Ad ”Tanker om åndelig krig og borgerlig fred” i Berlingske af Jacob Mchangama lørdag 5. feb. 2011
Kære Jacob Mchangama
Det er god kronik, som du har skrevet, og jeg er enig i mange af dine pointer, men din basale skelnen mellem ytring og handling vil jeg flytte til holdning kontra handling, hvor der er total tankefrihed, men ikke frihed til enhver handling, heller ikke enhver talehandling.
Du skriver, at Grundtvig ikke var en naivistisk ytringsfundamentalist (i hvert fald i sine unge år ifølge dig), og det er her, at jeg gør en tilføjelse med min overskrift. Og når du efterlyser en "grundtvigianer" på den nuværende venstrefløj som Poul Dam i sin tid, så stiller jeg gerne op - uden sammenligning i øvrigt med hverken Grundtvig eller Dam!
Jeg er dog ikke kristen men troende ateist, men når det kommer til at være enig i princippet "Frihed for Loke såvel som for Thor" og i dag for såvel Muhammed-karikaturer som parabolantenner, så melder jeg mig gerne under fanerne.
Også selv om jeg hører til dem, der fandt karikaturerne ukloge og usmagelige, og som fandt statsminister Anders Fogh Rasmussens hånlige afvisning af diverse diplomaters henvendelse en ret stor fejl, for det ændrer ikke ved, at såvel Jyllandsposten som tegnerne havde fuldt ud lovlig ret til at tegne og publicere de noget platte tegninger, og det uden forfølgelse, såvel juridisk som psykisk og fysisk.
At tegningerne skulle få en så stor reaktion endda i hele verden havde de færreste nok forestillet sig, men det ændrer ikke ved ytringens lovlighed, og du kan se min umiddelbare og noget satiriske reaktion på den i en artikel nogle dage efter første offentliggørelse kaldet ”Sælg den lille prins!”
Generelt synes jeg, at du forenkler tingene noget, måske fordi du håber, at overdrivelse fremmer forståelsen (?) Ytringsfrihed fører til frihed fra had, intolerance (og vold), skriver du, og mener folk ikke det, er de åbenbart en slags ”fundamentalister”.
Jeg må så spørge, hvad du anser holdningerne hos Dansk Folkeparti og endnu mere højrevendte strømninger for på den ene side, og tankerne hos f.eks. Hizb ut-Tahrir (som HELLER ikke skal forbydes) - eller diverse kommunistiske og autonome miljøer for på den anden side. Måske vil du svare, at det er marginale grupper, men jeg må så minde dig om DF's store vælgerskare og indflydelse som regeringsbærende parti.
Tillad mig samtidig at rette din opmærksomhed mod Tunesien og Ægypten (og jeg anvender her min ytringsfrihed til at stave landets navn, som jeg synes det bør staves), hvor særdeles fredelige demonstrationer med heldigvis et relativt minimalt voldspræget svar fra de herskende har ført til og er ved at føre til fredelige magtskifter og sandsynligvis væsentligt mere ytringsfrihed og demokrati.
Så tingene er ikke så simple, og det er de heller ikke ift. holdningen til og anvendelsen af de paragraffer i Grundloven, som du mener anvendes til "krænkelsesfundamentalisme".
På hvilken side der i øvrigt er flest ”fundamentalister” er i øvrigt også et godt spørgsmål. Jeg husker en vis statsminister, der i hvert fald for en tid mente, at ”ytringsfriheden kan ikke gradbøjes”, og jeg husker en hel del journalister, der helt selv påtog sig betegnelsen ”ytringsfriheds-fundamentalister”, idet de behændigt undgik at nævne, at de jo også lever af den, og at deres redaktører gradbøjer den hver dag.
Hvis du ser til USA, som vi begge beundrer, om end måske på hver sin måde, så er vi vel enige om, at de første 10 ”amendments” udgør en fornuftig ”Bill of Rights” - når man lige undtager amendment 2 om retten til at være våben. Men pointen er, at disse borgerlige rettigheder handler om meget andet end ytringsfrihed, men selvfølgelig også om den som en helt central ret. Skulle man mene, at det er den eneste rigtigt vigtige ret – og det gør nogen på højrefløjen, så er det vel også en form for fundamentalisme. Sjovt nok ophører den ofte i samme øjeblik, hvor nogen herhjemme gør grin med vore nationale klenodier, som f.eks. Kongehuset.
Men hvis dit ærinde er at tale imod enhver fundamentalisme, altså det at gøre et enkelt princip så vigtigt, så absolut og så universelt, at der stort set aldrig er undtagelser, så er jeg helt enig med dig. Og ønsker du at fremhæve ytringsfrihed som helt central i demokratiet, især for den upopulære mindretalsmening, så er vi også helt på linje.
Mere juridisk, men stadig overordnet, vil du afskaffe lovgivning mod al anden krænkelse end egentlige injurier, sådan som jeg forstår dig. Jeg mener, at vi ikke kun må beskytte enkeltpersoners frihed fra blandt meget andet krænkende ytringer, men også mindretals frihed, og derfor ønsker jeg, at man holder fast i racismeparagraffen – eller i hvert fald dens centrale elementer.
I øvrigt er det ved nærmere gennemsyn netop ikke en ”racismeparagraf” som sådan, men faktisk netop en generel mindretalsparagraf, som jeg i øvrigt synes, at Rigsadvokaten og domstolene fortolker passende stramt - f.eks. ved at afvise en anmeldelse mod netop karikaturerne, mens Langballe blev dømt for sine udtalelser om muslimske onklers voldtægt, og Lars Hedegaard kun slap for straf ved at påberåbe sig den retten under hellige danske julefrokost til at sige ufatteligt dumme og grimme ting.
Hvad derimod gælder beskyttelsen af diverse 'ophøjede tankesæt' som som f.eks. religioner og deres beskyttelse i blasfemi-paragraffen – herunder ikke mindst vor statskirkelige flertalskristendom, så kan den for min skyld gå ad helvede til, for nu at bruge en kendt vending ...
Jeg håber at se dig på barrikaderne for det, som vi kan blive enige om, så vi kan få de politiske friheder rigtigt på ret køl i Danmark igen og derefter bruge den borgerlige fred – der dog forhåbentlig er dynamisk nok til fortsat at kunne udvikle sig - til at bekrige hinanden åndeligt om det, vi nok er væsentligt mere uenige om, som f.eks. sociale og økonomiske spørgsmål ...
vh Claus Piculell
mandag den 7. februar 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar