Kære Forenede Demokrater
Stort
tillykke med jeres første 125 medlemmer på en måned! Det er flot, og
hvis I formår at skille jer ud som et parti med hjertet på rette sted
(lidt til venstre) og som talerør for de mange skuffede ABF-vælgere
blandt andet ved at vælge nogle kloge mærkesager, så får I utvivlsomt
flere medlemmer og endnu flere stillere til folketingsvalget, herunder
mig.
Jeg
har megen sympati for, at I ønsker at undgå den sædvanlige leflen for
kendisser og kommunikatører, som 'stjæler' partiet og fører det på
afveje, som Liberal Alliance er et godt eksempel på.
Til
gengæld synes jeg, at I mangler en - ja 1 - helt klar overordnet
mærkesag, som til gengæld kan samle oprøret mod ABF op, og som er en
mærkesag, der også har modstandere, for en mærkesag, som alle, herunder
alle partier, kan støtte, er der ikke meget ved.
Indtil
videre læser jeg mange af jeres overvejelser som at undgå at sige
noget, der kan skræmme vælgere væk og finde midten i dansk politik. Men
dels skal et partis holdninger netop IKKE favne alle, da et parti jo er
en part af en helhed, nemlig partisystemet, og dels er midten ikke et
statisk fænomen, og derfor må et partis mål være på én gang at flytte og
erobre midten.
Det
er præcis den fejl, som ABF begår: de render efter midten og især efter
"Blå Bjarne", den lille gruppe faglærte arbejdere, der er halvt
arbejderklasse og halvt middelklasse, og som derfor tenderer til at
svinge mellem Venstre og Sosserne. Problemet er bare, at ved at løbe
efter midten har ABF legitimeret, at midten har kunnet flytte sig
yderligere til højre, for vælgerne konkluderer, at "Venstre jo nok har
haft ret hele tiden".
Med
andre ord er I som nyt parti nødt til at finde mindst en hjertesag og
aller- aller- allerhøjst tre, hvor I virkelig skiller jer ud.
Ud
fra de oplæg, som jeg har læst herinde, og de mennesker, som jeg kan se
være aktive (herunder en del med rette utilfredse lærere og en hel del
lige så skuffede offentligt ansatte med andre fag), ville jeg foreslå,
at jeres vigtigste mærkesag bør være DEMOKRATISK VELFÆRD.
Denne
mærkesag træder op mod New Public Management og alliererer sig med de
borgere, der er blevet kostet rundt i systemet især i de senere år. Ikke
at alt nyt har været dårligt, eller at enhver DJØF'er er unødvendig
eller ligefrem skadelig.
Men
frem for at give borgerne og de endnu anstændige offentligt ansatte
mere frihed til at ordne reelle praktiske problemer og aftale tingene
lokalt, herunder at give en gruppe borgere forsøgsvis et
'sundhedsbudget' (som man forsøger i Aarhus under navnet
"borgerbudget"), går NPM ud på at topstyre den offentlige sektor og
begrænse demokratiet - og det fjerner et afgørende skel mellem den
offentlige og private sektor, et skel som kunne have potentiale til at
skabe yderligere samfundsforandringer, f.eks. ved samarbejde mellem
offentlige arbejdspladser og socialøkonomiske virksomheder.
NPM
i den hidtidige udgave må dels afsløres som antidemokratisk og imod
borgernes interesser, men også som dybt bureaukratisk og
skrankepaverisk, hvis mistilliden, som spirer såvel fra oven som fra
neden og fra folk i den private sektor, skal slås tilbage og erstattes
med Demokratisk Velfærd.
Til
at udvikle yderligere krav og ideer til at øge demokratiet i velfærden
og i den offentlige sektor samtidig med en effektiv styring, der gør
alle fordomme til skamme, kunne I lade jer inspirere af Ceveas
udgivelser på området, dels de to seneste bøger "Deltager Danmark" og "
Velfærd med et menneskeligt ansigt?", samt af en lang række analyser,
som bla. viser den bekymrende og tiltagende tillidskrise for den
offentlige sektor, men også netop rummer en artikel med navnet
"Demokratisk velfærd" ...
God læselyst og god kamp!
vh Claus Piculell
Links:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar