomt drevet bioetanol ud af markedet, også selv om Standard Oil efter sin storhedstid i 1890-1911 blev spillet op i "de syv søstre" takket være Theodore Roosevelts ægte liberale antitrust-lovgivning. Da man havde problemer med at finde et brændstof baseret på olie - som man vel at mærke kunne tage patent på, og som ikke medførte farlig ustabilitet i motoren ("the knocking effect") - endte man med at tilsætte bly.

Da blyets sundheds- og miljørisiko for alvor blev erkendt i 70'erne, begyndte man at tilsætte diverse former for æter for at oxidere benzinen, men de er senere blevet afslørede som sundheds- og miljøsyndere såvel som farlige ved brug. Efter år 2000 er selv USA, først via enkeltstaterne, begyndt at forbyde andre tilsætningsstoffer til benzin end ren etanol som den sikreste og mest sundhedsvenlige motorstabilisator. Selv om bioetanol-teknologien hele tiden har eksisteret, er man først for alvor begyndt at overveje bioetanol som brændstof nu, hvor olien er blevet såvel et økonomisk som politisk våben - og snart en mangelvare.

For en ordens skyld bør jeg nok tilføje, at dette ikke er et indlæg for en gigantisk satsning på bioetanol (medmindre den laves af bioaffald), dels fordi der er andre energikilder undervejs, dels fordi det kan føre til øgede fødevarepriser. Det tjener blot til eksempel på, hvordan en 'ren' energikilde blev erstattet af en drønbeskidt ditto - hvis forskellige mindre bestandele og potentialer i øvrigt kunne have tjent menneskeheden og fremtidig ren teknologi i måske tusind år, fordi der kunne tjenes flere penge på at hive millioner af års reserver op fra undergrunden og brænde dem af med det samme.


Intelligent vækst - et fælles projekt
For nu at opsummere min første pointe: Den private sektor er kun bedst til at skabe vækst, når det kan betale sig, og når det går godt! Jeg ved, at det er lyder som en i hvert fald delvis pleonasme, og det er det vel også, men pointen i det ovenstående er, at uden en stærk stat og små innovatører og tilskud samt afsætningsmuligheder bl.a. i den offentlige sektor i rette målestok på de rigtige tidspunkter kommer den private vækst ingen steder!

Og nu til min anden pointe: Selv når det kører, er væksten blind. Skal væksten også være reelt samfundsnyttig, skal den styres og reguleres. Hvis Danmark og verden fortsat skal kunne udvikle sig, så ulighederne langsomt formindskes, kræver det vækst, men det kræver vækst uden at udplyndre klodens ressourcer og fremkalde en økologisk katastrofe. Her gør man klogt i at lytte til Karl Marx og Edmund Burke i forening: Hvis noget er en pligt for enhver generation, så er det at efterlade jorden i bedre og ikke ringere stand, end de fik den overdraget!

At den private sektor omvendt har en afgørende rolle mht. at sætte fart på væksten og fordele såvel egentlige forbrugsgoder som incitamenter er derimod korrekt, når man med forbrugergoder forstår f.eks. et passende antal sko i et passende antal størrelser og designs og kvaliteter, og når man ved incitamenter f.eks forstår belønninger for at have mod og kapital til at sætte en ide i produktion, forfine den yderligere (innovation) eller gøre den billigere.

Derimod er det en meget dårlig idé at sætte den private sektor til at lave så mange sundhedstjek som muligt, fordi de gerne skal være korrekte hver gang, og det er ikke det rette sted at skære genveje, som vi har set det på kræftområdet for nylig. Og nu vi taler om kræft, så har jeg en fornemmelse af, at det heller ikke vil være en god idé at sætte den private sektor til at gøre plutonium billigere, bedre og mere tilgængeligt for alle ...

Den private sektor har selv for nylig været så elskværdig at påvise ovenstående ved sin totale nedsmeltning, først finansielt og så realøkonomisk, og dermed at den heller ikke er god til at styre væksten samfundsmæssigt fornuftigt, herunder til at undgå klimakriser eller finansbobler på 10-20 gange værdien af den reelle produktion og andre strukturelle og konjunkturelle kriser.

Alligevel synes det, som om ingen ansvarlige politiske aktører tør sætte spørgsmålstegn ved påstanden om, at det frie marked og det private erhvervsliv ikke blot er den bedste, men den eneste skaber af "rigtig vækst". Ja, selv at følge i 100-år gamle fodspor fra en af USAs mest liberale præsidenter og stræbe efter ægte dynamisk konkurrence viger man tilbage for. Rækker ambitionerne hos vore partiledere og såkaldte idépolitiske meningsmagere virkelig ikke længere? For så vil jeg nødig se "forkert vækst" - uanset hvilken regering vi har ...

Kompromis i Rød Stue på udlændingepolitik?

(opdateret 23.12.10 kl. 16.25)

I forlængelse af mit åbne brev til Ole Sohn om læren af rodet med pointsystem-sagen har jeg en idé, som jeg godt kunne tænke mig at prøve af på mine yderst intelligente og engagerede læsere.

Ideen opstod, da jeg overraskende fik svar fra Margrethe Vestager, fordi jeg sendte en mail med en betinget ros for at undgå Østergaards skingre retorik ift. S+SF's pointsystem, som denne erklærede som "værre end alt det VOK har vedtaget på udlændingeområdet".

Jeg tilrådede Margrete Vestager at kritisere brugen af et pointsystem ved familiesammenføring og ikke indvandring rent principielt, men give S+SF kredit for, at de trods alt fik drejet skuden midt i strømmen og endte på DF minus 80% og ikke DF minus 20%.

Og for at sige det lige ud: Når RV ved sidste valg erklærede at kunne "leve med" 24-års-reglen, så længe der ikke er flertal mod denne, så kommer en sådan erklæring jo også før eller senere vedr. S+SF's mildest talt nedtonede pointsystem.

Men hvad med at få noget til gengæld, og hvad med evt. at få Enhedslisten med på et kompromis?

Kunne det være en løsning, at R (og EL måske) stemmer for / accepterer "det skide pointsystem" (altså S+SF'-ledelsernes ansigtsreddende udspil vedr. familiesammenføring) tilsat en fornuftig praktisk implementering såsom et kursusvisum til et intensivt danskkursus på fire uger for at kunne opnå det nødvendige point nummer to (nummer 1 er hjemme med en underskrift) og mod, at Danmark tager mindst 500 ekstra FN-flygtninge om året?

Hvis der er nogen, der i den grad har brug for hjælp og til at komme til et land, hvor vi godt nok ikke kan hjælpe hele verden, men hvor især asylområdet er blevet FOR stramt, så er det FN-flygtninge.

Og for at skære det ud i pap: De vil koste det danske samfund i mange år, før de evt. kan give noget tilbage, for vi hjælper her 500 mennesker om året, som har det allerværst!

Men hvor er ellers det barmhjertige Danmark, der samlede 250 mio. ind til ofrene for Tsunamien på én (1) uge, blevet af?

Hvad siger læserne til det forslag?

vh Claus Piculell - og glædelig jul ...

Undskyld, at jeg igen havde ret!

"Former målet ikke midlet, så fordærver midlet målet!"

- Åbent brev til Ole Sohn, gruppeformand for SF

Kære Ole Sohn

Tillad mig at sende dig en forsinket anerkendelse af din kommentar til, at SF er gået tydeligt tilbage i meningsmålingerne:

Nemlig at det skyldes rodet med reaktionen i sagen om et pointsystem for familiesammenføring.

Det er altid rart med en politiker, der kalder en spade for en spade.

Men tag nu og lær af den her også, ikke? Spindoktoren har ikke altid ret og især ikke om de store bevægelser i baglandet og folkedybet, hvilket bl.a. skyldes, at hin m/k sjældent er uden for Christiansborg, og at vedkommende tror på det forvrøvlede slogan om, at moderne politik kun er kommunikation, så man ser det som vigtig strategi, hvis Mogens Lykketoft lægger brillerne ...

En ægte og erfaren politolog kunne forlængst have fortalt jer, at der ikke alene på højrefløjen men også på venstrefløjen fandtes store grupper, der mere og mere længtedes efter en "Nok-er-nok-reaktion" frem for "Sass-doktrinens" evindelige "Luk flanken til DF ved at fodre svinehunden en lille smule mindre end dem", en slags DF minus 20%.

Så tag nu bedre og grundigere bestik af færten i luften en anden gang - og husk samtidig på, at SF faktisk er et socialistisk parti, der netop opstod for at kæmpe for lige og gode vilkår for alle mennesker, uanset farve.

Det er helt fint, at I gerne vil i regering, og jeg hører til de 'naive sjæle', der tror, at det ikke blot er ministertaburetter og -biler, der frister, men også muligheden for at gøre en forskel, at netop give bedre og mere lige vilkår for alle, også de sorte danskere.

Men aldrig så snart havde VOK strikket deres ulækre pointsystem blot løseligt sammen, før jeres ledelse meldte ud pr. automatpilot, at man ville lave "et andet pointsystem", og så brød helvede løs i Aksel-Larsen-gade. Baglandet og folketingsmedlemmer gjorde oprør, og de havde ret.

At I efter en hed tur i den politiske kolbøttefabrik fandt en form for pointsystem, der er til at leve med selv for en liberalsocialist som jeg, fordi det er uendelig let at samle de nødvendige to point, altså en slags DF minus 80% var ikke alene klogt, men helt nødvendigt. Og at nogen fik de erklærede modstandere i folketingsgruppen til at acceptere at nøjes med at holde sig for næse og mund, dufter lidt af dygtigt politisk håndværk af bl.a. gruppeformanden ...

Men det ændrer ikke ved, at I dels primært taktisk - altså i politologisk og ganske neutral forstand - var gået med på en skævt afbalanceret linje, og at I dels rent sagligt fik rodet to problemkomplekser sammen, nemlig indvandring og familiesammenføring.

Ved indvandring er et pointsystem ikke alene en god idé - det kan endda være en rigtig god idé. Når landet stander i våde, og vi ønsker hænder og hoveder til tage de jobs, som danske statsborgere ikke kan eller vil tage, så kan et pointsystem til at finde de bedst kvalificerede være overordentlig fint.

Ved familiesammenføring handler det om betingelser for, at danske statsborgere og andre med tilstrækkeligt langt lovligt ophold kan få ægtefælle og børn til landet. Her er et pointsystem det rene nonsens, og selv jeres yderst forsigtige pointsystem giver desværre en del af lillefingeren til et utalitaristisk menneskesyn, der ført ud i sin yderste konsekvens ender med en dansk pendant til dr. Mengele.

