Om at få kuglen i hul ...

(skrevet og publiceret på Facebook og Avisen.dk 27. nov. 2013)

Jeg har selv prøvet at være en smule politisk aktiv, da Ruder Konge var knægt, og Per Clausen samt Frank Aaen havde langt hår, og vil gerne minde især mig selv men også de mange andre politiske "mandagstrænere" om, hvor stor forskel der er på at sidde lunt på langsiden med hapsdog og fadøl, mens man råber gode råd til spillerne, og så at være på banen selv og tilmed være blandt dem, der forventes at sparke kuglen i kassen.


   
EL forhandlede dygtigt og fik en hel del indrømmelser på bordet, som ABF og VK nu tager æren for, mens de fremrykker endnu en omgang for det meste økonomisk nyttesløse og asociale skattesænkninger og piller ethvert effektivt tiltag mod social dumping ud af forliget.


EL kom tæt på at gøre denne finanslov spiselig for venstrefløjen ud fra en situation, hvor ABF har behov for sukker på de mange bitre piller, de har budt deres egne vælgere gennem to år, men EL fejlede i at komme i mål, fordi de ikke havde regnet nok med, hvor ivrig Lars Løkke lige nu er efter at undgå et valg med sine GGGI-blamager i frisk erindring.


Livet leves forlæns, men forstås baglæns, sagde Kierkegaard, og EL er et ungt parti, som først i de seneste par år har fået rollen at være den eneste kraft, der står for ægte rød politik og skal prøve at trække en radikal-ledet regering til venstre, oven i købet for tiden primært parlamentarisk.


Regeringen er med sine 30 spindoktorer og embedsmænd, presse og partiapparater en vældig modstander, og de formåede til sidst at fremstille det, som om det eneste, der stod i vejen var to lovsikrede omgange bad, dels fordi EL havde afstået fra andre krav,  dels fordi ABF under to år ved magten har udviklet en principiel modstand mod deres egne forslag til velfærdsrettigheder, og dels fordi man behændigt glemte uenigheden om bedst at bremse social dumping.


EL må evaluere forløbet og glæde sig til næste gang, hvor vi er endnu tættere på valgperiodens slutning, og hvor prisen for forlig med både sindsro og fuld saglighed kan sættes et godt stykke op.


Jeg håber, at der i prisen til den tid indgår nogle skridt frem på lighed i sundhed (f.eks. medicinkort og fri tandpleje til alle med mere end fem slags medicin pr. dag) , social genopretning (bl.a. med et genindført ankesystem og fjernelse af den nye fattigdomsydelse til unge op til 30 samt voksenforsørgerpligt), grønt bundfradrag (eller mindst en fordobling af den grønne check) og en dagpengereform fra venstre som beskrevet i Information i  2010 af en analytiker fra Cevea.


Under alle omstændigheder og uanset indrømmelser i resten af valgperioden  vil denne almindelige borger  huske rigtigt længe, hvor skuffet man er blevet over regeringen, ift. sparepolitik midt i en krise ("pengene skal være tjent ind, før de kan bruges"), nej til finansskat, vattethed over for bankerne, yderligere omfordeling væk fra de fattigste og mest udsatte, mv. mv.  - så sandelig også ved næste FT-valg.

Preben-Wilhjelm-kronik i pixi-udgave

Her er en kort og mere let læst udgave af det forslag til kronik-svar til Preben Wilhjelm og hans godt 1 år gamle pamflet om "Krisen og den udeblevne systemkritik":

Jeg skriver jo formelt set til Preben Wilhjelm og alle, der anså hans pamflet som en vigtig kritik af, at en massiv finansnedsmeltning med efterfølgende langvarig økonomisk stagnation /depression IKKE har medført en kritik af årsagerne til den krise, som han mener er kapitalismen.

Jeg mener, at Preben Wilhjelm bl.a. overser, at den senmoderne kapitalisme har nået det stadie, som en række økonomer kalder "finansialisering", altså en strukturel forvridning af magt, ressourcer og indflydelse til finanssektoren og den snævre elite af ledere i store transnationale virksomheder, der er såvel finans som produktive virksomheder.

Jeg præsenterer derefter faren for et EU-sammenbrud med efterfølgende ny omgang national-konservativ og evt. fascistisk "Pest over Europa", som Hartvig Frisch kaldte det i sin berømte bog.

Overfor det stiller jeg elitens mulighed for at acceptere gradvise reformer,hvor de vil miste magt, men stadig kan tjene penge i et nyt europæisk velfærdssamfund - hvad enten det er et reformeret EU eller et helt nyt Europa-samarbejde.

Og denne udvikling, hvor eliten giver stadig større indrømmelser til almindelige mennesker og demokratiet ift. til politisk, økonomisk og anden magt og rimelig ressourceudnyttelse med en mere lige fordeling, er så efter min opfattelse et projekt, som meget fornuftigt kan hedde liberal socialisme.

Her fusionerer man især den politiske liberalismes frihedsrettigheder og retsstatsprincipper med en socialistisk produktion af basale livsnødvendigheder som sundhed, uddannelse,forskning, pleje af børn og gamle mv. og en socialistisk regulering af især store privatvirksomheder, og ikke mindst finanssektoren, så den private produktion af især forbrugsgoder bliver bæredygtig og med ægte dynamisk konkurrence.

Og jeg spår, at hvis ikke eliten besinder sig her i Europa, som dele af den har gjort i USA, og går med på nye kompromisser, så risikerer man et nyt ragnarok i et Europa og en verden, der har set nok af den slags.

Derfor er løsningen en liberal socialisme med en gradvis ændring af samfundet med stadig nye kompromisser til en bæredygtig produktion og levevis såvel ift. klodens ressourcer som en økonomi uden brug-og-smid-væk som det afgørende princip.

Den udeblevne systemkritik og krisen – svar til Preben Wilhjelm

Hvad kan Marx bruges til i dag, og har socialismen en fremtid? Skyldes den udeblevne kritik af kapitalismen, at selv veluddannede folk i udviklede kapitalistiske lande ikke kan gennemskue krisens årsager, eller er grunden den herskende elites bevidste strategi, eller er enhver form for socialisme blevet umulig efter det fortjente sammenbrud i Østeuropa?

I sin pamflet “Krisen og den udeblevne systemkritik” stiller Preben Wilhjelm, der er tidligere folketingsmedlem for VS, netop et spørgsmål af den art, og vi vil her forsøge at give nogle svar. Vi kan allerede nu røbe, at svaret bl.a. indeholder et ja til alle tre spørgsmål ovenfor.

Den nuværende, alvorlige krise er en systemkrise, fordi den har baggrund i den senmoderne “finansialiserede” kapitalismes almene love og udvikling,

hvor især naturen og kapitalakkumulationen sætter grænser for og spørgsmålstegn ved økonomisk vækst, der allerede i forvejen har tendens til fald i takt med kapitalismens grad af udvikling, noget det jævne fald i BNP-vækst siden 2. verdenskrig bekræfter.

Krisen begyndte som bekendt i finanssektoren med boblebrist og bankers bankerot efter globale finanstransaktioner på 74 gange verdens samlede reelle produktion regnet i BNP på højdepunktet i 2007, hvor Anders Fogh Rasmussen frejdigt erklærede, at lærebøgernes ord om kapitalismens tilbøjelighed til at fremkalde konjunkturer, og at et stærkt 'boom' ville blive afløst et stærkt 'bust', måtte skrives om.

Det havde han sådan set ret i, men omskrivningen bør ironisk nok bestå i, at denne tilbøjelighed er blevet forstærket, efter at man har ophævet en række reguleringer af bl.a. finanssektoren, der blev indført efter 30'ernes Store Depression og 2. verdenskrig, bl.a. under de ti dages banklukning i 1933 under præsident Roosevelt og ved konferencen med aktiv deltagelse af Keynes i Bretton-Woods i USA i 1944.

I Europa og USA har den moderne kapitalisme haft en kronisk arbejdsløshed på mellem 6% og 12% fra 1973 til i dag, store virksomheder har fået stadig større indflydelse på markedet for deres egne varer – altså både udbud og efterspørgsel samt evt. politisk regulering, finanssektoren har udviklet sig fra at levere kapital til den reale produktion til selv at have førertrøjen i økonomien og tjene dobbelt så meget som den reelt producerende sektor nu om dage. Det er alt sammen strukturelle forskydninger, der forværrer kapitalismens konjunkturer og kriser.

Krisen har kort sagt lammet stort set hele den udviklede kapitalistiske verden økonomisk samt sat spørgsmålstegn ved hele denne produktionsmådes vækstlogik, økologiske holdbarhed, demokratiske styrbarhed og moralske samt menneskelige rimelighed.

Man kunne tro, at ledelsen af store såvel som små reale produktionsvirksomheder ville være allierede med almindelige mennesker om at få mere styr på og ny regulering af finanssektoren samt om at indrømme staten en større rolle i modvirkning af strukturelle og konjunkturelle ubalancer, herunder at stimulere stimulere økonomien under nedture. Det er også sket i USA, hvor fremsynede finansmænd som Warren Buffett og Bill Gates står bag præsident Obama og i spidsen for de rige, der offentligt har bedt om at måtte betale mere i skat.

Men dels er finansmarkedet i dag så globalt, at kun lande på størrelse med USA for alvor kan tillade sig at låne løs af de mange meget billige penge, der søger sikre havne og til tider vil betale netop USA for at låne af sig – selv om Danmark pt. godt kunne låne op mod 50 mia. ekstra pr. år i lyset af Euroens ironiske krise, der truer hele Europa med sammenbrud og efterfølgende nationalisme og evt. det, der er værre.

Dels er ledelserne i alle større virksomheder netop også “finansmænd”, altså store aktører med absurde bonusser i såvel storindustri som storbanker med gensidig repræsentation i hinandens bestyrelser og netværk, jf. f.eks. at Eyvind Kolding kom til Danske Bank fra A.P. Møller. Denne elite har ganske enkelt opsagt de nationale klassekompromisser i de forskellige europæiske lande og er åbenbart villige til med en brutal, fortsat neoliberal deregulering, privatisering og velfærdsbarbering at øge deres egen del af kagen, men til gengæld risikere en ny omgang voldsomme omvæltninger som i 1900-tallet, formentlig først fra den yderste nationalistiske højrefløj i Europa efter et EU-sammenbrud.

Vi vil hermed gerne, mens tid er, appellere på det stærkeste til alle ledere og ildsjæle i virksomheder, der ønsker at give deres varer størst mulig brugsværdi for deres kunder, værdi i form af god indtjening på gode produkter, og endelig genbrugsværdi for hele kloden og menneskeheden:

Accepter dog gradvise reformer med en europæisk velfærdsstat, en europæisk regulering af finansielle og industrielle giganter, samt en vis demokratisering af økonomien, hvor en produktion med “høj værdiforædling” jo kræver en stigende anvendelse af videnskab og innovation, hvilket igen bedst kan opnås med aktive og engagerede medarbejdere, der netop stadig oftere er selvstyrende og må inddrages i beslutninger ang. produktionen.

Man kan stadig opnå en nydelig fortjeneste med plads til personligt initiativ og iværksætteri frembringe på et ægte dynamisk marked med både offentlige og private aftagere, og til gengæld undgår vi at se meget af det sidste århundrede gentaget som tragedie eller farce og kan i stedet få et Europa og senere en verden med størst mulig fred, frihed, omfordeling og kreativt genbrug samt rimelig belønning for personligt initiativ for alle.

Når man så ser Marx's rolle, må selv den mest hovne nyliberalist vel indrømme, at den gamle havde fat i noget. Mange kritikere vil med rette pege på fejl i Marx's noget store fokus på Ricardos arbejdsværdilære, hans overdrivelse af merværdiens rolle, og især pege på manglerne ved teorien om profitratens fald og dens overdrevne rolle i Marx's kritik af kapitalismen.

Men profitratens tendens til fald - hvilket var Marx's præcise formulering - er mildest ikke hele Marx's økonomiske teori. Tværtimod spiller f.eks. kapitalakkumulationen en meget stor rolle i Marx's fortolkning af såvel prisdannelse som strukturelle misforhold i den modne kapitalisme, herunder kapitalakkumulationen og finanssektorens udskillelse fra den den produktive kapital og overtagelse af førertrøjen, hvilket rummer en indirekte forudsigelse af de mange recessioner og store kriser (den lange depression, den store depression, 70'ernes stagflation og i dag finanskrisens med dens langvarige stagnation) fremkaldt især af finanssektoren, jf. Kapitalens bind III.

Denne forudsigelse af tendensen til monopolisering / oligopolisering, hvor et firma får uhensigtsmæssig indflydelse på sit eget marked, altså på BÅDE udbud og efterspørgsel på egne varer, er samtidig en delvis forklaring på netop forskellen mellem en vares værdi og en vares pris, og netop en delvis forklaring på nogle af de ting, som modvirker profitratens tendens til fald.

Marx modsagde derudover faktisk selv yderligere denne tendens og arbejdsværdilæren ved at påpege i "Kritik af Gotha-programmet", at en vares værdi (og indirekte dens pris) ikke kun er bestemt af indholdet af menneskeligt arbejde (levende / løbende arbejdskraft samt død arbejdskraft i form af maskiner og andre dele af kapitalapparatet), men også af naturens råstoffer og øvrige bidrag. Herved foregreb Marx dels miljødebatten, dels muligheden for at sikre sig herredømme over strategiske varegrupper af betydning for hele den herskende produktionsmåde på et givet tidspunkt, jf. f.eks. oliens rolle i 70'ernes stagflation.

Så Marx tog rigtignok fejl mht. styrken af profitratens tendens til fald og ikke mindst dennes rolle / alvor - men helt forkert på den også om det var han nu ikke. Det er snarere sådan, at Marx ikke fik analyseret alle forhold, der påvirker prisdannelsen, udførligt nok, bl.a. fordi han skrev om den modne kapitalismes udvikling, før den blev rigtigt moden, og at han fik overdrevet betydningen af det levende arbejdes rolle i værdilæren og profitratens tendens til fald i pristeorien.

Til gengæld kan Marx ikke stå til ansvar for de konklusioner, som forskellige tilhængere og fortolkere påtog sig at udlede af hans utallige videnskabelige men også politiske værker. Ingen er som Marx blevet tolket og desværre også mistolket. Der er fejltolkninger både ift. at overdrive viljens og personernes rolle, men omvendt også det modsatte, og den sidste form for misforståelse er særlig relevant her, når man betænker, at 70'ernes såkaldte “Kapitallogikere” med Hans-Jørgen Schanz i spidsen fortolkede Marx på en måde, hvor kapitalismen stort set ville bryde sammen af sig selv pga. kapitalismens økonomiske love, herunder ikke mindst profitratens faldende tendens.

Når Preben Wilhjelm betoner så kraftigt i sin pamflet, at krisen skyldes kapitalismens love, mens han nedtoner elitens politiske strategi, befolkningens mangel på indsigt i makroøkonomi, manglen på et klart alternativ til den borgerlige snak om ”den nødvendige politik”, samt den beklagelige miskreditering af socialistisk tankegods uanset hvor demokratisk & frisindet & retsstatsligt, så aner vi reminiscenser fra den gamle og ret rigide ”kapitallogik”.

Vi synes, at Marx var ret god økonom med en alvorlig og i mange træk korrekt kritik af kapitalismen, og dertil en fremragende filosof og historiker og sociolog - men han var ikke nogen videre god politiker. Se f.eks. de meget afdæmpede krav til en overgang til den socialisme, som han skrev så lidt om indholdet af, i Det Kommunistiske Manifest til slut i del 2.

Især var det Marx's tragedie som revolutionær, at de borgerligt liberale revolutioner i 1848, de tidlige økonomiske kriser i 1800-tallet samt den dybe finanskrise i 1857 og endelig Pariserkommunen fik ham tilvitterligt at tro, at der allerede da var en mulighed for ikke blot en socialisme, der krævede en 'overmoden' og meget udviklet kapitalisme, men også en "revolutionær situation", men han er dog lovlig undskyldt af netop de store omvæltninger i 1800-tallet og af, at 1. verdenskrig jo faktisk fremkaldte den længe ventede revolutionære revolution, om end efter Marx's død.

Den mulighed så Lenin, der i øvrigt intellektuelt var en svag afglans af Marx, men han var netop en dygtig politiker og revolutionær, der kunne definere en revolutionær situation, nemlig en situation, hvor de herskende ikke længere kan herske, og de beherskede vil ikke længere lade sig (be-)herske.

Til gengæld fik den revolution, Lenin og bolsjevikkerne påbegyndte, en uheldig start og en katastrofal videreudvikling. Dels foregik den i verdens mindst udviklede af de kapitalistiske lande, nemlig Rusland – som Lenin kaldte “imperialismens svageste led”, og dels gik det helt galt, da den forventede verdensrevolution udeblev, mens den “hvide terror” fra hæren bag den tidligere borgerlige regering med hjælp fra 14 ellers krigstrætte lande skyllede hen over Russisk jord og fjernede den ungarske sovjetstat og udraderede såvel diverse forsøg i bl.a. Tyskland som dem, der forsøgte.

Med ryggen mod muren stampede bolsjevikkerne 3 mio. mindst lige så krigstrætte soldater op af jorden i de russiske byer og lod den “røde terror” vidne om en benhård vilje til at bevare magten, mens man indvarslede de metoder, der fremover ville blive taget i anvendelse over for enhver, der truede “proletariatets diktatur”, som betød partiets magt og elitens kommende privilegier med private butikker, dashaer og sågar vejbaner.

Og med den efterfølgende katastrofale udvikling, hvor Sovjetunionen og senere Østeuropa er eksempler på fejltagelser og forbrydelser i samfundsformationer født ud af blod og krig og væbnet kamp mod fascistiske og koloniale excesser, sværtede ikke blot den revolutionære men også megen demokratisk socialisme.

En lignende udvikling ser vi nødig gentaget! Vi ønsker i stedet fredelige forandringer og brede reformer, der gradvist forandrer Danmark, Europa og verden til det bedre.

For det 21. århundrede mener vi, at klodens herskende art skal nå frem til at kunne sætte disse disse mål på dagsordenen:

A) At opnå at komme så tæt på at udrydde ulighed og fjendskab i verden, at alle klodens borgere frit kan rejse, elske, bosætte sig og arbejde, præcis hvor man vil, og så man kan fjerne alle atomare, biologiske og kemiske våben.

B) At skabe et reelt og deliberativt demokrati overalt i verden på lokalt, nationalt, regionalt og globalt plan både som en vej til afskaffelse af sult og nød samt krige og og udligning af den globale ulighed, og ønsker et verdensdemokrati med en global regering med et progressivt EU som en stærk partner for demokrati, udvikling, retfærdig fordeling og en global markedsstyring.

C) At opnå en markedsøkonomi med fornuftige elementer fra kapitalismen bevaret men uden kapitalismens uligheder og stadige kriser. En sådan markedsøkonomi vil bevare og udvikle et dynamisk marked med ægte konkurrence, hvor borgerne gennem staten på alle niveauer prøver at forme et sådant ud fra erfaringer og eksperimenter, der formentlig vil gå fra mindre til stadig mere indgribende og klare grænser for markedets udfoldelse.

Som det første skridt foreslår vi verdens sidste og skrappeste bankpakke!

Når denne bankpakke hedder "den sidste" er det helt enkelt fordi, hvis selv en så omfattende regulering ikke kan fjerne finanskapitalens pervertering og undergravelse af samfundet og den produktive kapital, så er der kun statsbanker tilbage til ind- og udlån samt statskasinoer til kasinoøkonomien …

Verdens sidste bankpakke bør som minimum bestå af:

a1) En progressiv international afgift, f.eks. 20 promille, på alle finansielle transaktioner, hvor afgiften fordobles for hver gang, finanssektorens volumen vokser med tre gange produktionssektorens, og hvor 50% af indtægten fra afgifter anvendes til bankredningsfond og 50% til mikrokreditter og anden udviklingshjælp.

a2) Opsplitning af finanssektoren i en almindelig statsbeskyttet del med udlån/indlån samt real- og produktionskredit og en anden mere spekulativ del for egen regning+risiko

a3) Krav om en egen- og /eller kernekapital på 15-20% af udlån (2 til 3 gange kravet i dag).

a4) En større indskydergarantifond, der dækker 1 mio. kr. pr. kunde og finansieres af bankbidrag.

A5) At bonusser maksimalt må udgøre 20% af grundlønnen på alle niveauer og i alle finansvirksomheder.

Her – og om ikke så længe formentlig i Kina - har vi en ganske god “evidens”, som det åbenbart hedder nu om dage, skønt vi var nogle, der troede, at moderne videnskab netop havde forkastet det gamle verifikationskriterium og erstattet det med sund kritisk sans tilsat falsifikation og dokumentation samt lødig logik.

“Den historiske evidens” tyder allerede på, og vi tror, at historien vil frikende os for vore frækhed til at forudsige, at den igen vil bekræfte, at reformer er at foretrække som middel til samfundsforandring, så man kan fastholde og udvikle både et ægte folkeligt demokrati og menneskerettighederne med så meget ægte frihed til så mange som muligt, og derfor mener vi, at der ikke er noget fornuftigt eller menneskevenligt alternativ til en moderne liberal socialisme.

-------

Claus Piculell

første oplæg 031013 til Facebook-gruppen "Liberal Socialisme"

Kommentarer modtages gerne - for ikke at tale om støtteerklæringer (!), og kan kommentarerne indarbejdes, kan man evt. komme på som medunderskriver til en kronik til Politiken, som jeg er blevet overtalt til at prøve at skrive.

Et rødt kys farvel til VS - mindeord for et parti

Jeg vil gerne lette på hatten for de mange, der gennem tiden har været med til at præge den danske og europæiske venstrefløj ved at være aktive med udspring i partiet Venstresocialisterne.

Først publiceret på Avisen.dk 9. september 2013 17:15  

Især når DR Nyheder, særligt på deres Tekst-TV, blot  dagen efter VS's officielle nedlæggelse af sig selv, finder det god smag at fremhæve, at netop Karen Jespersen og Søren Espersen engang for utallige år og kovendinger siden begyndte deres politiske "karriere" i VS.

VS har helt fornuftigt valgt at nedlægge sig selv for at kunne bidrage endnu mere til Enhedslistens arbejde og for generelt at arbejde for at styrke venstrefløjen.Uden at ville blande mig i diverse partiers interne beslutninger, så vil jeg dog opfordre alle kollektive medlemmer i  EL at overveje, om de bør gøre det samme.

Jeg har ikke selv været aktiv i noget parti, men dog ledende medlem af DKU og Komm.S., og i det arbejde så og samarbejdede jeg med mange aktivister og ideologer - i dag åbenbart kaldet "ildsjæle" især på deres CV'er, tsk tsk ;-) - fra netop VS,  men dog fra stort set samtlige andre partier til venstre (SF, KAP, SAP, DKPml mv.) , og såmænd også dengang Socialdemokratiet. Og så har jeg slet ikke nævnt det store hav af "uorganiserede" i forstanden ikke-partiorganiserede aktive.

Jeg har altid set andre aktive til venstre i dansk politik som alliancepartnere, selv om vi også havde vore uenigheder, debatter på godt og ondt, samt desværre til tider intriger. Og jeg har stort set altid set folk, der kæmpede med liv og sjæl for det, de havde kært - og for manges vedkommende stadig gør det.

Så tillad mig at være en af de første til at sende en tak til blot nogle få af VS's kæmper, nemlig folk som Preben Wilhjelm, Gunvor Auken, Kai Moltke, Erik Siigsgaard, Willy Brauer, Inge Eriksen, Litten Hansen, Sven Erik Kjær Rasmussen, Inger V. Johansen, Jørgen Lenger, Keld Albrechtsen, Klaus Birkholm, Anne Grete Holmsgaard, Jens Otto Madsen, Villo Sigurdson, Jakob Nerup og Per Clausen - de to sidstnævnte samt mange andre har jeg selv samarbejdet en del med,men jeg sender alle en kærlig og kammeratlig hilsen i dag (også til hende jeg citerer til slut).

Jeg undskylder over for de utallige, som jeg ikke har nævnt, men jeg vil til gengæld nævne, at heller ikke i denne sammenhæng skal man stole på 'sejrherrernes historie', der desværre også præger f.eks. DR Nyheder og endda selv Wikipedia, som dog tilstræber en vis 'objektivitet' og korthed.

Hvis man virkelig vil vide noget om VS og den øvrige venstrefløj og det, der drev og stadig driver mange af os - uanset vore utallige fejltagelser og nogle gange misforståede forsvar for ikke-forsvarbare ting i kampens hede, og hvis man vil have et kig på den anden side af historien, der samlet set med tiden sikkert som alt andet vil blive mere afvejet og retfærdig, så kan man begynde at læse om VS mv. på nedenstående link til det alternative ”Leksikon for det 21. århundrede”.

Det er et nu omstridt, men prisværdigt grundigt leksikon, som netop medlemmer af det nu hedengangne parti VS også har æren for at udvise den rettidige omhu ved at påbegynde, mens andre (herunder jeg selv!) investerede i bogudgaven af ”Store Danske” ...

Historien om ”VS – Venstresocialisterne” er her.

Til slut til mine mange og kære kammerater i, fra og omkring VS:

I er ikke glemt, og ikke mindst jeres kamp vil aldrig blive glemt. Som Hanne Reintoft, der som få har været aktiv i alle større venstrefløjspartier, og som vi vel stort set alle kan bryste os af at have kæmpet på samme side som, sagde engang:

"Kampen for social retfærdighed dør aldrig!"

Fire små pointer om mennesker, medier og meninger

Det er vist på tide at slå nogle pointer fast her midt i mediemøllens agurketid ...

Pointe nr. 1. Man er uskyldig, ikke blot ikke-skyldig, men uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og Amin Skov er derfor uskyldig. Det ændrer ikke ved, at jeg finder hele kampagnen bag hans noget tydeligt politiske skolede udtalelser og gerninger og ikke mindst partiet Venstres antidemokratiske og umoralske forslag om at forbyde visse faglige aktioner – og tidligere fra enkelte profiler i eller omkring partiet om at fratage overførselsmodtagere stemmeretten - lige så usmageligt som fed flæsk.

Pointe nr. 2. Man er ikke personligt ansvarlig for sine slægtninges handlinger, herunder også evt. børn. Efter Findus-sagen i foråret er der vist en stor del af os, der ikke med sikkerhed kan sige sig fri for at have hestehak i sig, men uanset om Carl Plum forsøgte at foretage en nænsom slagtning eller gik over stregen, er det ikke noget, man kan bebrejde Camilla Plum, og derfor anmodede jeg om at blive hendes ven på Facebook, da hendes navn blev bragt frem i de hysteriske og selvsvingende medier.

Pointe nr. 3. Man er ikke et dårligt eller voldeligt menneske, fordi man en enkelt gang mister besindelsen, og man fortjener slet ikke at blive hængt ud i medierne for det. Om den konkrete person er egnet til at være plejemor eller ej, må myndighederne afgøre efter en nærmere undersøgelse, hvor kritiske medier gerne må følge sagen til dørs, hvis de ellers kan holde tungen lige i munden og måske endda åbne for en debat af de ganske komplekse problemer neden under sagen ift. håndteringen af udsatte børn i Danmark.

Men det er helt vildt på basis af en ENKELT episode at sætte hele møllen i bevægelse og indhente paratsvar fra altid parate "professionelle" meningsdannere og selverklærede eksperter som Lisbeth Zornig Andersen og Henrik Day Poulsen, der på det tidspunkt udtalte sig offentligt om kvindens egnethed som plejemor, alene på baggrund af denne ENKELTE episode.

Andet var nemlig ikke kendt endnu dengang, hvilket i skrivende stund vil sige i går, men åbenbart er det ikke blot er i politik, at ”en uge er lang tid” - som den engelske konservative statsminister Harold MacMillan sagde, men også i mediemøllens stadig hurtigere selvsving.

Pointe nr. 4. Negativ social arv er et råddent begreb, der bør afskaffes snarest muligt, for det sviner en masse mennesker og miljøer i Underdanmark til på aldeles uberettiget vis ved at foretage det, som sociologer kalder stigmatisering. Langt de fleste forældre ønsker jo det bedste for deres børn, men nogle er måske ikke i stand til eller har svært ved at give det.

Og så er spørgsmålet blandt andet, om så mange børn burde tvangsfjernes, eller om man faktisk ville kunne hjælpe deres forældre med at være forældre bedre og spare lidt på det helt tydelige behov for at sørge for en væsentligt bedre uddannelse af de plejeforældre, som man i visse tilfælde selvfølgelig stadig er nødt til at anvende.

Her er der meget at undersøge og debattere, herunder tilstrækkelig uddannelse af plejeforældre, hvilket afgjort er mere end fire dage, ganske som tilsyn og dialog med plejeforældre skal styrkes. Men det gælder også tilstrækkelig hjælp - herunder faktisk også en vis form for 'uddannelse' - til selve børnenes forældre. Princippet burde være det samme for børn som for ældre borgere:

Længst muligt i eget hjem!

Naturligvis kun hvis de biologiske forældre virkelig gerne vil det bedste for deres børn, og det vil mindst 98%, men er det sådan, burde det ses som bedre oftere end i dag at lade forældre tage sig af deres børn med bedre offentlig hjælp til stort og småt end stort set automatisk tvangsfjerne børnene.

Et mindeværdigt eksempel, et skræmmeeksempel faktisk, på den tiltagende og bekymrende nærmest automatiske tvangsfjernelse af et barn – der knap nok var født - på basis af en hurtig vurdering af forældrene var Thor-sagen fra Tønder, som jeg bl.a. har samlet det meste materiale om på Underdanmarks blog under titlen "Da Tønder tog Thor fra far og mor ..."

Råd nr. to til nyt centrum-venstre parti: DEMOKRATISK VELFÆRD SOM MÆRKESAG

Kære Forenede Demokrater

Stort tillykke med jeres første 125 medlemmer på en måned! Det er flot, og hvis I formår at skille jer ud som et parti med hjertet på rette sted (lidt til venstre) og som talerør for de mange skuffede ABF-vælgere blandt andet ved at vælge nogle kloge mærkesager, så får I utvivlsomt flere medlemmer og endnu flere stillere til folketingsvalget, herunder mig.

Jeg har megen sympati for, at I ønsker at undgå den sædvanlige leflen for kendisser og kommunikatører, som 'stjæler' partiet og fører det på afveje, som Liberal Alliance er et godt eksempel på.

Til gengæld synes jeg, at I mangler en - ja 1 - helt klar overordnet mærkesag, som til gengæld kan samle oprøret mod ABF op, og som er en mærkesag, der også har modstandere, for en mærkesag, som alle, herunder alle partier, kan støtte, er der ikke meget ved.

Indtil videre læser jeg mange af jeres overvejelser som at undgå at sige noget, der kan skræmme vælgere væk og finde midten i dansk politik. Men dels skal et partis holdninger netop IKKE favne alle, da et parti jo er en part af en helhed, nemlig partisystemet, og dels er midten ikke et statisk fænomen, og derfor må et partis mål være på én gang at flytte og erobre midten.

Det er præcis den fejl, som ABF begår: de render efter midten og især efter "Blå Bjarne", den lille gruppe faglærte arbejdere, der er halvt arbejderklasse og halvt middelklasse, og som derfor tenderer til at svinge mellem Venstre og Sosserne. Problemet er bare, at ved at løbe efter midten har ABF legitimeret, at midten har kunnet flytte sig yderligere til højre, for vælgerne konkluderer, at "Venstre jo nok har haft ret hele tiden".

Med andre ord er I som nyt parti nødt til at finde mindst en hjertesag og aller- aller- allerhøjst tre, hvor I virkelig skiller jer ud.

Ud fra de oplæg, som jeg har læst herinde, og de mennesker, som jeg kan se være aktive (herunder en del med rette utilfredse lærere og en hel del lige så skuffede offentligt ansatte med andre fag), ville jeg foreslå, at jeres vigtigste mærkesag bør være DEMOKRATISK VELFÆRD.

Denne mærkesag træder op mod New Public Management og alliererer sig med de borgere, der er blevet kostet rundt i systemet især i de senere år. Ikke at alt nyt har været dårligt, eller at enhver DJØF'er er unødvendig eller ligefrem skadelig.

Men frem for at give borgerne og de endnu anstændige offentligt ansatte mere frihed til at ordne reelle praktiske problemer og aftale tingene lokalt, herunder at give en gruppe borgere forsøgsvis et 'sundhedsbudget' (som man forsøger i Aarhus under navnet "borgerbudget"), går NPM ud på at topstyre den offentlige sektor og begrænse demokratiet - og det fjerner et afgørende skel mellem den offentlige og private sektor, et skel som kunne have potentiale til at skabe yderligere samfundsforandringer, f.eks. ved samarbejde mellem offentlige arbejdspladser og socialøkonomiske virksomheder.

NPM i den hidtidige udgave må dels afsløres som antidemokratisk og imod borgernes interesser, men også som dybt bureaukratisk og skrankepaverisk, hvis mistilliden, som spirer såvel fra oven som fra neden og fra folk i den private sektor, skal slås tilbage og erstattes med Demokratisk Velfærd.

Til at udvikle yderligere krav og ideer til at øge demokratiet i velfærden og i den offentlige sektor samtidig med en effektiv styring, der gør alle fordomme til skamme, kunne I lade jer inspirere af Ceveas udgivelser på området, dels de to seneste bøger "Deltager Danmark" og " Velfærd med et menneskeligt ansigt?", samt af en lang række analyser, som bla. viser den bekymrende og tiltagende tillidskrise for den offentlige sektor, men også netop rummer en artikel med navnet "Demokratisk velfærd" ...

God læselyst og god kamp!

vh Claus Piculell

Links:

http://www.cevea.dk/deltagerdanmark

http://www.saxo.com/dk/velfaerd-med-et-menneskeligt-ansigt_jens-jonatan-steen_paperback_9788771180251

http://www.cevea.dk/analyse/borgerens-inddragelse

http://www.cevea.dk/analyser/alle?tema=16

http://www.cevea.dk/artikel/demokratisk-velfaerd

Kan man tøjle kapitalismens excesser uden at bruge EU?

Lederne af allerede den gryende 1800-tals-arbejderbevægelse, herunder Marx, var uenige om mangt og meget, men så alle betydningen af, at klassekampen var international, og de pegede konstant for behovet for en international solidaritet, mens de satte handling bag ordene bla. ved at være med til at danne den 1. Internationale.

I dag er en international klassekamp mere nødvendig end nogensinde, og alligevel synes venstrefløjen i Danmark og meget af Europa nærmest at juble over EU's problemer, selv om nogle af resultaterne er partier med 20% opslutning som Gyldent Daggry i Grækenland, Jobbik i Ungarn, Den nationale front i FRankrig (og det kommende større "det nye blå") samt UKIP+BNP i UK. Der mangler noget om, hvordan man tackler globaliseringen og fattigdommen internationalt.

EU er mildt sagt også en blandet fornøjelse, men hvordan fører man så international klassekamp - herunder for en solidarisk europæisk koordineret vækstpolitik, en finansiel transaktionsafgift på et niveau der batter, og hjælp til særligt hårdt arbejdsløshedsramte områder?

Kapitalismen er i dag mere international end nogensinde før, men vi var tæt på før 1. verdenskrig, der var et frygteligt og nyttesløst blodbad, der åbnede for væbnet magtovertagelse samt borgerkrige i en række lande (herunder Rusland, Ungarn og Tyskland) og fornyet nationalisme bagefter, hvor hvert land i den "udviklede verden" (=Europa og USA) gemte sig bag toldmure og ofte så yderliggående nationalisme, at det blev til fascisme eller nazisme - og i USA isolationisme.

EU fører lige nu en sindssyg og destruktiv sparepolitik, men omvendt er FN slet ikke i nærheden af at have styrke som et verdensdemokrati, der kan tøjle kapitalismen.

Skal vi erobre disse organer - også EU - og forandre dem til reelle demokratier (måske endda med socialistiske perspektiver), der holder kapitalismen (som nogle kalder "en kamphund" og andre "en tiger") i tømme, eller skal der opbygges noget nyt nedefra?

Jeg er ikke sikker, men at kæmpe mod den nuværende arbejdsløshedsskabende politik i EU kan vi vel blive enige om?