HVORFOR "Liberal Socialisme" og ikke 'blot' Socialisme ?

Det er blevet indvendt mod projektet om at fremme og forme "en liberal socialisme", at socialismen allerede har frihed som et i hvert fald meget afgørende ideal.

Og jo, socialismen har også "frihed" som målsætning, ganske som stort set alle ideologier, også de religiøse, har det. Der er bare det, at frihed betyder noget forskelligt for folk, f.eks. for kristne og muslimer og jøder der tror på hver deres variant af paradisisk frihed.

Tilmed er det sådan, at liberale, konservative og socialister ikke blot mener noget forskelligt med ”frihed”, men den nærmere definition af frihed er også forskellig for forskellige varianter af disse tre politiske filosofier.

Man får rigtigt fat, hvis man siger, at socialismens frihedsbegreb er forbundet med lighed. Det pudsige er bare, at det er klassisk liberal tænkning også, jf. det fælles kampslogan "Frihed, lighed og broderskab".

Så man må dels dybere i materien med at forstå forholdet mellem de tre afgørende principper, og der findes både "negativ friheder" såsom fravær af krig, tortur, diskrimination mv., som "positiv friheder", f.eks. frihed til at søge lykken og deltage i debatten ud fra en fælles og god grunduddannelse, bevidst arbejde for reel ligestilling af forskellige grupper, osv.

Højreliberale foretrækker ofte at holde sig til de negative friheder, altså fravær af noget begrænsende, mens venstreliberale ser positive og negative friheder som lige vigtige, og socialister lægger tendentielt mest vægt på positive friheder ”for alle borgere”, altså også i kollektiv forstand.

Men at det bestemt ikke så let at trække grænsen viser sig f.eks. i, at stort set alle liberale i det jo nok mest liberale land, USA, mener at en skattebetalt og god grunduddannelse bør stilles til rådighed for alle af staten, og her i Danmark har selv Liberal Alliance lært af bla. USA's eksempel, at lige adgang til skattebetalte sundhedsgoder også bør være en positiv frihed.

Men hovedproblemerne har for socialismen ift. frihedsidealet har bla. været disse:

1) Alt for mange, ikke mindst i de ortodokse marxistiske partier, herunder Stalin og Mao (og Lenin) havde en opfattelse om at nå det kommunistiske "paradis" gennem revolution, hvor det gamle statsapparat sønderslås, og hvor man ophæver en række borgerlige rettigheder, som netop er konkrete især negative men også positive friheder.

2) Ideen var så, at det socialistiske demokrati ville indføre lignende og/eller bedre rettigheder til i hvert fald "proletariatet", først i en periode med "proletariatets diktatur" - hvilket for f.eks. Marx betød "proletariatets organisering som herskende klasse"*, hvilket jo ikke udelukker et "proletarisk demokrati", som kunne se ud på mange måder, men som reelt blev partidiktatur.

Sovjet havde en vis fornuftig forklaring i begyndelsen for at indskrænke det ellers ret frie og mere direkte demokrati i arbejder- og bonderåd – i så stor grad at Lenin før indskrænkningerne måtte forsvare denne første ”demokratisme” mod intern kritik – og kalde til væbnet forsvar for revolutionen, som stod alene efter en blodig undertrykkelse af flere revolutioner i andre europæiske lande, hvilket Lenin ellers havde ventet sig meget af.

Og i deres egen føderative rådsrepublik (Sovjet = råd), hvor arbejderes og bønders råd tog magten fra den gamle stat, der samlede højrefløjen 3 mio. mand til at slå den socialistiske by-revolution ned - og det var inkl. 14 udenlandske hære, som kæmpede mod de 3 mio. soldater, som Trotskij nærmest mirakuløst fik til at overvinde en dyb, dyb krigstræthed efter 1. verdenskrig, og gå til væbnet modstand.

