Liberalsocialismen – 21 rids af en ideologi for det 21. århundrede

Af Claus Piculell, cand. mag. i statskundskab og engelsk samt deltidstilknyttet Cevea



1.Som Socialliberalismen var den mest succesfulde og fredeligt samfundsforandrende strømning i det 20. århundrede, ønsker Liberalsocialismen (LS) at være det for det 21. århundrede. LS ser ikke sig selv som et parti, men som en strømning der kan inspirere og samle centrum-venstre, først i Danmark og måske siden i verden, og som kan revitalisere samspillet mellem en demokratisk stat, et dynamisk marked og et frivilligt civilsamfund.

2.Socialliberalismen var et kompromis mellem de sociale og demokratiske sider af socialismen, liberalismen og konservatismen. Meget forenklet kan man sige, at socialismen bidrog med en socialt retfærdig udvidelse af demokratiet bl.a. gennem staten og markedsregulering, mens liberalismen bidrog med borgernes frihedsrettigheder til privatliv, fri debat og livsophold på et relativt frit marked, og konservatismen modvirkede overdrevne abstrakte principper ved at sikre forandringer i et tempo, hvor de fleste kunne følge med.

3.LS ønsker at bygge videre på socialliberalismen, men trække samfundet et solidt skridt til venstre ved at forme et nyt kompromis mellem den oprindelige og især politiske liberalisme, den demokratiske socialismes stolte traditioner og konservatismens moderation samt omtanke for kommende generationer, og udgangspunktet er det motto, som i sin tid forenede den progressive liberalisme og den tidlige socialisme: Frihed, lighed og broderskab !

4.LS har lært af det 20. århundredes tragiske fejltagelser og forbryderiske regimer både til højre og venstre. For LS går vejen til en bedre verden derfor ikke gennem revolution og vold, men gennem fredelig forandring med trinvise reformer, der gradvist udbygger demokratiet på alle områder, herunder også økonomiske, og som øger den politiske styring af et marked med store indbyggede fejlmekanismer. Kun i en modstandskamp mod en massivt totalitær og voldelig undertrykkelse kan en væbnet kamp komme på tale, og selv i den tredje verden vil en sådan kamp formentlig udvikle sig til en fredelig demokratisk udvikling.

5.LS afviser skarpt at ophæve eller indskrænke nogen lovbaseret menneskerettighed i fredstid, uanset hvor alvorlig grunden måtte synes at være, eksempelvis kamp mod en ubønhørlig terrorisme, en barsk systemkonkurrence, supermagtspression eller sågar en ny kold krig. LS accepterer derimod, at i en krigssituation gælder der andre regler, men dels er de fornuftigt regulerede i Genevekonventionerne, dels må målet være snarest muligt at genetablere fredelige forhold og genindføre samtlige menneskerettigheder.

6.LS anser mennesket for at være både godt og ondt, og LS tror ikke på et samfund, hvor alt er godt og alle gode - men heller på det omvendte! De stærkeste bevægelser har været dem, hvor den enkelte har kunnet forene sin egeninteresse med gruppens kollektive interesser, og derfor tror LS på, at den gode og solidariske side af mennesket kan styrkes gennem kamp og kendskab til andre mennesker. Men LS mener, at der altid vil være behov for en lovlig og demokratisk såvel som national, regional og global samfundsmagt til at forhindre menneskers dårlige sider i at ødelægge vigtige muligheder for dem selv, andre mennesker eller hele samfundet. Staten vil ikke dø bort og er desuden historisk set blevet stadig mere vigtig dels til at styre kapitalen ind på samfundsnyttige veje og dels som leverandør af stadig mere sofistikeret arbejdskraft, viden og infrastruktur, og LS ser kun tegn på, at den udvikling vil fortsætte.

7.Ikke blot afviser LS at ophæve eller suspendere nogen rettigheder i fredstid, men det er et selvstændigt projekt at udvikle menneskerettighederne og give så mange mennesker som muligt reel adgang til dem. Hertil kræves et stærkt fællesskab, hvis solidaritet og fælles ressourcer giver mennesker mulighed for at leve et godt liv, deltage i demokratiet og have et kreativt arbejdsliv, og hvor den enkeltes frihed er forudsætningen for alles frihed. LS vil til enhver tid bekæmpe racisme og fremmedfjendtlighed, men anerkender, at der er forskel på sådanne menneskefjendtlige og reaktionære holdninger og så en legitim bekymring for, om en nation eller region i en konkret situation kan indoptage flere mennesker fra andre lande og traditioner.

8.LS anser lovlig erhvervet personlig ejendom som ukrænkelig, når den er opnået ved en indsats: på baggrund af reel innovativ og produktiv virksomhed, der giver andre arbejde og udfordringer og indkomst, så længe man betaler en rimelig andel til det fællesskab, som man skylder sin sundhed, trygge opvækst og alderdom, indkomst ved arbejdsløshed samt livslang uddannelse. Alle disse goder sætter en person i stand til at udvikle sig som innovatør, og tilmed leverer de kvalificeret og sund arbejdskraft til virksomheden. Til gengæld er LS ganske som den tidlige liberalisme imod nedarvede penge og privilegier og ønsker en arvegift på 80% af al arv over 1 million. LS er imod, at man kan arve en virksomhed og dermed magt over andre menneskers liv, uden at man selv har gjort sig fortjent til det, men LS har intet imod arv af familieeffekter og -minder, herunder ret til at bo i familiens hjem gennem generationer, blot der indgås en rimelig aftale med staten.

