Forbrydelsen II - mesterværk eller makværk?

DR har nu endelig åbnet for en debat om serien som sådan, og ikke blot stærkt styrede gæt på den skyldige. Det hilser jeg meget velkommen, selv om jeg i nogen grad forstår DRs tilbageholdenhed, når man læser nogle af de mest unuancerede indlæg i DR's debatsektion ...

Forbrydelsen I og II havde hver deres stærke sider, og alt i alt foretrækker jeg I, men begge var rigtigt gode - uden at være perfekte.

Forbrydelsen I trak på klassikere som Goethes Faust i karakterskildringerne (og navnene) og inddrog også den noget vilkårlige ondskab, som hin forestilling også 'leger' med, sammen med en god dynamik mellem Faust (Tro-els Hartman) og Mephisto (M. Weber).

Tilfældighedens love- eller kaosteoriens - bliver bragt helt til kanten, da en række personer bringes til samme hemmelige lejlighed og bil på forskellige,men fatale, tidspunkter, og det giver krimien en moderne vinkel.

I både I og II blandes politisk intrige med andre verdener, og begges politiske intrige indeholder med en liberal - i ordets bedste betydning - og idealistisk politiker, der ender med at falde til patten og vel nærmest acceptere 'det uundgåelige' for at få eller beholde magten, og i begge vises medierne som en afgørende spiller i gamet.

Det er realistisk nok, og II'erens intrige kommer tæt på virkeligheden a la "Den hemmelige krig" ved at lade en ulovlig og mørkelagt militæraktion indgå som vigtig del af handlingen. Det er desværre også realistisk eller muligt, og det er en god pointe, at det er derfor, at general Arild ikke fortæller sandheden om Stranges tilbagevenden til Afghanistan, da det ikke må afsløres, og formentlig er det også derfor, at Strange brugte en andens identitet under operationen.

Mindre realistisk er, at statsministeren gerne vil være generalsekretær for FN og - endnu mere urealistisk - derefter blot dropper tanken ... Buch spilles godt nok af Bro, men figurens selvretfærdighed og naivitet kammer over.

Der havde I benene en del mere på jorden med Hartmanns accept af Webers mørklægning for at kunne fortsætte kampen for overborgmesterposten. Til gengæld har forfatterne haft modet til at bruge bedste sendetid til at rejse en vigtig debat her i II.

I I er den anden verden vel grundlæggende to, nemlig en for hvide danskere og en for sorte danskere, og racisme spiller en væsentlig rolle - igen viser det mod hos forfatterne til at rejse en vigtig debat. Sorte og hvide unge danskere mødes så på gymnasiet, og naturligvis forelsker Romeo og Julie - i serien Amir og Nanna - sig i hinanden på tværs af familier, race og etnicitet.

Forholdet mellem Theis - den myrdede Nannas far - og Vagn (med de 'gammeldanske' navne Birk Larsen og Skærbæk) var skildret helt genialt, især ironien i, at Vagn tager ind for at "tale Nanna til fornuft", fordi han "ved, hvordan Theis har det med dem der" - men Vagn selv har en karakterbrist, der i vigtige situationer bringer ham ud af balance over modstand, og da han først åbner for de indestængte følelser, så ender det i tæsk, voldtægt og mord.

Benene er således lidt mere på jorden i I'eren, og karakterskildringerne forekommer mere helstøbte, og derfor vinder den hos mig med et mulehår, selv om gåden i II'eren var sværere og bundet stærkere sammen. Jeg pegede på et par løse ender i I'eren på min blog på Avisen.dk og er lidt ked af, at de småting blev brugt af bl.a. Nyhedsavisen til en større tilsvining af serien og DR, som netop Nyhedsavisens redaktion kørte en konflikt op med over "Den hemmelige krig".

Gåden (og spændingen) i II er til gengæld dens helt store styrke: Sammenknytningen af det politiske, efterretnings- og politimæssige, medierne og det militære er klaret mesterligt, og der er meget få og ubetydelige løse ender. Personerne foldes derimod ikke helt ud, og nogle ting ordnes alt for utroværdigt, som f.eks. da Rabens kone det ene øjeblik afviser ham for Søgaard og det næste øjeblik blot vil have ham "hjem". Til gengæld er spindet af løgne og interesser, der går på tværs af alt og alle, og hvor næsten ingen er, hvad de giver sig ud for - undtagen Lund og Raben, særdeles fornemt og næppe helt ved siden af sandheden.

Hvad angår Lund, så er hun tro mod sit autistiske selv. Mormor passer nu drengen, mens Lund prøver at samle sig sammen i Gedser. Lund - ikke Sarah - er en intuitiv og intelligent opklaringsmaskine, en fagidiot der kun meget sjældent kan eller vil vise følelser, og det har hun formentlig fået bekræftet, efter at hun i løbet af et par døgn nåede at blive slået ned af, næsten kysset af, holde hånd med, blive skudt af og selv skyde Strange ...

Det eneste jeg savnede var en lidt større rolle for det første offers mand, Jørgen Dragsholm. Her kunne man have haft en mulig morder, der arver firma og formue ved at få et iskoldt mord på sin kone til at fremstå som led i en større intrige - men selv en bindegal advokat havde næppe myrdet fem andre blot for at dække over sig selv ... I så fald ville en to-morder-teori have været eneste udvej.

Med enkelte personlighedsskildringer ret uafsluttede men til gengæld kun ubetydelige løse ender i plottet II meget fint op til krimigenrens mere konventionelle regler - her er ikke megen kaosteori, og det kan man jo så være glad for eller ikke.

Men de folk, der mener ikke at have fået et vink om morderens identitet allerede i første afsnit, har åbenbart hverken lagt vægt på den kendsgerning, at Strange ud over Lund er den eneste, der ved, at Myg skal afhøres, samt et af Sveistrups største vink - og nok et af hans faste elementer, enten som trademark eller som en "give-away" han skal passe på med: Prøv at udtale morderens navn på engelsk ...