Kæft, trit ellers tak, men gerne ny retning

- delvis kommentar til Annegrethe Rasmussens indlæg i Politiken
Mor til fire: Kæft, trit og retning i skolen virker jo

AGR's indlæg har skabt ret megen og hidsig debat, men under den lidt provokerende overskrift gemmer der sig 'bare' et godt oplæg til netop debat baseret på personlige erfaringer som forældre med forskellige uddannelsessystemer og filosofier.

At det kan hidse folk sådan op er lidt svært at forstå, men herregud, her i Danmark er vi jo verdensmestre i alt, inklusive mindreværdskomplekser og beskedenhed! ;) Så skal sådan en halvudlænding aldeles ikke komme og sige noget andet ...

Danmark s offentlige sektor, inkl. sundhedssektoren og det samlede uddannelsessystem, er grundlæggende "god til prisen", som det gamle Irma-slogan sagde. Hverken mere eller mindre. På stort set alle områder kan vi lære meget af de førende lande i verden på netop det område, ligesom vi kan lære andre noget om vore styrker.

Lad mig helt konkret gribe fat i et citat, hvor jeg er enig i en pointe og uenig i den anden:
"...det lighedsorienterede Dannevang er et af de ringeste lande i Europa til at få hevet elever fra ikke-boglige hjem op på et ordentligt fagligt niveau, fordi den sociale arv vejer tungt, når ansvaret for egen læring hænger på eleverne selv."

Problemet er her, at AGR kæder det korrekte problem med "ansvar for egen læring" sammen med lighed(sorientering).

Jeg er enig i, at det er bindegalt at give de stakkels purker ansvaret for egen læring eller lade dem gemme sig i grupper, hvor de ikke udfordres og deres svagheder ikke blotlægges, så man kan forbedre deres faglige niveau. Ansvar for egen læring - eller medindflydelse på samme, giver først mening, når eleven er moden nok intellektuelt og socialt. Og en god skole-hjem-kontakt via en meddelelsesbog med bl.a. et helt simpelt karaktersystem ville kun fremme mulighederne, ikke mindst for de små drenge, der i det mindste ville blive motiverede af lidt konkurrence.

Det skrev jeg også i et indlæg på et noget mindre medium end Politiken, nemlig min egen blog:
http://piculell.blogspot.com/2010/12/de-stakkels-drenge.html

Men fadæsen med "ansvar for egen læring" skyldes ikke, at Danmark er lighedsorienteret - tværtimod tyder al forskning på, at større lighed giver de bedste muligheder for social opstigning. Fadæsen ligger i reformpædagogikken, som i virkeligheden er middelklassens selvrealiseringsprojekt, og som da bestemt giver noget på kreativitetskontoen - eller vel hele kompetencekontoen, men der tabes på kvalifikationskontoen. Og så har man sammenblandet individorienteret undervisning og gradvis medindflydelse med selvstyring. Det ville være meget fint, hvis alle børn blev udfordret efter deres aktuelle niveau, men lige netop det kræver ressourcer. Endnu flere, er jeg bange for, end folkeskolen allerede får lidt vel rigeligt af.

Jeg ved fra den engelske del af min familie, at der er store fordele ved, at særligt talentfulde børn kommer på specialskoler eller springer klasser over. Til gengæld ved jeg også ud fra deres konkrete erfaringer, at det giver ret store problemer med sociale kompetencer. Ikke at vi ikke kan have det i Danmark også - det er jeg selv et godt eksempel på! Men hvad der er løsningen der - på at sikre både det faglige og det sociale, ved jeg ikke rigtigt. Har læserne nogen ideer om det?