9.LS bekender sig åbent til stadig mere politisk og overstatsligt samarbejde på europæisk og globalt niveau, og målet må være at opnå en sandt demokratisk global regering i et internationalt demokratisk system, der kan gribe stadig mere effektivt ind over for kapitalismens excesser, men hvor beslutninger samtidig skal tages så decentralt og borgernært som muligt, hvilket i sidste ende vil sige med størst muligt hensyn til det enkelte menneskes frihed, privatliv og integritet.

10.LS har som langsigtet mål at forene venstrekræfterne i den nationale, regionale og globale klassekamp. Det er bestemt ikke nogen let opgave, når den rige del af verden råder over ca. 80% af den globale økonomi men kun 20% af den globale befolkning, mens det forholder sig lige omvendt i den fattige del af verden. Bortset fra den marginaliserede fjerdedel af befolkningen tilhører folk i den rige verden middelklassen eller overklassen, og for dem kan det være svært at se et interessefællesskab med den langt fattigere arbejderklasse og selv middelklasse i den fattige verden, for slet ikke at tale om de tre fjerdedele, som dér er marginaliserede og hægtet af udviklingen.

11.I den globale klassekamp sætter LS bl.a. sin lid til kapitalismens egen dynamik, hvis hunger efter økonomisk vækst kræver stadig nye markeder og stadig nye grupper af arbejdskraft inddraget i produktionen, hvorved den globale arbejder- og middelklasse vokser, men LS sætter også en del af sin lid til menneskelig solidaritet og fornemmelse for retfærdighed, som trods mere egoistiske egenskaber ved en bevidst indsats bør kunne sætte sig igennem på lang sigt, også fordi en skæv verden giver risiko for kriser og krige. Derfor satser LS på en stadig mere solidarisk kamp og en forståelse selv blandt de velaflagte i den rige verden for en mere ligelig fordeling af den globale rigdom.

12.LS har lært af kapitalismens utallige økonomiske kriser, hvor de alvorligste hidtil har haft rod i en stærk ubalance mellem en ”alt andet lige” mere sund produktionskapital og en særdeles usund finanskapital. Som nobelprismodtager Stieglitz mener LS, at ”økonomien og finansmarkederne skal tjene borgerne i vores samfund. De er midler til at nå et mål, ikke et mål i sig selv.” Hvor selvindlysende det end lyder, står det i stærk modsætning til virkeligheden i dag. Før kriserne overtager finanskapitalen styringen og svulmer op til bobler på 10-20 gange produktionskapitalens volumen ved at indgå i en kasino-økonomi med uigennemskuelige finansielle produkter, og den sætter middelklassens opsparing og produktionskapitalens likviditet samt økonomiens stabilitet over styr. Derfor ønsker LS en dæmper lagt på de finansielle transaktioner ved en finansmoms og en adskillelse af almindelig bankvirksomhed fra den mere spekulative finanskapital, hvor den første skal sikres af stater nationalt og/eller globalt, mens den sidste må klare sig selv. Er det stadig ikke nok til at sikre økonomisk stabilitet, vil LS ikke udelukke det af Keynes foreslåede "medlidenhedsdrab på finanskapitalen", altså statslig bankdrift og statslige kasinoer til kasino-økonomien...

13.Økonomiske kriser er et resultat af kapitalismens love, og ansvaret for den økonomiske nedsmeltning i 2008 tilhører nyliberalismens dogmatiske gennemtvingen af 'det selvregulerende marked'. Det er urkomisk i dag at høre 'pæne' konservative tale om "den frygtelige grådighed" især hos finansfolk. At undre sig over at finde grådighed på et næsten ureguleret kapitalistisk marked svarer til at undre sig over at finde fisk i havet! Afskaffelse af markedsregulering øger også risikoen for, at kapitalismen bliver sin egen værste fjende, fordi der opstår kæmpevirksomheder, der kan trække en hel økonomi med sig i faldet, og fordi de får så stor indflydelse på markedet, at det mindsker konkurrencen. De virksomheder skal staten splitte op i delvirksomheder med mere konkurrence, mens den selv spiller en vigtig rolle som 'buffer' og regulator under kapitalismens konjunkturer. Som Roosevelt mener LS, at 'man kun behøver at frygte frygten selv', når man har erkendt, at kapitalismens økonomiske love kun fungerer som naturlove, indtil man ser, hvordan de er skabt af menneskelig handling og kan ændres af menneskelig handling.

