- delvis kommentar til Annegrethe Rasmussens indlæg i Politiken
Mor til fire: Kæft, trit og retning i skolen virker jo
AGR's indlæg har skabt ret megen og hidsig debat, men under den lidt provokerende overskrift gemmer der sig 'bare' et godt oplæg til netop debat baseret på personlige erfaringer som forældre med forskellige uddannelsessystemer og filosofier.
At det kan hidse folk sådan op er lidt svært at forstå, men herregud, her i Danmark er vi jo verdensmestre i alt, inklusive mindreværdskomplekser og beskedenhed! ;) Så skal sådan en halvudlænding aldeles ikke komme og sige noget andet ...
Danmark s offentlige sektor, inkl. sundhedssektoren og det samlede uddannelsessystem, er grundlæggende "god til prisen", som det gamle Irma-slogan sagde. Hverken mere eller mindre. På stort set alle områder kan vi lære meget af de førende lande i verden på netop det område, ligesom vi kan lære andre noget om vore styrker.
Lad mig helt konkret gribe fat i et citat, hvor jeg er enig i en pointe og uenig i den anden:
"...det lighedsorienterede Dannevang er et af de ringeste lande i Europa til at få hevet elever fra ikke-boglige hjem op på et ordentligt fagligt niveau, fordi den sociale arv vejer tungt, når ansvaret for egen læring hænger på eleverne selv."
Problemet er her, at AGR kæder det korrekte problem med "ansvar for egen læring" sammen med lighed(sorientering).
Jeg er enig i, at det er bindegalt at give de stakkels purker ansvaret for egen læring eller lade dem gemme sig i grupper, hvor de ikke udfordres og deres svagheder ikke blotlægges, så man kan forbedre deres faglige niveau. Ansvar for egen læring - eller medindflydelse på samme, giver først mening, når eleven er moden nok intellektuelt og socialt. Og en god skole-hjem-kontakt via en meddelelsesbog med bl.a. et helt simpelt karaktersystem ville kun fremme mulighederne, ikke mindst for de små drenge, der i det mindste ville blive motiverede af lidt konkurrence.
Det skrev jeg også i et indlæg på et noget mindre medium end Politiken, nemlig min egen blog:
http://piculell.blogspot.com/2010/12/de-stakkels-drenge.html
Men fadæsen med "ansvar for egen læring" skyldes ikke, at Danmark er lighedsorienteret - tværtimod tyder al forskning på, at større lighed giver de bedste muligheder for social opstigning. Fadæsen ligger i reformpædagogikken, som i virkeligheden er middelklassens selvrealiseringsprojekt, og som da bestemt giver noget på kreativitetskontoen - eller vel hele kompetencekontoen, men der tabes på kvalifikationskontoen. Og så har man sammenblandet individorienteret undervisning og gradvis medindflydelse med selvstyring. Det ville være meget fint, hvis alle børn blev udfordret efter deres aktuelle niveau, men lige netop det kræver ressourcer. Endnu flere, er jeg bange for, end folkeskolen allerede får lidt vel rigeligt af.
Jeg ved fra den engelske del af min familie, at der er store fordele ved, at særligt talentfulde børn kommer på specialskoler eller springer klasser over. Til gengæld ved jeg også ud fra deres konkrete erfaringer, at det giver ret store problemer med sociale kompetencer. Ikke at vi ikke kan have det i Danmark også - det er jeg selv et godt eksempel på! Men hvad der er løsningen der - på at sikre både det faglige og det sociale, ved jeg ikke rigtigt. Har læserne nogen ideer om det?
mandag den 7. marts 2011
Borgerlige bortforklaringer i sagen om brud på FN-konventionen om statsløse
Højrefløjen, især DF, prøver nu at sætte spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet skulle have ratificeret FN's konvention om begrænsning af statsløshed (1961), og om den overhovedet gælder i Danmark, når den ikke er omsat i konkrete danske lovbestemmelser. Tilmed påstår nogle, at konventionen blev vedtaget for at støtte palæstinenserne i deres kamp mod den israelske zionisme - selv om den vigtigste baggrund for konventionen var jødernes egen historie ...
Man glemmer forløbet med det såkaldte "inkorporationsudvalg", der blev nedsat af SR-regeringen og arvet af VOK. Det skulle udforme forslag til konkrete lovinitiativeri forlængelse af ratificerede konventioner. Imidlertid var det for meget sprængstof ikke mindst internt i VOK. Justitsministeriet under Lene Espersen drog derfor denne konklusion bl.a. ud fra præcedens, og den blev fremlagt ifolketinget: Inkorporation er udnødvendig, idet en ratifikation af en konvention gør den til "de-facto dansk lov".
At der er noget, der hedder de-facto dansk lov, ses af, at der er faldet adskillige domme alene ud fra ratificerede konventioner ved de danske domstole - det var en af begrundelserne for Justitsministeriets konklusion vedr. ikke at følge udvalgets instilling om inkorporation af FN's konvention om borgerlige og politi-ske rettigheder med tilhørende protokoller, FN's Racediskriminationskonvention og FN's Torturkonvention.
Til gengæld foreslog udvalget 'kun' tre af seks konventioner inkorporeret, og med denne begrundelse: "Som udvalget anfører i betænkningen, kan de ikke-inkorporerede konventioners retlige status i dansk lovgivning ikke anses for fuldt ud afklaret i alle situationer," og derudover tales der om signalværdi og opprioritering af emnerne. Pointen er, at konventionerne allerede er dansk lov, men at deres nærmere betydning ikke er retsligt set klare nok.
Og det er derfor, at egentlig inkorporation - altså omsættelse af konventionernes bestemmelser i dansk lovgivning - alligevel er at foretrække, skyldes det bl.a., at strafferammen og alvoren i forsyndelsen mod en konventionsbestemmelse jo ellers må fastlægges af domstolspræcedens, og at ikke alle konventionsbestemmelser er lige konkrete, og endelig tilgodeser det fornuftige element i Jacob Mcangamas argument for national forankring af komventionerne i sit blogindlæg herom på Berlingske - en fornuftig lokal gennemførelse inden for rammerne af konventionen. Til gengæld er CEPOS-juristens delvise 'hjælp' til DF i denne sag noget betænkelig.
Imidlertid er det ingen undskyldning for ikke at følge konventionen. Det er da også integrationsministerens egen konklusion, da hun fremsætter forslag til meddelelse af indfødsret til statsløse i Folketingets Møde nr. 14. tirsdag 09.11.2010:
"Det er ikke rart at skulle give indfødsret til nogen, der ikke opfylder betingelserne og som måske aldrig vil kunne komme til det, men det er altså en del af dansk ret i dag. Sådan må vi sige det, selv om det ikke er direkte inkorporeret. Det er nu en del af indfødsretten, at det foregår med respekt for konventionerne."
Højrefløjen prøver at forklare sagen med lidt administrativt rod, men konventionen om statsløse er meget klar: Ingen må være statsløse, fordi de risikerer i bedste fald at strande i udlandet uden hjælp til at komme hjem, og i værste fald at ende som jøderne, der blev kylet rundt mellem de europæiske lande i 30'erne, efter at nazisterne havde frataget dem deres tyske statsborgerskab.
Man glemmer forløbet med det såkaldte "inkorporationsudvalg", der blev nedsat af SR-regeringen og arvet af VOK. Det skulle udforme forslag til konkrete lovinitiativeri forlængelse af ratificerede konventioner. Imidlertid var det for meget sprængstof ikke mindst internt i VOK. Justitsministeriet under Lene Espersen drog derfor denne konklusion bl.a. ud fra præcedens, og den blev fremlagt ifolketinget: Inkorporation er udnødvendig, idet en ratifikation af en konvention gør den til "de-facto dansk lov".
At der er noget, der hedder de-facto dansk lov, ses af, at der er faldet adskillige domme alene ud fra ratificerede konventioner ved de danske domstole - det var en af begrundelserne for Justitsministeriets konklusion vedr. ikke at følge udvalgets instilling om inkorporation af FN's konvention om borgerlige og politi-ske rettigheder med tilhørende protokoller, FN's Racediskriminationskonvention og FN's Torturkonvention.
Til gengæld foreslog udvalget 'kun' tre af seks konventioner inkorporeret, og med denne begrundelse: "Som udvalget anfører i betænkningen, kan de ikke-inkorporerede konventioners retlige status i dansk lovgivning ikke anses for fuldt ud afklaret i alle situationer," og derudover tales der om signalværdi og opprioritering af emnerne. Pointen er, at konventionerne allerede er dansk lov, men at deres nærmere betydning ikke er retsligt set klare nok.
Og det er derfor, at egentlig inkorporation - altså omsættelse af konventionernes bestemmelser i dansk lovgivning - alligevel er at foretrække, skyldes det bl.a., at strafferammen og alvoren i forsyndelsen mod en konventionsbestemmelse jo ellers må fastlægges af domstolspræcedens, og at ikke alle konventionsbestemmelser er lige konkrete, og endelig tilgodeser det fornuftige element i Jacob Mcangamas argument for national forankring af komventionerne i sit blogindlæg herom på Berlingske - en fornuftig lokal gennemførelse inden for rammerne af konventionen. Til gengæld er CEPOS-juristens delvise 'hjælp' til DF i denne sag noget betænkelig.
Imidlertid er det ingen undskyldning for ikke at følge konventionen. Det er da også integrationsministerens egen konklusion, da hun fremsætter forslag til meddelelse af indfødsret til statsløse i Folketingets Møde nr. 14. tirsdag 09.11.2010:
"Det er ikke rart at skulle give indfødsret til nogen, der ikke opfylder betingelserne og som måske aldrig vil kunne komme til det, men det er altså en del af dansk ret i dag. Sådan må vi sige det, selv om det ikke er direkte inkorporeret. Det er nu en del af indfødsretten, at det foregår med respekt for konventionerne."
Højrefløjen prøver at forklare sagen med lidt administrativt rod, men konventionen om statsløse er meget klar: Ingen må være statsløse, fordi de risikerer i bedste fald at strande i udlandet uden hjælp til at komme hjem, og i værste fald at ende som jøderne, der blev kylet rundt mellem de europæiske lande i 30'erne, efter at nazisterne havde frataget dem deres tyske statsborgerskab.
mandag den 7. februar 2011
Grundtvig var (heller) ikke firkantet
Ad ”Tanker om åndelig krig og borgerlig fred” i Berlingske af Jacob Mchangama lørdag 5. feb. 2011
Kære Jacob Mchangama
Det er god kronik, som du har skrevet, og jeg er enig i mange af dine pointer, men din basale skelnen mellem ytring og handling vil jeg flytte til holdning kontra handling, hvor der er total tankefrihed, men ikke frihed til enhver handling, heller ikke enhver talehandling.
Du skriver, at Grundtvig ikke var en naivistisk ytringsfundamentalist (i hvert fald i sine unge år ifølge dig), og det er her, at jeg gør en tilføjelse med min overskrift. Og når du efterlyser en "grundtvigianer" på den nuværende venstrefløj som Poul Dam i sin tid, så stiller jeg gerne op - uden sammenligning i øvrigt med hverken Grundtvig eller Dam!
Jeg er dog ikke kristen men troende ateist, men når det kommer til at være enig i princippet "Frihed for Loke såvel som for Thor" og i dag for såvel Muhammed-karikaturer som parabolantenner, så melder jeg mig gerne under fanerne.
Også selv om jeg hører til dem, der fandt karikaturerne ukloge og usmagelige, og som fandt statsminister Anders Fogh Rasmussens hånlige afvisning af diverse diplomaters henvendelse en ret stor fejl, for det ændrer ikke ved, at såvel Jyllandsposten som tegnerne havde fuldt ud lovlig ret til at tegne og publicere de noget platte tegninger, og det uden forfølgelse, såvel juridisk som psykisk og fysisk.
At tegningerne skulle få en så stor reaktion endda i hele verden havde de færreste nok forestillet sig, men det ændrer ikke ved ytringens lovlighed, og du kan se min umiddelbare og noget satiriske reaktion på den i en artikel nogle dage efter første offentliggørelse kaldet ”Sælg den lille prins!”
Generelt synes jeg, at du forenkler tingene noget, måske fordi du håber, at overdrivelse fremmer forståelsen (?) Ytringsfrihed fører til frihed fra had, intolerance (og vold), skriver du, og mener folk ikke det, er de åbenbart en slags ”fundamentalister”.
Jeg må så spørge, hvad du anser holdningerne hos Dansk Folkeparti og endnu mere højrevendte strømninger for på den ene side, og tankerne hos f.eks. Hizb ut-Tahrir (som HELLER ikke skal forbydes) - eller diverse kommunistiske og autonome miljøer for på den anden side. Måske vil du svare, at det er marginale grupper, men jeg må så minde dig om DF's store vælgerskare og indflydelse som regeringsbærende parti.
Tillad mig samtidig at rette din opmærksomhed mod Tunesien og Ægypten (og jeg anvender her min ytringsfrihed til at stave landets navn, som jeg synes det bør staves), hvor særdeles fredelige demonstrationer med heldigvis et relativt minimalt voldspræget svar fra de herskende har ført til og er ved at føre til fredelige magtskifter og sandsynligvis væsentligt mere ytringsfrihed og demokrati.
Så tingene er ikke så simple, og det er de heller ikke ift. holdningen til og anvendelsen af de paragraffer i Grundloven, som du mener anvendes til "krænkelsesfundamentalisme".
På hvilken side der i øvrigt er flest ”fundamentalister” er i øvrigt også et godt spørgsmål. Jeg husker en vis statsminister, der i hvert fald for en tid mente, at ”ytringsfriheden kan ikke gradbøjes”, og jeg husker en hel del journalister, der helt selv påtog sig betegnelsen ”ytringsfriheds-fundamentalister”, idet de behændigt undgik at nævne, at de jo også lever af den, og at deres redaktører gradbøjer den hver dag.
Hvis du ser til USA, som vi begge beundrer, om end måske på hver sin måde, så er vi vel enige om, at de første 10 ”amendments” udgør en fornuftig ”Bill of Rights” - når man lige undtager amendment 2 om retten til at være våben. Men pointen er, at disse borgerlige rettigheder handler om meget andet end ytringsfrihed, men selvfølgelig også om den som en helt central ret. Skulle man mene, at det er den eneste rigtigt vigtige ret – og det gør nogen på højrefløjen, så er det vel også en form for fundamentalisme. Sjovt nok ophører den ofte i samme øjeblik, hvor nogen herhjemme gør grin med vore nationale klenodier, som f.eks. Kongehuset.
Men hvis dit ærinde er at tale imod enhver fundamentalisme, altså det at gøre et enkelt princip så vigtigt, så absolut og så universelt, at der stort set aldrig er undtagelser, så er jeg helt enig med dig. Og ønsker du at fremhæve ytringsfrihed som helt central i demokratiet, især for den upopulære mindretalsmening, så er vi også helt på linje.
Mere juridisk, men stadig overordnet, vil du afskaffe lovgivning mod al anden krænkelse end egentlige injurier, sådan som jeg forstår dig. Jeg mener, at vi ikke kun må beskytte enkeltpersoners frihed fra blandt meget andet krænkende ytringer, men også mindretals frihed, og derfor ønsker jeg, at man holder fast i racismeparagraffen – eller i hvert fald dens centrale elementer.
I øvrigt er det ved nærmere gennemsyn netop ikke en ”racismeparagraf” som sådan, men faktisk netop en generel mindretalsparagraf, som jeg i øvrigt synes, at Rigsadvokaten og domstolene fortolker passende stramt - f.eks. ved at afvise en anmeldelse mod netop karikaturerne, mens Langballe blev dømt for sine udtalelser om muslimske onklers voldtægt, og Lars Hedegaard kun slap for straf ved at påberåbe sig den retten under hellige danske julefrokost til at sige ufatteligt dumme og grimme ting.
Hvad derimod gælder beskyttelsen af diverse 'ophøjede tankesæt' som som f.eks. religioner og deres beskyttelse i blasfemi-paragraffen – herunder ikke mindst vor statskirkelige flertalskristendom, så kan den for min skyld gå ad helvede til, for nu at bruge en kendt vending ...
Jeg håber at se dig på barrikaderne for det, som vi kan blive enige om, så vi kan få de politiske friheder rigtigt på ret køl i Danmark igen og derefter bruge den borgerlige fred – der dog forhåbentlig er dynamisk nok til fortsat at kunne udvikle sig - til at bekrige hinanden åndeligt om det, vi nok er væsentligt mere uenige om, som f.eks. sociale og økonomiske spørgsmål ...
vh Claus Piculell
Kære Jacob Mchangama
Det er god kronik, som du har skrevet, og jeg er enig i mange af dine pointer, men din basale skelnen mellem ytring og handling vil jeg flytte til holdning kontra handling, hvor der er total tankefrihed, men ikke frihed til enhver handling, heller ikke enhver talehandling.
Du skriver, at Grundtvig ikke var en naivistisk ytringsfundamentalist (i hvert fald i sine unge år ifølge dig), og det er her, at jeg gør en tilføjelse med min overskrift. Og når du efterlyser en "grundtvigianer" på den nuværende venstrefløj som Poul Dam i sin tid, så stiller jeg gerne op - uden sammenligning i øvrigt med hverken Grundtvig eller Dam!
Jeg er dog ikke kristen men troende ateist, men når det kommer til at være enig i princippet "Frihed for Loke såvel som for Thor" og i dag for såvel Muhammed-karikaturer som parabolantenner, så melder jeg mig gerne under fanerne.
Også selv om jeg hører til dem, der fandt karikaturerne ukloge og usmagelige, og som fandt statsminister Anders Fogh Rasmussens hånlige afvisning af diverse diplomaters henvendelse en ret stor fejl, for det ændrer ikke ved, at såvel Jyllandsposten som tegnerne havde fuldt ud lovlig ret til at tegne og publicere de noget platte tegninger, og det uden forfølgelse, såvel juridisk som psykisk og fysisk.
At tegningerne skulle få en så stor reaktion endda i hele verden havde de færreste nok forestillet sig, men det ændrer ikke ved ytringens lovlighed, og du kan se min umiddelbare og noget satiriske reaktion på den i en artikel nogle dage efter første offentliggørelse kaldet ”Sælg den lille prins!”
Generelt synes jeg, at du forenkler tingene noget, måske fordi du håber, at overdrivelse fremmer forståelsen (?) Ytringsfrihed fører til frihed fra had, intolerance (og vold), skriver du, og mener folk ikke det, er de åbenbart en slags ”fundamentalister”.
Jeg må så spørge, hvad du anser holdningerne hos Dansk Folkeparti og endnu mere højrevendte strømninger for på den ene side, og tankerne hos f.eks. Hizb ut-Tahrir (som HELLER ikke skal forbydes) - eller diverse kommunistiske og autonome miljøer for på den anden side. Måske vil du svare, at det er marginale grupper, men jeg må så minde dig om DF's store vælgerskare og indflydelse som regeringsbærende parti.
Tillad mig samtidig at rette din opmærksomhed mod Tunesien og Ægypten (og jeg anvender her min ytringsfrihed til at stave landets navn, som jeg synes det bør staves), hvor særdeles fredelige demonstrationer med heldigvis et relativt minimalt voldspræget svar fra de herskende har ført til og er ved at føre til fredelige magtskifter og sandsynligvis væsentligt mere ytringsfrihed og demokrati.
Så tingene er ikke så simple, og det er de heller ikke ift. holdningen til og anvendelsen af de paragraffer i Grundloven, som du mener anvendes til "krænkelsesfundamentalisme".
På hvilken side der i øvrigt er flest ”fundamentalister” er i øvrigt også et godt spørgsmål. Jeg husker en vis statsminister, der i hvert fald for en tid mente, at ”ytringsfriheden kan ikke gradbøjes”, og jeg husker en hel del journalister, der helt selv påtog sig betegnelsen ”ytringsfriheds-fundamentalister”, idet de behændigt undgik at nævne, at de jo også lever af den, og at deres redaktører gradbøjer den hver dag.
Hvis du ser til USA, som vi begge beundrer, om end måske på hver sin måde, så er vi vel enige om, at de første 10 ”amendments” udgør en fornuftig ”Bill of Rights” - når man lige undtager amendment 2 om retten til at være våben. Men pointen er, at disse borgerlige rettigheder handler om meget andet end ytringsfrihed, men selvfølgelig også om den som en helt central ret. Skulle man mene, at det er den eneste rigtigt vigtige ret – og det gør nogen på højrefløjen, så er det vel også en form for fundamentalisme. Sjovt nok ophører den ofte i samme øjeblik, hvor nogen herhjemme gør grin med vore nationale klenodier, som f.eks. Kongehuset.
Men hvis dit ærinde er at tale imod enhver fundamentalisme, altså det at gøre et enkelt princip så vigtigt, så absolut og så universelt, at der stort set aldrig er undtagelser, så er jeg helt enig med dig. Og ønsker du at fremhæve ytringsfrihed som helt central i demokratiet, især for den upopulære mindretalsmening, så er vi også helt på linje.
Mere juridisk, men stadig overordnet, vil du afskaffe lovgivning mod al anden krænkelse end egentlige injurier, sådan som jeg forstår dig. Jeg mener, at vi ikke kun må beskytte enkeltpersoners frihed fra blandt meget andet krænkende ytringer, men også mindretals frihed, og derfor ønsker jeg, at man holder fast i racismeparagraffen – eller i hvert fald dens centrale elementer.
I øvrigt er det ved nærmere gennemsyn netop ikke en ”racismeparagraf” som sådan, men faktisk netop en generel mindretalsparagraf, som jeg i øvrigt synes, at Rigsadvokaten og domstolene fortolker passende stramt - f.eks. ved at afvise en anmeldelse mod netop karikaturerne, mens Langballe blev dømt for sine udtalelser om muslimske onklers voldtægt, og Lars Hedegaard kun slap for straf ved at påberåbe sig den retten under hellige danske julefrokost til at sige ufatteligt dumme og grimme ting.
Hvad derimod gælder beskyttelsen af diverse 'ophøjede tankesæt' som som f.eks. religioner og deres beskyttelse i blasfemi-paragraffen – herunder ikke mindst vor statskirkelige flertalskristendom, så kan den for min skyld gå ad helvede til, for nu at bruge en kendt vending ...
Jeg håber at se dig på barrikaderne for det, som vi kan blive enige om, så vi kan få de politiske friheder rigtigt på ret køl i Danmark igen og derefter bruge den borgerlige fred – der dog forhåbentlig er dynamisk nok til fortsat at kunne udvikle sig - til at bekrige hinanden åndeligt om det, vi nok er væsentligt mere uenige om, som f.eks. sociale og økonomiske spørgsmål ...
vh Claus Piculell
Forbandede regering
Forbandede regering
nu skifter piben lyd
fordi vi vil leve
overleve det er for lidt.
Se på de skønne huse
som vi har bygget se!v
os som ingen huse ejer
lad os besætte dem.
Mærk hvor vi hundefryser
og de har taget olien
kom med hen til vort rådhus
for nu skal olien ud.
Forbandede regering
nu skifter piben lyd
fordi vi vil leve
overleve det er for lidt.
Men se de svinepelse
de har forhøjet priserne
dog nu får vi se hvem
der skal betale dem.
Se på de riges biler
en overflødig luksus
men vi vil lave andet, når
vi tar fabrikkerne.
Forbandede regering
nu skifter piben lyd
fordi vi vil leve
overleve det er for lidt.
Se på de skønne jorde
der gror slet ingen planter
tænk på hvor mange bønder
der ku ha arbejde.
Slut med elendigheden
slut osse med besidderne
kun hvis vi står sammen
så kan vi styre selv
Forbandede regering
nu skifter piben lyd
fordi vi vil leve
overleve det er for lidt.
nu skifter piben lyd
fordi vi vil leve
overleve det er for lidt.
Se på de skønne huse
som vi har bygget se!v
os som ingen huse ejer
lad os besætte dem.
Mærk hvor vi hundefryser
og de har taget olien
kom med hen til vort rådhus
for nu skal olien ud.
Forbandede regering
nu skifter piben lyd
fordi vi vil leve
overleve det er for lidt.
Men se de svinepelse
de har forhøjet priserne
dog nu får vi se hvem
der skal betale dem.
Se på de riges biler
en overflødig luksus
men vi vil lave andet, når
vi tar fabrikkerne.
Forbandede regering
nu skifter piben lyd
fordi vi vil leve
overleve det er for lidt.
Se på de skønne jorde
der gror slet ingen planter
tænk på hvor mange bønder
der ku ha arbejde.
Slut med elendigheden
slut osse med besidderne
kun hvis vi står sammen
så kan vi styre selv
Forbandede regering
nu skifter piben lyd
fordi vi vil leve
overleve det er for lidt.
torsdag den 30. december 2010
Et Nytårs-Notat til Centrum-Venstre op til valgåret 2011
Centrum-Venstre kommer først i offensiven, når man begynder at sætte dagsordenen i fællesskab!
Den er først hjemme, når sidste stemme er talt!
Allerførst må jeg ift. valget i 2011 advare alle aktive bag og i oppositionen mod at tro, at "den er hjemme allerede" - og nogle synes faktisk at tro det. Og ja, ikke mindst økonomiens ringe tilstand med dens 'jobløse vækst' (i bedste fald), meningsmålingerne og et vist omslag i kulturkampen peger i en positiv retning. Men politik er som fodbold: tingene kan ændre sig lynhurtigt.
I fodbold er det imidlertid sådan, at alle på et hold har ét fælles mål og spiller bedst muligt sammen for at nå det, nemlig en sejr over det andet hold. Sådan ser det ikke altid ud til at være i politik, hvor mange interesser brydes, og hvor der stik mod diverse politologiske giganters forudsigelser ikke er tale om et nulsumsspil ...
At sætte en ny dagsorden
Jeg har fuld tiltro til, at Thorning, Søvndal, Vestager og hvem der nu er Enhedslistens leder i denne måned ønsker magten for at lave om på tingene og ikke blot for dens egen skyld. Men skal det virkelig batte, er det en afgørende opgave at ændre den politiske diskurs i Danmark, som er alt for forudsigelig og snæversynet, og som stort set foregår på borgerlige præmisser ud fra fastlåste og ofte økonomisk-politiske opfattelser, der præsenteres som skinbarlige sandheder, selv om de rent faktisk ikke har meget med virkeligheden at gøre.
Hvis man f.eks. vil have en anden økonomisk politik, der ikke blot flytter lidt rundt på 10-15 milliarder, må centrum-venstre altså se at gen(op)finde Keynes og andre centrum-venstre økonomer og uddanne vælgerne i deres tankegang. Blot "Keynes Classic" vil være et kæmpestort fremskridt! Både hvad angår nye politikker og en ny diskurs.
Så længe statsministeren kan slippe af sted med at lukke solidt sludder ud som at påstå, at "kun den private sektor kan producere vækst", og at "vi alle er en del af samfundshusholdningen og må sætte tæring efter næring", samt at det er "objektivt fastslået, at Danmark kommer til at mangle hænder om 20-40 år", så spiller oppositionen grundlæggende på udebane.
Alt tyder på, at den private sektor ikke er den eneste eller måske heller ikke den bedste vækstskaber, men mere herom senere. Og nationaløkonomi er netop ikke som folks privatøkonomi. Faktisk næsten tværtimod: Når der er krise, skærer alle fornuftige mennesker ned på forbruget, så langt de kan - mens staten skal gøre det modsatte, altså bl.a. fremrykke langsigtede investeringer for at holde økonomien i gang - og vice versa.
Ovenstående burde jo være børnelærdom for økonomer og politikere, og derfor er det uforståeligt, at oppositionen ikke udfordrer statsministerens sludder, også på mere idémæssigt plan. En prioritering af forskellige offentlige investeringer i en sådan grad, at langtidsledigheden ikke bliver for stor, gælder også, selv om Danmark evt. først er økonomisk klar til at gå med på Euroen omkring år 2020, for politisk er hverken EU eller vi klar før alligevel.
Økonomiske udfordringer
Mere generelt bør oppositionen blive mere enige om den økonomiske politik på kort og mellemlangt sigt - herunder at økonomi er mere end demografiske fremskrivninger - hvor vi rigtig nok kender f.eks. antallet af 20-årige om 20 år – medmindre der udbryder pest, ebola eller rigtig krig. Demografisk er det oplagt, at forholdet mellem ældre og yngre i den 'hvid-danske' befolkning forskubbes, og at det vil give problemer. Spørgsmålet er bare, i hvilket omfang det også ender med at blive en økonomisk udfordring.
Det afhænger bl.a. af de økonomiske konjunkturer internationalt og nationalt, den private og offentlige sektors behov og indbyrdes forhold, produktivitetsudviklingen, tekniske og andre innovationer, levealderen, sygdomsfrekvensen, inddragelse af hidtil marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet, hvad man anser som den "strukturelle ledighed", osv.
Alt andet lige vil der formentlig opstå et problem, selv om de stærkt alarmerende toner kommet til at lyde noget overdrevne med en bruttoarbejdsløshed på 200.000 for tiden. Ikke desto mindre er det helt centralt at have så stor en kvalificeret arbejdsstyrke som muligt om føje år. Og her er det altoverskyggende problem lige nu, er, at Danmark allerede efter få års arbejdsløshed står til at tabe op mod 75.000 unge på gulvet og erodere deres uddannelses- og erhvervsevne, som kunne levere hoveder og hænder om 20 år.
Genetablere et ægte demokrati
Overordnet mener jeg, lidt flot formuleret, at målet for oppositionen må være at genetablere en moderne demokratisk velfærdsstat med magtens fulde tredeling og sikring af borgerlige- samt andre menneskerettigheder såvel hjemme som ude, og det kan kun gøres ved at bryde med den gennem 10 frygteligt lange år regerende 'demokraturgiske' nationalkonservative hyperliberalisme, der til tider har balanceret på kanten af det fascistoide.
Her skal man huske, hvem vi har at takke for den udvikling, nemlig Anders Fogh Rasmussens Venstre og først derefter Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaard. Det var Venstre, der bragte den omstridte annonce i 2001 med storgrinende "perkere", der forlader en dansk domstol efter en angiveligt alt for mild og blødsøden dom. Det var Venstres chefideolog Claus Hjort Frederiksen, der fastslog Venstres grundlæggende værdifællesskab med DF.
Det var Anders Fogh, der stod åh så fast under første del af den meget belejligt fremkaldte Muhammed-karikatur-krise og dels afviste blot at tale med ambassadører for 11 muslimske lande og dels fyrede den flotte men falske formulering af om, at "ytringsfriheden kan ikke gradbøjes", så selv erfarne journalister, der selv gradbøjer den hver dag, sprang på vognen - måske fordi de lever af ytringsfriheden. At piben så fik en anden lyd, da dele af verdens muslimske befolkning på over 1 mia. mennesker ville hjælpe deres venner i vores minoritet i Danmark, er en anden sag.
Det var under Venstres lederskab og med kraftige opfordringer fra DF, at man vedtog terrorpakke II, selv om PET offentligt erklærede, at de ikke behøvede nye beføjelser i kampen mod terror. Og det var et ledende medlem af Venstres Ungdom, der foreslog, at Venstre ligesom under den tyske besættelse skulle prøve at få gjort brug af den paragraf i Grundloven, der gør det muligt at udelukke alle, der ikke er i job, fra at stemme ved valgene i det ellers demokratiske Danmark.
Ikke uden ironi er det under en Venstreregering, at pengene er fosset ud af statskassen takket være skattestop og -lettelser til de rigeste, og hvor milliarder er sendt ud af landet til pensions- og andre konti i Schweiz og andre skattely. Altsammen mens man sender politi ud for at hente folk til fogedretten for selv den mindste gæld og tjekker alle fra Danmarks engang stolte retsstat, når de skal på (jule)ferie i udlandet, for at se, om de er på dagpenge eller kontanthjælp. Efterhånden mangler man snart kun genindførelsen af gældsfængslet, og så kan vi jo se, om der dukker en dansk Dickens op ...
Ægte terrorbekæmpelse
Sikkerhedsmæssigt indebærer en ny diskurs og en ny politik bl.a. en genindførelse af en ægte retsstat med en fjernelse af terrorpakke II og en betydelig indskrænkning af terrorpakke I, så en række bestemmelser ændres, og så de kun kan anvendes ifm. egentlig terrorsigtelse. Altså ikke til "præventivt" eller på andet tvivlsomt grundlag at anholde f.eks. 2000 deltagere i en ellers fredelig demonstration under et klimatopmøde, hvor kniplerne glødede næsten lige så meget som Løkkes dirigentklokke og en del mere end hans vid ...
Nogle vil sikkert indvende, at netop nu har vi en i hvert fald tilsyneladende terrorsag, og den er et godt argument for, at al såkaldt terrorlovgivning skal ikke blot beholdes, men måske tilmed strammes. Men dels glemmer man vist, at alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist, dels har PET indtil videre været mere end tilfredse med de beføjelser, som de fik i terrorpakke I, så hvorfor skulle vi have en pakke II og nu måske endda nummer III, og hvad har terror med klimademonstranter at gøre?
PET og andre gør et fornemt arbejde under svære forhold, og det skal de have støtte til, og har de reelle ønsker om bedre arbejdsbetingelser, så skal det selvfølgelig overvejes. Men betyder det, at man kan slække på kontrolmekanismerne, eller at man skal fastholde bestemmelser, som indtil videre kun er anvendt ifm. lukningen af Ungdomshuset og diverse fredelige demonstrationer?
Ægte terrorbekæmpelse handler først og fremmest om bedre integration og modvirkelse af radikalisering. Det er et langt sejt træk, og de tre bedste midler er jobs, jobs og jobs - og så et godt mål uddannelse og anerkendelse!
I den forbindelse vil jeg godt advare ellers forstandige politikere mod at sprænge endnu en sikring og gå tilbage til endnu en fuser ifm. Hizb-ut-Tahrir. Hvorfor tror man i grunden, at HUT provokerer nu igen? Fordi de mangler medlemmer, og den bedste måde at give dem nogle på er at bede dem gå ad helvede til eller under jorden ved at forsøge at forbyde dem. Forgæves i øvrigt, for igen har HUT's ledelse været djævelsk smarte og holdt sig til at udtale sig om "modstand" i udlandet, in casu Afghanistan. Og ja, de har gjort det på en hamrende provokerende måde, men hvorfor mon? Moderate muslimer har de sidste par år ført dialog med HUT og ikke mindst deres sympatisører, og det har kostet HUT medlemmer og gjort deres ledelse tydeligt desperat. Hvilken vej tror man så er den bedste?
Udenrigs- og sikkerhedspolitik
Udenrigspolitisk må Centrum-Venstre arbejde for en nyorientering, så vi nok har en humanistisk aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, men ikke en "aktivistisk-ekspansiv" udenrigspolitik. Vi skal ikke konstant lægger os i halen på USA, men knytte an til de fælles prioriteringer i FN og EU, og anvendelsen af blød magt skal være vor vigtigste udenrigspolitiske magtudøvelse. Dertil får vi brug for en sandheds- og forsoningskommission om politisk-militære problemstillinger som en krigsførende nation for første gang siden 1864, og vi får brug for hurtigst muligt at komme ud af den efterhånden fuldstændig fejlstyrede og fejlslagne krig i Afghanistan, der oprindeligt var en forsvarskrig.
At gå ind i Afghanistan for at udradere Al-Qaida og deres baser efter 11. sept. 2001 var helt okay, herunder at vælte Al-Qaidas hjælpetropper i Taliban, men derefter burde opgaven have været at etablere et nogenlunde sikkert og legitimt styre, der kunne sikre os bedre mod ny terror. Opgaven var ikke at eksportere lige præcis vor opfattelse af demokrati, men helt enkelt i stedet at fremme fornuftig regeringsførelse og basale borgerrettigheder. Og at man dertil også begyndte en selvmorderisk "krig" mod alle vore - eller måske snarere præsident Bushs - yndlingsaversioner, herunder at gå i gang med afbrænding af fattige bønders valmuemarker frem for at købe morfinen til vore hospitaler og anden sygdomsbehandling, er en komplet gåde for mig.
Sammenhold i oppositionen
Som nævnt ovenfor er det altså forkert at tro, at oppositionen ikke kan lave så megen ged i det, at VOK med nye venner kan blive genvalgt. Det kan desværre ske, selv om lidt uenighed på udlændingeområdet tydeligvis ikke er nok, jf. netop pointsystemet, hvor der 'blot' blev flyttet stemmer inden for oppositionen.
Jeg må dog fraråde alle i oppositionen, også S og SF's ledelser, at prøve diverse automatsvar med efterfølgende halve kovendinger igen. Og kan oppositionen ikke tale sig til rette om at være enige, så bør man i det mindste formå at være enige om at være uenige på en ordentlig og anstændig måde.
Min advarsel her gælder ikke mindst den til tider overordentligt høje cigarføring hos de Radikale, især fra næstformand Morten Østergaard. Her får jeg mindelser om sommeren 2004, hvor oppositionen førte pænt i målingerne, hvorefter de radikale gik ud med et forslag om noget nær et totalt opgør med den hidtidige udlændingepolitik, og vupti, så var oppositionen håbløst bagefter, og Lykketoft m.fl. kunne helt enkelt ikke undgå at tabe valget i februar 2005.
Pas på med at undervurdere "den indre svinehund", som vi desværre alle har lidt i os af - de fleste dog heldigvis kun lidt - og som kan ernære sig ved mange slags fødeemner, såvel DF's stædige håndfodring men desværre også når oppositionen laver l... i den!
Og lad mig lige skære det ud i pap: Den indre svinehund har med racisme og xenofobi at gøre - at lægge en minoritet for had eller kollektiv mistanke direkte eller indirekte. Det har intet med nogen svinehund at gøre, at man evt. er bekymret for, om der på et givet tidspunkt kommer flere til Danmark fra udlandet, end vi kan håndtere at integrere samt evt. brødføde og hjælpe somatisk og psykisk.
2011: It's the economy, stupid!
Heldigvis er situationen noget anderledes i 2011: Regeringen er ikke blot træt, men nærmest desperat, bedst demonstreret ved Venstres desperate forsøg på at splitte oppositionen og selv risikere valgtæv pga. løftebrud om efterlønnen, ved diverse ministres gåen amok over at få stillet kritiske spørgsmål, samt ved VOK's nyeste historier om, at fagbevægelsens bidrag giver oppositionen en økonomisk fordel i valgkampen.
Man må anstrenge sig noget for ikke at føle foragt over for så utilsløret en flæbende tilgang blot ved udsigten til at miste magten, og især det sidstnævnte eksempel er indtil videre den mest ynkelige falske klynken fra partier, der sidst havde 10 gange så mange penge som oppositionen.
Derudover er de fleste vist klar over, at vi har en økonomisk krise, selv om VOK ironisk nok prøver at tale den op og ned på én gang. Op, fordi så bliver der en "krisebevidsthed", der fører til støtte bag offentlige besparelser - eller det satser de i hvert fald på. Men samtidig taler diverse bankøkonomer og andre tæt på VOK krisen ned, ganske enkelt for at forsøge at tale økonomien i gang på den måde.
Målet med at omtale krisen som fortid og fiksere på diverse enkeltstående fremgange i den nominelle vækst og priser på fast ejendom mv. er at tage opmærksomheden væk fra beskæftigelsen, der stadig er stagnerende, så regeringen ikke skal huskes for sin del af ansvaret for en gavebodspolitik, der bidrog til boblerne og deres bristen, en økonomisk nedsmeltning og en derefter en langvarig stagnation og / eller jobløs vækst.
Og netop en stagnation med en jobløs vækst er faktisk det bedst tænkelige scenario i de nærmeste år, men der er også en vis risiko for et nyt alvorligt dyk og/eller et uendeligt værre scenario: At EU bliver sendt rigtigt til tælling af de indre spændinger i Euroland.
Denne indre modsigelse i VOK's økonomiske politik og -retorik burde være gefundenes fressen for diverse meningsmagere på venstrefløjen, også fordi den sammen med regeringens og dens skattestops medansvar for boblerne og krisen burde være en af de bedste illustrationer af, at en Centrum-Venstre-regering ikke blot er bedst for beskæftigelsen, men for hele den økonomiske styring - modsat de snart selvforstærkende myter om de borgerlige partiers overlegne økonomihåndtering, der render rundt konstant i de efterhånden fortvivlende ukritiske medier.
Bankernes rolle i krisen glemt?
Jeg begriber heller ikke, hvor ramaskriget fra oppositionen blev af, da de danske bankers interesseforening her i december gav Nationalbanken fingeren og afviste selv nogle meget forsigtige krav til deres videre soliditet og risikotagning. Hvordan kan man lade det gå upåtalt hen og se det som andet end en uhørt frækhed og hån mod hårdtarbejdende skatteydere for slet ikke at tale på de arbejdsløse?
Især når man betænker, at det var nøjagtig de samme banker, som uden blusel henvendte sig til deres venner i regeringen for at få stillet i princippet to gange det danske BNP til rådighed som sikkerhed for deres egne unødvendige risikotagning, og derefter gladeligen med landets største bank - dem der engang gjorde det de var bedst til - tog mod meget billige og meget store og meget lukrative statslån såvel i Danmark som i USA for overhovedet at kunne blive stående på fødderne.
Vi skal have en bankpakke tre, og den skal stille de nødvendige og større krav til bankerne - blandt andet men ikke kun om en finanstransaktionsafgift, så der er en reel mulighed for at undgå en tilsvarende situation.
Og hvis finanssektoren stadig brokker sig over den nødvendige medicin eller stadig nægter at lære lektien, så må man jo spørge dem, om de på længere sigt virkelig ønsker at gøre det nødvendigt at forvandle egentlig bankvirksomhed - såsom udlån, indlån, likviditet og løbende betalinger - til en statslig service, og ved siden af opføre statslige kasinoer, hvor folk kan spille på lotto, blackjack og diverse finansielle derivater ...? Vel at mærke for helt egen regning!
En ny fælles økonomisk politik for oppositionen
Ydermere er der mildt sagt også mangler i den økonomiske politik hos oppositionen, såvel i indhold og form, men også ift. den nødvendige grad af enighed.
Helt generelt har Centrum-Venstre og landet som helhed behov for et nyt økonomisk-politisk paradigme, og disse overvejelser bør kunne bruges:
Det er ganske enkelt forkert, at kun den private sektor skaber vækst - eller for den sags skyld skulle være bedst til det. Både den offentlige og private sektor skaber vækst, såvel direkte som indirekte. Infrastruktur, uddannelse, omsorg og infrastruktur er forudsætninger for vækst, men den konkrete udførelse af dem giver også mere vækst i sig selv dels ved at give ordrer til private firmaer og dels ved at generere forbrug. Det forøges yderligere ved multiplikatoreffekten, og den er langt større ved offentlige investeringer end ved især skattelettelser i toppen.
