S og SF har lige offentliggjort deres forslag til et "enklere pointsystem" som led i et "Nej til regeringens og DF's pointsystem" og et større papir om "Retfærdige krav til integrationen". Det anbefales at læse det samlede udspil.
Det er faktisk til at leve med, fordi det ledsages af argumenter om familiesammenføring vs. indvandring, fordi det afviser en række andre stramninger bl.a. af tilknytningskravet, og fordi man kan opnå de nødvendige to points kravene ved at gøre noget, som i forvejen kræves ...
Her er forslaget til pointsystem:
"Kravet vil være, at den enkelte ansøger skal opnå mindst 2 ud af 5 mulige point, hvor der gives 1 point for at leve op til hvert enkelt af de 5 følgende krav.
1. Bestået danskkursus, så det er muligt for ansøgeren at føre tovejskommunikation i et enkelt sprog.
2. Bestået engelskkursus, så det er muligt for ansøgeren at føre tovejskommunikation i et enkelt sprog.
3. Relevant uddannelse (en erhvervsuddannelse ligestilles med en akademisk uddannelse).
4. Mindst 2 års erhvervserfaring (ufaglært arbejde ligestilles med andet arbejde) med relevans for det danske arbejdsmarked.
5. Indgåelse af en rådighedskontrakt med forpligtelse til at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked eller uddannelsessystem som betingelse for at opretholde sit opholdsgrundlag i Danmark."
onsdag den 17. november 2010
Hvordan imødegår man bedst VOKs pointsystem?
VOKs nye pointsystem er vitterlig noget svært at forstå, men jeg TROR, at det skal forstås sådan:
I kategori I er kravene gensidigt udelukkende; i kategori II er det noget rod; i kategori III og IV kan pointene lægges sammen - dog kan man max få 20 point i kategori IV og ikke for kvalifikationer, som har givet point i kategori III ...
Man kan godt kritisere pointsystemet for at være forvirrende, men jeg er usikker på, om det virker "ude ved kakkelbordene", som en vis partiformand udtrykte det, også fordi regeringen nok skal få løst nogle tvivlsspørgsmål. Om pointsystemet derefter er så uforståeligt for den almindelige vælger, at man vender sig mod det, er jeg usikker på.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at pointsystemet som sådan kan - og skal - kritiseres, fordi man vil bruge det ved familiesammenføring og ikke ved egentlig indvandring. Hvorfor skal ægtefællen- og børnene - til statsborgere og folk med lovligt ophold i landet have særlige kvalifikationer?
Ved indvandring kan et pointsystem derimod såmænd være ganske legitimt, at man efterspørger særlig kvalificeret arbejdskraft og tilbyder ophold med en række rimelige rettigheder og senere statsborgerskab på lige vilkår efter en årrække. Når man efterspørger arbejdskraft, efterspørger man jo de-facto nytteværdi.
Det gør man eller bør man til gengæld netop ikke ved familiesammenføring. Her er det vel menneskets ret til kærlighed, til at vælge sin egen ægtefælle og til at stifte familie, det gælder?
Derfor kan og bør man kritisere pointsystemet for dets menneskesyn ved at sætte 'nytteværdi-mærkater' på mennesker som sådan, og derudover er det en unødvendig og ubehagelig stramning i følge eksperter og folk med problemerne tæt på, jf. vestegnsborgmestrene.
Om pointsystemet også er "snobbet" ved at prioritere højtuddannede er ikke så sikkert, for "kvalificeret erhvervserfaring i 2 år" giver f.eks. også en del point - her ligger djævelen i detaljen med, hvilke jobs (og fag) der står på den såkaldte "positivliste". Men rengøringskonen eller 'røvtørreren' (undskyld til alle omsorgsarbejdere!) er åbenbart ikke velkommen, i hvert fald ikke før de selv er gamle.
Jeg mener, at kritikken dels er rigtigst og dels klogest at holde på det mere principielle plan - selv om det giver S+SF nogle problemer, når ledelserne nu har været dumme nok til at sige, at et pointsystem i sig selv kunne være en god ide.
Nej, et pointsystem dur ikke for familiesammenføring (eller regler for ophold m.v. til flygtninge). Om så S+SFs ledelser kan sælge, at det var sådan set også det de mente, er jo en anden sag ... ;)
I kategori I er kravene gensidigt udelukkende; i kategori II er det noget rod; i kategori III og IV kan pointene lægges sammen - dog kan man max få 20 point i kategori IV og ikke for kvalifikationer, som har givet point i kategori III ...
Man kan godt kritisere pointsystemet for at være forvirrende, men jeg er usikker på, om det virker "ude ved kakkelbordene", som en vis partiformand udtrykte det, også fordi regeringen nok skal få løst nogle tvivlsspørgsmål. Om pointsystemet derefter er så uforståeligt for den almindelige vælger, at man vender sig mod det, er jeg usikker på.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at pointsystemet som sådan kan - og skal - kritiseres, fordi man vil bruge det ved familiesammenføring og ikke ved egentlig indvandring. Hvorfor skal ægtefællen- og børnene - til statsborgere og folk med lovligt ophold i landet have særlige kvalifikationer?
Ved indvandring kan et pointsystem derimod såmænd være ganske legitimt, at man efterspørger særlig kvalificeret arbejdskraft og tilbyder ophold med en række rimelige rettigheder og senere statsborgerskab på lige vilkår efter en årrække. Når man efterspørger arbejdskraft, efterspørger man jo de-facto nytteværdi.
Det gør man eller bør man til gengæld netop ikke ved familiesammenføring. Her er det vel menneskets ret til kærlighed, til at vælge sin egen ægtefælle og til at stifte familie, det gælder?
Derfor kan og bør man kritisere pointsystemet for dets menneskesyn ved at sætte 'nytteværdi-mærkater' på mennesker som sådan, og derudover er det en unødvendig og ubehagelig stramning i følge eksperter og folk med problemerne tæt på, jf. vestegnsborgmestrene.
Om pointsystemet også er "snobbet" ved at prioritere højtuddannede er ikke så sikkert, for "kvalificeret erhvervserfaring i 2 år" giver f.eks. også en del point - her ligger djævelen i detaljen med, hvilke jobs (og fag) der står på den såkaldte "positivliste". Men rengøringskonen eller 'røvtørreren' (undskyld til alle omsorgsarbejdere!) er åbenbart ikke velkommen, i hvert fald ikke før de selv er gamle.
Jeg mener, at kritikken dels er rigtigst og dels klogest at holde på det mere principielle plan - selv om det giver S+SF nogle problemer, når ledelserne nu har været dumme nok til at sige, at et pointsystem i sig selv kunne være en god ide.
Nej, et pointsystem dur ikke for familiesammenføring (eller regler for ophold m.v. til flygtninge). Om så S+SFs ledelser kan sælge, at det var sådan set også det de mente, er jo en anden sag ... ;)
mandag den 4. oktober 2010
Åbent brev til Simon Emil Ammitzbøll
Kære Simon Emil
Tillykke med de fine tal i opinionsmålingerne i jeres kamp for - med dine egne ord: "frihed, vækst og velstand".
