HVORFOR SKAL DAGPENGEORDNINGEN EGENTLIG FORRINGES?

Det er direkte skadeligt for den økonomiske vækst og hul i hovedet i en tid med økonomisk krise, en alvorlig trussel mod den danske flexicurity-model, som store dele af verden misunder os, og i modsætning til efterlønsforslaget har det politiske muligheder for at blive helt eller delvist vedtaget.


- Af Henrik Herløv Lund, økonom, og Claus Piculell, politolog.
- Skrevet i marts 2010 og senere lettere omskrevet især aht. diverse avisers indlægsbegrænsninger.


Krav fra de Radikale om dagpengeindgreb
Siden Velfærdskommissionens dage har nyliberale økonomer, partier og arbejdsgiverorganisationer ført kampagne for ”reformer af dagpengeordningen”, dvs. for stramninger og forringelser heraf.
Senest har de radikale vist, at de trods utallige eksempler på utroværdigheden i lange, økonomisk-matematiske fremskrivninger stadig tror på den nyliberale patentmedicin. Det ser man i deres ”Genopbygningsplan for dansk økonomi”. Her ønskes med henvisning til Arbejdsmarkedskommissionens - Velfærdskommissionens arvtager, at dagpengeperioden nedsættes fra fire til to år, og at genoptjeningsperioden forlænges fra 26 til 52 uger.
Endvidere ønskes unge– og dimittendreglerne justeret. Det sidste hentyder bl.a. til, at de særlige unge – regler for unge under 25 skal udvides til at omfatte også unge ugifte fra 25 til 29 år. Og for det andet at nyuddannede kun skal kunne hæve dagpenge i et år mod i dag 4 år som alle andre
Herigennem mener de radikale at kunne øge beskæftigelsen med i alt 20.000 personer og forbedre den offentlige finanser med sølle 6½ mia. kr. pr. år - set i forhold til forslagets betydning for den danske flexicurity-model.


Øget beskæftigelse forudsætter også øget efterspørgsel efter arbejdskraft
Som anført stammer de konkrete forslag alle fra Arbejdsmarkedskommissionen, og det er da også her, at filosofien bag stramningerne skal søges, nemlig at de ledige hermed vil være mere motiverede for at søge arbejde, når de ikke kan oppebære dagpenge så længe. Også forslaget om øget beskæftigelseskrav ved genoptjening af dagpengeret motiveres ved, at når ledige i højere grad har risiko for at miste deres dagpengeret, vil de hurtigere og i højere grad lægge sig i selen for at søge arbejde.
Endelig motiveres forslaget om udvidelse af unge-regler til at omfatte også ugifte fra 25 til 29 år med, at også de har brug for det større incitament til at søge uddannelse eller arbejde, som de halve dagpenge giver unge under 25. Og for dimittendernes vedkommende skønnes de at have brug for større tilskyndelse til at søge arbejde.
Filosofien bag alle disse stramninger er, at altså at en øge grad af økonomisk pisk vil øge beskæftigelsen. For folk med almindelig løn og ditto job, for når det gælder de rigtigt højtlønnede i lederstillinger, er medicinen pludselig gulerødder en masse i form af skattelettelser, som R er enige med VK-regeringen om.
Der er imidlertid en grundlæggende brist i denne tankegang: Øget beskæftigelse forudsætter ikke blot et øget arbejdsudbud og forstærket jobsøgning fra de lediges side: det forudsætter lige så afgørende, at der er efterspørgsel efter deres arbejdskraft, dvs. at der er arbejdsgivere, som har brug for dem og vil/kan ansætte dem.
P.t. er der imidlertid et langt større udbud end efterspørgsel , hvilket i 2009 viste sig som en stigning af den registrerede ledighed fra 45.000 til forventet 110.000 fuldtidsledige ved årets udgang. Hertil kommer en stærkt stigning i ikke-registeret ledighed, således at bruttoledigheden ved udgangen af 2009 må vurderes at ligge på omkring 140.000 personer.
Der er således på samfundsplan et betydeligt overskud af arbejdsudbud i forhold til efterspørgslen.