Det er helt okay at ville begrænse antallet af fremmede, der kommer til landet, og tallet var for stort før 2001. Det er også helt okay ikke blot at ville bremse egentlige tvangsægteskaber men også indirekte sådanne, hvor en ung person presses af kultur og familie til selv at anmode om en kusines/fætters hånd. Og her er 24-års-reglen den værst tænkelige løsning - lige til man sammenligner med alle andre, som Churchill i sin tid sagde om demokratiet.

Skulle nogen finde humane forbedringer i måden at begrænse på, så længe det er nødvendigt, så fint. Men indtil da, så er mottoet "steady as she goes", og at der ER strammet nok. Nok er nok, som Lykketoft skrev i et indlæg for et halvt år siden.

Så længe uligheden og fattigdommen i verden er alt for stor, og så længe åbne grænser over hele verden og frihed til at slå sig ned, hvor man vil, ikke kan realiseres, og flygtninge og familiesammenføring og indvandring giver for stort et pres på de sociale kasser og for lille indtægter til dem, så må vi desværre begrænse.

Til gengæld mener jeg som liberalsocialist, at netop friheden til at slå sig ned hvor man vil på kloden må være et hovedmål for et socialistisk parti i det 21. århundrede, for hvis noget fortæller, at nu er verden blevet blot nogenlunde retfærdig og tilstrækkeligt lige, uden at væksten har fået klodens økosystem til at bryde sammen, så må det være det.

Endelig kan jeg ikke modstå at gøre opmærksom på, at faktisk var der en ganske fornuftig og endda meget erfaren politolog, der ikke alene forudsagde Ny Alliances opståen, men også Sass-doktrinens indbyggede fare for at give svinehunden netop den bid, der fik vælgerne til at væmmes ved lugten af dens mundsvejr og vende om i hobetal. Ikke mindst i jeres eget bagland.

Politologen var i al ubeskedenhed undertegnede!

Et eksempel er nedenstående artikel, der forudsagde Fogh-projektets endeligt i marts 2006:
"Det spirende oprør mod Fogh"

Et andet eksempel er denne artikel, som fik jeres formand Villy Søvndal til i en mail at erklære sig helt enig, noget som måske blev lidt glemt siden:
"Dansk Folkepartis hidtil mest ulækre stemmefiskeri

Jeg ved, at det er irriterende med folk, der konstant siger: "Hvad sagde jeg!" Men når man nu (næsten) altid har ret, hvad skal man dog så gøre? Skal man sige undskyld? Det være hermed gjort!

vh Claus Piculell

"De stakkels drenge"

opdateret 22.12.10 kl. 13.06

- kommentar til artiklen:
Drenge rammes af tidlige karakterer

Man bliver lidt træt af at høre om "stakkels drenge" - især fra kvindelige forskere og pædagoger, der om nogen er med til at fremme østrogenfimsen i folkeskolen og har stået forrest i kampen for at forringe fagligheden, mens alle elever blev 'ligestillede' ved at sidde i rundkreds med gruppearbejde på gulvet ...

Der må kunne findes en gylden middelvej mellem Danmarks falske "lighedsskole" - og så andre landes benhårde opdeling af skolebørn fra de dårligt kan gå. Enhedsskolen - at alle børn grundlæggende går i én samlet FOLKEskole på tværs af økonomiske, sociale og kulturelle skel - er det helt afgørende at forsvare og faktisk også genetablere i et vist omfang.

Måske skal der en skolebus-ordning til som i USA - kulturernes smeltedigel, hvor elever netop hentes fra alskens forskellige kvarterer og køres til en kommunalt bestemt fælles folkeskole?

Og meget andet kan og må der mildt sagt gøres bedre.

Hvad angår karakterer, så kæmper venstrefløjen og østrogenlærerne mod vindmøller! Og de skader faktisk dem, de påstår at ville hjælpe. Man hjælper ikke svage elever ved at prøve at skjule for dem, at de er svage - man hjælper dem ved at pege på veje til forbedring og motivere til det.

Så længe karakterer (vejledende eller ej) indgår i en fornuftig sammenhæng, kan hjælpe også de svage drenge, og er led i en generel genoprustning af folkeskolen og dens faglighed med såvel ressourcer som reformer, er de faktisk en ganske fornuftig del af evalueringen.

Det må her vedgås, at det nok værst tænkelige tidspunkt at indføre karakterer på for drengenes vedkommende så til gengæld er netop omkring de 12 år, fordi her sætter deres pubertet ind, og der er "lukket pga. ombygning" de næste par år.

Til gengæld er drenge mere konkurrencebetonede end piger - hvis de får lov til at være det midt i østrogendominansen - så måske skulle man indføre et helt enkelt og relativt afslappet karakter- og udtale-system allerede fra 1. klasse?

F.eks. karaktererne ABC, når ungerne nu alligevel lærer den slags ...?

Derudover skal forældrene holde op med at forvente, at lærerne også gør DERES arbejde, og i stedet opdrage deres møgunger til at holde kæft og høre efter ind imellem. Derudover skal de REELT vise deres børn, at de har respekt for barnets lærere, så barnet kan gøre som de gør og ikke blot som de siger, når forældrene formaner børnene, at de skal respektere deres folkeskolelærere.

Hvis lærerne så får lov til at lære to fag ordentligt frem for fire (halv)dårligt samt får et par timer betalt for at følge fagligt med, så kunne folkeskolen måske komme op af sumpen.

S og SF's forslag til pointsystem

S og SF har lige offentliggjort deres forslag til et "enklere pointsystem" som led i et "Nej til regeringens og DF's pointsystem" og et større papir om "Retfærdige krav til integrationen". Det anbefales at læse det samlede udspil.

Det er faktisk til at leve med, fordi det ledsages af argumenter om familiesammenføring vs. indvandring, fordi det afviser en række andre stramninger bl.a. af tilknytningskravet, og fordi man kan opnå de nødvendige to points kravene ved at gøre noget, som i forvejen kræves ...

Her er forslaget til pointsystem:

"Kravet vil være, at den enkelte ansøger skal opnå mindst 2 ud af 5 mulige point, hvor der gives 1 point for at leve op til hvert enkelt af de 5 følgende krav.

1. Bestået danskkursus, så det er muligt for ansøgeren at føre tovejskommunikation i et enkelt sprog.
2. Bestået engelskkursus, så det er muligt for ansøgeren at føre tovejskommunikation i et enkelt sprog.
3. Relevant uddannelse (en erhvervsuddannelse ligestilles med en akademisk uddannelse).
4. Mindst 2 års erhvervserfaring (ufaglært arbejde ligestilles med andet arbejde) med relevans for det danske arbejdsmarked.
5. Indgåelse af en rådighedskontrakt med forpligtelse til at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked eller uddannelsessystem som betingelse for at opretholde sit opholdsgrundlag i Danmark."

Hvordan imødegår man bedst VOKs pointsystem?

VOKs nye pointsystem er vitterlig noget svært at forstå, men jeg TROR, at det skal forstås sådan:

I kategori I er kravene gensidigt udelukkende; i kategori II er det noget rod; i kategori III og IV kan pointene lægges sammen - dog kan man max få 20 point i kategori IV og ikke for kvalifikationer, som har givet point i kategori III ...

Man kan godt kritisere pointsystemet for at være forvirrende, men jeg er usikker på, om det virker "ude ved kakkelbordene", som en vis partiformand udtrykte det, også fordi regeringen nok skal få løst nogle tvivlsspørgsmål. Om pointsystemet derefter er så uforståeligt for den almindelige vælger, at man vender sig mod det, er jeg usikker på.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at pointsystemet som sådan kan - og skal - kritiseres, fordi man vil bruge det ved familiesammenføring og ikke ved egentlig indvandring. Hvorfor skal ægtefællen- og børnene - til statsborgere og folk med lovligt ophold i landet have særlige kvalifikationer?

Ved indvandring kan et pointsystem derimod såmænd være ganske legitimt, at man efterspørger særlig kvalificeret arbejdskraft og tilbyder ophold med en række rimelige rettigheder og senere statsborgerskab på lige vilkår efter en årrække. Når man efterspørger arbejdskraft, efterspørger man jo de-facto nytteværdi.

Det gør man eller bør man til gengæld netop ikke ved familiesammenføring. Her er det vel menneskets ret til kærlighed, til at vælge sin egen ægtefælle og til at stifte familie, det gælder?

Derfor kan og bør man kritisere pointsystemet for dets menneskesyn ved at sætte 'nytteværdi-mærkater' på mennesker som sådan, og derudover er det en unødvendig og ubehagelig stramning i følge eksperter og folk med problemerne tæt på, jf. vestegnsborgmestrene.

Om pointsystemet også er "snobbet" ved at prioritere højtuddannede er ikke så sikkert, for "kvalificeret erhvervserfaring i 2 år" giver f.eks. også en del point - her ligger djævelen i detaljen med, hvilke jobs (og fag) der står på den såkaldte "positivliste". Men rengøringskonen eller 'røvtørreren' (undskyld til alle omsorgsarbejdere!) er åbenbart ikke velkommen, i hvert fald ikke før de selv er gamle.

Jeg mener, at kritikken dels er rigtigst og dels klogest at holde på det mere principielle plan - selv om det giver S+SF nogle problemer, når ledelserne nu har været dumme nok til at sige, at et pointsystem i sig selv kunne være en god ide.

Nej, et pointsystem dur ikke for familiesammenføring (eller regler for ophold m.v. til flygtninge). Om så S+SFs ledelser kan sælge, at det var sådan set også det de mente, er jo en anden sag ... ;)

Åbent brev til Simon Emil Ammitzbøll

Kære Simon Emil

Tillykke med de fine tal i opinionsmålingerne i jeres kamp for - med dine egne ord: "frihed, vækst og velstand".

Nu mener jeg ikke, at vejen til vækst og velstand går over endnu flere skattelettelser til de rige, og at skattelettelserne stort set tjener sig selv ind, som I gør. Men lad nu det ligge lidt.

For hvad bliver det egentlig til med friheden?

Før du tilsluttede dig Liberal Alliance, var du gang på gang i vælten for den politiske liberalisme:
For retten til tænke og tale og tro som man ville, til at vælge sit eget religiøse eller seksuelle tilhørsforhold, til at måtte gifte sig med den man elsker og mange andre borgerlige rettigheder, som VOK har indskrænket bl.a. gennem overdrevent stramme og diskriminerende udlændingelove for slet ikke at tale om den manglende retssikkerhed i terrorlovene.

Men efter du blev politisk ordfører i Liberal Alliance hører jeg ikke meget fra dig om netop politisk liberalisme, og her var ellers en muighed for samarbejde hen over den berømte politiske midte. Det vil så muligvis gøre et evt. samarbejde med især V+O lidt mere besværligt, men I siger jo selv, at I ikke løber efter vælgerne og de lette løsninger.

For det er da vel ikke derfor, at jeg efterhånden kun hører jer tale om skattelettelser og flad skat, for selv I kan vel ikke mene, at det er det eneste saliggørende - eller hvad?

Med venligt bekymret hilsen

Claus Piculell
liberalsocialist

Bud på en dagpengereform fra venstrefløjen

(Offentliggjort som Synspunkt i Information tirsdag den 23. februar 2010)


Venstrefløjen har behov for et modspil til de borgerlige forslag om en dagpengereform. Her gives nogle bud på, hvordan en progressiv dagpengereform, der også løser en del af fremtidens økonomiske problemer, kunne se ud.


Af Claus Piculell, cand.mag. i statskundskab og engelsk, deltidstilknyttet Cevea


Fem grunde til en dagpengereform
1.Der er vitterlig behov for flere "hænder", men problemet overdrives med krav 50.000 ekstra par hænder i 2020. Det reelle behov er snarere cirka 10.000 ekstra nettopersoner i 2020 og ca. 14 mia. kr. på statsfinanserne - især pga. VOK's seneste underfinansierede topskattelettelser..
2.Dagpengene yder efterhånden for ringe dækning af indkomsttabet ved arbejdsløshed: dagpengene er faldet fra ca. 77% af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til ca. 50% i dag.
3.Den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold, så de ved arbejdsløshed skal bruge tid på at klare terminen mv. snarere end at søge jobs – eller tegne private ekstra lønforsikringer.
4.Dagpengene tager nok betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men det kan formentlig gøres endnu mere effektivt.
5.Den stadige politiske uro omkring ordningen, som kalder på et forlig med 10-årig horisont.


Overordnede forslag
Man bør operere med en dagpengeperiode på fem år i alt, men hvor to år bruges til fleksibilisering, så perioden bl.a. pga. individuelle valg og konjunkturer totalt kan variere fra 3-5 år, og at den maksimale dagpengesats over ti år sættes op til ca. 65% af LO-arbejders gennemsnitsløn – dog maksimalt det samme beløb, som man har tjent i snit over de seneste fire år i arbejde. Disse forbedringer vil koste statskassen ca. 8 mia. kr. ved en arbejdsløshed på 3,5% i snit.
3-5 års dagpenge er smertegrænsen, for ellers vil stadig mere skærpede optjeningskrav samt øget moderate dækning over kortere tid vil få især de unge til at fravælge ordningen, og det vil skade flexicurity alvorligt, fordi arbejdsgiverne ikke kan regne med samme mulighed for at operere med relativt korte opsigelsesvarsler. Allerede før den økonomiske krise havde 25% af de unge fravalgt ordningen selv med de nuværende vilkår.

Fleksibilitet og personlig frihed
Det bør være muligt for en arbejdsløs at bytte ét senere år med 100% dagpenge til at få 50% oveni det første år samt ret og pligt til at lave kvalitetsansøgninger til kvalitetsjobs uden at skulle tænke på terminen – også for højtlønnede - og med kurser og kyndig vejledning til hjælp. Et sådant bytte giver mening og især i gode tider, hvor udsigten til hurtigt at få job igen er bedre end i krisetider, og det vil i sig selv give en vis konjunkturfølsomhed.

Fleksibilitet og konjunkturafbødning
Der gives max. fem års dagpenge, når arbejdsløsheden ligger over den nye strukturelle ledighed på 3,5% eller ca. 100.000 personer. Perioden sættes ned til fire år, når arbejdsløsheden kommer under de 3,5%, dog ikke for folk allerede på 3. år eller mere. Et lignende forslag er blevet stillet af Arbejdsmarkedskommissionen, dog med en meget kortere dagpengeperiode.
For hvert års betaling til a-kassen bør alle opspare en uges frihed til uddannelse på dagpenge, og uddannelsen bør finansieres af en arbejdsgiverfond med en lønsumsafgift, der også dækker 50% af lærlingelønnen i tider med arbejdsløshed over 3,5%.

Åbn a-kasserne for de unge
Der bør igangsættes en oplysningskampagne fra a-kasserne især over for unge, der forklarer forskellen på dagpenge og kontanthjælp samt de øvrige rettigheder, som medlemskab af a-kassen giver, f.eks. efterløn efter et langt arbejdsliv med hårdt arbejde, og forskellen på en solidarisk og en personlig forsikring bør trækkes op sammen med en påvisning af, at ingen goder er kommet af sig selv. Derudover bør a-kassernes døre åbnes for de unge, dels ved at sætte kontingentet på selve dagpengeordningen ned – evt. finansieret ved et lidt højere efterlønskontingent - og dels ved at åbne for mere fleksibelt deltidsmedlemsskab.

Frijobzone
Alle på overførselsindkomst bør have ret til at udføre 5 timers arbejde pr. uge i snit eller 240 timer om året uden modregning i nogen offentlige ydelser. Dog kan man ikke både få 50% ekstra i dagpenge og frijob, men andre – også nuværende - incitamenter lægges 'ovenpå'.
Hvis 25% benytter sig af den mulighed for at binde an med et småjob eller gøre sort arbejde hvidt vil det give en permanent årlig forbedring af statsfinanserne via skatter, afgifter og moms på ca. 15 mia. kr. Frijobzonen vil samtidig fastholde en tilknytning til arbejdsmarked eller endda udvikle den, så visse grupper langsomt sluses ind egentlige fleks-, deltids- og heltidsjobs.
Hvis nogen tror, at andre vil spekulere i en sådan ordning og frivilligt gå på overførselsindkomst i dagens Danmark, har man ikke selv prøvet det! Og man kender da slet ikke de efterhånden meget skrappe krav for hhv. at få og at fastholde vore stadig lavere ”socialt betingede ydelser”.
F.eks vil en gennemsnitlig LO-arbejder stadig tjene ca. 8.300 2010-kroner om måneden efter skat mere end en person på dagpenge – den bedste af overførselsindkomsterne. Dertil skal man huske, at der er en række immaterielle goder ved at have et job: daglig udfordringer, anerkendelse, samvær med kolleger, vedligeholdelse af og tilegnelse af kvalifikationer mv.


Højere jobfradrag
Det nuværende jobfradrag bør samtidig hæves fra 4,25% til 8,00%, men stadig med et max-beløb på 13.600 2010-kroner, så det kun gælder for de første max. 350.000 kr. tjent ved et lønarbejde. Det gør lavtlønnet arbejde mere tiltrækkende – og giver den enlige mor ved kassen i Netto den skattelettelse, som VOK snød hende for, men det vil samtidig betyde ca. en reel skat på 33% for 'frijobbere' mv. Omkostningen for statskassen vil blive ca.1 mia. 2010-kroner til folk, der allerede har lønarbejde.

Samlet set
Forslagene ovenfor vil mobilisere en overset arbejdskraftsreserve, forbedre statsfinanserne med 5 mia. kr. ekstra pr. år i snit og generelt give større dynamik og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvilket både gavne statskassen og erhvervslivet: Frijobzone og højere jobfradrag genererer villig arbejdskraft til helt almindelig overenskomstsats selv på mindre ekstraopgaver.,
Skulle nogen ønske et bud på, hvordan man skaffer de sidste ca. 9 mia. kr. i det såkaldt permanente hul i statskassen, så kan det komme fra at afskaffe fradrag for pensionsindbetalinger over 100.000 pr. år og afskaffelse af frynsegoder til de lavtlønnedes chefer. Det er rigeligt, så længe man vel at mærke ikke taber den nuværende ungdomsgeneration på gulvet under den igangværende økonomiske krise.

Hvorfor forringe sig til bedre statsfinanser, når man kan forbedre sig til det?

"Udkantsdanmark" er ikke et sted, men en tilstand

- indlæg sendt til Fælleslistens blog


Som også andre har slået til lyd for, bør I ikke kun basere jer på det vestlige Vestdanmark. Danmark siges efterhånden at have mindst tre "rådne bananer", altså udkantsområder en masse liggende i en formation, der ligner en banan.

Men der er en yderligere grund, som overskriften allerede antyder: "Udkantsdanmark er ikke et sted, men en tilstand". I kan være listen for de cirka 25%, der er lukket mere eller mindre ude af det officielle middelklasse-Danmark, der havde fede tider under højkonjunkturen.

Imens fik de marginaliserede blot udhulet købekraften og reduceret deres menneskelige værdighed med stakkevis af formularer blot for at få et par strips til maskinen, der måler diabetikeres blodsukker. Deres sagsbehandlere eller andre lokale myndighedspersoner er blevet sat i en så stærk 'åndelig benlås' af VOK's centralistiske regering, at deres eneste valg i grunden er, om de vil smile eller ej, når de igen siger nej ...

Og nu, hvor Danmark er et af de hårdest ramte lande af den økonomiske krise, bl.a. pga. de mange "bobler" i økonomien, sættes ikke mindst folk på bunden til at betale regningen for festen. Der skal spares på de offentlige finanser, så nu får diabetikere måske slet ikke strips til blodsukkermåleren mere, dels fordi statens underskud altid vokser under kriser - færre penge ind og flere penge ind, dels fordi VOK smed om sig med skattelettelser og skattestop især til gavn for de få rigtigt rige, men på en måde, så den efterhånden alt for store middelklasse også følte sig dækket ind.

Det på trods af, at en besparelserne i følge alle progressive økonomer, herunder nobelprismodtager 2008 Paul Krugman i Børsen i dag i "på vej ind i den tredje depression" og jeg selv i al ubeskedenhed i et "åbent brev til Helle Thorning", kan ikke alene slå det spæde og endnu jobløse opsving ihjel og i stedet kaste Danmark og Europa og måske endda verden ud i en ny recession eller sågar en egentlig økonomisk depression, som vil være den moderne kapitalismes tredje.

De marginaliserede 25% kan synes som en lille del af befokningen, men at have 25% udstødt fra både at skabe og forme samfundets værdier er faktisk historisk. Da man for godt 100 år siden talte om "pjalteproletariat", talte man om maksimalt 10% af befolkningen. Derudover vil marginaliserede mennesker, der netop er "ressourcesvage", aldrig have kræfter og kun få evner til at organisere sig i et egentlig oprør. Det må folk fra mere organiserede lag gøre for dem, men så bakker de også op.

I mangler nogen til at stemme på jer - og de (vi) mangler nogen at stemme på! Er det et tilbud, som I kan modstå?

Claus Piculell, cand.mag., 4050 Skibby

Åbent brev til Helle Thorning-Schmidt

Samme dag som fagbevægelsen igen efter lang tid havde mobiliseret til en demo mod nedbrydningspakken og næsten åbenlyst til fordel for alternativet fra ”Rød Stue”, gik Helle Thorning ud og truede med, at efterlønsforliget kunne blive åbnet igen, hvis samme fagbevægelse ikke gjorde det mere tydeligt, at de støttede ”En fair løsning”. Var Helles spindoktor ude af byen eller lå i sengen med forårsforkølelse eller er vedkommende bare dårlig?



- åbent brev til S-formandinden og venstrefløjens statsministerkandidat


Kære Helle Thorning-Schmidt

Det var en skævert af rang, den med at true fagbevægelsen på efterlønnen. I har en aftale, og du ved jo, at de vil levere, men det skal ske gennem forhandlinger med arbejdsgivermodparten, og der viser man jo ikke sine kort på forhånd. Det burde du vide, du der selv er forhandler.

Derudover har S meget meget dårlige erfaringer med efterlønsforlig og ikke mindst med at bryde højtidelige løfter ... Sådan et fik vi i valgkampen i 1998, hvorefter Lykketoft i forhandlinger med Fogh ændredede linjen på en nat. Og et lignende løfte fik vi ved det såkaldte "velfærdsforlig" i 2006, hvor efterlønsalderen blev sat til at stige i takt med levetiden - vel at mærke den gennemsnitlige levetid - fra 2019.

Sagligt set var det 'tøset' - hvis du undskylder udtrykket - at sætte efterlønsforliget til først at sætte ind i 2019, 13-14 år efter 2006. Sagligt set er der heller ingen tvivl om, at det der på kort sigt kan skaffe flest flere "hænder" er at sætte efterlønalderen op. Men forliget sagde 2019, for her regnede I jo alle med at være ude af toppolitik igen, så den fadæse er jeres egen - og I skal ikke tørre den af på fagbevægelsen eller vælgerne, for så hænger de jer til tørre.

Omvendt kan de stramninger, som vi oplever over hele Europa, få en decideret "Coolidge-effekt": At man ikke blot svækker det endnu jobløse opsving, men at man kaster økonomierne ud i nye recessioner. Og i det tilfælde kommer 2019 til at se meget fornuftigt ud - i hvert fald ved valget i 2011 ...

Coolidge var den amerikanske præsident fra 1929 til 1933, og han troede som de fleste ikke-økonomer samt nyliberale økonomer, at nationaløkonomi er lig husholdningsøkonomi. Så da statens indtægter faldt, og bankerne kollapsede med reduktion af pengenes værdi, satte han statens udgifter ned og hævede renten, og begge dele gjorde krisen meget værre - ja, den blev til en depression.

Her i Europa kan vi håbe, at vi 'slipper' med stagnation og jobløs vækst, mens USA leger Roosevelt og BRIK-landene trækker den internationale økonomi i gang. Men Europa vil sakke håbløst agterud relativt set på alle områder: økonomi, uddannelse, innovation, forskning, etc. EU, som kunne være et smukt kompromis mellem de utæmmede markedskræfter og social retfærdighed, vil blive en parodi på sig selv.

Lad os nu vurdere hensynet til den formentlig nødvendige koalitionspartner, de Radikale.

Hvorfor skulle det egentlig være venstrefløjens problem, at de Radikale har malet sig op i et nyliberalt hjørne på økonomien? Der er rent rødt flertal nu, og jeg ved, at du frygter, at det ville blive et tættere løb ved selve valget - og den frygt er berettiget.

Men de radikale har mindst lige så stor grund til frygt. De går sløjt for dem i meningsmålingerne, og du kan lige så godt true DEM til orden ved at antyde, at man kan forlænge udsættelsen af lettelserne i topskatten i 10 år eller uendeligt …

De radikale har peget på dig, og de har primært de røde vælgere tilbage. Jo mere de spiller op med halv-nyliberale forslag, jo mere risikerer de, at vælgerne smutter, især hvis F og Ø (gen)finder integrations- og tolerancefanen frem. At finde frisindet og positive forslag til bedre integration ville i det hele taget være en god ide både af moralske og taktiske grunde. De Radikale kan omvendt godt opgive enhver idé om at få evt. vælgere tilbage fra Liberal Alliance – netop fordi de peger på dig som statsminister.

Det er muligt, at I har en skuffeaftale med de radikale, f.eks. om dagpengene. Men så må I jo skuffe dem ... Og hvis aftalen blot er, at dagpengene skal gøres mere fleksible, så man f.eks. kan bytte år 4 mod højere dagpenge i år 1 - som jeg selv har foreslået andetsteds - så kan du sagtens gå ud og sige, at I garanterer en GENEREL dagpengeperiode på fire år, men at I gerne vil have en mere fleksibel ordning, så folk kan få mere i dagpenge lige efter at være blevet ledige, hvor de netop har bedst chancer for at komme i job igen, især i gode tider med hurtige jobskifter.

Dertil kommer, at Fælleslisten har en stærk mulighed for at overraske og komme ind i folketinget, fordi de står så stærkt i Midtjylland, at de kan få et eller to kredsmandater. Og de har fælles interesser med venstrefløjen på to måder:

- Alle forringelser - ikke mindst på dagpengene - rammer udkantsdanmark hårdest
- "Udkantsdanmark" er ikke et sted, men en tilstand

Med det sidste mener jeg, at folk på overførselsindkomster som langvarige dagpenge, kontanthjælp og førtidspension samt visse alderspensionister ganske enkelt er lige så meget i udkanten af det danske velfærdssamfund som folk i de geografiske såkaldte udkantsområder. Kan Fælleslisten på en eller anden måde blive et talerør også for dem - eller jeg burde nok skrive os - så kan den blive en magtfuld faktor og alliancepartner.

Og lad os så lige få sandheden om de såkaldte ”konvergenskrav” på plads: EU-kravene og kriterierne i ØMU'en bygger på en POLITISK aftale mellem Tyskland og Frankig om noget for noget ved den tyske genforening. Tyskerne fik ok til at blive genforenede, mens franskmændene fik ok til en stærkere politisk union.

På den økonomisk-politiske side var handlen, at Tyskland opgav den D-Mark, som altid var blevet holdt t stram snor med hyperinflationen i 20'erne i erindring, til fordel for euroen, hvis der til gengæld kom nogle særligt skrappe monetære og halvmonitariske krav på.

Derfor har netop venstrefløjen altid, og med rette, kritiseret ØMUen for ikke at vægte beskæftigelsen nok. Lad ikke DF løbe med den dagsorden. Om man når EU-kriterierne i 2015 eller 2017 er underordnet, i hvert fald set i forhold til risikoen for at ende lige midt i et ”second dip”.

Det er ikke objektive økonomiske krav - sådanne findes ikke, også selv om nyklassiske borgerlige økonomer kan opstille fine regnestykker, for enhver udregning afhænger af, hvad man kommer ind i den - hvilke forudsætninger man opstiller.

Selvfølgelig skal og kan alverdens lande ikke have uendelige underskud og evigt stigende gæld. Men man skal pumpe liv i økonomien i dårlige tider gennem statslige udgifter og skattelettelser til dem, der ikke har råd til at spare bop, men bruger hver krone, som de er så heldige at få fingrene i.

Til gengæld skal man rette national- og global-økonomien op dels ved indgreb over for de faktorer, der førte til den seneste kapitalistiske krise - her især finanssektoren og usund bobleøkonomi, samt ved at få overskud på statsfinanserne i bedre tider og bruge overskuddet til at betale ned på gælden.

Vi har bare ikke bedre tider endnu, og der er faktisk heller ikke indtil videre reel udsigt til det. Der er nogle små lovende tegn, selv om nogle er lettere misvisende. Når f.eks. den registrerede ledighed falder en smule, skyldes det mere aktivering, og at især unge i ufaglærte jobs ikke fik meldt sig i a-kasse i tide.

Lidt håb er der, og diverse borgerlige og / eller bankøkonomer prøver at tale tallene op, for de lever af, at tallene går op. Til gengæld skal nedbrydningspakken nok få gjort kål på både forårsspirer og forloren optimisme.

Beskæftigelsen i Danmark er i følge AE-Rådet faldet med 200.000. Vi har altså mistet 200.000 jobs, og mange kommer ikke igen. Og hvis man nu også udstationerer selv produktion, der kræver højtuddannet arbejdskraft, så lægger man gift for såvel innovation som forskning og at kunne tiltrække de kloge hoveder i fremtiden.

Venstrefløjens isdronning nr. 1 bør holde is i maven! Bliv ved med at lægge konstruktive forslag frem og bliv ved med at forklare de forslag, I har. Bliv ved med at styrke alliancen med SF og ræk hånden ud til såvel Fælleslisten som andre midtervælgere, der har grund til at straffe regeringen, fordi den har straffet dem ... Ræk selvfølgelig også hånden ud til de Radikale og til Enhedslisten, men lær dem at opføre sig ordentligt!

Sammen kan vi vinde, ikke blot næste valg, men kampen for at få Danmark tilbage.

Hvad skal "Rød Stue" egentlig med de Radikale?

Ikke alene har de Radikale været med til at bane vejen for og legitimere en halvering af dagpengeperioden og nedskæringer generelt ved at gå med på den ret overdrevne fremstilling af "manglen på hænder", men nu insisterer de også på at sabotere en rigtig genopretning af dagpengeordningen, som er krumtappen i den verdensberømte flexicurity.


De radikales nej til at genoprette dagpengene kommer f.eks. i artiklen "Radikale freder dagpengereform" på DR Nyheder Online i morges, 26. maj 2010 06.36.

Det er rigtigt, at sådan som aldersfordelingen i befolkningen ser ud, vil der alt andet lige mangle nogle hænder, men lige nu er der 200.000 bruttoarbejdsløse, og behovet er højst en femtedel af det, som påstås af de økonomer, der gerne regner 20 og 40 år frem i tiden, men som ikke kunne forudse den økonomiske krise et år før.

Under alle omstændigheder må man hellere sørge for, at S+F støttet af Ø får mindst 90 mandater - evt. tilsat Fælleslisten, for udkantsdanmark rammes også hårdt af 'nedretningsplanen'.

Heldigvis hjælper de radikale da til, for de har ikke scoret så meget som én borgerlig vælger på konkurrencen med Liberal Alliance, men nu tigger og beder de deres mere eller mindre røde vælgere, der kan lide deres kamp for menneskerettigheder og anstændig udlændingepolitik, om at skride ...

Der er jo dog stadig mange i såvel S som SF (samt selvfølgelig Ø), der står fast på den politiske liberalisme, som er RV's anden mærkesag.

Hvis de radikale blev sparket ud, ville S og SF også blive langt klarere i mælet.

Men der er dog en anden grund til, at de ikke på forhånd vil love at vende tilbage til den gamle ordning, for de har nemlig selv reformplaner - og disse er ikke så tossede.

En af de centrale ideer, som Helle Thorning allerede har luftet, er at lade dagpengemodtagere vælge mellem det fjerde år og en ekstra stor dagpengeudbetaling, f.eks. 50% oveni, det første år.

En anden, som står i "En fair løsning", er at lade (førtids-)pensionister og efterlønnere arbejde mere uden træk i ydelserne, f.eks. for kr. 60.000 pr år. Hvilket også er med til at skaffe de berømte ekstra hænder, som vi stadig ikke ved hvor mange der egentlig kommer til at mangle af. Forslaget burde efter min mening i øvrigt også gælde folk på dagpenge og kontanthjælp.

I al ubeskedenhed vil jeg henvise til mit eget forslag til en dagpengereform - med fire år som gennemsnit - med en dagpengeperiode vekslende mellem 3 og 5 år og bl.a. ovennævnte forslag:

"Nogle elementer i en rød dagpengereform"


Sagen kan gøres meget enkel: Spørg de Radikale, om de FØR valget vil være med til at udarbejde et samlet reformforslag med udgangspunkt i disse idéer, og giv dem den indrømmelse, at man sætter efterlønskontingentet lidt op og dagpengekontingentet lidt ned, så flere unge får meldt sig ind.

Det kunne så kombineres med en 'efterbindingsaftale' med de unge, der i dag er ledige, men som ikke får hverken dagpenge og ofte heller ikke kontanthjælp, og som ikke tæller med i ledighedsstatistikken, og hvis ledighed er fordoblet siden jul, så de kan blive medlemmer nu og få dagpenge efter f.eks. 1-2 måneder, men til gengæld binder de sig til en opsigelsesfrist af akassemedlemskabet på et år.

Hvis de radikale siger nej til det tilbud, så må venstrefløjen gøre det til et erklæret mål at få en S-SF regering, der ikke er afhængige af radikale stemmer.

Vågn op og lugt til kaffen! Vagttårnet ser fare for dagpengene ...

Man kan kun håbe, at VOK's forræderiske forslag om halvering af dagpengeperioden får den folkelige respons, som det fortjener, og nogen bør minde regeringen om sit eget løfte om ikke at lave en dagpengereform før efter et valg ...

Vi var nogle, der allerede i februar/marts sagde, at de ikke tør røre efterlønnen, men at det forslag og debatten om det skulle bane vejen for at forringe dagpengene. Og lige nu gør de forsøget, lader DF teste reaktionen og prøver at spille dagpengemodtagere ud mod andre på overførsel, samt R ud mod S+SF.

VOK må have 'glemt', at dagpengene er krumtappen i flexicurity og moder til stort set alle velfærdsordninger, samt at man kun kan få kontanthjælp nu om dage, når man er ruineret, så at en forringelse rammer alle, der frygter arbejdsløshed på egne eller slægtninges vegne, eller som ikke får dagpenge men gerne vil have det.

Er det i grunden ikke længe siden, at fagbevægelsen og venstrefløjen havde en rigtig god demo på Christiansborg slotsplads? Kan det måske ske, hvis VOK alvorligt forringer dagpengene?

Måske kan vi få Oprah Winfrey som gæstetaler? Hun var netop meget imponeret af, at arbejdsløshed ikke betød at måtte gå fra hus og hjem i Danmark.

Godt nok siger et gammelt ord, at ti år er længe i politik, men mon ikke nogle - herunder regeringen - kan huske, hvad der skete, da man i 1998 forringede efterlønnen i en hurtig natlig forhandling?

Hvis der sker en alvorlig forringelse af dagpengeordningen, skal oppositionen love at ophæve den og lave deres egen reform - og hvis R ikke vil være med til det eller i det mindste holder meget lav profil, skal de lægges på is og helst smides på porten af vælgerne.





PS1: "Det, vi har sagt, er, at vi ikke piller ved dagpengebeløbets størrelse, og at vi ikke piller ved dagpengeperiodens længde. Det er det, vi har sagt, og det ligger fast!”
Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg (V) i Folketinget 11. april 2008

PS2. Skulle nogen have behov for at genopfriske argumenterne mod en halvering af dagpengeperioden, er her en lidt ældre men stadig holdbar artikel af Henrik Herløv Lund og undertegnede:
http://piculell.blogspot.com/2010/05/hvorfor-skal-dagpengeordningen-egentlig.html

HVORFOR SKAL DAGPENGEORDNINGEN EGENTLIG FORRINGES?

Det er direkte skadeligt for den økonomiske vækst og hul i hovedet i en tid med økonomisk krise, en alvorlig trussel mod den danske flexicurity-model, som store dele af verden misunder os, og i modsætning til efterlønsforslaget har det politiske muligheder for at blive helt eller delvist vedtaget.


- Af Henrik Herløv Lund, økonom, og Claus Piculell, politolog.
- Skrevet i marts 2010 og senere lettere omskrevet især aht. diverse avisers indlægsbegrænsninger.


Krav fra de Radikale om dagpengeindgreb
Siden Velfærdskommissionens dage har nyliberale økonomer, partier og arbejdsgiverorganisationer ført kampagne for ”reformer af dagpengeordningen”, dvs. for stramninger og forringelser heraf.
Senest har de radikale vist, at de trods utallige eksempler på utroværdigheden i lange, økonomisk-matematiske fremskrivninger stadig tror på den nyliberale patentmedicin. Det ser man i deres ”Genopbygningsplan for dansk økonomi”. Her ønskes med henvisning til Arbejdsmarkedskommissionens - Velfærdskommissionens arvtager, at dagpengeperioden nedsættes fra fire til to år, og at genoptjeningsperioden forlænges fra 26 til 52 uger.
Endvidere ønskes unge– og dimittendreglerne justeret. Det sidste hentyder bl.a. til, at de særlige unge – regler for unge under 25 skal udvides til at omfatte også unge ugifte fra 25 til 29 år. Og for det andet at nyuddannede kun skal kunne hæve dagpenge i et år mod i dag 4 år som alle andre
Herigennem mener de radikale at kunne øge beskæftigelsen med i alt 20.000 personer og forbedre den offentlige finanser med sølle 6½ mia. kr. pr. år - set i forhold til forslagets betydning for den danske flexicurity-model.


Øget beskæftigelse forudsætter også øget efterspørgsel efter arbejdskraft
Som anført stammer de konkrete forslag alle fra Arbejdsmarkedskommissionen, og det er da også her, at filosofien bag stramningerne skal søges, nemlig at de ledige hermed vil være mere motiverede for at søge arbejde, når de ikke kan oppebære dagpenge så længe. Også forslaget om øget beskæftigelseskrav ved genoptjening af dagpengeret motiveres ved, at når ledige i højere grad har risiko for at miste deres dagpengeret, vil de hurtigere og i højere grad lægge sig i selen for at søge arbejde.
Endelig motiveres forslaget om udvidelse af unge-regler til at omfatte også ugifte fra 25 til 29 år med, at også de har brug for det større incitament til at søge uddannelse eller arbejde, som de halve dagpenge giver unge under 25. Og for dimittendernes vedkommende skønnes de at have brug for større tilskyndelse til at søge arbejde.
Filosofien bag alle disse stramninger er, at altså at en øge grad af økonomisk pisk vil øge beskæftigelsen. For folk med almindelig løn og ditto job, for når det gælder de rigtigt højtlønnede i lederstillinger, er medicinen pludselig gulerødder en masse i form af skattelettelser, som R er enige med VK-regeringen om.
Der er imidlertid en grundlæggende brist i denne tankegang: Øget beskæftigelse forudsætter ikke blot et øget arbejdsudbud og forstærket jobsøgning fra de lediges side: det forudsætter lige så afgørende, at der er efterspørgsel efter deres arbejdskraft, dvs. at der er arbejdsgivere, som har brug for dem og vil/kan ansætte dem.
P.t. er der imidlertid et langt større udbud end efterspørgsel , hvilket i 2009 viste sig som en stigning af den registrerede ledighed fra 45.000 til forventet 110.000 fuldtidsledige ved årets udgang. Hertil kommer en stærkt stigning i ikke-registeret ledighed, således at bruttoledigheden ved udgangen af 2009 må vurderes at ligge på omkring 140.000 personer.
Der er således på samfundsplan et betydeligt overskud af arbejdsudbud i forhold til efterspørgslen.


Arbejdsløsheden vil stige og forblive høj inden for overskuelig tid
Grunden er naturligvis den økonomiske krise, der startede i den finansielle sektor. Uanset de spæde tegn på i hvert fald et stop i nedturen må det også i 2010 og ind i 2011 forventes, at ledigheden fortsat stiger, fordi den kommende vækst vil være svag, og fordi arbejdsløsheden altid løber bagefter den økonomiske udvikling. Hermed vil bruttoarbejdsløsheden formentlig komme op på et niveau på mindst 200.000 personer.
Også de følgende år muligvis helt frem til 2015 må forventes fortsat høj ledighed og svag vækst.
For det første fordi offentlige hjælpepakker vil blive nedtrappet, hvorfor opsvinget nok må forventes at blive langsomt og gradvist og svagt. På grund af det svage opsving og vækst bliver det svært at få bragt ledigheden ned, og kommende reale nedskæringen kan tilmed presse den op. Normalt skal den økonomiske vækst op over 1,5 til 2 pct. for at øge beskæftigelsen og reducere arbejdsløshed.
Mens dette skrives, har VK-regeringen netop annonceret, at man allerede finansloven for 2011 vil spare på de offentlige finanser, angiveligt fo at ”begynde at betale regningen tilbage” for ét enkelt år med offentligt underskud. Derved kan regeringen fremstå som ”økonomisk ansvarlig” op til valget formentlig i foråret 2011, og før vælgerne ser de reelle konsekvenser af den politik, nemlig noget nær en kvælning af det svage opsving og dermed endnu mere arbejdsløshed.
Hertil kommer for det andet, at det svage opsving vil blive præget af en skærpet konkurrencekamp, hvor virksomhederne i høj grad vil fokusere på produktivitetsforøgelse og effektivisering, og derfor vil den vækst, der kommer, i høj grad blive "jobløs" vækst.


Stramningerne vil ikke skabe øget beskæftigelse og bedre offentlige finanser
Når der således ikke er efterspørgsel nok efter arbejdskraft, vil der i sidste ende uanset den enkelte søgeindsats ende med at blive mange tusind jobs for lidt i forhold til arbejdskraftsudbuddet. Man kan med andre ord svinge den økonomiske pisk nok så meget over de ledige. Ligesom i den berømte leg, hvor man danser rundt om for få stole, vil der for et meget stort antal ikke være jobs at få. Uanset om man så skriver 10 ansøgninger eller 20 om ugen.
Hermed kan man naturligvis også skyde en hvid pind efter væsentlige forbedringer af de offentlige finanser, for de opstår kun, hvis de ledige kommer i beskæftigelse. De penge, som spares på selve dagpengeordningen som følge af de foreslåede stramninger, er i forhold hertil de rene pebernødder.
Det skal sammenholdes med, at de, som især rammes gennem at falde uden for reglerne, vil være de langtidsledige, som i forvejen kæmper en sej kamp for at komme tilbage. Heriblandt vil være en støt stigende del af den nuværende ungdomsårgang, som samfundet risikerer får eroderet deres kvalifikationer og arbejdsevne, så de må parkeres på førtidspension - og hvis man er bange for ikke at have nok ”hænder” på længere sigt, er det mildest talt ikke nogen klog politik.