14.Kapitalismen blev født sammen med nationalismen, og den har aldrig kunnet klare sig alene uden hjælp fra en nogenlunde stærk stat, der banede vejen for den. Kampen om magten nationalt og internationalt har siden kunnet opstilles på to komplementære alser: den socioøkonomiske og den sociokulturelle. På den socioøkonomiske akse har man kunnet opdele samfundets klasser og lag efter forholdet til produktionens midler, former og resultater, og på den sociokulturelle akse efter forskellige gruppers forhold til skismaet mellem international modernitet og lokal tradition, som blev kickstartet med renæssancen og kapitalismens iboende imperialisme. Kapitalisme og socialisme såvel som nationalisme og internationalisme er således ikke kun modsætninger, men også hinandens forudsætninger, og det giver ingen mening at forudsige ”kapitalismens sidste stadium” eller sågar "historiens afslutning”!

15.Historien fremviser til tider ekstremer, som må bekæmpes for selve civilisationens og menneskehedens skyld. De fremtræder, når en kombination af interesser – ofte udtrykt i en tilsyneladende altomfattende ideologi - gøres til samfundets eneafgørende magt, hvilket får den til at ende som en diktatorisk parodi på sig selv og trampe hen over demokrati, menneskerettigheder og personer. Det så man rigeligt med eksempler på omkring anden verdenskrig, men disse regimer og anden verdenskrig var ikke kommet uden første verdenskrig om kolonier og magten i Europa, hvor man bl.a. så det berømte svigt af "socialdemokrater i alle lande", der stik mod egne internationalistiske paroler stemte for deres eget lands krigsdeltagelse.
16.En totalitær ekstrem behøver dog ikke at gå helt uden for f.eks. demokratiets eller nationens grænser. Den kan tværtimod nøjes med at trække enkeltdele af demokratiet frem som altafgørende, f.eks. flertalsstyre sammen med forsvar for nationalstaten mod "det fremmede" og "deres terrorisme", og gå i koalition med fortalere for "markedet som det bedste demokrati". Dermed har man en halvtotalitær ideologi, nemlig den hyperliberalistiske nationalkonservatisme der har regeret Danmark i de seneste ni år og ført landet ud i en angrebskrig for første gang siden 1848.

17.Den danske velfærdsmodel blev for alvor skabt efter anden verdenskrig, men den kom allerede under pres sidst i 70'erne, hvor kapitalismen også viste, at den ikke er krisefri. Siden da har højrefløjen som i hele den vestlige verden prædiket først markedets fortræffeligheder - ikke mindst når man sælger offentlige værdier billigt til privat kapital - og i Danmark sidst i 90'erne også de fremmedes forfærdeligheder, så man kunne genvinde magten.

18.Samtidig er velfærdssamfundet i stigende grad blevet opdelt i et 'tre-fjerdedeles samfund'. På ene side står en stadig mere forkælet middelklasse, der trænger til at besinde sig på på samfundets oprindelige værdier frem for konstant at hige mod flere "friværdier", og på den anden side står en stadig mere marginaliseret underklasse, til dels placeret i "Yderdanmark", der er lette ofre for myter om, at det er "de fremmedes skyld". Især når ingen politikere tør tage noget fra middelklassen, og når den danske venstrefløj tror, at der er samfundsforandrende potentiale i de velaflagtes "lønkamp" frem for at tale for og med de marginaliserede grupper i Danmark og i den tredje verden. Faktisk er et løft af den nationale og internationale underklasse forudsætning for at kunne finansiere og fastholde og forny velfærden.

19.Ikke desto mindre må man konstatere, at den skandinaviske velfærdsmodel med flexicurity er blevet en inspiration for mange i verden og samtidig ironisk nok hidtil er det nærmeste, man er kommet på det gamle ideal: "Yde efter evne, nyde efter behov!" Så Marx havde dog ret i mindst to ting, dels at idealet ikke blot er ønskeligt men også i nogen grad muligt, og dels at alle, der vil forbedre verden, bør gå frem efter mottoet "Tvivl på alt!" For hvad Marx i en verden næsten kun med diktaturer slet ikke kunne forestille sig var, at den første tilnærmelse til hans "kommunistiske" drøm ville foregå midt i kapitalismens smørhul i læ af en kold krig og på demokratisk vis ...

20.Der er mange problemer at løse, og LS har ikke alle svarene: Der mangler f.eks. kreative forslag til en aktiv erhvervspolitik med grønne og andre videnjobs, samarbejde mellem stat og arbejdsliv og civilsamfund, fremtidens fjerde statsmagt i levende demokrati og debat i internetalderen, Europas demokratisering, en Verdensregering og Verdensbank med en robust kasse pga. finansmomsen, samt en strategi mod social dumping og for ordentlige migrantarbejdervilkår.

21.En nogenlunde fredelig og retfærdig udvikling globalt er forudsætningen for, at det bliver muligt ikke alene for Danmark men hele verden engang igen at tilnærme sig Marx's fine vision - selv om det såmænd lige så vel kan lykkes menneskeheden at udrydde sig selv og resten af kloden i egoistisk kortsynethed, krige og klimaødelæggelse. Men de, som Liberalsocialismen forsøger at samle og inspirere, er klar til at kæmpe principielt og pragmatisk for en bedre verden, for hvad pokker skulle man ellers gøre …?