Arbejdsløsheden vil stige og forblive høj inden for overskuelig tid
Grunden er naturligvis den økonomiske krise, der startede i den finansielle sektor. Uanset de spæde tegn på i hvert fald et stop i nedturen må det også i 2010 og ind i 2011 forventes, at ledigheden fortsat stiger, fordi den kommende vækst vil være svag, og fordi arbejdsløsheden altid løber bagefter den økonomiske udvikling. Hermed vil bruttoarbejdsløsheden formentlig komme op på et niveau på mindst 200.000 personer.
Også de følgende år muligvis helt frem til 2015 må forventes fortsat høj ledighed og svag vækst.
For det første fordi offentlige hjælpepakker vil blive nedtrappet, hvorfor opsvinget nok må forventes at blive langsomt og gradvist og svagt. På grund af det svage opsving og vækst bliver det svært at få bragt ledigheden ned, og kommende reale nedskæringen kan tilmed presse den op. Normalt skal den økonomiske vækst op over 1,5 til 2 pct. for at øge beskæftigelsen og reducere arbejdsløshed.
Mens dette skrives, har VK-regeringen netop annonceret, at man allerede finansloven for 2011 vil spare på de offentlige finanser, angiveligt fo at ”begynde at betale regningen tilbage” for ét enkelt år med offentligt underskud. Derved kan regeringen fremstå som ”økonomisk ansvarlig” op til valget formentlig i foråret 2011, og før vælgerne ser de reelle konsekvenser af den politik, nemlig noget nær en kvælning af det svage opsving og dermed endnu mere arbejdsløshed.
Hertil kommer for det andet, at det svage opsving vil blive præget af en skærpet konkurrencekamp, hvor virksomhederne i høj grad vil fokusere på produktivitetsforøgelse og effektivisering, og derfor vil den vækst, der kommer, i høj grad blive "jobløs" vækst.


Stramningerne vil ikke skabe øget beskæftigelse og bedre offentlige finanser
Når der således ikke er efterspørgsel nok efter arbejdskraft, vil der i sidste ende uanset den enkelte søgeindsats ende med at blive mange tusind jobs for lidt i forhold til arbejdskraftsudbuddet. Man kan med andre ord svinge den økonomiske pisk nok så meget over de ledige. Ligesom i den berømte leg, hvor man danser rundt om for få stole, vil der for et meget stort antal ikke være jobs at få. Uanset om man så skriver 10 ansøgninger eller 20 om ugen.
Hermed kan man naturligvis også skyde en hvid pind efter væsentlige forbedringer af de offentlige finanser, for de opstår kun, hvis de ledige kommer i beskæftigelse. De penge, som spares på selve dagpengeordningen som følge af de foreslåede stramninger, er i forhold hertil de rene pebernødder.
Det skal sammenholdes med, at de, som især rammes gennem at falde uden for reglerne, vil være de langtidsledige, som i forvejen kæmper en sej kamp for at komme tilbage. Heriblandt vil være en støt stigende del af den nuværende ungdomsårgang, som samfundet risikerer får eroderet deres kvalifikationer og arbejdsevne, så de må parkeres på førtidspension - og hvis man er bange for ikke at have nok ”hænder” på længere sigt, er det mildest talt ikke nogen klog politik.


Flexicurity er godt…
Hertil kommer, at sådanne ændringer af dagpengereglerne truer det fleksible danske arbejdsmarked: den såkaldte flexicurity–model.
Denne gør det nemt for arbejdsgivere at hyre og fyre arbejdskraft, bl.a. fordi arbejdskraften ikke har brug for lange opsigelsesvarsler som i andre lande. Virksomhederne kan derfor hurtigt frigøre sig fra overtallige lønudgifter ved konjunkturelle nedture, idet det offentlige dvs. skatteborgerne overtager forsørgelsesudgiften. Til gengæld garanteres lønmodtagerne et rimeligt indkomstniveau gennem arbejdsløshedsdagpenge.
Eller gjorde. For igennem en årrække er fleksicurity under pres. Dagpengesatserne er ikke blevet reguleret i forhold til den øvrige pris- og lønudvikling. Hvor en gennemsnitlig LO-arbejder i 1982 kunne opretholde 77 procent af sin løn, hvis han blev fyret, svarede dagpengene i 2004 kun til 55 procent af hans løn. Dagpengedækningen blev altså en forringet med 22 procentpoint, og den ligger i dag omkring de 50%, hvorfor private tillægsforsikringer da også er i hastig fremmarch.
Også selve regelsættet har fået hugget den ene hæl og klippet den ene tå efter den anden. I 90'erne blev dagpengeperioden forkortet – ved forlig i 1991, 1995 og 1998 – fra samlet 9 år til i dag 4 år. Dertil kommer stramninger som indførelse af den særlige halve unge-sats i 95 og reduktion af dagpengeperioden for 55 – 59 årige i 2006 samt skærpelse af reglerne om supplerende dagpenge i 2008.
Mens ingen endnu har stillet spørgsmålstegn ved ”fleksibilitetsdelen” - især de korte opsigelsesvarsler - er ”securitydelen” således blevet mere og mere amputeret.


