Fire små pointer om mennesker, medier og meninger

Det er vist på tide at slå nogle pointer fast her midt i mediemøllens agurketid ...

Pointe nr. 1. Man er uskyldig, ikke blot ikke-skyldig, men uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og Amin Skov er derfor uskyldig. Det ændrer ikke ved, at jeg finder hele kampagnen bag hans noget tydeligt politiske skolede udtalelser og gerninger og ikke mindst partiet Venstres antidemokratiske og umoralske forslag om at forbyde visse faglige aktioner – og tidligere fra enkelte profiler i eller omkring partiet om at fratage overførselsmodtagere stemmeretten - lige så usmageligt som fed flæsk.

Pointe nr. 2. Man er ikke personligt ansvarlig for sine slægtninges handlinger, herunder også evt. børn. Efter Findus-sagen i foråret er der vist en stor del af os, der ikke med sikkerhed kan sige sig fri for at have hestehak i sig, men uanset om Carl Plum forsøgte at foretage en nænsom slagtning eller gik over stregen, er det ikke noget, man kan bebrejde Camilla Plum, og derfor anmodede jeg om at blive hendes ven på Facebook, da hendes navn blev bragt frem i de hysteriske og selvsvingende medier.

Pointe nr. 3. Man er ikke et dårligt eller voldeligt menneske, fordi man en enkelt gang mister besindelsen, og man fortjener slet ikke at blive hængt ud i medierne for det. Om den konkrete person er egnet til at være plejemor eller ej, må myndighederne afgøre efter en nærmere undersøgelse, hvor kritiske medier gerne må følge sagen til dørs, hvis de ellers kan holde tungen lige i munden og måske endda åbne for en debat af de ganske komplekse problemer neden under sagen ift. håndteringen af udsatte børn i Danmark.

Men det er helt vildt på basis af en ENKELT episode at sætte hele møllen i bevægelse og indhente paratsvar fra altid parate "professionelle" meningsdannere og selverklærede eksperter som Lisbeth Zornig Andersen og Henrik Day Poulsen, der på det tidspunkt udtalte sig offentligt om kvindens egnethed som plejemor, alene på baggrund af denne ENKELTE episode.

Andet var nemlig ikke kendt endnu dengang, hvilket i skrivende stund vil sige i går, men åbenbart er det ikke blot er i politik, at ”en uge er lang tid” - som den engelske konservative statsminister Harold MacMillan sagde, men også i mediemøllens stadig hurtigere selvsving.

Pointe nr. 4. Negativ social arv er et råddent begreb, der bør afskaffes snarest muligt, for det sviner en masse mennesker og miljøer i Underdanmark til på aldeles uberettiget vis ved at foretage det, som sociologer kalder stigmatisering. Langt de fleste forældre ønsker jo det bedste for deres børn, men nogle er måske ikke i stand til eller har svært ved at give det.

Og så er spørgsmålet blandt andet, om så mange børn burde tvangsfjernes, eller om man faktisk ville kunne hjælpe deres forældre med at være forældre bedre og spare lidt på det helt tydelige behov for at sørge for en væsentligt bedre uddannelse af de plejeforældre, som man i visse tilfælde selvfølgelig stadig er nødt til at anvende.

Her er der meget at undersøge og debattere, herunder tilstrækkelig uddannelse af plejeforældre, hvilket afgjort er mere end fire dage, ganske som tilsyn og dialog med plejeforældre skal styrkes. Men det gælder også tilstrækkelig hjælp - herunder faktisk også en vis form for 'uddannelse' - til selve børnenes forældre. Princippet burde være det samme for børn som for ældre borgere:

Længst muligt i eget hjem!

Naturligvis kun hvis de biologiske forældre virkelig gerne vil det bedste for deres børn, og det vil mindst 98%, men er det sådan, burde det ses som bedre oftere end i dag at lade forældre tage sig af deres børn med bedre offentlig hjælp til stort og småt end stort set automatisk tvangsfjerne børnene.

Et mindeværdigt eksempel, et skræmmeeksempel faktisk, på den tiltagende og bekymrende nærmest automatiske tvangsfjernelse af et barn – der knap nok var født - på basis af en hurtig vurdering af forældrene var Thor-sagen fra Tønder, som jeg bl.a. har samlet det meste materiale om på Underdanmarks blog under titlen "Da Tønder tog Thor fra far og mor ..."