Pengepolitik er impotent og har været det længe

Politiken skriver i dag torsdag den 2. maj 2013, at Den Europæiske Centralbank, ECB, sætter renten ned, denne gang til 0,5 procent fra 0,75 procent, og diverse andre europæiske banker, ikke mindst den danske Nationalbank, der 'skygger' euroen og fører fastkurspolitik, vil følge efter.

Igen! Og igen og igen og igen og igen.

I både USA og Euroland samt meget af det øvrige Europa er der reelt minusrente, og det har der været længe. Og der har været stadig lavere renter stort set siden den såkaldte "dot-com-boble" brast omkring år 2000.

Pointen er bare, at det ikke virker.

Jo, boligejerne er efterhånden mere end likvide, så måske kan vi blive fri for at høre igen og igen, hvor synd det er for dem, mens de naturligvis bare opførte sig rationelt i Nullerne, da de belånte friværdierne og brugte pengene.

Men der kommer ingen videre gang i væksten, og faktisk den tredje recession i det, maninstream-økonomer troede var en kort krise, mens de neoliberale prædiker sparepolitik og netop pengepolitik.

Hvornår går den tanke ind i boksen, for nu at vende et nydansk udtryk om, at pengepolitikken er impotent i en større økonomisk krisetilstand, der veksler mellem nedture og jobløse småopture samt stagnation ad infinitum?

Altså indtil der sættes gang i væksten af det offentlige i en fælles europæisk indsats, dels med offentlige arbejder, som private kan byde ind på, dels med flere penge til dem, man lige nu tager penge fra, nemlig folk på lave indkomster, der bruger stort set alle de penge, der kommer ind på kontoen, eller sagt på økonomsprog: har en høj forbrugskvote (og en lille opsparingskvote).

Først når arbejdsløsheden for alvor falder, og en forhåbentlig kun eller primært grøn vækst tager fart, tør middelklassen bruge af de overopsparede penge fra skattesænkninger, som de i Nullerne brugte, før de fik dem.


Derudover bør denne udstilling af pengepolitiks impotens under en langvarig og nogenlunde typisk kapitalistisk krise (hvilket bla. vil sige uden stagflation) - her endda tilsat adskillige andre kriser, bl.a. klima, miljø, magtforskydning, verdens uholdbare ulighed og klodens grænser for vækst - få alle fornuftigt tænkende økonomer til helt at begrave monetarismen.

I Chile under Pinochet fra 1973 så man Friedmans problematiske opskrift i sin fulde uhyggelige socio-økonomiske katastrofe, og også Thatcher - som fejlagtigt er blevet kaldt monetarist - opdagede allerede i 1982 monetarismens begrænsninger, da hendes regering lod pengemængde og øvrige pengepolitik afhænge af "discretionary" means (oversat: en konkret vurdering baseret på finansministerens og nationalbankdirektørens jugement), efter at man havde prøvet alle kendte pengedefinitioner (M0-M3) samt set arbejdsløsheden stige fra ca. 1,5 mio personer til over tre mio.

Makro-økonomi er en kompleks videnskab i en lige så kompleks verden, og den bør forsøge at drage lærer af historien, men at undgå at generalisere for at påstå forenklede løsninger og hypoteser frem for at generalisere for at forstå forskellige økonomiske fænomeners interaktion.