Nu mener jeg ikke, at vejen til vækst og velstand går over endnu flere skattelettelser til de rige, og at skattelettelserne stort set tjener sig selv ind, som I gør. Men lad nu det ligge lidt.
For hvad bliver det egentlig til med friheden?
Før du tilsluttede dig Liberal Alliance, var du gang på gang i vælten for den politiske liberalisme:
For retten til tænke og tale og tro som man ville, til at vælge sit eget religiøse eller seksuelle tilhørsforhold, til at måtte gifte sig med den man elsker og mange andre borgerlige rettigheder, som VOK har indskrænket bl.a. gennem overdrevent stramme og diskriminerende udlændingelove for slet ikke at tale om den manglende retssikkerhed i terrorlovene.
Men efter du blev politisk ordfører i Liberal Alliance hører jeg ikke meget fra dig om netop politisk liberalisme, og her var ellers en muighed for samarbejde hen over den berømte politiske midte. Det vil så muligvis gøre et evt. samarbejde med især V+O lidt mere besværligt, men I siger jo selv, at I ikke løber efter vælgerne og de lette løsninger.
For det er da vel ikke derfor, at jeg efterhånden kun hører jer tale om skattelettelser og flad skat, for selv I kan vel ikke mene, at det er det eneste saliggørende - eller hvad?
Med venligt bekymret hilsen
Claus Piculell
liberalsocialist
Tillykke med de fine tal i opinionsmålingerne i jeres kamp for - med dine egne ord: "frihed, vækst og velstand".
Nu mener jeg ikke, at vejen til vækst og velstand går over endnu flere skattelettelser til de rige, og at skattelettelserne stort set tjener sig selv ind, som I gør. Men lad nu det ligge lidt.
For hvad bliver det egentlig til med friheden?
Før du tilsluttede dig Liberal Alliance, var du gang på gang i vælten for den politiske liberalisme:
For retten til tænke og tale og tro som man ville, til at vælge sit eget religiøse eller seksuelle tilhørsforhold, til at måtte gifte sig med den man elsker og mange andre borgerlige rettigheder, som VOK har indskrænket bl.a. gennem overdrevent stramme og diskriminerende udlændingelove for slet ikke at tale om den manglende retssikkerhed i terrorlovene.
Men efter du blev politisk ordfører i Liberal Alliance hører jeg ikke meget fra dig om netop politisk liberalisme, og her var ellers en muighed for samarbejde hen over den berømte politiske midte. Det vil så muligvis gøre et evt. samarbejde med især V+O lidt mere besværligt, men I siger jo selv, at I ikke løber efter vælgerne og de lette løsninger.
For det er da vel ikke derfor, at jeg efterhånden kun hører jer tale om skattelettelser og flad skat, for selv I kan vel ikke mene, at det er det eneste saliggørende - eller hvad?
Med venligt bekymret hilsen
Claus Piculell
liberalsocialist
Bud på en dagpengereform fra venstrefløjen
(Offentliggjort som Synspunkt i Information tirsdag den 23. februar 2010)
Venstrefløjen har behov for et modspil til de borgerlige forslag om en dagpengereform. Her gives nogle bud på, hvordan en progressiv dagpengereform, der også løser en del af fremtidens økonomiske problemer, kunne se ud.
Af Claus Piculell, cand.mag. i statskundskab og engelsk, deltidstilknyttet Cevea
Fem grunde til en dagpengereform
1.Der er vitterlig behov for flere "hænder", men problemet overdrives med krav 50.000 ekstra par hænder i 2020. Det reelle behov er snarere cirka 10.000 ekstra nettopersoner i 2020 og ca. 14 mia. kr. på statsfinanserne - især pga. VOK's seneste underfinansierede topskattelettelser..
2.Dagpengene yder efterhånden for ringe dækning af indkomsttabet ved arbejdsløshed: dagpengene er faldet fra ca. 77% af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til ca. 50% i dag.
3.Den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold, så de ved arbejdsløshed skal bruge tid på at klare terminen mv. snarere end at søge jobs – eller tegne private ekstra lønforsikringer.
4.Dagpengene tager nok betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men det kan formentlig gøres endnu mere effektivt.
5.Den stadige politiske uro omkring ordningen, som kalder på et forlig med 10-årig horisont.
Overordnede forslag
Man bør operere med en dagpengeperiode på fem år i alt, men hvor to år bruges til fleksibilisering, så perioden bl.a. pga. individuelle valg og konjunkturer totalt kan variere fra 3-5 år, og at den maksimale dagpengesats over ti år sættes op til ca. 65% af LO-arbejders gennemsnitsløn – dog maksimalt det samme beløb, som man har tjent i snit over de seneste fire år i arbejde. Disse forbedringer vil koste statskassen ca. 8 mia. kr. ved en arbejdsløshed på 3,5% i snit.
3-5 års dagpenge er smertegrænsen, for ellers vil stadig mere skærpede optjeningskrav samt øget moderate dækning over kortere tid vil få især de unge til at fravælge ordningen, og det vil skade flexicurity alvorligt, fordi arbejdsgiverne ikke kan regne med samme mulighed for at operere med relativt korte opsigelsesvarsler. Allerede før den økonomiske krise havde 25% af de unge fravalgt ordningen selv med de nuværende vilkår.
Fleksibilitet og personlig frihed
Det bør være muligt for en arbejdsløs at bytte ét senere år med 100% dagpenge til at få 50% oveni det første år samt ret og pligt til at lave kvalitetsansøgninger til kvalitetsjobs uden at skulle tænke på terminen – også for højtlønnede - og med kurser og kyndig vejledning til hjælp. Et sådant bytte giver mening og især i gode tider, hvor udsigten til hurtigt at få job igen er bedre end i krisetider, og det vil i sig selv give en vis konjunkturfølsomhed.
Fleksibilitet og konjunkturafbødning
Der gives max. fem års dagpenge, når arbejdsløsheden ligger over den nye strukturelle ledighed på 3,5% eller ca. 100.000 personer. Perioden sættes ned til fire år, når arbejdsløsheden kommer under de 3,5%, dog ikke for folk allerede på 3. år eller mere. Et lignende forslag er blevet stillet af Arbejdsmarkedskommissionen, dog med en meget kortere dagpengeperiode.
For hvert års betaling til a-kassen bør alle opspare en uges frihed til uddannelse på dagpenge, og uddannelsen bør finansieres af en arbejdsgiverfond med en lønsumsafgift, der også dækker 50% af lærlingelønnen i tider med arbejdsløshed over 3,5%.
Åbn a-kasserne for de unge
Der bør igangsættes en oplysningskampagne fra a-kasserne især over for unge, der forklarer forskellen på dagpenge og kontanthjælp samt de øvrige rettigheder, som medlemskab af a-kassen giver, f.eks. efterløn efter et langt arbejdsliv med hårdt arbejde, og forskellen på en solidarisk og en personlig forsikring bør trækkes op sammen med en påvisning af, at ingen goder er kommet af sig selv. Derudover bør a-kassernes døre åbnes for de unge, dels ved at sætte kontingentet på selve dagpengeordningen ned – evt. finansieret ved et lidt højere efterlønskontingent - og dels ved at åbne for mere fleksibelt deltidsmedlemsskab.
Frijobzone
Alle på overførselsindkomst bør have ret til at udføre 5 timers arbejde pr. uge i snit eller 240 timer om året uden modregning i nogen offentlige ydelser. Dog kan man ikke både få 50% ekstra i dagpenge og frijob, men andre – også nuværende - incitamenter lægges 'ovenpå'.
Hvis 25% benytter sig af den mulighed for at binde an med et småjob eller gøre sort arbejde hvidt vil det give en permanent årlig forbedring af statsfinanserne via skatter, afgifter og moms på ca. 15 mia. kr. Frijobzonen vil samtidig fastholde en tilknytning til arbejdsmarked eller endda udvikle den, så visse grupper langsomt sluses ind egentlige fleks-, deltids- og heltidsjobs.
Hvis nogen tror, at andre vil spekulere i en sådan ordning og frivilligt gå på overførselsindkomst i dagens Danmark, har man ikke selv prøvet det! Og man kender da slet ikke de efterhånden meget skrappe krav for hhv. at få og at fastholde vore stadig lavere ”socialt betingede ydelser”.
F.eks vil en gennemsnitlig LO-arbejder stadig tjene ca. 8.300 2010-kroner om måneden efter skat mere end en person på dagpenge – den bedste af overførselsindkomsterne. Dertil skal man huske, at der er en række immaterielle goder ved at have et job: daglig udfordringer, anerkendelse, samvær med kolleger, vedligeholdelse af og tilegnelse af kvalifikationer mv.
Højere jobfradrag
Det nuværende jobfradrag bør samtidig hæves fra 4,25% til 8,00%, men stadig med et max-beløb på 13.600 2010-kroner, så det kun gælder for de første max. 350.000 kr. tjent ved et lønarbejde. Det gør lavtlønnet arbejde mere tiltrækkende – og giver den enlige mor ved kassen i Netto den skattelettelse, som VOK snød hende for, men det vil samtidig betyde ca. en reel skat på 33% for 'frijobbere' mv. Omkostningen for statskassen vil blive ca.1 mia. 2010-kroner til folk, der allerede har lønarbejde.
Samlet set
Forslagene ovenfor vil mobilisere en overset arbejdskraftsreserve, forbedre statsfinanserne med 5 mia. kr. ekstra pr. år i snit og generelt give større dynamik og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvilket både gavne statskassen og erhvervslivet: Frijobzone og højere jobfradrag genererer villig arbejdskraft til helt almindelig overenskomstsats selv på mindre ekstraopgaver.,
Skulle nogen ønske et bud på, hvordan man skaffer de sidste ca. 9 mia. kr. i det såkaldt permanente hul i statskassen, så kan det komme fra at afskaffe fradrag for pensionsindbetalinger over 100.000 pr. år og afskaffelse af frynsegoder til de lavtlønnedes chefer. Det er rigeligt, så længe man vel at mærke ikke taber den nuværende ungdomsgeneration på gulvet under den igangværende økonomiske krise.
Hvorfor forringe sig til bedre statsfinanser, når man kan forbedre sig til det?
Venstrefløjen har behov for et modspil til de borgerlige forslag om en dagpengereform. Her gives nogle bud på, hvordan en progressiv dagpengereform, der også løser en del af fremtidens økonomiske problemer, kunne se ud.
Af Claus Piculell, cand.mag. i statskundskab og engelsk, deltidstilknyttet Cevea
Fem grunde til en dagpengereform
1.Der er vitterlig behov for flere "hænder", men problemet overdrives med krav 50.000 ekstra par hænder i 2020. Det reelle behov er snarere cirka 10.000 ekstra nettopersoner i 2020 og ca. 14 mia. kr. på statsfinanserne - især pga. VOK's seneste underfinansierede topskattelettelser..
2.Dagpengene yder efterhånden for ringe dækning af indkomsttabet ved arbejdsløshed: dagpengene er faldet fra ca. 77% af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til ca. 50% i dag.
3.Den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold, så de ved arbejdsløshed skal bruge tid på at klare terminen mv. snarere end at søge jobs – eller tegne private ekstra lønforsikringer.
4.Dagpengene tager nok betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men det kan formentlig gøres endnu mere effektivt.
5.Den stadige politiske uro omkring ordningen, som kalder på et forlig med 10-årig horisont.
Overordnede forslag
Man bør operere med en dagpengeperiode på fem år i alt, men hvor to år bruges til fleksibilisering, så perioden bl.a. pga. individuelle valg og konjunkturer totalt kan variere fra 3-5 år, og at den maksimale dagpengesats over ti år sættes op til ca. 65% af LO-arbejders gennemsnitsløn – dog maksimalt det samme beløb, som man har tjent i snit over de seneste fire år i arbejde. Disse forbedringer vil koste statskassen ca. 8 mia. kr. ved en arbejdsløshed på 3,5% i snit.
3-5 års dagpenge er smertegrænsen, for ellers vil stadig mere skærpede optjeningskrav samt øget moderate dækning over kortere tid vil få især de unge til at fravælge ordningen, og det vil skade flexicurity alvorligt, fordi arbejdsgiverne ikke kan regne med samme mulighed for at operere med relativt korte opsigelsesvarsler. Allerede før den økonomiske krise havde 25% af de unge fravalgt ordningen selv med de nuværende vilkår.
Fleksibilitet og personlig frihed
Det bør være muligt for en arbejdsløs at bytte ét senere år med 100% dagpenge til at få 50% oveni det første år samt ret og pligt til at lave kvalitetsansøgninger til kvalitetsjobs uden at skulle tænke på terminen – også for højtlønnede - og med kurser og kyndig vejledning til hjælp. Et sådant bytte giver mening og især i gode tider, hvor udsigten til hurtigt at få job igen er bedre end i krisetider, og det vil i sig selv give en vis konjunkturfølsomhed.
Fleksibilitet og konjunkturafbødning
Der gives max. fem års dagpenge, når arbejdsløsheden ligger over den nye strukturelle ledighed på 3,5% eller ca. 100.000 personer. Perioden sættes ned til fire år, når arbejdsløsheden kommer under de 3,5%, dog ikke for folk allerede på 3. år eller mere. Et lignende forslag er blevet stillet af Arbejdsmarkedskommissionen, dog med en meget kortere dagpengeperiode.
For hvert års betaling til a-kassen bør alle opspare en uges frihed til uddannelse på dagpenge, og uddannelsen bør finansieres af en arbejdsgiverfond med en lønsumsafgift, der også dækker 50% af lærlingelønnen i tider med arbejdsløshed over 3,5%.
Åbn a-kasserne for de unge
Der bør igangsættes en oplysningskampagne fra a-kasserne især over for unge, der forklarer forskellen på dagpenge og kontanthjælp samt de øvrige rettigheder, som medlemskab af a-kassen giver, f.eks. efterløn efter et langt arbejdsliv med hårdt arbejde, og forskellen på en solidarisk og en personlig forsikring bør trækkes op sammen med en påvisning af, at ingen goder er kommet af sig selv. Derudover bør a-kassernes døre åbnes for de unge, dels ved at sætte kontingentet på selve dagpengeordningen ned – evt. finansieret ved et lidt højere efterlønskontingent - og dels ved at åbne for mere fleksibelt deltidsmedlemsskab.
Frijobzone
Alle på overførselsindkomst bør have ret til at udføre 5 timers arbejde pr. uge i snit eller 240 timer om året uden modregning i nogen offentlige ydelser. Dog kan man ikke både få 50% ekstra i dagpenge og frijob, men andre – også nuværende - incitamenter lægges 'ovenpå'.
Hvis 25% benytter sig af den mulighed for at binde an med et småjob eller gøre sort arbejde hvidt vil det give en permanent årlig forbedring af statsfinanserne via skatter, afgifter og moms på ca. 15 mia. kr. Frijobzonen vil samtidig fastholde en tilknytning til arbejdsmarked eller endda udvikle den, så visse grupper langsomt sluses ind egentlige fleks-, deltids- og heltidsjobs.
Hvis nogen tror, at andre vil spekulere i en sådan ordning og frivilligt gå på overførselsindkomst i dagens Danmark, har man ikke selv prøvet det! Og man kender da slet ikke de efterhånden meget skrappe krav for hhv. at få og at fastholde vore stadig lavere ”socialt betingede ydelser”.
F.eks vil en gennemsnitlig LO-arbejder stadig tjene ca. 8.300 2010-kroner om måneden efter skat mere end en person på dagpenge – den bedste af overførselsindkomsterne. Dertil skal man huske, at der er en række immaterielle goder ved at have et job: daglig udfordringer, anerkendelse, samvær med kolleger, vedligeholdelse af og tilegnelse af kvalifikationer mv.
Højere jobfradrag
Det nuværende jobfradrag bør samtidig hæves fra 4,25% til 8,00%, men stadig med et max-beløb på 13.600 2010-kroner, så det kun gælder for de første max. 350.000 kr. tjent ved et lønarbejde. Det gør lavtlønnet arbejde mere tiltrækkende – og giver den enlige mor ved kassen i Netto den skattelettelse, som VOK snød hende for, men det vil samtidig betyde ca. en reel skat på 33% for 'frijobbere' mv. Omkostningen for statskassen vil blive ca.1 mia. 2010-kroner til folk, der allerede har lønarbejde.
Samlet set
Forslagene ovenfor vil mobilisere en overset arbejdskraftsreserve, forbedre statsfinanserne med 5 mia. kr. ekstra pr. år i snit og generelt give større dynamik og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvilket både gavne statskassen og erhvervslivet: Frijobzone og højere jobfradrag genererer villig arbejdskraft til helt almindelig overenskomstsats selv på mindre ekstraopgaver.,
Skulle nogen ønske et bud på, hvordan man skaffer de sidste ca. 9 mia. kr. i det såkaldt permanente hul i statskassen, så kan det komme fra at afskaffe fradrag for pensionsindbetalinger over 100.000 pr. år og afskaffelse af frynsegoder til de lavtlønnedes chefer. Det er rigeligt, så længe man vel at mærke ikke taber den nuværende ungdomsgeneration på gulvet under den igangværende økonomiske krise.
Hvorfor forringe sig til bedre statsfinanser, når man kan forbedre sig til det?
torsdag den 1. juli 2010
"Udkantsdanmark" er ikke et sted, men en tilstand
- indlæg sendt til Fælleslistens blog
Som også andre har slået til lyd for, bør I ikke kun basere jer på det vestlige Vestdanmark. Danmark siges efterhånden at have mindst tre "rådne bananer", altså udkantsområder en masse liggende i en formation, der ligner en banan.
Men der er en yderligere grund, som overskriften allerede antyder: "Udkantsdanmark er ikke et sted, men en tilstand". I kan være listen for de cirka 25%, der er lukket mere eller mindre ude af det officielle middelklasse-Danmark, der havde fede tider under højkonjunkturen.
Imens fik de marginaliserede blot udhulet købekraften og reduceret deres menneskelige værdighed med stakkevis af formularer blot for at få et par strips til maskinen, der måler diabetikeres blodsukker. Deres sagsbehandlere eller andre lokale myndighedspersoner er blevet sat i en så stærk 'åndelig benlås' af VOK's centralistiske regering, at deres eneste valg i grunden er, om de vil smile eller ej, når de igen siger nej ...
Og nu, hvor Danmark er et af de hårdest ramte lande af den økonomiske krise, bl.a. pga. de mange "bobler" i økonomien, sættes ikke mindst folk på bunden til at betale regningen for festen. Der skal spares på de offentlige finanser, så nu får diabetikere måske slet ikke strips til blodsukkermåleren mere, dels fordi statens underskud altid vokser under kriser - færre penge ind og flere penge ind, dels fordi VOK smed om sig med skattelettelser og skattestop især til gavn for de få rigtigt rige, men på en måde, så den efterhånden alt for store middelklasse også følte sig dækket ind.
Det på trods af, at en besparelserne i følge alle progressive økonomer, herunder nobelprismodtager 2008 Paul Krugman i Børsen i dag i "på vej ind i den tredje depression" og jeg selv i al ubeskedenhed i et "åbent brev til Helle Thorning", kan ikke alene slå det spæde og endnu jobløse opsving ihjel og i stedet kaste Danmark og Europa og måske endda verden ud i en ny recession eller sågar en egentlig økonomisk depression, som vil være den moderne kapitalismes tredje.
De marginaliserede 25% kan synes som en lille del af befokningen, men at have 25% udstødt fra både at skabe og forme samfundets værdier er faktisk historisk. Da man for godt 100 år siden talte om "pjalteproletariat", talte man om maksimalt 10% af befolkningen. Derudover vil marginaliserede mennesker, der netop er "ressourcesvage", aldrig have kræfter og kun få evner til at organisere sig i et egentlig oprør. Det må folk fra mere organiserede lag gøre for dem, men så bakker de også op.
I mangler nogen til at stemme på jer - og de (vi) mangler nogen at stemme på! Er det et tilbud, som I kan modstå?
Claus Piculell, cand.mag., 4050 Skibby
Som også andre har slået til lyd for, bør I ikke kun basere jer på det vestlige Vestdanmark. Danmark siges efterhånden at have mindst tre "rådne bananer", altså udkantsområder en masse liggende i en formation, der ligner en banan.
Men der er en yderligere grund, som overskriften allerede antyder: "Udkantsdanmark er ikke et sted, men en tilstand". I kan være listen for de cirka 25%, der er lukket mere eller mindre ude af det officielle middelklasse-Danmark, der havde fede tider under højkonjunkturen.
Imens fik de marginaliserede blot udhulet købekraften og reduceret deres menneskelige værdighed med stakkevis af formularer blot for at få et par strips til maskinen, der måler diabetikeres blodsukker. Deres sagsbehandlere eller andre lokale myndighedspersoner er blevet sat i en så stærk 'åndelig benlås' af VOK's centralistiske regering, at deres eneste valg i grunden er, om de vil smile eller ej, når de igen siger nej ...
Og nu, hvor Danmark er et af de hårdest ramte lande af den økonomiske krise, bl.a. pga. de mange "bobler" i økonomien, sættes ikke mindst folk på bunden til at betale regningen for festen. Der skal spares på de offentlige finanser, så nu får diabetikere måske slet ikke strips til blodsukkermåleren mere, dels fordi statens underskud altid vokser under kriser - færre penge ind og flere penge ind, dels fordi VOK smed om sig med skattelettelser og skattestop især til gavn for de få rigtigt rige, men på en måde, så den efterhånden alt for store middelklasse også følte sig dækket ind.
Det på trods af, at en besparelserne i følge alle progressive økonomer, herunder nobelprismodtager 2008 Paul Krugman i Børsen i dag i "på vej ind i den tredje depression" og jeg selv i al ubeskedenhed i et "åbent brev til Helle Thorning", kan ikke alene slå det spæde og endnu jobløse opsving ihjel og i stedet kaste Danmark og Europa og måske endda verden ud i en ny recession eller sågar en egentlig økonomisk depression, som vil være den moderne kapitalismes tredje.
De marginaliserede 25% kan synes som en lille del af befokningen, men at have 25% udstødt fra både at skabe og forme samfundets værdier er faktisk historisk. Da man for godt 100 år siden talte om "pjalteproletariat", talte man om maksimalt 10% af befolkningen. Derudover vil marginaliserede mennesker, der netop er "ressourcesvage", aldrig have kræfter og kun få evner til at organisere sig i et egentlig oprør. Det må folk fra mere organiserede lag gøre for dem, men så bakker de også op.
I mangler nogen til at stemme på jer - og de (vi) mangler nogen at stemme på! Er det et tilbud, som I kan modstå?
Claus Piculell, cand.mag., 4050 Skibby
torsdag den 10. juni 2010
Åbent brev til Helle Thorning-Schmidt
Samme dag som fagbevægelsen igen efter lang tid havde mobiliseret til en demo mod nedbrydningspakken og næsten åbenlyst til fordel for alternativet fra ”Rød Stue”, gik Helle Thorning ud og truede med, at efterlønsforliget kunne blive åbnet igen, hvis samme fagbevægelse ikke gjorde det mere tydeligt, at de støttede ”En fair løsning”. Var Helles spindoktor ude af byen eller lå i sengen med forårsforkølelse eller er vedkommende bare dårlig?
- åbent brev til S-formandinden og venstrefløjens statsministerkandidat
Kære Helle Thorning-Schmidt
Det var en skævert af rang, den med at true fagbevægelsen på efterlønnen. I har en aftale, og du ved jo, at de vil levere, men det skal ske gennem forhandlinger med arbejdsgivermodparten, og der viser man jo ikke sine kort på forhånd. Det burde du vide, du der selv er forhandler.
Derudover har S meget meget dårlige erfaringer med efterlønsforlig og ikke mindst med at bryde højtidelige løfter ... Sådan et fik vi i valgkampen i 1998, hvorefter Lykketoft i forhandlinger med Fogh ændredede linjen på en nat. Og et lignende løfte fik vi ved det såkaldte "velfærdsforlig" i 2006, hvor efterlønsalderen blev sat til at stige i takt med levetiden - vel at mærke den gennemsnitlige levetid - fra 2019.
Sagligt set var det 'tøset' - hvis du undskylder udtrykket - at sætte efterlønsforliget til først at sætte ind i 2019, 13-14 år efter 2006. Sagligt set er der heller ingen tvivl om, at det der på kort sigt kan skaffe flest flere "hænder" er at sætte efterlønalderen op. Men forliget sagde 2019, for her regnede I jo alle med at være ude af toppolitik igen, så den fadæse er jeres egen - og I skal ikke tørre den af på fagbevægelsen eller vælgerne, for så hænger de jer til tørre.
Omvendt kan de stramninger, som vi oplever over hele Europa, få en decideret "Coolidge-effekt": At man ikke blot svækker det endnu jobløse opsving, men at man kaster økonomierne ud i nye recessioner. Og i det tilfælde kommer 2019 til at se meget fornuftigt ud - i hvert fald ved valget i 2011 ...
Coolidge var den amerikanske præsident fra 1929 til 1933, og han troede som de fleste ikke-økonomer samt nyliberale økonomer, at nationaløkonomi er lig husholdningsøkonomi. Så da statens indtægter faldt, og bankerne kollapsede med reduktion af pengenes værdi, satte han statens udgifter ned og hævede renten, og begge dele gjorde krisen meget værre - ja, den blev til en depression.
Her i Europa kan vi håbe, at vi 'slipper' med stagnation og jobløs vækst, mens USA leger Roosevelt og BRIK-landene trækker den internationale økonomi i gang. Men Europa vil sakke håbløst agterud relativt set på alle områder: økonomi, uddannelse, innovation, forskning, etc. EU, som kunne være et smukt kompromis mellem de utæmmede markedskræfter og social retfærdighed, vil blive en parodi på sig selv.
Lad os nu vurdere hensynet til den formentlig nødvendige koalitionspartner, de Radikale.
Hvorfor skulle det egentlig være venstrefløjens problem, at de Radikale har malet sig op i et nyliberalt hjørne på økonomien? Der er rent rødt flertal nu, og jeg ved, at du frygter, at det ville blive et tættere løb ved selve valget - og den frygt er berettiget.
Men de radikale har mindst lige så stor grund til frygt. De går sløjt for dem i meningsmålingerne, og du kan lige så godt true DEM til orden ved at antyde, at man kan forlænge udsættelsen af lettelserne i topskatten i 10 år eller uendeligt …
De radikale har peget på dig, og de har primært de røde vælgere tilbage. Jo mere de spiller op med halv-nyliberale forslag, jo mere risikerer de, at vælgerne smutter, især hvis F og Ø (gen)finder integrations- og tolerancefanen frem. At finde frisindet og positive forslag til bedre integration ville i det hele taget være en god ide både af moralske og taktiske grunde. De Radikale kan omvendt godt opgive enhver idé om at få evt. vælgere tilbage fra Liberal Alliance – netop fordi de peger på dig som statsminister.
Det er muligt, at I har en skuffeaftale med de radikale, f.eks. om dagpengene. Men så må I jo skuffe dem ... Og hvis aftalen blot er, at dagpengene skal gøres mere fleksible, så man f.eks. kan bytte år 4 mod højere dagpenge i år 1 - som jeg selv har foreslået andetsteds - så kan du sagtens gå ud og sige, at I garanterer en GENEREL dagpengeperiode på fire år, men at I gerne vil have en mere fleksibel ordning, så folk kan få mere i dagpenge lige efter at være blevet ledige, hvor de netop har bedst chancer for at komme i job igen, især i gode tider med hurtige jobskifter.
Dertil kommer, at Fælleslisten har en stærk mulighed for at overraske og komme ind i folketinget, fordi de står så stærkt i Midtjylland, at de kan få et eller to kredsmandater. Og de har fælles interesser med venstrefløjen på to måder:
- Alle forringelser - ikke mindst på dagpengene - rammer udkantsdanmark hårdest
- "Udkantsdanmark" er ikke et sted, men en tilstand
Med det sidste mener jeg, at folk på overførselsindkomster som langvarige dagpenge, kontanthjælp og førtidspension samt visse alderspensionister ganske enkelt er lige så meget i udkanten af det danske velfærdssamfund som folk i de geografiske såkaldte udkantsområder. Kan Fælleslisten på en eller anden måde blive et talerør også for dem - eller jeg burde nok skrive os - så kan den blive en magtfuld faktor og alliancepartner.
Og lad os så lige få sandheden om de såkaldte ”konvergenskrav” på plads: EU-kravene og kriterierne i ØMU'en bygger på en POLITISK aftale mellem Tyskland og Frankig om noget for noget ved den tyske genforening. Tyskerne fik ok til at blive genforenede, mens franskmændene fik ok til en stærkere politisk union.
På den økonomisk-politiske side var handlen, at Tyskland opgav den D-Mark, som altid var blevet holdt t stram snor med hyperinflationen i 20'erne i erindring, til fordel for euroen, hvis der til gengæld kom nogle særligt skrappe monetære og halvmonitariske krav på.
Derfor har netop venstrefløjen altid, og med rette, kritiseret ØMUen for ikke at vægte beskæftigelsen nok. Lad ikke DF løbe med den dagsorden. Om man når EU-kriterierne i 2015 eller 2017 er underordnet, i hvert fald set i forhold til risikoen for at ende lige midt i et ”second dip”.
Det er ikke objektive økonomiske krav - sådanne findes ikke, også selv om nyklassiske borgerlige økonomer kan opstille fine regnestykker, for enhver udregning afhænger af, hvad man kommer ind i den - hvilke forudsætninger man opstiller.
Selvfølgelig skal og kan alverdens lande ikke have uendelige underskud og evigt stigende gæld. Men man skal pumpe liv i økonomien i dårlige tider gennem statslige udgifter og skattelettelser til dem, der ikke har råd til at spare bop, men bruger hver krone, som de er så heldige at få fingrene i.
Til gengæld skal man rette national- og global-økonomien op dels ved indgreb over for de faktorer, der førte til den seneste kapitalistiske krise - her især finanssektoren og usund bobleøkonomi, samt ved at få overskud på statsfinanserne i bedre tider og bruge overskuddet til at betale ned på gælden.
Vi har bare ikke bedre tider endnu, og der er faktisk heller ikke indtil videre reel udsigt til det. Der er nogle små lovende tegn, selv om nogle er lettere misvisende. Når f.eks. den registrerede ledighed falder en smule, skyldes det mere aktivering, og at især unge i ufaglærte jobs ikke fik meldt sig i a-kasse i tide.
Lidt håb er der, og diverse borgerlige og / eller bankøkonomer prøver at tale tallene op, for de lever af, at tallene går op. Til gengæld skal nedbrydningspakken nok få gjort kål på både forårsspirer og forloren optimisme.
Beskæftigelsen i Danmark er i følge AE-Rådet faldet med 200.000. Vi har altså mistet 200.000 jobs, og mange kommer ikke igen. Og hvis man nu også udstationerer selv produktion, der kræver højtuddannet arbejdskraft, så lægger man gift for såvel innovation som forskning og at kunne tiltrække de kloge hoveder i fremtiden.
Venstrefløjens isdronning nr. 1 bør holde is i maven! Bliv ved med at lægge konstruktive forslag frem og bliv ved med at forklare de forslag, I har. Bliv ved med at styrke alliancen med SF og ræk hånden ud til såvel Fælleslisten som andre midtervælgere, der har grund til at straffe regeringen, fordi den har straffet dem ... Ræk selvfølgelig også hånden ud til de Radikale og til Enhedslisten, men lær dem at opføre sig ordentligt!
Sammen kan vi vinde, ikke blot næste valg, men kampen for at få Danmark tilbage.
- åbent brev til S-formandinden og venstrefløjens statsministerkandidat
Kære Helle Thorning-Schmidt
Det var en skævert af rang, den med at true fagbevægelsen på efterlønnen. I har en aftale, og du ved jo, at de vil levere, men det skal ske gennem forhandlinger med arbejdsgivermodparten, og der viser man jo ikke sine kort på forhånd. Det burde du vide, du der selv er forhandler.
Derudover har S meget meget dårlige erfaringer med efterlønsforlig og ikke mindst med at bryde højtidelige løfter ... Sådan et fik vi i valgkampen i 1998, hvorefter Lykketoft i forhandlinger med Fogh ændredede linjen på en nat. Og et lignende løfte fik vi ved det såkaldte "velfærdsforlig" i 2006, hvor efterlønsalderen blev sat til at stige i takt med levetiden - vel at mærke den gennemsnitlige levetid - fra 2019.
Sagligt set var det 'tøset' - hvis du undskylder udtrykket - at sætte efterlønsforliget til først at sætte ind i 2019, 13-14 år efter 2006. Sagligt set er der heller ingen tvivl om, at det der på kort sigt kan skaffe flest flere "hænder" er at sætte efterlønalderen op. Men forliget sagde 2019, for her regnede I jo alle med at være ude af toppolitik igen, så den fadæse er jeres egen - og I skal ikke tørre den af på fagbevægelsen eller vælgerne, for så hænger de jer til tørre.
Omvendt kan de stramninger, som vi oplever over hele Europa, få en decideret "Coolidge-effekt": At man ikke blot svækker det endnu jobløse opsving, men at man kaster økonomierne ud i nye recessioner. Og i det tilfælde kommer 2019 til at se meget fornuftigt ud - i hvert fald ved valget i 2011 ...
Coolidge var den amerikanske præsident fra 1929 til 1933, og han troede som de fleste ikke-økonomer samt nyliberale økonomer, at nationaløkonomi er lig husholdningsøkonomi. Så da statens indtægter faldt, og bankerne kollapsede med reduktion af pengenes værdi, satte han statens udgifter ned og hævede renten, og begge dele gjorde krisen meget værre - ja, den blev til en depression.
Her i Europa kan vi håbe, at vi 'slipper' med stagnation og jobløs vækst, mens USA leger Roosevelt og BRIK-landene trækker den internationale økonomi i gang. Men Europa vil sakke håbløst agterud relativt set på alle områder: økonomi, uddannelse, innovation, forskning, etc. EU, som kunne være et smukt kompromis mellem de utæmmede markedskræfter og social retfærdighed, vil blive en parodi på sig selv.
Lad os nu vurdere hensynet til den formentlig nødvendige koalitionspartner, de Radikale.
Hvorfor skulle det egentlig være venstrefløjens problem, at de Radikale har malet sig op i et nyliberalt hjørne på økonomien? Der er rent rødt flertal nu, og jeg ved, at du frygter, at det ville blive et tættere løb ved selve valget - og den frygt er berettiget.
Men de radikale har mindst lige så stor grund til frygt. De går sløjt for dem i meningsmålingerne, og du kan lige så godt true DEM til orden ved at antyde, at man kan forlænge udsættelsen af lettelserne i topskatten i 10 år eller uendeligt …
De radikale har peget på dig, og de har primært de røde vælgere tilbage. Jo mere de spiller op med halv-nyliberale forslag, jo mere risikerer de, at vælgerne smutter, især hvis F og Ø (gen)finder integrations- og tolerancefanen frem. At finde frisindet og positive forslag til bedre integration ville i det hele taget være en god ide både af moralske og taktiske grunde. De Radikale kan omvendt godt opgive enhver idé om at få evt. vælgere tilbage fra Liberal Alliance – netop fordi de peger på dig som statsminister.
Det er muligt, at I har en skuffeaftale med de radikale, f.eks. om dagpengene. Men så må I jo skuffe dem ... Og hvis aftalen blot er, at dagpengene skal gøres mere fleksible, så man f.eks. kan bytte år 4 mod højere dagpenge i år 1 - som jeg selv har foreslået andetsteds - så kan du sagtens gå ud og sige, at I garanterer en GENEREL dagpengeperiode på fire år, men at I gerne vil have en mere fleksibel ordning, så folk kan få mere i dagpenge lige efter at være blevet ledige, hvor de netop har bedst chancer for at komme i job igen, især i gode tider med hurtige jobskifter.
Dertil kommer, at Fælleslisten har en stærk mulighed for at overraske og komme ind i folketinget, fordi de står så stærkt i Midtjylland, at de kan få et eller to kredsmandater. Og de har fælles interesser med venstrefløjen på to måder:
- Alle forringelser - ikke mindst på dagpengene - rammer udkantsdanmark hårdest
- "Udkantsdanmark" er ikke et sted, men en tilstand
Med det sidste mener jeg, at folk på overførselsindkomster som langvarige dagpenge, kontanthjælp og førtidspension samt visse alderspensionister ganske enkelt er lige så meget i udkanten af det danske velfærdssamfund som folk i de geografiske såkaldte udkantsområder. Kan Fælleslisten på en eller anden måde blive et talerør også for dem - eller jeg burde nok skrive os - så kan den blive en magtfuld faktor og alliancepartner.
Og lad os så lige få sandheden om de såkaldte ”konvergenskrav” på plads: EU-kravene og kriterierne i ØMU'en bygger på en POLITISK aftale mellem Tyskland og Frankig om noget for noget ved den tyske genforening. Tyskerne fik ok til at blive genforenede, mens franskmændene fik ok til en stærkere politisk union.
På den økonomisk-politiske side var handlen, at Tyskland opgav den D-Mark, som altid var blevet holdt t stram snor med hyperinflationen i 20'erne i erindring, til fordel for euroen, hvis der til gengæld kom nogle særligt skrappe monetære og halvmonitariske krav på.
Derfor har netop venstrefløjen altid, og med rette, kritiseret ØMUen for ikke at vægte beskæftigelsen nok. Lad ikke DF løbe med den dagsorden. Om man når EU-kriterierne i 2015 eller 2017 er underordnet, i hvert fald set i forhold til risikoen for at ende lige midt i et ”second dip”.
Det er ikke objektive økonomiske krav - sådanne findes ikke, også selv om nyklassiske borgerlige økonomer kan opstille fine regnestykker, for enhver udregning afhænger af, hvad man kommer ind i den - hvilke forudsætninger man opstiller.
Selvfølgelig skal og kan alverdens lande ikke have uendelige underskud og evigt stigende gæld. Men man skal pumpe liv i økonomien i dårlige tider gennem statslige udgifter og skattelettelser til dem, der ikke har råd til at spare bop, men bruger hver krone, som de er så heldige at få fingrene i.
Til gengæld skal man rette national- og global-økonomien op dels ved indgreb over for de faktorer, der førte til den seneste kapitalistiske krise - her især finanssektoren og usund bobleøkonomi, samt ved at få overskud på statsfinanserne i bedre tider og bruge overskuddet til at betale ned på gælden.
Vi har bare ikke bedre tider endnu, og der er faktisk heller ikke indtil videre reel udsigt til det. Der er nogle små lovende tegn, selv om nogle er lettere misvisende. Når f.eks. den registrerede ledighed falder en smule, skyldes det mere aktivering, og at især unge i ufaglærte jobs ikke fik meldt sig i a-kasse i tide.
Lidt håb er der, og diverse borgerlige og / eller bankøkonomer prøver at tale tallene op, for de lever af, at tallene går op. Til gengæld skal nedbrydningspakken nok få gjort kål på både forårsspirer og forloren optimisme.
Beskæftigelsen i Danmark er i følge AE-Rådet faldet med 200.000. Vi har altså mistet 200.000 jobs, og mange kommer ikke igen. Og hvis man nu også udstationerer selv produktion, der kræver højtuddannet arbejdskraft, så lægger man gift for såvel innovation som forskning og at kunne tiltrække de kloge hoveder i fremtiden.
Venstrefløjens isdronning nr. 1 bør holde is i maven! Bliv ved med at lægge konstruktive forslag frem og bliv ved med at forklare de forslag, I har. Bliv ved med at styrke alliancen med SF og ræk hånden ud til såvel Fælleslisten som andre midtervælgere, der har grund til at straffe regeringen, fordi den har straffet dem ... Ræk selvfølgelig også hånden ud til de Radikale og til Enhedslisten, men lær dem at opføre sig ordentligt!
Sammen kan vi vinde, ikke blot næste valg, men kampen for at få Danmark tilbage.
onsdag den 26. maj 2010
Hvad skal "Rød Stue" egentlig med de Radikale?
Ikke alene har de Radikale været med til at bane vejen for og legitimere en halvering af dagpengeperioden og nedskæringer generelt ved at gå med på den ret overdrevne fremstilling af "manglen på hænder", men nu insisterer de også på at sabotere en rigtig genopretning af dagpengeordningen, som er krumtappen i den verdensberømte flexicurity.
De radikales nej til at genoprette dagpengene kommer f.eks. i artiklen "Radikale freder dagpengereform" på DR Nyheder Online i morges, 26. maj 2010 06.36.
Det er rigtigt, at sådan som aldersfordelingen i befolkningen ser ud, vil der alt andet lige mangle nogle hænder, men lige nu er der 200.000 bruttoarbejdsløse, og behovet er højst en femtedel af det, som påstås af de økonomer, der gerne regner 20 og 40 år frem i tiden, men som ikke kunne forudse den økonomiske krise et år før.
Under alle omstændigheder må man hellere sørge for, at S+F støttet af Ø får mindst 90 mandater - evt. tilsat Fælleslisten, for udkantsdanmark rammes også hårdt af 'nedretningsplanen'.
Heldigvis hjælper de radikale da til, for de har ikke scoret så meget som én borgerlig vælger på konkurrencen med Liberal Alliance, men nu tigger og beder de deres mere eller mindre røde vælgere, der kan lide deres kamp for menneskerettigheder og anstændig udlændingepolitik, om at skride ...
Der er jo dog stadig mange i såvel S som SF (samt selvfølgelig Ø), der står fast på den politiske liberalisme, som er RV's anden mærkesag.
Hvis de radikale blev sparket ud, ville S og SF også blive langt klarere i mælet.
Men der er dog en anden grund til, at de ikke på forhånd vil love at vende tilbage til den gamle ordning, for de har nemlig selv reformplaner - og disse er ikke så tossede.
En af de centrale ideer, som Helle Thorning allerede har luftet, er at lade dagpengemodtagere vælge mellem det fjerde år og en ekstra stor dagpengeudbetaling, f.eks. 50% oveni, det første år.
En anden, som står i "En fair løsning", er at lade (førtids-)pensionister og efterlønnere arbejde mere uden træk i ydelserne, f.eks. for kr. 60.000 pr år. Hvilket også er med til at skaffe de berømte ekstra hænder, som vi stadig ikke ved hvor mange der egentlig kommer til at mangle af. Forslaget burde efter min mening i øvrigt også gælde folk på dagpenge og kontanthjælp.
I al ubeskedenhed vil jeg henvise til mit eget forslag til en dagpengereform - med fire år som gennemsnit - med en dagpengeperiode vekslende mellem 3 og 5 år og bl.a. ovennævnte forslag:
"Nogle elementer i en rød dagpengereform"
Sagen kan gøres meget enkel: Spørg de Radikale, om de FØR valget vil være med til at udarbejde et samlet reformforslag med udgangspunkt i disse idéer, og giv dem den indrømmelse, at man sætter efterlønskontingentet lidt op og dagpengekontingentet lidt ned, så flere unge får meldt sig ind.
Det kunne så kombineres med en 'efterbindingsaftale' med de unge, der i dag er ledige, men som ikke får hverken dagpenge og ofte heller ikke kontanthjælp, og som ikke tæller med i ledighedsstatistikken, og hvis ledighed er fordoblet siden jul, så de kan blive medlemmer nu og få dagpenge efter f.eks. 1-2 måneder, men til gengæld binder de sig til en opsigelsesfrist af akassemedlemskabet på et år.
Hvis de radikale siger nej til det tilbud, så må venstrefløjen gøre det til et erklæret mål at få en S-SF regering, der ikke er afhængige af radikale stemmer.
De radikales nej til at genoprette dagpengene kommer f.eks. i artiklen "Radikale freder dagpengereform" på DR Nyheder Online i morges, 26. maj 2010 06.36.
Det er rigtigt, at sådan som aldersfordelingen i befolkningen ser ud, vil der alt andet lige mangle nogle hænder, men lige nu er der 200.000 bruttoarbejdsløse, og behovet er højst en femtedel af det, som påstås af de økonomer, der gerne regner 20 og 40 år frem i tiden, men som ikke kunne forudse den økonomiske krise et år før.
Under alle omstændigheder må man hellere sørge for, at S+F støttet af Ø får mindst 90 mandater - evt. tilsat Fælleslisten, for udkantsdanmark rammes også hårdt af 'nedretningsplanen'.
Heldigvis hjælper de radikale da til, for de har ikke scoret så meget som én borgerlig vælger på konkurrencen med Liberal Alliance, men nu tigger og beder de deres mere eller mindre røde vælgere, der kan lide deres kamp for menneskerettigheder og anstændig udlændingepolitik, om at skride ...
Der er jo dog stadig mange i såvel S som SF (samt selvfølgelig Ø), der står fast på den politiske liberalisme, som er RV's anden mærkesag.
Hvis de radikale blev sparket ud, ville S og SF også blive langt klarere i mælet.
Men der er dog en anden grund til, at de ikke på forhånd vil love at vende tilbage til den gamle ordning, for de har nemlig selv reformplaner - og disse er ikke så tossede.
En af de centrale ideer, som Helle Thorning allerede har luftet, er at lade dagpengemodtagere vælge mellem det fjerde år og en ekstra stor dagpengeudbetaling, f.eks. 50% oveni, det første år.
En anden, som står i "En fair løsning", er at lade (førtids-)pensionister og efterlønnere arbejde mere uden træk i ydelserne, f.eks. for kr. 60.000 pr år. Hvilket også er med til at skaffe de berømte ekstra hænder, som vi stadig ikke ved hvor mange der egentlig kommer til at mangle af. Forslaget burde efter min mening i øvrigt også gælde folk på dagpenge og kontanthjælp.
I al ubeskedenhed vil jeg henvise til mit eget forslag til en dagpengereform - med fire år som gennemsnit - med en dagpengeperiode vekslende mellem 3 og 5 år og bl.a. ovennævnte forslag:
"Nogle elementer i en rød dagpengereform"
Sagen kan gøres meget enkel: Spørg de Radikale, om de FØR valget vil være med til at udarbejde et samlet reformforslag med udgangspunkt i disse idéer, og giv dem den indrømmelse, at man sætter efterlønskontingentet lidt op og dagpengekontingentet lidt ned, så flere unge får meldt sig ind.
Det kunne så kombineres med en 'efterbindingsaftale' med de unge, der i dag er ledige, men som ikke får hverken dagpenge og ofte heller ikke kontanthjælp, og som ikke tæller med i ledighedsstatistikken, og hvis ledighed er fordoblet siden jul, så de kan blive medlemmer nu og få dagpenge efter f.eks. 1-2 måneder, men til gengæld binder de sig til en opsigelsesfrist af akassemedlemskabet på et år.
Hvis de radikale siger nej til det tilbud, så må venstrefløjen gøre det til et erklæret mål at få en S-SF regering, der ikke er afhængige af radikale stemmer.
Abonner på:
Opslag (Atom)