Bud på en dagpengereform fra venstrefløjen

(Offentliggjort som Synspunkt i Information tirsdag den 23. februar 2010)


Venstrefløjen har behov for et modspil til de borgerlige forslag om en dagpengereform. Her gives nogle bud på, hvordan en progressiv dagpengereform, der også løser en del af fremtidens økonomiske problemer, kunne se ud.


Af Claus Piculell, cand.mag. i statskundskab og engelsk, deltidstilknyttet Cevea


Fem grunde til en dagpengereform
1.Der er vitterlig behov for flere "hænder", men problemet overdrives med krav 50.000 ekstra par hænder i 2020. Det reelle behov er snarere cirka 10.000 ekstra nettopersoner i 2020 og ca. 14 mia. kr. på statsfinanserne - især pga. VOK's seneste underfinansierede topskattelettelser..
2.Dagpengene yder efterhånden for ringe dækning af indkomsttabet ved arbejdsløshed: dagpengene er faldet fra ca. 77% af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til ca. 50% i dag.
3.Den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold, så de ved arbejdsløshed skal bruge tid på at klare terminen mv. snarere end at søge jobs – eller tegne private ekstra lønforsikringer.
4.Dagpengene tager nok betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men det kan formentlig gøres endnu mere effektivt.
5.Den stadige politiske uro omkring ordningen, som kalder på et forlig med 10-årig horisont.


Overordnede forslag
Man bør operere med en dagpengeperiode på fem år i alt, men hvor to år bruges til fleksibilisering, så perioden bl.a. pga. individuelle valg og konjunkturer totalt kan variere fra 3-5 år, og at den maksimale dagpengesats over ti år sættes op til ca. 65% af LO-arbejders gennemsnitsløn – dog maksimalt det samme beløb, som man har tjent i snit over de seneste fire år i arbejde. Disse forbedringer vil koste statskassen ca. 8 mia. kr. ved en arbejdsløshed på 3,5% i snit.
3-5 års dagpenge er smertegrænsen, for ellers vil stadig mere skærpede optjeningskrav samt øget moderate dækning over kortere tid vil få især de unge til at fravælge ordningen, og det vil skade flexicurity alvorligt, fordi arbejdsgiverne ikke kan regne med samme mulighed for at operere med relativt korte opsigelsesvarsler. Allerede før den økonomiske krise havde 25% af de unge fravalgt ordningen selv med de nuværende vilkår.

Fleksibilitet og personlig frihed
Det bør være muligt for en arbejdsløs at bytte ét senere år med 100% dagpenge til at få 50% oveni det første år samt ret og pligt til at lave kvalitetsansøgninger til kvalitetsjobs uden at skulle tænke på terminen – også for højtlønnede - og med kurser og kyndig vejledning til hjælp. Et sådant bytte giver mening og især i gode tider, hvor udsigten til hurtigt at få job igen er bedre end i krisetider, og det vil i sig selv give en vis konjunkturfølsomhed.

Fleksibilitet og konjunkturafbødning
Der gives max. fem års dagpenge, når arbejdsløsheden ligger over den nye strukturelle ledighed på 3,5% eller ca. 100.000 personer. Perioden sættes ned til fire år, når arbejdsløsheden kommer under de 3,5%, dog ikke for folk allerede på 3. år eller mere. Et lignende forslag er blevet stillet af Arbejdsmarkedskommissionen, dog med en meget kortere dagpengeperiode.
For hvert års betaling til a-kassen bør alle opspare en uges frihed til uddannelse på dagpenge, og uddannelsen bør finansieres af en arbejdsgiverfond med en lønsumsafgift, der også dækker 50% af lærlingelønnen i tider med arbejdsløshed over 3,5%.

Åbn a-kasserne for de unge
Der bør igangsættes en oplysningskampagne fra a-kasserne især over for unge, der forklarer forskellen på dagpenge og kontanthjælp samt de øvrige rettigheder, som medlemskab af a-kassen giver, f.eks. efterløn efter et langt arbejdsliv med hårdt arbejde, og forskellen på en solidarisk og en personlig forsikring bør trækkes op sammen med en påvisning af, at ingen goder er kommet af sig selv. Derudover bør a-kassernes døre åbnes for de unge, dels ved at sætte kontingentet på selve dagpengeordningen ned – evt. finansieret ved et lidt højere efterlønskontingent - og dels ved at åbne for mere fleksibelt deltidsmedlemsskab.

Frijobzone
Alle på overførselsindkomst bør have ret til at udføre 5 timers arbejde pr. uge i snit eller 240 timer om året uden modregning i nogen offentlige ydelser. Dog kan man ikke både få 50% ekstra i dagpenge og frijob, men andre – også nuværende - incitamenter lægges 'ovenpå'.
Hvis 25% benytter sig af den mulighed for at binde an med et småjob eller gøre sort arbejde hvidt vil det give en permanent årlig forbedring af statsfinanserne via skatter, afgifter og moms på ca. 15 mia. kr. Frijobzonen vil samtidig fastholde en tilknytning til arbejdsmarked eller endda udvikle den, så visse grupper langsomt sluses ind egentlige fleks-, deltids- og heltidsjobs.
Hvis nogen tror, at andre vil spekulere i en sådan ordning og frivilligt gå på overførselsindkomst i dagens Danmark, har man ikke selv prøvet det! Og man kender da slet ikke de efterhånden meget skrappe krav for hhv. at få og at fastholde vore stadig lavere ”socialt betingede ydelser”.
F.eks vil en gennemsnitlig LO-arbejder stadig tjene ca. 8.300 2010-kroner om måneden efter skat mere end en person på dagpenge – den bedste af overførselsindkomsterne. Dertil skal man huske, at der er en række immaterielle goder ved at have et job: daglig udfordringer, anerkendelse, samvær med kolleger, vedligeholdelse af og tilegnelse af kvalifikationer mv.


Højere jobfradrag
Det nuværende jobfradrag bør samtidig hæves fra 4,25% til 8,00%, men stadig med et max-beløb på 13.600 2010-kroner, så det kun gælder for de første max. 350.000 kr. tjent ved et lønarbejde. Det gør lavtlønnet arbejde mere tiltrækkende – og giver den enlige mor ved kassen i Netto den skattelettelse, som VOK snød hende for, men det vil samtidig betyde ca. en reel skat på 33% for 'frijobbere' mv. Omkostningen for statskassen vil blive ca.1 mia. 2010-kroner til folk, der allerede har lønarbejde.

Samlet set
Forslagene ovenfor vil mobilisere en overset arbejdskraftsreserve, forbedre statsfinanserne med 5 mia. kr. ekstra pr. år i snit og generelt give større dynamik og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvilket både gavne statskassen og erhvervslivet: Frijobzone og højere jobfradrag genererer villig arbejdskraft til helt almindelig overenskomstsats selv på mindre ekstraopgaver.,
Skulle nogen ønske et bud på, hvordan man skaffer de sidste ca. 9 mia. kr. i det såkaldt permanente hul i statskassen, så kan det komme fra at afskaffe fradrag for pensionsindbetalinger over 100.000 pr. år og afskaffelse af frynsegoder til de lavtlønnedes chefer. Det er rigeligt, så længe man vel at mærke ikke taber den nuværende ungdomsgeneration på gulvet under den igangværende økonomiske krise.

Hvorfor forringe sig til bedre statsfinanser, når man kan forbedre sig til det?

Hvad skal "Rød Stue" egentlig med de Radikale?

Ikke alene har de Radikale været med til at bane vejen for og legitimere en halvering af dagpengeperioden og nedskæringer generelt ved at gå med på den ret overdrevne fremstilling af "manglen på hænder", men nu insisterer de også på at sabotere en rigtig genopretning af dagpengeordningen, som er krumtappen i den verdensberømte flexicurity.


De radikales nej til at genoprette dagpengene kommer f.eks. i artiklen "Radikale freder dagpengereform" på DR Nyheder Online i morges, 26. maj 2010 06.36.

Det er rigtigt, at sådan som aldersfordelingen i befolkningen ser ud, vil der alt andet lige mangle nogle hænder, men lige nu er der 200.000 bruttoarbejdsløse, og behovet er højst en femtedel af det, som påstås af de økonomer, der gerne regner 20 og 40 år frem i tiden, men som ikke kunne forudse den økonomiske krise et år før.

Under alle omstændigheder må man hellere sørge for, at S+F støttet af Ø får mindst 90 mandater - evt. tilsat Fælleslisten, for udkantsdanmark rammes også hårdt af 'nedretningsplanen'.

Heldigvis hjælper de radikale da til, for de har ikke scoret så meget som én borgerlig vælger på konkurrencen med Liberal Alliance, men nu tigger og beder de deres mere eller mindre røde vælgere, der kan lide deres kamp for menneskerettigheder og anstændig udlændingepolitik, om at skride ...

Der er jo dog stadig mange i såvel S som SF (samt selvfølgelig Ø), der står fast på den politiske liberalisme, som er RV's anden mærkesag.

Hvis de radikale blev sparket ud, ville S og SF også blive langt klarere i mælet.

Men der er dog en anden grund til, at de ikke på forhånd vil love at vende tilbage til den gamle ordning, for de har nemlig selv reformplaner - og disse er ikke så tossede.

En af de centrale ideer, som Helle Thorning allerede har luftet, er at lade dagpengemodtagere vælge mellem det fjerde år og en ekstra stor dagpengeudbetaling, f.eks. 50% oveni, det første år.

En anden, som står i "En fair løsning", er at lade (førtids-)pensionister og efterlønnere arbejde mere uden træk i ydelserne, f.eks. for kr. 60.000 pr år. Hvilket også er med til at skaffe de berømte ekstra hænder, som vi stadig ikke ved hvor mange der egentlig kommer til at mangle af. Forslaget burde efter min mening i øvrigt også gælde folk på dagpenge og kontanthjælp.

I al ubeskedenhed vil jeg henvise til mit eget forslag til en dagpengereform - med fire år som gennemsnit - med en dagpengeperiode vekslende mellem 3 og 5 år og bl.a. ovennævnte forslag:

"Nogle elementer i en rød dagpengereform"


Sagen kan gøres meget enkel: Spørg de Radikale, om de FØR valget vil være med til at udarbejde et samlet reformforslag med udgangspunkt i disse idéer, og giv dem den indrømmelse, at man sætter efterlønskontingentet lidt op og dagpengekontingentet lidt ned, så flere unge får meldt sig ind.

Det kunne så kombineres med en 'efterbindingsaftale' med de unge, der i dag er ledige, men som ikke får hverken dagpenge og ofte heller ikke kontanthjælp, og som ikke tæller med i ledighedsstatistikken, og hvis ledighed er fordoblet siden jul, så de kan blive medlemmer nu og få dagpenge efter f.eks. 1-2 måneder, men til gengæld binder de sig til en opsigelsesfrist af akassemedlemskabet på et år.

Hvis de radikale siger nej til det tilbud, så må venstrefløjen gøre det til et erklæret mål at få en S-SF regering, der ikke er afhængige af radikale stemmer.