Flexicurity er godt…
Hertil kommer, at sådanne ændringer af dagpengereglerne truer det fleksible danske arbejdsmarked: den såkaldte flexicurity–model.
Denne gør det nemt for arbejdsgivere at hyre og fyre arbejdskraft, bl.a. fordi arbejdskraften ikke har brug for lange opsigelsesvarsler som i andre lande. Virksomhederne kan derfor hurtigt frigøre sig fra overtallige lønudgifter ved konjunkturelle nedture, idet det offentlige dvs. skatteborgerne overtager forsørgelsesudgiften. Til gengæld garanteres lønmodtagerne et rimeligt indkomstniveau gennem arbejdsløshedsdagpenge.
Eller gjorde. For igennem en årrække er fleksicurity under pres. Dagpengesatserne er ikke blevet reguleret i forhold til den øvrige pris- og lønudvikling. Hvor en gennemsnitlig LO-arbejder i 1982 kunne opretholde 77 procent af sin løn, hvis han blev fyret, svarede dagpengene i 2004 kun til 55 procent af hans løn. Dagpengedækningen blev altså en forringet med 22 procentpoint, og den ligger i dag omkring de 50%, hvorfor private tillægsforsikringer da også er i hastig fremmarch.
Også selve regelsættet har fået hugget den ene hæl og klippet den ene tå efter den anden. I 90'erne blev dagpengeperioden forkortet – ved forlig i 1991, 1995 og 1998 – fra samlet 9 år til i dag 4 år. Dertil kommer stramninger som indførelse af den særlige halve unge-sats i 95 og reduktion af dagpengeperioden for 55 – 59 årige i 2006 samt skærpelse af reglerne om supplerende dagpenge i 2008.
Mens ingen endnu har stillet spørgsmålstegn ved ”fleksibilitetsdelen” - især de korte opsigelsesvarsler - er ”securitydelen” således blevet mere og mere amputeret.


Kan flexicurity klare flere amputationer uden helt at forsvinde?
Spørgsmålet er, om modellen kan klare ret meget mere uden at bryde sammen, hvorefter fagbevægelsen vil blive presset til at søge at sikre medlemmerne gennem de længere opsigelsesvarsler og fastere ansættelsesforhold, som kendes fra centrale Europa – og såmænd også fra fx Sverige.
Hvem med blot en smule omløb i hovedet vil betale et ikke ubetydeligt kontingent i mindst et år – og for det fleste i årevis - til en ordning, hvor de allernådigst får dagpenge på 50% af lønnen i to år? Især når man samtidig sættes i håbløs aktivering, hvis reelle hovedformål ikke er at opkvalificere den arbejdsløse på nogen tænkelig måde, men i realiteten at presse denne til at søge endnu flere jobs og tage selv det allerringeste job, uanset om det ikke har den fjerneste relevans for eller relation til den arbejdsløses kvalifikationer.
Selv de, der i forvejen er inde i ordningen, og som derfor slipper for de skærpede adgangskrav og 'blot' skal fortsætte med at betale kontingent, vil sandsynligvis begynde at afveje deres jobsikkerhed og mulighed for en bedre og/eller billigere skræddersyet individuel privat forsikring mod den nuværende ordning. Det gør det særdeles muligt, at en større del af de bedst uddannede og mest jobsikre helt vil forlade a-kassen, og det efterlader den svageste del af arbejdskraften i en ordning, der allerede har udsigt til at give en stadig ringere understøttelse sammenlignet med lønnen, men som sikkert også vil blive det med nye politiske indgreb, når ordningen efterhånden får færre og svagere vælgere tilknyttet.
Særlig galt er problemet ift. de unge, der er nye på arbejdsmarkedet. Uanset Arbejdsmarkedskommissionens forslag om kontingentnedsættelser for unge vil den generelle forkortelse af dagpengeperioden til to år sammen med de foreslåede stramninger for unge fra 25 til 29 år og ikke mindst for dimittender presse de unge ud af A- kasserne og ud af arbejdsløshedsforsikringen.
Hvilke unge vil på det nærmeste gå igennem ild og vand for blot at optjene dagpenge i to år på måske 60% selv af deres 'begynderløn'? Allerede før den nuværende voldsomme krise var mindst 25% af de unge ikke blevet medlemmer af a-kasserne, selv om vi har fire års dagpenge i dag og mindre strikse optjeningskrav.


En ordentlig dagpengereform
Vi siger ikke, at der ikke er problemer i den nuværende dagpengeordning, og vi har allerede peget på ét problem, nemlig den efterhånden for ringe dækning af indkomsttaget ved arbejdsløshed. Et andet problem er, at den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold. Et tredje problem er, at dagpengene nok tager betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men måske kan gøres endnu mere effektiv her. Og et fjerde problem er den stadige politiske uro omkring ordningen.
Hvis man politisk kan enes om et forlig, hvor man garanterer ro om dagpengene de næste 10 år uden at forringe det grundlæggende i ordningen, vil det skabe ro på arbejdsmarkedet på det punkt. Grundlaget bør være, at 4 års dagpenge er den generelle smertegrænse for fortsat flexicurity, men ud fra dette kunne man dels sætte taksten gradvist op til f.eks. 60% af gennemsnitslønnen og dels åbne for at bytte det sidste halve år på 100% dagpenge til at få 50% ekstra i dagpenge under det første halve års ledighed. Det vil også gøre ordningen bedre til at modstå konjunktursvingninger, fordi det nævnte bytte især vil være attraktivt i gode tider.
Men meget mere end et halvt års bytte af 100% om 3 ½ år til 50% ekstra nu skal der ikke være, fordi mange tænker ret kortsigtet, og fordi meningen er at gøre det muligt for den arbejdsløse at kunne koncentrere sig om hurtigt at få et job igen uden at skulle tænke på mulig privatøkonomisk ruin – eller håbløs aktivering.
Måske kan man også få noget fornuftigt ud af Arbejdsmarkedskommissionens forslag om, at dagpengeperioden er længere i dårlige tider end i gode - dog højst et halvt år på hver side af de fire år, men vi har svært ved at se, hvordan det vil skulle administreres, f.eks. hvordan hhv. gode og dårlige tider defineres, og f.eks. hvordan det kan blive retfærdigt over for alle, og uden at nogen fanges utilsigtet i skiftene fra "dårlige" til "gode" tider og omvendt.


Ved en korsvej
Naturligvis indgår der andre elementer end dagpengene i flexicurity. Af betydning er faktisk hele velfærdssystemet, herunder også gratis sundhed og uddannelse – især efteruddannelse. En vigtig direkte rolle spiller sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension og efterløn – de to første som direkte hjælpeelementer til et fleksibelt arbejdsmarked og de to sidste som steder, hvor ældre eller kronisk syge arbejdsløse kan flygte hen og give plads til yngre og raskere kræfter især i dårlige tider.
Men dagpengene er stadig det helt centrale element i selve flexicurity-modellen, og alle de nævnte andre elementer med en vigtig direkte rolle har også oplevet betydelige forringelser.
Gennemføres Arbejdsmarkedskommissionens – og de radikales - forslag, vil det ikke blot ikke have nogen effekt på beskæftigelsen og de offentlige finanser, men det kan meget let blive en af de allersidste pinde til ligkisten for flexicurity. Danmark må finde en anden - og utvivlsomt dårligere - måde at få et fleksibelt arbejdsmarked kombineret med en vis sikring mod arbejdsløshed og deraf følgende alvorligt indkomsttab. Og det må Danmark gøre, mens mange andre lande langsomt begynder selv at indføre deres udgave af netop flexicurity ...

Diaréens Dilemma

- af gæsteskribent Picu von Clausevits, cand.alt. i fæceologi

- spoileralert: Bør ikke læses lige inden pinse-frokosten!


Denne artikel behandler den stærke lidelse, som diaré - især kronisk diaré - forårsager, modgår diverse doktor-dogmer og såkaldte hvide løgne til aftørring på patienterne, samt kommer med nogle gode råd til at stoppe, så at sige, selvskadeligt psykosomatisk selvsving. Artiklen bygger på indgående studier af fænomenet tilsat rigelige mængder af personlig erfaring.


Myldrebæens mysterium
Stort set alle mennesker med 1 stk. anus kender til det: Man vågner, men kroppen er stadig søvnig, så man når lige at tage en kop kaffe, før det bryder løs. Frem for kysse kæresten farvel og styrte af sted, evt. med et barn eller to under armen og en hund i snor, skal man derud - igen. For det morgenlige har man jo ordnet, men så kommer 'det løse', og det fortsætter og fortsætter og fortsætter. Det bliver tyndere og tyndere, mens tarmen trækker sig sammen i smerte, og alskens nuancer af sort, brunt, gult og offwhite samt evt. sågar grønt og rødt stormer ud af én.

Heldigvis er det for de fleste de fleste gange en enkelt dags eller evt. to dages tab af arbejde, energi og utallige kilo i potten. Man har spist noget, som man ikke kan tåle - enten fordi man har en allergi eller intolerans, eller fordi maden var smækfyldt med bakterier eller en persons infektion. Det bør man ikke bekymre sig om, straks strømmen starter. For diaré er i første omgang en sund reaktion: Den er en af menneskekroppens måder at skaffe mennesket af med et problem på!

Det er først, hvis diaréen bliver til kronisk diaré, defineret som diaré i mindst fire uger, og man begynder at få stress og evt. andre psykiske problemer pga. selvbebrejdelsene over sin uproduktive tilstand i alle andre henseender - og hvor man måske sågar bliver bange for sin bag, og hvad der kan ske i bukserne selv under den korteste transport eller et ellers hyggeligt møde eller selskab - at man så at sige står i lort til halsen!


Visse lægers typiske munddiaré
Der er ingen grund til at besøge lægen, og man kan heller ikke, fordi man ikke kan komme af tønden! Ring evt. og bed om råd - efter nogle dage. Lægen er en travl m/k med patienter myldrende til sit kontor med alskens problemer, som han/hun også kun kan - og i visse tilfælde bør - løse brøkdele af. Samtidig trækkes lægen i og begrænses i sine muligheder fra alle sider af såkaldte sundhedsmyndigheder, medicinalindustrien, apotekere, lægeforeninger og andre aktører, så vedkommende til tider må føle sig som i 'åndelig benlås'!

Så han/hun "kigger ikke lige forbi", med eller uden næseklemme. Og skulle man endelig have verdens sødeste læge, så dukker vedkommende op med gummihandsker og ansigtsmaske og prøver at berolige en med, at det er overstået, før man kan finde ud af, hvad der er galt. Og det har lægen ret i, i hvert fald så længe diaréen står på i højst en uges tid med varierende styrke.

Hvis skidtet derimod fortsætter ud over en uge og/eller bliver værre, så må man spænde balderne sammen og gå op til lægen på en aftalt tid og efter at have sikret sig, at lægens konsultation har mindst et behageligt sted, som vi fra latin kender som lokum.

Nogle læger kan dog allerede her forsøge at overbevise en om, at problemet ikke sidder forneden, men foroven i hjerneregionen Det betyder blot, at de ikke orker endnu en patient, som de ved de vil ende med ikke at ane, hvordan de skal hjælpe. Denne 'forklaring' vil med 99,9% sandsynlighed dukke op før eller siden, hvis problemet fortsætter og bliver til en selvsvingende proces, men man skal ikke lade sig spise af med den! Ikke før alle fysiske mulige årsager er undersøgt, og selv da vil det stadig være spørgsmålet, om angst og stress eller diaréen er hønen eller ægget. En forgiftning kan sagtens forsvinde, men diaréen fortsætte.


Den seriøse læge
Er den praktiserende læge både samvittighedsfuld og i stand til at holde nævnte sundhedsdæmoner i ave, vil han/hun spørge én ud, evt. studere diverse skader på anus med to lag gummihandsker og så udlevere nogle små beholdere, som man skal fylde op med nogle få ekskrement-eksempler vha. en is-ske og sende ind til et centralt laboratorium, hvor man dyrker videre på prøverne for at se, om de indeholder en af de kendte og typiske bakterier eller infektioner.

Gør de det, udskriver lægen et antibiotikum, fordi han/hun nu er sikker på, at det gør med gavn end skade, og fordi lægen nu ikke får på puklen af Sundhedsstyrelsen for at ødelægge Danmarks fine statistik ifm. bekæmpelse af multiresistente bakterier ved overdreven brug af netop antibiotika. Tør den danske læge alligevel ikke, skal man rejse eller ringe til en læge i et EU-naboland, hvor de har en håbløs statistik og bare vil hjælpe mennesker i nød hurtigst muligt.


De dygtige læger
Er de små prøver negative, mens skidtet stadig kommer i stride strømme, bør man henvises til en gastroenterologisk afdeling - altså til et sted med specialister i mavens mysterier. De undersøger én dels ved at bede om flere hele døgns resultat i store beholdere, der deværre ikke er ganske lugttætte, og døgnresultaterne studeres så, som afføringen fra middelalderfyrster blev det.

Dertil undersøges, om man har en fødevareallergi, f.eks. mod mælkeprodukter og gluten. Det gør man ved at udsætte patienten for en af disse ting ad gangen og have helt styr på alt andet, patienten indtager. Det tilrådes at deltage i denne behandling, der kan spare én for mange sorger, og man kan hjælpe, hvis man vil eller synes, at processen er noget langsommelig. Man kan drikke to liter mælk eller spise blot boller med ekstra gluten i en hel dag - hver, så har man en temmelig god indikation på, om den slags er problemet ...

Derefter vil mavelægerne stikke slanger op i en nedefra og ned i en oppefra - dog ikke med samme slange - for at danne sig et overblik over tarmen, se og tage billeder af diverse tarmskader samt evt. bortoperere dem. I sidste ende, om man så må sige, gælder det om at udelukke tarmkræft, og man skal være overordentligt glad, når lægerne endelig forkaster den dystre diagnose.


Virkelighedens psykosomatik
Når en halv hær af sundhedspersonale og man selv konstant roder med tarmen og i tarmen, så bliver tarmen selvfølgelig irriteret, og problemet bliver efterhånden værre og værre. Samtidig vil der hos alle normale mennesker opstå angst og stress over situationen. Altså alle normale mennesker, der har problemet - ikke hos lægerne, for andres problemer er jo altid lette at løse eller bortforklare, som Shakespeare vist nok var den første til at påpege.

Som regel bliver det til et gensidigt forværrende problem, hvor fysiske og psykiske problemer interagerer i en kompleks spiral, der kun fører nedad. Dette er den rigtige betydning af begrebet "psykosomatisk svaghed", men mange læger mener i virkeligheden, at problemet sidder i hovedet, når de bruger det ord. Det samme gælder diagnosen "colon irritabile" - irritabel tyktarm, som ellers lyder som en rigtigt fysisk lidelse, hvad den også er - blot ikke for læger som vil af med én som patient, og som derfor tyr til en løsning, der er en pendant til, når man på mindst 25% af alle dødsattester skriver, at patienten døde af "hjertestop" ...

Enhver diarétiker bør hårdnakket afvise at lade sig henvise til en psykiater, også efter at alle alvorlige fysiske diagnoser er blevet udelukkede, og insistere på symptomhjælp i stedet. Har man i den svære proces oplevet en lydhør praktiserende læge og ditto mavespecialist, bør man knytte dem så sæt til sig, som de tør! Dem skal man både tale med og lytte til, og frem for alt skal man få dem med på, at der også stadig er en fysisk side ved det psykosomatiske syndrom - også selv om det oprindelige fysiske problem som ukendt forgiftning eller en dysfunktion er forsvundet, og der 'blot' er "reaktive forandringer" tilbage i tarmen, og at man skal hjælpes med den med gode råd og fornuftig medicin.


Hvis man går til hovedet, ender man på røven
Når man så vidt muligt skal undgå psykiatere, hvis lokummet så at sige ikke brænder på en tydelig psykisk måde og er en helt selvstændig sygdom, skyldes det, at psykiatere lever af psykiatriske patienter og ofte lever for de kurser på eksotiske tropeøer, som medicinalindustrien bruger til at fortælle om sit seneste nye og ekstremt dyre præparat. Selv om behandlingen kan koste op til en kvart million om året forkender Lægemiddelstyrelsen straks denne form for lægemiddel, og først år senere indrømmer man, at det feder mindst 25% af patienterne op i en sådan grad, at man bliver syg alene af det og ender med bl.a. diabetes, den stille dræber - eller hjerteslag, den kvikke dræber.

Samtidig er alle i psykiatrien besat af psykisk sygdom og/eller svaghed, og de ser den alle steder, blot ikke hos sig selv! Kun hvis ægte venner anbefaler en at søge psykologisk hjælp, fordi man tydeligt er alvorligt paranoid, sindsforvirret, forstyrret eller depressiv, bør man følge rådet. Men bed så om en psykolog - de må ikke udskrive piller, men prøver at helbrede eller lindre ved forskellig terapi.


Hvad må der gøres?
Som sagt skal man bede den gode læge om hjælp - og har man været hele møllen igennem, så har man statistisk set ikke kunnet undgå at møde en af de gode læger, der trods alt findes. Et første middel, som enhver mavelæge anvender, er fiberkoncentratet Husk, der som naturlægemiddel naturligvis ikke får offentligt tilskud takket være Lægemiddelstyrelsens dogmatik og regeringens nedskæringer.

Et andet oplagt middel er Kodein, der er let smertestillende - også mod mavesmerter, og som virker stoppende. Skulle man have 1 eller 17 andre skavanker med smerte tilknyttet og dårligt tåler f.eks. Ibuprofen - der netop er kendt som Mavebøvlets Mester - kan man kombinere Kodein med Paracetamol. F.eks. i Storbritannien sælges Kodein som kombipiller netop sammen med paracetamol under navnet "Kodamol", fordi de to sammen har en ekstra god synergi og smertestillende effekt.

Her vil en praktiserende læge eller ti måske stejle, for det står i hans grønspættebog og cirkulærerne fra Lægemiddelstyrelsen, at Kodein er et opiat, altså et kemisk produkt med en vis relation til morfin og den opium, som morfin laves af. Derfor kan Kodein være vanedannende, og i den rene teori kan man blive høj af det. Pointen er blot, at Kodein har lige så meget at gøre med morfin, som vor statsministers kone har at gøre med Kevin Bacon!

I følge teorien om "Six degrees of Separation" har alle mennesker på kloden en eller anden relation til hinanden, men som regel er den så fjern, at man roligt kan gifte sig og få børn sammen. Kodein er så i øvrigt et restprodukt, en slags 'medicinens studenterbrød', hvor man koger alle rester sammen fra produktionen af rigtigt stærke smertestillere og laver piller af sammenkoget.

Ydermere gør Kodeins smertestillende effekt, at ens åndedræt bliver totalt lammet, før man bliver bare en smule høj af skidtet. Kodein uden den effekt hedder Dexofan, som Lægemiddelstyrelsen lod sælge i håndkøb i mindst fem år, før en avisartikel fik dem til at gøre det præparat receptpligtigt, selv om man netop her kan blive "psykotisk" uden at risikere at blive kvalt. Man kan altså roligt spise Kodein, dog højst 200 mg pr. dag og en ad gangen - og dets effekt som smertestiller og især som 'bagstopper' falder meget langsomt over ret mange år, hvilket i øvrigt taler imod teorien om stor vanedannelse.

Derimod må det på det stærkeste frarådes at bruge diverse 'rigtige stoppemidler' som f.eks. Loperamid (Imodium). Her falder effekten meget hurtigt, og før man ved af det, skal man spise 15-20 stk. (= kr. 100) for at kunne klare en transport eller et møde på blot et par timer. Derudover er der naturligvis heller ikke tilskud fra Lægemiddelstyrelsen til Imodium, selv ikke hvis lægen udskriver recept på det.

Bekost selv én pakke Imodium om året, og brug kun skidtet ved helt særlige lejligheder, hvor så 2-4 piller kan gøre underværker. Det samme gælder paraghurt og andre yoghurtpiller: De lindrer men stopper ikke og er dyre, så køb 100 pr. år og brug dem i særlige situationer. Kan man lide yoghurt eller A38 - og skummetmælks-varianterne er faktisk bedst mod diaré - så spis noget mere af det, både som morgenmad og dessert samt dressing.


Ingen løftet pegefinger nogen steder
Endelig kommer vi til de såkaldte "livsstilsråd": Man bør spise sundt, men helst have det sjovt samtidig. Så nej, det er ikke den sædvanlige "det er din egen skyld, din lille uansvarlige lort"-tankegangen, som ellers ofte hørmer omkring et sådant udsagn i den offentlige debat og sundhedsmyndighedernes formaninger. F.eks. må man som diarétiker netop ikke spise for meget frugt og grønt. Altså "seks om dagen", ikke mindre og slet ikke mere. Frugt og grønt smager godt og giver vitaminer og tager plads fra fødevarer, der kunne fede, men diarétikere må ikke få for meget af især de 'lette' produkter, som drøner gennem kroppen på 12 timer.