Kan flexicurity klare flere amputationer uden helt at forsvinde?
Spørgsmålet er, om modellen kan klare ret meget mere uden at bryde sammen, hvorefter fagbevægelsen vil blive presset til at søge at sikre medlemmerne gennem de længere opsigelsesvarsler og fastere ansættelsesforhold, som kendes fra centrale Europa – og såmænd også fra fx Sverige.
Hvem med blot en smule omløb i hovedet vil betale et ikke ubetydeligt kontingent i mindst et år – og for det fleste i årevis - til en ordning, hvor de allernådigst får dagpenge på 50% af lønnen i to år? Især når man samtidig sættes i håbløs aktivering, hvis reelle hovedformål ikke er at opkvalificere den arbejdsløse på nogen tænkelig måde, men i realiteten at presse denne til at søge endnu flere jobs og tage selv det allerringeste job, uanset om det ikke har den fjerneste relevans for eller relation til den arbejdsløses kvalifikationer.
Selv de, der i forvejen er inde i ordningen, og som derfor slipper for de skærpede adgangskrav og 'blot' skal fortsætte med at betale kontingent, vil sandsynligvis begynde at afveje deres jobsikkerhed og mulighed for en bedre og/eller billigere skræddersyet individuel privat forsikring mod den nuværende ordning. Det gør det særdeles muligt, at en større del af de bedst uddannede og mest jobsikre helt vil forlade a-kassen, og det efterlader den svageste del af arbejdskraften i en ordning, der allerede har udsigt til at give en stadig ringere understøttelse sammenlignet med lønnen, men som sikkert også vil blive det med nye politiske indgreb, når ordningen efterhånden får færre og svagere vælgere tilknyttet.
Særlig galt er problemet ift. de unge, der er nye på arbejdsmarkedet. Uanset Arbejdsmarkedskommissionens forslag om kontingentnedsættelser for unge vil den generelle forkortelse af dagpengeperioden til to år sammen med de foreslåede stramninger for unge fra 25 til 29 år og ikke mindst for dimittender presse de unge ud af A- kasserne og ud af arbejdsløshedsforsikringen.
Hvilke unge vil på det nærmeste gå igennem ild og vand for blot at optjene dagpenge i to år på måske 60% selv af deres 'begynderløn'? Allerede før den nuværende voldsomme krise var mindst 25% af de unge ikke blevet medlemmer af a-kasserne, selv om vi har fire års dagpenge i dag og mindre strikse optjeningskrav.


En ordentlig dagpengereform
Vi siger ikke, at der ikke er problemer i den nuværende dagpengeordning, og vi har allerede peget på ét problem, nemlig den efterhånden for ringe dækning af indkomsttaget ved arbejdsløshed. Et andet problem er, at den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold. Et tredje problem er, at dagpengene nok tager betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men måske kan gøres endnu mere effektiv her. Og et fjerde problem er den stadige politiske uro omkring ordningen.
Hvis man politisk kan enes om et forlig, hvor man garanterer ro om dagpengene de næste 10 år uden at forringe det grundlæggende i ordningen, vil det skabe ro på arbejdsmarkedet på det punkt. Grundlaget bør være, at 4 års dagpenge er den generelle smertegrænse for fortsat flexicurity, men ud fra dette kunne man dels sætte taksten gradvist op til f.eks. 60% af gennemsnitslønnen og dels åbne for at bytte det sidste halve år på 100% dagpenge til at få 50% ekstra i dagpenge under det første halve års ledighed. Det vil også gøre ordningen bedre til at modstå konjunktursvingninger, fordi det nævnte bytte især vil være attraktivt i gode tider.
Men meget mere end et halvt års bytte af 100% om 3 ½ år til 50% ekstra nu skal der ikke være, fordi mange tænker ret kortsigtet, og fordi meningen er at gøre det muligt for den arbejdsløse at kunne koncentrere sig om hurtigt at få et job igen uden at skulle tænke på mulig privatøkonomisk ruin – eller håbløs aktivering.
Måske kan man også få noget fornuftigt ud af Arbejdsmarkedskommissionens forslag om, at dagpengeperioden er længere i dårlige tider end i gode - dog højst et halvt år på hver side af de fire år, men vi har svært ved at se, hvordan det vil skulle administreres, f.eks. hvordan hhv. gode og dårlige tider defineres, og f.eks. hvordan det kan blive retfærdigt over for alle, og uden at nogen fanges utilsigtet i skiftene fra "dårlige" til "gode" tider og omvendt.


Ved en korsvej
Naturligvis indgår der andre elementer end dagpengene i flexicurity. Af betydning er faktisk hele velfærdssystemet, herunder også gratis sundhed og uddannelse – især efteruddannelse. En vigtig direkte rolle spiller sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension og efterløn – de to første som direkte hjælpeelementer til et fleksibelt arbejdsmarked og de to sidste som steder, hvor ældre eller kronisk syge arbejdsløse kan flygte hen og give plads til yngre og raskere kræfter især i dårlige tider.
Men dagpengene er stadig det helt centrale element i selve flexicurity-modellen, og alle de nævnte andre elementer med en vigtig direkte rolle har også oplevet betydelige forringelser.
Gennemføres Arbejdsmarkedskommissionens – og de radikales - forslag, vil det ikke blot ikke have nogen effekt på beskæftigelsen og de offentlige finanser, men det kan meget let blive en af de allersidste pinde til ligkisten for flexicurity. Danmark må finde en anden - og utvivlsomt dårligere - måde at få et fleksibelt arbejdsmarked kombineret med en vis sikring mod arbejdsløshed og deraf følgende alvorligt indkomsttab. Og det må Danmark gøre, mens mange andre lande langsomt begynder selv at indføre deres udgave af netop flexicurity ...