Derudover er - såvidt jeg kan se - enhver større teknologisk bølge i nyere tid faktisk skabt af offentlig fremme af opfindsomhed (herunder uddannelse og grundforskning) samt offentlig efterspørgsel og joint-venture med den private sektor. Eksempler: Computere, der fyldte en større patriciervilla, blev opfundet til statslige databehov, internettet blev påbegyndt af USA's militær, den reelle effektivisering af den offentlige sektor bygger især på computerteknologi, og omsorgsrobotteknologi - den næste store satsning - kommer af offentlig efterspørgsel, mens grøn teknologi blev igangsat af staterne, især den danske.
Men der er også masser af eksempler af ældre dato, ja sågar fra kapitalismens fødsel: Hvem sparkede f.eks. jernbanen i gang? Staten i form af enevælden! Hvad fyrede damplokomotiverne med? Kul tilvejebragt af statslige mineselskaber i hjemlande og kolonier. Hvordan begyndte flysektoren? Pionerer opfandt flyvemaskinen og afprøvede den, hvorefter staterne i første omgang brugte teknologien militært og derefter stiftede nationale flyselskaber til almen brug. Da først tingene var opfundet og sat rigtigt i gang, kunne den private sektor overtage.
Den private sektor er god - endda rigtig god - til at omsætte nye, store ideer til produkter og at gøre disse billigere og masseproducerede og alment udbredte forbrugsgoder. Men den private sektor er hverken særlig inventiv, altså god til at til få og udvikle helt nye ideer, eller særlig initierende, dvs. god til at starte de første faser af deres udvikling op. Tilmed er det sådan, at til tider kvæler den private sektor gode ideer, især hvis den består af de-facto monopoler eller karteller med aftaler om f.eks. priser eller at holde andre ude af markedet.
Historien om benzin og bioetanol
Tillad mig at bruge historien om bioetanol til bilmotorer som et opbyggeligt eksempel. En egentlig motor baseret på etanol og terpentin blev opfundet i 1826 af Stanley Morey, og en ren etanolmotor sat i produktion i 1896 af Henry Ford. Men eftersom etanol (sprit) kan laves af alt organisk materiale og omvendt bruges til mange ting (!), kan man ikke tage patent på det, og sit første dødsstød fik bioetanolen, da den blev pålignet skat under den amerikanske borgerkrig i 1862 - næppe uden tilskyndelse fra den dengang fremvoksende olieindustri.
I anden omgang fra ca. år 1900 fik Standard Oil (der sad på 90% af oliemarkedet i USA) i samarbejde med General Motors og E.I. du Pont Kemi langsomt drevet bioetanol ud af markedet, også selv om Standard Oil efter sin storhedstid i 1890-1911 blev spillet op i "de syv søstre" takket være Theodore Roosevelts ægte liberale antitrust-lovgivning. Da man havde problemer med at finde et brændstof baseret på olie - som man vel at mærke kunne tage patent på, og som ikke medførte farlig ustabilitet i motoren ("the knocking effect") - endte man med at tilsætte bly.
Da blyets sundheds- og miljørisiko for alvor blev erkendt i 70'erne, begyndte man at tilsætte diverse former for æter for at oxidere benzinen, men de er senere blevet afslørede som sundheds- og miljøsyndere såvel som farlige ved brug. Efter år 2000 er selv USA, først via enkeltstaterne, begyndt at forbyde andre tilsætningsstoffer til benzin end ren etanol som den sikreste og mest sundhedsvenlige motorstabilisator. Selv om bioetanol-teknologien hele tiden har eksisteret, er man først for alvor begyndt at overveje bioetanol som brændstof nu, hvor olien er blevet såvel et økonomisk som politisk våben - og snart en mangelvare.
For en ordens skyld bør jeg nok tilføje, at dette ikke er et indlæg for en gigantisk satsning på bioetanol (medmindre den laves af bioaffald), dels fordi der er andre energikilder undervejs, dels fordi det kan føre til øgede fødevarepriser. Det tjener blot til eksempel på, hvordan en 'ren' energikilde blev erstattet af en drønbeskidt ditto - hvis forskellige mindre bestandele og potentialer i øvrigt kunne have tjent menneskeheden og fremtidig ren teknologi i måske tusind år, fordi der kunne tjenes flere penge på at hive millioner af års reserver op fra undergrunden og brænde dem af med det samme.
Intelligent vækst - et fælles projekt
For nu at opsummere min første pointe: Den private sektor er kun bedst til at skabe vækst, når det kan betale sig, og når det går godt! Jeg ved, at det er lyder som en i hvert fald delvis pleonasme, og det er det vel også, men pointen i det ovenstående er, at uden en stærk stat og små innovatører og tilskud samt afsætningsmuligheder bl.a. i den offentlige sektor i rette målestok på de rigtige tidspunkter kommer den private vækst ingen steder!
Og nu til min anden pointe: Selv når det kører, er væksten blind. Skal væksten også være reelt samfundsnyttig, skal den styres og reguleres. Hvis Danmark og verden fortsat skal kunne udvikle sig, så ulighederne langsomt formindskes, kræver det vækst, men det kræver vækst uden at udplyndre klodens ressourcer og fremkalde en økologisk katastrofe. Her gør man klogt i at lytte til Karl Marx og Edmund Burke i forening: Hvis noget er en pligt for enhver generation, så er det at efterlade jorden i bedre og ikke ringere stand, end de fik den overdraget!
At den private sektor omvendt har en afgørende rolle mht. at sætte fart på væksten og fordele såvel egentlige forbrugsgoder som incitamenter er derimod korrekt, når man med forbrugergoder forstår f.eks. et passende antal sko i et passende antal størrelser og designs og kvaliteter, og når man ved incitamenter f.eks forstår belønninger for at have mod og kapital til at sætte en ide i produktion, forfine den yderligere (innovation) eller gøre den billigere.
Derimod er det en meget dårlig idé at sætte den private sektor til at lave så mange sundhedstjek som muligt, fordi de gerne skal være korrekte hver gang, og det er ikke det rette sted at skære genveje, som vi har set det på kræftområdet for nylig. Og nu vi taler om kræft, så har jeg en fornemmelse af, at det heller ikke vil være en god idé at sætte den private sektor til at gøre plutonium billigere, bedre og mere tilgængeligt for alle ...
Den private sektor har selv for nylig været så elskværdig at påvise ovenstående ved sin totale nedsmeltning, først finansielt og så realøkonomisk, og dermed at den heller ikke er god til at styre væksten samfundsmæssigt fornuftigt, herunder til at undgå klimakriser eller finansbobler på 10-20 gange værdien af den reelle produktion og andre strukturelle og konjunkturelle kriser.
Alligevel synes det, som om ingen ansvarlige politiske aktører tør sætte spørgsmålstegn ved påstanden om, at det frie marked og det private erhvervsliv ikke blot er den bedste, men den eneste skaber af "rigtig vækst". Ja, selv at følge i 100-år gamle fodspor fra en af USAs mest liberale præsidenter og stræbe efter ægte dynamisk konkurrence viger man tilbage for. Rækker ambitionerne hos vore partiledere og såkaldte idépolitiske meningsmagere virkelig ikke længere? For så vil jeg nødig se "forkert vækst" - uanset hvilken regering vi har ...
Den er først hjemme, når sidste stemme er talt!
Allerførst må jeg ift. valget i 2011 advare alle aktive bag og i oppositionen mod at tro, at "den er hjemme allerede" - og nogle synes faktisk at tro det. Og ja, ikke mindst økonomiens ringe tilstand med dens 'jobløse vækst' (i bedste fald), meningsmålingerne og et vist omslag i kulturkampen peger i en positiv retning. Men politik er som fodbold: tingene kan ændre sig lynhurtigt.
I fodbold er det imidlertid sådan, at alle på et hold har ét fælles mål og spiller bedst muligt sammen for at nå det, nemlig en sejr over det andet hold. Sådan ser det ikke altid ud til at være i politik, hvor mange interesser brydes, og hvor der stik mod diverse politologiske giganters forudsigelser ikke er tale om et nulsumsspil ...
At sætte en ny dagsorden
Jeg har fuld tiltro til, at Thorning, Søvndal, Vestager og hvem der nu er Enhedslistens leder i denne måned ønsker magten for at lave om på tingene og ikke blot for dens egen skyld. Men skal det virkelig batte, er det en afgørende opgave at ændre den politiske diskurs i Danmark, som er alt for forudsigelig og snæversynet, og som stort set foregår på borgerlige præmisser ud fra fastlåste og ofte økonomisk-politiske opfattelser, der præsenteres som skinbarlige sandheder, selv om de rent faktisk ikke har meget med virkeligheden at gøre.
Hvis man f.eks. vil have en anden økonomisk politik, der ikke blot flytter lidt rundt på 10-15 milliarder, må centrum-venstre altså se at gen(op)finde Keynes og andre centrum-venstre økonomer og uddanne vælgerne i deres tankegang. Blot "Keynes Classic" vil være et kæmpestort fremskridt! Både hvad angår nye politikker og en ny diskurs.
Så længe statsministeren kan slippe af sted med at lukke solidt sludder ud som at påstå, at "kun den private sektor kan producere vækst", og at "vi alle er en del af samfundshusholdningen og må sætte tæring efter næring", samt at det er "objektivt fastslået, at Danmark kommer til at mangle hænder om 20-40 år", så spiller oppositionen grundlæggende på udebane.
Alt tyder på, at den private sektor ikke er den eneste eller måske heller ikke den bedste vækstskaber, men mere herom senere. Og nationaløkonomi er netop ikke som folks privatøkonomi. Faktisk næsten tværtimod: Når der er krise, skærer alle fornuftige mennesker ned på forbruget, så langt de kan - mens staten skal gøre det modsatte, altså bl.a. fremrykke langsigtede investeringer for at holde økonomien i gang - og vice versa.
Ovenstående burde jo være børnelærdom for økonomer og politikere, og derfor er det uforståeligt, at oppositionen ikke udfordrer statsministerens sludder, også på mere idémæssigt plan. En prioritering af forskellige offentlige investeringer i en sådan grad, at langtidsledigheden ikke bliver for stor, gælder også, selv om Danmark evt. først er økonomisk klar til at gå med på Euroen omkring år 2020, for politisk er hverken EU eller vi klar før alligevel.
Økonomiske udfordringer
Mere generelt bør oppositionen blive mere enige om den økonomiske politik på kort og mellemlangt sigt - herunder at økonomi er mere end demografiske fremskrivninger - hvor vi rigtig nok kender f.eks. antallet af 20-årige om 20 år – medmindre der udbryder pest, ebola eller rigtig krig. Demografisk er det oplagt, at forholdet mellem ældre og yngre i den 'hvid-danske' befolkning forskubbes, og at det vil give problemer. Spørgsmålet er bare, i hvilket omfang det også ender med at blive en økonomisk udfordring.
Det afhænger bl.a. af de økonomiske konjunkturer internationalt og nationalt, den private og offentlige sektors behov og indbyrdes forhold, produktivitetsudviklingen, tekniske og andre innovationer, levealderen, sygdomsfrekvensen, inddragelse af hidtil marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet, hvad man anser som den "strukturelle ledighed", osv.
Alt andet lige vil der formentlig opstå et problem, selv om de stærkt alarmerende toner kommet til at lyde noget overdrevne med en bruttoarbejdsløshed på 200.000 for tiden. Ikke desto mindre er det helt centralt at have så stor en kvalificeret arbejdsstyrke som muligt om føje år. Og her er det altoverskyggende problem lige nu, er, at Danmark allerede efter få års arbejdsløshed står til at tabe op mod 75.000 unge på gulvet og erodere deres uddannelses- og erhvervsevne, som kunne levere hoveder og hænder om 20 år.
Genetablere et ægte demokrati
Overordnet mener jeg, lidt flot formuleret, at målet for oppositionen må være at genetablere en moderne demokratisk velfærdsstat med magtens fulde tredeling og sikring af borgerlige- samt andre menneskerettigheder såvel hjemme som ude, og det kan kun gøres ved at bryde med den gennem 10 frygteligt lange år regerende 'demokraturgiske' nationalkonservative hyperliberalisme, der til tider har balanceret på kanten af det fascistoide.
Her skal man huske, hvem vi har at takke for den udvikling, nemlig Anders Fogh Rasmussens Venstre og først derefter Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaard. Det var Venstre, der bragte den omstridte annonce i 2001 med storgrinende "perkere", der forlader en dansk domstol efter en angiveligt alt for mild og blødsøden dom. Det var Venstres chefideolog Claus Hjort Frederiksen, der fastslog Venstres grundlæggende værdifællesskab med DF.
Det var Anders Fogh, der stod åh så fast under første del af den meget belejligt fremkaldte Muhammed-karikatur-krise og dels afviste blot at tale med ambassadører for 11 muslimske lande og dels fyrede den flotte men falske formulering af om, at "ytringsfriheden kan ikke gradbøjes", så selv erfarne journalister, der selv gradbøjer den hver dag, sprang på vognen - måske fordi de lever af ytringsfriheden. At piben så fik en anden lyd, da dele af verdens muslimske befolkning på over 1 mia. mennesker ville hjælpe deres venner i vores minoritet i Danmark, er en anden sag.
Det var under Venstres lederskab og med kraftige opfordringer fra DF, at man vedtog terrorpakke II, selv om PET offentligt erklærede, at de ikke behøvede nye beføjelser i kampen mod terror. Og det var et ledende medlem af Venstres Ungdom, der foreslog, at Venstre ligesom under den tyske besættelse skulle prøve at få gjort brug af den paragraf i Grundloven, der gør det muligt at udelukke alle, der ikke er i job, fra at stemme ved valgene i det ellers demokratiske Danmark.
Ikke uden ironi er det under en Venstreregering, at pengene er fosset ud af statskassen takket være skattestop og -lettelser til de rigeste, og hvor milliarder er sendt ud af landet til pensions- og andre konti i Schweiz og andre skattely. Altsammen mens man sender politi ud for at hente folk til fogedretten for selv den mindste gæld og tjekker alle fra Danmarks engang stolte retsstat, når de skal på (jule)ferie i udlandet, for at se, om de er på dagpenge eller kontanthjælp. Efterhånden mangler man snart kun genindførelsen af gældsfængslet, og så kan vi jo se, om der dukker en dansk Dickens op ...
Ægte terrorbekæmpelse
Sikkerhedsmæssigt indebærer en ny diskurs og en ny politik bl.a. en genindførelse af en ægte retsstat med en fjernelse af terrorpakke II og en betydelig indskrænkning af terrorpakke I, så en række bestemmelser ændres, og så de kun kan anvendes ifm. egentlig terrorsigtelse. Altså ikke til "præventivt" eller på andet tvivlsomt grundlag at anholde f.eks. 2000 deltagere i en ellers fredelig demonstration under et klimatopmøde, hvor kniplerne glødede næsten lige så meget som Løkkes dirigentklokke og en del mere end hans vid ...
Nogle vil sikkert indvende, at netop nu har vi en i hvert fald tilsyneladende terrorsag, og den er et godt argument for, at al såkaldt terrorlovgivning skal ikke blot beholdes, men måske tilmed strammes. Men dels glemmer man vist, at alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist, dels har PET indtil videre været mere end tilfredse med de beføjelser, som de fik i terrorpakke I, så hvorfor skulle vi have en pakke II og nu måske endda nummer III, og hvad har terror med klimademonstranter at gøre?
PET og andre gør et fornemt arbejde under svære forhold, og det skal de have støtte til, og har de reelle ønsker om bedre arbejdsbetingelser, så skal det selvfølgelig overvejes. Men betyder det, at man kan slække på kontrolmekanismerne, eller at man skal fastholde bestemmelser, som indtil videre kun er anvendt ifm. lukningen af Ungdomshuset og diverse fredelige demonstrationer?
Ægte terrorbekæmpelse handler først og fremmest om bedre integration og modvirkelse af radikalisering. Det er et langt sejt træk, og de tre bedste midler er jobs, jobs og jobs - og så et godt mål uddannelse og anerkendelse!
I den forbindelse vil jeg godt advare ellers forstandige politikere mod at sprænge endnu en sikring og gå tilbage til endnu en fuser ifm. Hizb-ut-Tahrir. Hvorfor tror man i grunden, at HUT provokerer nu igen? Fordi de mangler medlemmer, og den bedste måde at give dem nogle på er at bede dem gå ad helvede til eller under jorden ved at forsøge at forbyde dem. Forgæves i øvrigt, for igen har HUT's ledelse været djævelsk smarte og holdt sig til at udtale sig om "modstand" i udlandet, in casu Afghanistan. Og ja, de har gjort det på en hamrende provokerende måde, men hvorfor mon? Moderate muslimer har de sidste par år ført dialog med HUT og ikke mindst deres sympatisører, og det har kostet HUT medlemmer og gjort deres ledelse tydeligt desperat. Hvilken vej tror man så er den bedste?
Udenrigs- og sikkerhedspolitik
Udenrigspolitisk må Centrum-Venstre arbejde for en nyorientering, så vi nok har en humanistisk aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, men ikke en "aktivistisk-ekspansiv" udenrigspolitik. Vi skal ikke konstant lægger os i halen på USA, men knytte an til de fælles prioriteringer i FN og EU, og anvendelsen af blød magt skal være vor vigtigste udenrigspolitiske magtudøvelse. Dertil får vi brug for en sandheds- og forsoningskommission om politisk-militære problemstillinger som en krigsførende nation for første gang siden 1864, og vi får brug for hurtigst muligt at komme ud af den efterhånden fuldstændig fejlstyrede og fejlslagne krig i Afghanistan, der oprindeligt var en forsvarskrig.
At gå ind i Afghanistan for at udradere Al-Qaida og deres baser efter 11. sept. 2001 var helt okay, herunder at vælte Al-Qaidas hjælpetropper i Taliban, men derefter burde opgaven have været at etablere et nogenlunde sikkert og legitimt styre, der kunne sikre os bedre mod ny terror. Opgaven var ikke at eksportere lige præcis vor opfattelse af demokrati, men helt enkelt i stedet at fremme fornuftig regeringsførelse og basale borgerrettigheder. Og at man dertil også begyndte en selvmorderisk "krig" mod alle vore - eller måske snarere præsident Bushs - yndlingsaversioner, herunder at gå i gang med afbrænding af fattige bønders valmuemarker frem for at købe morfinen til vore hospitaler og anden sygdomsbehandling, er en komplet gåde for mig.
Sammenhold i oppositionen
Som nævnt ovenfor er det altså forkert at tro, at oppositionen ikke kan lave så megen ged i det, at VOK med nye venner kan blive genvalgt. Det kan desværre ske, selv om lidt uenighed på udlændingeområdet tydeligvis ikke er nok, jf. netop pointsystemet, hvor der 'blot' blev flyttet stemmer inden for oppositionen.
Jeg må dog fraråde alle i oppositionen, også S og SF's ledelser, at prøve diverse automatsvar med efterfølgende halve kovendinger igen. Og kan oppositionen ikke tale sig til rette om at være enige, så bør man i det mindste formå at være enige om at være uenige på en ordentlig og anstændig måde.
Min advarsel her gælder ikke mindst den til tider overordentligt høje cigarføring hos de Radikale, især fra næstformand Morten Østergaard. Her får jeg mindelser om sommeren 2004, hvor oppositionen førte pænt i målingerne, hvorefter de radikale gik ud med et forslag om noget nær et totalt opgør med den hidtidige udlændingepolitik, og vupti, så var oppositionen håbløst bagefter, og Lykketoft m.fl. kunne helt enkelt ikke undgå at tabe valget i februar 2005.
Pas på med at undervurdere "den indre svinehund", som vi desværre alle har lidt i os af - de fleste dog heldigvis kun lidt - og som kan ernære sig ved mange slags fødeemner, såvel DF's stædige håndfodring men desværre også når oppositionen laver l... i den!
Og lad mig lige skære det ud i pap: Den indre svinehund har med racisme og xenofobi at gøre - at lægge en minoritet for had eller kollektiv mistanke direkte eller indirekte. Det har intet med nogen svinehund at gøre, at man evt. er bekymret for, om der på et givet tidspunkt kommer flere til Danmark fra udlandet, end vi kan håndtere at integrere samt evt. brødføde og hjælpe somatisk og psykisk.
2011: It's the economy, stupid!
Heldigvis er situationen noget anderledes i 2011: Regeringen er ikke blot træt, men nærmest desperat, bedst demonstreret ved Venstres desperate forsøg på at splitte oppositionen og selv risikere valgtæv pga. løftebrud om efterlønnen, ved diverse ministres gåen amok over at få stillet kritiske spørgsmål, samt ved VOK's nyeste historier om, at fagbevægelsens bidrag giver oppositionen en økonomisk fordel i valgkampen.
Man må anstrenge sig noget for ikke at føle foragt over for så utilsløret en flæbende tilgang blot ved udsigten til at miste magten, og især det sidstnævnte eksempel er indtil videre den mest ynkelige falske klynken fra partier, der sidst havde 10 gange så mange penge som oppositionen.
Derudover er de fleste vist klar over, at vi har en økonomisk krise, selv om VOK ironisk nok prøver at tale den op og ned på én gang. Op, fordi så bliver der en "krisebevidsthed", der fører til støtte bag offentlige besparelser - eller det satser de i hvert fald på. Men samtidig taler diverse bankøkonomer og andre tæt på VOK krisen ned, ganske enkelt for at forsøge at tale økonomien i gang på den måde.
Målet med at omtale krisen som fortid og fiksere på diverse enkeltstående fremgange i den nominelle vækst og priser på fast ejendom mv. er at tage opmærksomheden væk fra beskæftigelsen, der stadig er stagnerende, så regeringen ikke skal huskes for sin del af ansvaret for en gavebodspolitik, der bidrog til boblerne og deres bristen, en økonomisk nedsmeltning og en derefter en langvarig stagnation og / eller jobløs vækst.
Og netop en stagnation med en jobløs vækst er faktisk det bedst tænkelige scenario i de nærmeste år, men der er også en vis risiko for et nyt alvorligt dyk og/eller et uendeligt værre scenario: At EU bliver sendt rigtigt til tælling af de indre spændinger i Euroland.
Denne indre modsigelse i VOK's økonomiske politik og -retorik burde være gefundenes fressen for diverse meningsmagere på venstrefløjen, også fordi den sammen med regeringens og dens skattestops medansvar for boblerne og krisen burde være en af de bedste illustrationer af, at en Centrum-Venstre-regering ikke blot er bedst for beskæftigelsen, men for hele den økonomiske styring - modsat de snart selvforstærkende myter om de borgerlige partiers overlegne økonomihåndtering, der render rundt konstant i de efterhånden fortvivlende ukritiske medier.
Bankernes rolle i krisen glemt?
Jeg begriber heller ikke, hvor ramaskriget fra oppositionen blev af, da de danske bankers interesseforening her i december gav Nationalbanken fingeren og afviste selv nogle meget forsigtige krav til deres videre soliditet og risikotagning. Hvordan kan man lade det gå upåtalt hen og se det som andet end en uhørt frækhed og hån mod hårdtarbejdende skatteydere for slet ikke at tale på de arbejdsløse?
Især når man betænker, at det var nøjagtig de samme banker, som uden blusel henvendte sig til deres venner i regeringen for at få stillet i princippet to gange det danske BNP til rådighed som sikkerhed for deres egne unødvendige risikotagning, og derefter gladeligen med landets største bank - dem der engang gjorde det de var bedst til - tog mod meget billige og meget store og meget lukrative statslån såvel i Danmark som i USA for overhovedet at kunne blive stående på fødderne.
Vi skal have en bankpakke tre, og den skal stille de nødvendige og større krav til bankerne - blandt andet men ikke kun om en finanstransaktionsafgift, så der er en reel mulighed for at undgå en tilsvarende situation.
Og hvis finanssektoren stadig brokker sig over den nødvendige medicin eller stadig nægter at lære lektien, så må man jo spørge dem, om de på længere sigt virkelig ønsker at gøre det nødvendigt at forvandle egentlig bankvirksomhed - såsom udlån, indlån, likviditet og løbende betalinger - til en statslig service, og ved siden af opføre statslige kasinoer, hvor folk kan spille på lotto, blackjack og diverse finansielle derivater ...? Vel at mærke for helt egen regning!
En ny fælles økonomisk politik for oppositionen
Ydermere er der mildt sagt også mangler i den økonomiske politik hos oppositionen, såvel i indhold og form, men også ift. den nødvendige grad af enighed.
Helt generelt har Centrum-Venstre og landet som helhed behov for et nyt økonomisk-politisk paradigme, og disse overvejelser bør kunne bruges:
Det er ganske enkelt forkert, at kun den private sektor skaber vækst - eller for den sags skyld skulle være bedst til det. Både den offentlige og private sektor skaber vækst, såvel direkte som indirekte. Infrastruktur, uddannelse, omsorg og infrastruktur er forudsætninger for vækst, men den konkrete udførelse af dem giver også mere vækst i sig selv dels ved at give ordrer til private firmaer og dels ved at generere forbrug. Det forøges yderligere ved multiplikatoreffekten, og den er langt større ved offentlige investeringer end ved især skattelettelser i toppen.
Derudover er - såvidt jeg kan se - enhver større teknologisk bølge i nyere tid faktisk skabt af offentlig fremme af opfindsomhed (herunder uddannelse og grundforskning) samt offentlig efterspørgsel og joint-venture med den private sektor. Eksempler: Computere, der fyldte en større patriciervilla, blev opfundet til statslige databehov, internettet blev påbegyndt af USA's militær, den reelle effektivisering af den offentlige sektor bygger især på computerteknologi, og omsorgsrobotteknologi - den næste store satsning - kommer af offentlig efterspørgsel, mens grøn teknologi blev igangsat af staterne, især den danske.
Men der er også masser af eksempler af ældre dato, ja sågar fra kapitalismens fødsel: Hvem sparkede f.eks. jernbanen i gang? Staten i form af enevælden! Hvad fyrede damplokomotiverne med? Kul tilvejebragt af statslige mineselskaber i hjemlande og kolonier. Hvordan begyndte flysektoren? Pionerer opfandt flyvemaskinen og afprøvede den, hvorefter staterne i første omgang brugte teknologien militært og derefter stiftede nationale flyselskaber til almen brug. Da først tingene var opfundet og sat rigtigt i gang, kunne den private sektor overtage.
Den private sektor er god - endda rigtig god - til at omsætte nye, store ideer til produkter og at gøre disse billigere og masseproducerede og alment udbredte forbrugsgoder. Men den private sektor er hverken særlig inventiv, altså god til at til få og udvikle helt nye ideer, eller særlig initierende, dvs. god til at starte de første faser af deres udvikling op. Tilmed er det sådan, at til tider kvæler den private sektor gode ideer, især hvis den består af de-facto monopoler eller karteller med aftaler om f.eks. priser eller at holde andre ude af markedet.
Historien om benzin og bioetanol
Tillad mig at bruge historien om bioetanol til bilmotorer som et opbyggeligt eksempel. En egentlig motor baseret på etanol og terpentin blev opfundet i 1826 af Stanley Morey, og en ren etanolmotor sat i produktion i 1896 af Henry Ford. Men eftersom etanol (sprit) kan laves af alt organisk materiale og omvendt bruges til mange ting (!), kan man ikke tage patent på det, og sit første dødsstød fik bioetanolen, da den blev pålignet skat under den amerikanske borgerkrig i 1862 - næppe uden tilskyndelse fra den dengang fremvoksende olieindustri.
I anden omgang fra ca. år 1900 fik Standard Oil (der sad på 90% af oliemarkedet i USA) i samarbejde med General Motors og E.I. du Pont Kemi langsomt drevet bioetanol ud af markedet, også selv om Standard Oil efter sin storhedstid i 1890-1911 blev spillet op i "de syv søstre" takket være Theodore Roosevelts ægte liberale antitrust-lovgivning. Da man havde problemer med at finde et brændstof baseret på olie - som man vel at mærke kunne tage patent på, og som ikke medførte farlig ustabilitet i motoren ("the knocking effect") - endte man med at tilsætte bly.
Da blyets sundheds- og miljørisiko for alvor blev erkendt i 70'erne, begyndte man at tilsætte diverse former for æter for at oxidere benzinen, men de er senere blevet afslørede som sundheds- og miljøsyndere såvel som farlige ved brug. Efter år 2000 er selv USA, først via enkeltstaterne, begyndt at forbyde andre tilsætningsstoffer til benzin end ren etanol som den sikreste og mest sundhedsvenlige motorstabilisator. Selv om bioetanol-teknologien hele tiden har eksisteret, er man først for alvor begyndt at overveje bioetanol som brændstof nu, hvor olien er blevet såvel et økonomisk som politisk våben - og snart en mangelvare.
For en ordens skyld bør jeg nok tilføje, at dette ikke er et indlæg for en gigantisk satsning på bioetanol (medmindre den laves af bioaffald), dels fordi der er andre energikilder undervejs, dels fordi det kan føre til øgede fødevarepriser. Det tjener blot til eksempel på, hvordan en 'ren' energikilde blev erstattet af en drønbeskidt ditto - hvis forskellige mindre bestandele og potentialer i øvrigt kunne have tjent menneskeheden og fremtidig ren teknologi i måske tusind år, fordi der kunne tjenes flere penge på at hive millioner af års reserver op fra undergrunden og brænde dem af med det samme.
Intelligent vækst - et fælles projekt
For nu at opsummere min første pointe: Den private sektor er kun bedst til at skabe vækst, når det kan betale sig, og når det går godt! Jeg ved, at det er lyder som en i hvert fald delvis pleonasme, og det er det vel også, men pointen i det ovenstående er, at uden en stærk stat og små innovatører og tilskud samt afsætningsmuligheder bl.a. i den offentlige sektor i rette målestok på de rigtige tidspunkter kommer den private vækst ingen steder!
Og nu til min anden pointe: Selv når det kører, er væksten blind. Skal væksten også være reelt samfundsnyttig, skal den styres og reguleres. Hvis Danmark og verden fortsat skal kunne udvikle sig, så ulighederne langsomt formindskes, kræver det vækst, men det kræver vækst uden at udplyndre klodens ressourcer og fremkalde en økologisk katastrofe. Her gør man klogt i at lytte til Karl Marx og Edmund Burke i forening: Hvis noget er en pligt for enhver generation, så er det at efterlade jorden i bedre og ikke ringere stand, end de fik den overdraget!
At den private sektor omvendt har en afgørende rolle mht. at sætte fart på væksten og fordele såvel egentlige forbrugsgoder som incitamenter er derimod korrekt, når man med forbrugergoder forstår f.eks. et passende antal sko i et passende antal størrelser og designs og kvaliteter, og når man ved incitamenter f.eks forstår belønninger for at have mod og kapital til at sætte en ide i produktion, forfine den yderligere (innovation) eller gøre den billigere.
Derimod er det en meget dårlig idé at sætte den private sektor til at lave så mange sundhedstjek som muligt, fordi de gerne skal være korrekte hver gang, og det er ikke det rette sted at skære genveje, som vi har set det på kræftområdet for nylig. Og nu vi taler om kræft, så har jeg en fornemmelse af, at det heller ikke vil være en god idé at sætte den private sektor til at gøre plutonium billigere, bedre og mere tilgængeligt for alle ...
Den private sektor har selv for nylig været så elskværdig at påvise ovenstående ved sin totale nedsmeltning, først finansielt og så realøkonomisk, og dermed at den heller ikke er god til at styre væksten samfundsmæssigt fornuftigt, herunder til at undgå klimakriser eller finansbobler på 10-20 gange værdien af den reelle produktion og andre strukturelle og konjunkturelle kriser.
Alligevel synes det, som om ingen ansvarlige politiske aktører tør sætte spørgsmålstegn ved påstanden om, at det frie marked og det private erhvervsliv ikke blot er den bedste, men den eneste skaber af "rigtig vækst". Ja, selv at følge i 100-år gamle fodspor fra en af USAs mest liberale præsidenter og stræbe efter ægte dynamisk konkurrence viger man tilbage for. Rækker ambitionerne hos vore partiledere og såkaldte idépolitiske meningsmagere virkelig ikke længere? For så vil jeg nødig se "forkert vækst" - uanset hvilken regering vi har ...
torsdag den 23. december 2010
Kompromis i Rød Stue på udlændingepolitik?
(opdateret 23.12.10 kl. 16.25)
I forlængelse af mit åbne brev til Ole Sohn om læren af rodet med pointsystem-sagen har jeg en idé, som jeg godt kunne tænke mig at prøve af på mine yderst intelligente og engagerede læsere.
Ideen opstod, da jeg overraskende fik svar fra Margrethe Vestager, fordi jeg sendte en mail med en betinget ros for at undgå Østergaards skingre retorik ift. S+SF's pointsystem, som denne erklærede som "værre end alt det VOK har vedtaget på udlændingeområdet".
Jeg tilrådede Margrete Vestager at kritisere brugen af et pointsystem ved familiesammenføring og ikke indvandring rent principielt, men give S+SF kredit for, at de trods alt fik drejet skuden midt i strømmen og endte på DF minus 80% og ikke DF minus 20%.
Og for at sige det lige ud: Når RV ved sidste valg erklærede at kunne "leve med" 24-års-reglen, så længe der ikke er flertal mod denne, så kommer en sådan erklæring jo også før eller senere vedr. S+SF's mildest talt nedtonede pointsystem.
Men hvad med at få noget til gengæld, og hvad med evt. at få Enhedslisten med på et kompromis?
Kunne det være en løsning, at R (og EL måske) stemmer for / accepterer "det skide pointsystem" (altså S+SF'-ledelsernes ansigtsreddende udspil vedr. familiesammenføring) tilsat en fornuftig praktisk implementering såsom et kursusvisum til et intensivt danskkursus på fire uger for at kunne opnå det nødvendige point nummer to (nummer 1 er hjemme med en underskrift) og mod, at Danmark tager mindst 500 ekstra FN-flygtninge om året?
Hvis der er nogen, der i den grad har brug for hjælp og til at komme til et land, hvor vi godt nok ikke kan hjælpe hele verden, men hvor især asylområdet er blevet FOR stramt, så er det FN-flygtninge.
Og for at skære det ud i pap: De vil koste det danske samfund i mange år, før de evt. kan give noget tilbage, for vi hjælper her 500 mennesker om året, som har det allerværst!
Men hvor er ellers det barmhjertige Danmark, der samlede 250 mio. ind til ofrene for Tsunamien på én (1) uge, blevet af?
Hvad siger læserne til det forslag?
vh Claus Piculell - og glædelig jul ...
I forlængelse af mit åbne brev til Ole Sohn om læren af rodet med pointsystem-sagen har jeg en idé, som jeg godt kunne tænke mig at prøve af på mine yderst intelligente og engagerede læsere.
Ideen opstod, da jeg overraskende fik svar fra Margrethe Vestager, fordi jeg sendte en mail med en betinget ros for at undgå Østergaards skingre retorik ift. S+SF's pointsystem, som denne erklærede som "værre end alt det VOK har vedtaget på udlændingeområdet".
Jeg tilrådede Margrete Vestager at kritisere brugen af et pointsystem ved familiesammenføring og ikke indvandring rent principielt, men give S+SF kredit for, at de trods alt fik drejet skuden midt i strømmen og endte på DF minus 80% og ikke DF minus 20%.
Og for at sige det lige ud: Når RV ved sidste valg erklærede at kunne "leve med" 24-års-reglen, så længe der ikke er flertal mod denne, så kommer en sådan erklæring jo også før eller senere vedr. S+SF's mildest talt nedtonede pointsystem.
Men hvad med at få noget til gengæld, og hvad med evt. at få Enhedslisten med på et kompromis?
Kunne det være en løsning, at R (og EL måske) stemmer for / accepterer "det skide pointsystem" (altså S+SF'-ledelsernes ansigtsreddende udspil vedr. familiesammenføring) tilsat en fornuftig praktisk implementering såsom et kursusvisum til et intensivt danskkursus på fire uger for at kunne opnå det nødvendige point nummer to (nummer 1 er hjemme med en underskrift) og mod, at Danmark tager mindst 500 ekstra FN-flygtninge om året?
Hvis der er nogen, der i den grad har brug for hjælp og til at komme til et land, hvor vi godt nok ikke kan hjælpe hele verden, men hvor især asylområdet er blevet FOR stramt, så er det FN-flygtninge.
Og for at skære det ud i pap: De vil koste det danske samfund i mange år, før de evt. kan give noget tilbage, for vi hjælper her 500 mennesker om året, som har det allerværst!
Men hvor er ellers det barmhjertige Danmark, der samlede 250 mio. ind til ofrene for Tsunamien på én (1) uge, blevet af?
Hvad siger læserne til det forslag?
vh Claus Piculell - og glædelig jul ...
mandag den 20. december 2010
Undskyld, at jeg igen havde ret!
"Former målet ikke midlet, så fordærver midlet målet!"
- Åbent brev til Ole Sohn, gruppeformand for SF
Kære Ole Sohn
Tillad mig at sende dig en forsinket anerkendelse af din kommentar til, at SF er gået tydeligt tilbage i meningsmålingerne:
Nemlig at det skyldes rodet med reaktionen i sagen om et pointsystem for familiesammenføring.
Det er altid rart med en politiker, der kalder en spade for en spade.
Men tag nu og lær af den her også, ikke? Spindoktoren har ikke altid ret og især ikke om de store bevægelser i baglandet og folkedybet, hvilket bl.a. skyldes, at hin m/k sjældent er uden for Christiansborg, og at vedkommende tror på det forvrøvlede slogan om, at moderne politik kun er kommunikation, så man ser det som vigtig strategi, hvis Mogens Lykketoft lægger brillerne ...
En ægte og erfaren politolog kunne forlængst have fortalt jer, at der ikke alene på højrefløjen men også på venstrefløjen fandtes store grupper, der mere og mere længtedes efter en "Nok-er-nok-reaktion" frem for "Sass-doktrinens" evindelige "Luk flanken til DF ved at fodre svinehunden en lille smule mindre end dem", en slags DF minus 20%.
Så tag nu bedre og grundigere bestik af færten i luften en anden gang - og husk samtidig på, at SF faktisk er et socialistisk parti, der netop opstod for at kæmpe for lige og gode vilkår for alle mennesker, uanset farve.
Det er helt fint, at I gerne vil i regering, og jeg hører til de 'naive sjæle', der tror, at det ikke blot er ministertaburetter og -biler, der frister, men også muligheden for at gøre en forskel, at netop give bedre og mere lige vilkår for alle, også de sorte danskere.
Men aldrig så snart havde VOK strikket deres ulækre pointsystem blot løseligt sammen, før jeres ledelse meldte ud pr. automatpilot, at man ville lave "et andet pointsystem", og så brød helvede løs i Aksel-Larsen-gade. Baglandet og folketingsmedlemmer gjorde oprør, og de havde ret.
At I efter en hed tur i den politiske kolbøttefabrik fandt en form for pointsystem, der er til at leve med selv for en liberalsocialist som jeg, fordi det er uendelig let at samle de nødvendige to point, altså en slags DF minus 80% var ikke alene klogt, men helt nødvendigt. Og at nogen fik de erklærede modstandere i folketingsgruppen til at acceptere at nøjes med at holde sig for næse og mund, dufter lidt af dygtigt politisk håndværk af bl.a. gruppeformanden ...
Men det ændrer ikke ved, at I dels primært taktisk - altså i politologisk og ganske neutral forstand - var gået med på en skævt afbalanceret linje, og at I dels rent sagligt fik rodet to problemkomplekser sammen, nemlig indvandring og familiesammenføring.
Ved indvandring er et pointsystem ikke alene en god idé - det kan endda være en rigtig god idé. Når landet stander i våde, og vi ønsker hænder og hoveder til tage de jobs, som danske statsborgere ikke kan eller vil tage, så kan et pointsystem til at finde de bedst kvalificerede være overordentlig fint.
Ved familiesammenføring handler det om betingelser for, at danske statsborgere og andre med tilstrækkeligt langt lovligt ophold kan få ægtefælle og børn til landet. Her er et pointsystem det rene nonsens, og selv jeres yderst forsigtige pointsystem giver desværre en del af lillefingeren til et utalitaristisk menneskesyn, der ført ud i sin yderste konsekvens ender med en dansk pendant til dr. Mengele.
Det er helt okay at ville begrænse antallet af fremmede, der kommer til landet, og tallet var for stort før 2001. Det er også helt okay ikke blot at ville bremse egentlige tvangsægteskaber men også indirekte sådanne, hvor en ung person presses af kultur og familie til selv at anmode om en kusines/fætters hånd. Og her er 24-års-reglen den værst tænkelige løsning - lige til man sammenligner med alle andre, som Churchill i sin tid sagde om demokratiet.
Skulle nogen finde humane forbedringer i måden at begrænse på, så længe det er nødvendigt, så fint. Men indtil da, så er mottoet "steady as she goes", og at der ER strammet nok. Nok er nok, som Lykketoft skrev i et indlæg for et halvt år siden.
Så længe uligheden og fattigdommen i verden er alt for stor, og så længe åbne grænser over hele verden og frihed til at slå sig ned, hvor man vil, ikke kan realiseres, og flygtninge og familiesammenføring og indvandring giver for stort et pres på de sociale kasser og for lille indtægter til dem, så må vi desværre begrænse.Til gengæld mener jeg som liberalsocialist, at netop friheden til at slå sig ned hvor man vil på kloden må være et hovedmål for et socialistisk parti i det 21. århundrede, for hvis noget fortæller, at nu er verden blevet blot nogenlunde retfærdig og tilstrækkeligt lige, uden at væksten har fået klodens økosystem til at bryde sammen, så må det være det.
Endelig kan jeg ikke modstå at gøre opmærksom på, at faktisk var der en ganske fornuftig og endda meget erfaren politolog, der ikke alene forudsagde Ny Alliances opståen, men også Sass-doktrinens indbyggede fare for at give svinehunden netop den bid, der fik vælgerne til at væmmes ved lugten af dens mundsvejr og vende om i hobetal. Ikke mindst i jeres eget bagland.
Politologen var i al ubeskedenhed undertegnede!
Et eksempel er nedenstående artikel, der forudsagde Fogh-projektets endeligt i marts 2006:
"Det spirende oprør mod Fogh"
Et andet eksempel er denne artikel, som fik jeres formand Villy Søvndal til i en mail at erklære sig helt enig, noget som måske blev lidt glemt siden:
"Dansk Folkepartis hidtil mest ulækre stemmefiskeri
Jeg ved, at det er irriterende med folk, der konstant siger: "Hvad sagde jeg!" Men når man nu (næsten) altid har ret, hvad skal man dog så gøre? Skal man sige undskyld? Det være hermed gjort!
vh Claus Piculell
Abonner på:
Opslag (Atom)