Til gengæld skal man spise fiberrigt og groft. Her er f.eks. rodfrugter, gulerødder, bananer og kartofler rigtig godt grønt, selv om de mest indeholder stivelse, men i det mindste er det "komplicerede kulhydrater", og dem bruger maven længere tid om at fordøje. Æbler og druer kan derimod lindre lette mavesmerter og gør ingen større skade i moderate mængder.

Derimod kan man stort set ikke få for meget (inden for en rimelig kaloriegrænse!) af brød, pasta og ris med højt fiberindhold, og det er i øvrigt også sundt ift. fedme. Dejligt rødt eller gennemstegt kød i fornuftige og fisk i gode mængder er helt fint. Derimod er "kernegrovbrød" ikke nogen god idé, medmindre man tygger hver bid en halv time, eller kernerne er valsede, subsidiært meget blødgjorte. Kerner er ikke fibre, men de kan blive det ved at blive valsede (eller 'opløst'), som de f.eks. er i almindeligt rugbrød og havregryn og de nye fiberbrødsvarianter.

Endelig er der motion. Men den skal være moderat - og det er den jo også nødt til, ikke? Motion er lotion for tarmen. Man forbrænder bedre sin mad, og man fremmer afføringen, men man får også mulighed for at gøre den regelmæssig. Man bør spise lidt mad ofte, og ikke meget mad sjældent, og så bør man have så faste vaner som muligt. Ro, orden og regelmæssighed giver varmen, og det glæder også tarmen !


Modtræk mod psykosomatisk selvsving
Et særligt problem er selvfølgelig stress og angst, og de bliver mildt sagt ikke mindre af, at man aldrig føler sig sikker på, om man nu skal slå en prut, eller der kommer 'løbesod' eller totalt koks i kulissen ... Det er ikke lige den tale, mor glæder sig til på sin 65-års fødselsdag, eller den surprise-dessert værtinden havde planlagt!

Men man kan faktisk få nogenlunde styr over det. Når man endelig har fået studenterbrødsdiagnosen "colon irritabile" og dermed kan være lykkelig over, at man 'kun' har diaré, så skal man arbejde med den både fysisk og psykisk. Det langsigtede fysiske arbejde er beskrevet ovenfor, og nu tager vi fat på at "gøre minus-dage til plus-dage", som en tampon-reklame engang kaldte det.

I en kort periode, måske et par måneder, har man brug for en krykke eller to, og det får man ved, at lægen giver en et beroligende middel, som man kun tager, når angsten bliver for meget. Er lægen ikke samarbejdsvillig, køber man en flaske spiritus til nogenlunde samme pris som pillerne, men man tager kun en 1-centiliters drink efter behov og højst fire gange om dagen. Piller er her bedre, dels fordi man ikke bliver en anelse beruset, men især fordi 40% spiritus får maven til at trække sig sammen, så i første omgang kan man få behov for en ekstra tur på tønden, men det fortager sig. Og når man har fundet ud af det, bruger man krykken til at komme til at gå igen.


Vind og vejr må ha' sin gang!
Der er ulemper ved alt, også gode sager. Husk er ren fiber, og man skal starte langsomt med både det og Kodein og andet. Det samme med at øge fiberindholdet i maden. Ikke desto mindre vil man især i den første tid få luft i maven, og det skal ud! Ellers kan man få mavekneb og det, der er værre.

Men tænk lige på, hvor godt det egentlig er. Før turde man ikke prutte, fordi man ikke anede, hvad der kom med ud. Nu kan man starte sit eget biogas-anlæg og få varme gratis!

Naturligvis bør man så vidt muligt gå afsides, enten udenfor eller på WC, og så til gengæld nyde både brag og bralder ... Men skulle der slippe en ud i venners lag, så smiler man bare som min søde gamle mormor og henviser til det ældgamle danske ordsprog ovenfor, mens man høfligt tilbyder at åbne vinduerne.

Som Sebastian næsten synger i sit gamle hit Du er ikke alene: 'Og mærker du en prut, så bliv ikke bange - du ved, hvorfor den kom !' Måske kan man endda få sine venner med på en pruttekonkurrence - der er intet bedre til at binde folk sammen ...


Der findes ingen sidste pølse!
Det er fristende at sætte sig derude, og nogle folk tager avis / PC, kaffe og en håndmad med! Det er okay i begyndelsen - skidtet skal jo ud, og det kan tage sin tid. Det, som man for alt i verden ikke må gøre, er at presse. Man skal jo ikke føde børn, vel? Og det allerværste er den der forræderiske tanke om, at "hvis jeg lige kan få den sidste pølse med, så kan jeg klare transporten eller tiden til første pause".

Men der er altid en pølse til - og en til. Mennesket er 48 timer om at fordøje sin mad, især kraftig og sund kost, så man skal altså sidde på tønden i mindst to dage, før det hele er kommet ud - og i den tid må man ikke spise noget som helst og skal drikke så lidt som muligt og kun vand med lidt salt og sukker. Derefter kan man så starte forfra igen med at spise og det deraf følgende. Endelig betyder alt presseriet, at man gør tarmen endnu mere irritabel! Den blive så at sige skidesur ... Det er ødelæggende såvel på kort som på lang sigt.

I stedet bør man lægge i kummen, hvad man har i røret, stille og roligt på allerhøjst et kvarter. Så rejser man sig og går lidt omkring og laver nogle få knæløftl eller børster tænder, mens man smådanser. Derefter sætter man sig igen, og nu prøver man at tisse. Man presser let, som man gør for at tisse, og kan man tisse, uden at der kommer noget ud af det andet rør, så er man færdig de nærmeste timer. Og ja, d'herrer! Man skal sidde ned ved den slags urinering - det er pointen. Derimod tilrådes det alle - også damerne - at stå op, hvis man er diarétiker og vil være nogenlunde sikker på at kunne tisse uden yderligere påtale.


Papir skal man ikke skide på
Efterhånden som man får det bedre, kan man nøjes med at lave stort den ene gang om dagen. Før dette Nirvana kan der godt gå noget tid, og man kan behøve at komme på das nogle gange i løbet af dagen. Og hvad så? Det gør masser af mennesker, og antallet af gange vil stille og roligt gå nedad, hvis man hele tiden følger opskriften ovenfor. Men hvis man skal af med sagerne ti eller flere gange i begyndelsen, så er der endnu en gene for tarmen: WC-papiret! Papir tørrer slimhinder ud og gør dem netop irriterede. Drop det - eller brug det til at skrive noter på.

I sydligere lande har man bidét, og det burde vi også have. En lunken vandstråle, der skyller det sidste skidt væk, er langt at foretrække. Men det har vi altså ikke tradition for i Danmark. Er der en håndbruser på toilettet, kan man bruge den - men husk at smide bukser og strømper helt! Ellers er der to muligheder: Fingrene eller bløde engangsvaskeklude, gerne 'halve', tilsat lunkent vand, men ingen sæbe som også irriterer tarmen.

Der skal være tale om en let vask, hvor man højst kommer ca. 1 cm op i selve endetarmen. Det er jo ikke analsex, det her! Og hvor fornøjeligt analsex end er, må det anbefales, at man bliver ret velfungerende i tarmen, før man prøver den slags (evt. igen) - især hvis man er "on the receiving end" ...

Endelig: Bruger man flere end fire gange vaskeklude eller fingre, så bør man faktisk søge læge! Overdrivelse er altid af det onde, og man irriterer bare den i forvejen irritable tarm. Køb nogle flere underbukser og vask dem lidt oftere i stedet. Til gengæld anbefales det at vaske hænder efter vasken af anus, især hvis man har brugt fingrene og ofte klør sig på næsen eller læberne, når man tænker ...


Det bagvendte problem
På et eller andet tidspunkt vil alle diarétikere opleve at få "Constipatione Nervosa", altså (nervøs) forstoppelse. Man skal ikke gå i panik over det: Det var jo sådan set målet - operationen er blot lykkedes lidt for godt i den omgang, hvilket er en slags hyperkorrektion – et begreb kendt fra bl.a. sprogvidenskaben. Fortsæt roligt med de faste vaner, også med medicinen, herunder Husk. Alene den moderate motion kan ordne sagen. Ellers brug verdens ældste, letteste og mest naturlige laksativ (afføringsmiddel): Svesker - helst marinerede i rødvin i nogle dage og ca. ti til dessert ved aftensmad tilsat iskold Cheasy Vanille og rødvinsresten, som nu er som sød likør.

Igen skal man lade være med at presse, når man gerne vil lægge sit guldæg - andet end for at tisse som tilrådet. Før eller siden kommer skidtet ud! Husk blot at have et stykke god pap e.l. klar til at skære den sorte stådreng i stykker, så modtageren kan klare den. Man kan evt. sende den ud i portioner, mens man med toiletbørsten holder på resten af produktionen til (de) næste skyl. Pap og vaskesklude skal ikke i kummen, men i skraldet, og genbrug kan ikke tilrådes.

Begynder forstoppelse at blive et fast problem - hvis man vil undskylde den formulering - så er det tid langsomt, langsomt at drosle ned på medicinen, først Husk og siden Kodein.


Når enden er god ...
Tillad mig slutteligen at slå to udbredte myter ihjel:

1. Kaffe giver ikke diaré! For meget kaffe især på én gang kan give diaré, og kaffe kan forværre allerede eksisterende diaré. Når man drikker kaffe, bør man derfor følge grækernes gamle råd, som gælder i alle situationer: Alt med måde - og evt. lidt mælk ...

2. Lort er ikke farligt! Hvis man ikke har en forgiftning eller en infektion eller anden sygdom, kan man ligefrem spise sin egen afføring. Man får ikke noget ud af det, fordi afføring jo netop er det, menneskekroppen ikke kunne bruge. Men har man en hund eller kat, kan man give den et lille stykke, fordi dens organisme stadig kan finde føde i vores affald. Spiser dit kæledyr dit lille stykke lort med fornøjelse, er der intet galt med hverken lort eller kæledyr. Pga. lugten tilrådes det dog at børste tænder på sit kæledyr bagefter, især hvis man har tæt kontakt til det ...

Jeg håber, at min redegørelse og mine råd kan være til hjælp, og husk: Du er ikke alene! Masser af mennesker har dette problem, og endnu flere har problemer, der er værre ... I den anledning vil jeg her på falderebet lige henvise til en af mine andre artikler: "Hvordan kvinder tisser, uden at det røde kommer med".


Jeg ønsker læserne go' rectum og god pinse!


Med venlig hilsen
Picu von Clausevits