Der skete frygtelige og forbryderiske ting fra begge sider, kendt som hhv. ”hvid og rød terror”. Det vigtigste er dog, at man havde regnet med i det mindste nogle revolutioner i mere udviklede kapitalistiske lande, så man kunne opbygge et evt. europæisk socialistisk demokrati, men det kom aldrig, og parolen om "socialisme i et land" betød noget alt andet end demokratisk.

Og hvad endte det med? 70 års "undtagelsestilstand" uden synlig ende (før Gorbatjov), hvor partiets elite og deres børn tiltvang sig goderne med egne butikker, kørebaner og partisommerhuse de luxe.

Politisk revolution har med kun én undtagelse altid ført til, at den stærke ledelse blev et diktatur, og hovederne rullede. Undtagelsen er USA, hvor man fik et ungt og skrøbeligt demokrati, hvor man vel i dag kan sige, at folket kan vælge mellem forskellige eliter, men det tog altså også næsten 100 år og en borgerkrig ...

Så når jeg prædiker liberal socialisme, er det dels for eksplicit at lægge afstand til politisk revolution (andre revolutioner f.eks. i natur og videnskab kan man ikke undgå), dog sådan at et folk under massiv voldelig undertrykkelse selvfølgelig har ret til at gøre modstand og fjerne åget, men erfaringen viser også her, at man derefter skal arbejde benhårdt for at udvikle et reelt demokrati.

Den anden hovedgrund til liberaliteten er sikringen, at de borgerlige og andre frihedsrettigheder også under grundlæggende samfundsændringer ALDRIG må ophæves, undtagen i egentlig krig, hvor Geneve-konventionerne gælder, og da højst i 10 år.

Og den tredje er, at jeg vil sikre folks "personlige ejendomsret", herunder retten til at nyde godt af en ægte produktiv indsats, mens jeg omvendt vil have basale livsgoder sikrede for alle.

Finanskapitalen skal de-facto sættes ud af spillet (ved regulering eller statsbanker), mens forbrugsgoder skal produceres på et marked med fri og lige konkurrence, hvor staten bryder de-facto monopoler op i mindre, mere konkurrerende virksomheder.

At staten med en sådan opbrydning af virksomheder, der har for stor indflydelse på deres eget marked, altså et afgørende ord om både udbud og efterspørgsel, vil kraftigt forøge den fri og lige konkurrence, og det vil på et forbrugsgode-marked vil være et selvstændigt, vigtigt element i at øge produktiviteten.

Og det ligger helt i tråd med det, som USA's foreløbig sidste liberale præsident hos Republikanerne, Theodore Roosevelt, gjorde i 1900-tallets første tiår, da han fik indført ”antitrust-lovene” i 1911, mens han samtidig indførte ejendoms-, indkomst- og arveskat i datidens nuller.

Og endelig vil jeg stå fast på et repræsentativt demokrati, men gerne med folkeafstemninger, lokalråd, decentralisering, mv., og ja, projektet kræver et samarbejde i hele Europa. Om EU kan klare en stor omstilling eller ej får vi se.

Hvis man vil sætte sig dybere ind i liberalsocialisme, bør man kæmpe sig igennem (!) hele manifestet, som jeg gengiver og uddyber dele af her:

www.liberalsocialisme.dk

Men til slut: Ja, diverse protesterende har ret i, at socialismen, især dens slutfase - som ingen dog har set i praksis, opererer med frihed som et helt afgørende mål, forstået som frihed for den enkelte og for alle.

Det var Marx allerede inde på på to måder:

1. Denne utroligt smukke sætning, som afslutter kapitel to i Det kommunistiske Manifest: "I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling."

2. At han flere steder nævnte, at "vi socialister" nok bliver nødt til at fuldende den liberale revolution for de "liberale", der efter selv at have fået til tider meget stor privat ejendom og anden magt, ofte erhvervet ved arv og ikke ved egen indsats, er gået hen og blevet en del mindre liberale ...

vh Claus Piculell, liberalsocialistisk manifest-skribent og cand.mag. i statskundskab og engelsk

* Jf. disse to citater fra "Det kommunistiske Manifest", kapitel to:

"Vi har allerede ovenfor set, at arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet."

"Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt."