Borgerlige bortforklaringer i sagen om brud på FN-konventionen om statsløse

Højrefløjen, især DF, prøver nu at sætte spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet skulle have ratificeret FN's konvention om begrænsning af statsløshed (1961), og om den overhovedet gælder i Danmark, når den ikke er omsat i konkrete danske lovbestemmelser. Tilmed påstår nogle, at konventionen blev vedtaget for at støtte palæstinenserne i deres kamp mod den israelske zionisme - selv om den vigtigste baggrund for konventionen var jødernes egen historie ...

Man glemmer forløbet med det såkaldte "inkorporationsudvalg", der blev nedsat af SR-regeringen og arvet af VOK. Det skulle udforme forslag til konkrete lovinitiativeri forlængelse af ratificerede konventioner. Imidlertid var det for meget sprængstof ikke mindst internt i VOK. Justitsministeriet under Lene Espersen drog derfor denne konklusion bl.a. ud fra præcedens, og den blev fremlagt ifolketinget: Inkorporation er udnødvendig, idet en ratifikation af en konvention gør den til "de-facto dansk lov".

At der er noget, der hedder de-facto dansk lov, ses af, at der er faldet adskillige domme alene ud fra ratificerede konventioner ved de danske domstole - det var en af begrundelserne for Justitsministeriets konklusion vedr. ikke at følge udvalgets instilling om inkorporation af FN's konvention om borgerlige og politi-ske rettigheder med tilhørende protokoller, FN's Racediskriminationskonvention og FN's Torturkonvention.

Til gengæld foreslog udvalget 'kun' tre af seks konventioner inkorporeret, og med denne begrundelse: "Som udvalget anfører i betænkningen, kan de ikke-inkorporerede konventioners retlige status i dansk lovgivning ikke anses for fuldt ud afklaret i alle situationer," og derudover tales der om signalværdi og opprioritering af emnerne. Pointen er, at konventionerne allerede er dansk lov, men at deres nærmere betydning ikke er retsligt set klare nok.


Og det er derfor, at egentlig inkorporation - altså omsættelse af konventionernes bestemmelser i dansk lovgivning - alligevel er at foretrække, skyldes det bl.a., at strafferammen og alvoren i forsyndelsen mod en konventionsbestemmelse jo ellers må fastlægges af domstolspræcedens, og at ikke alle konventionsbestemmelser er lige konkrete, og endelig tilgodeser det fornuftige element i Jacob Mcangamas argument for national forankring af komventionerne i sit blogindlæg herom på Berlingske - en fornuftig lokal gennemførelse inden for rammerne af konventionen. Til gengæld er CEPOS-juristens delvise 'hjælp' til DF i denne sag noget betænkelig.

Imidlertid er det ingen undskyldning for ikke at følge konventionen. Det er da også integrationsministerens egen konklusion, da hun fremsætter forslag til meddelelse af indfødsret til statsløse i Folketingets Møde nr. 14. tirsdag 09.11.2010:

"Det er ikke rart at skulle give indfødsret til nogen, der ikke opfylder betingelserne og som måske aldrig vil kunne komme til det, men det er altså en del af dansk ret i dag. Sådan må vi sige det, selv om det ikke er direkte inkorporeret. Det er nu en del af indfødsretten, at det foregår med respekt for konventionerne."

Højrefløjen prøver at forklare sagen med lidt administrativt rod, men konventionen om statsløse er meget klar: Ingen må være statsløse, fordi de risikerer i bedste fald at strande i udlandet uden hjælp til at komme hjem, og i værste fald at ende som jøderne, der blev kylet rundt mellem de europæiske lande i 30'erne, efter at nazisterne havde frataget dem deres tyske statsborgerskab.