Fokusskift eller lære af 1. maj 2013?

Jeg har efterhånden på fornemmelsen, at Sosserne er ved at misbruge sagen med larmen 1. maj (der jo også er en ytring, men en noget dum en, hvis ikke brugt med måde) og den rigtigt dybt problematiske bølleadfærd tage overhånd, måske for at skifte fokus fra regeringens dårlige politik og tillidskrisen i vælgerhavet, så sagen næsten er ved at blive en stråmands-argumentation.


Ja, en række bøller gik over stregen, men den organisation, hvor nogle er dem er nogle af medlemmerne, nemlig Socialistisk Ungdomsfront, har i ledelsen for længst vedtaget en udtalelse, der tager afstand fra deres handlinger, men forstår frustrationen og den tillidskrise, den er udtryk for, og som deles særdeles bredt på venstrefløjen.


Og nej, jeg vil ikke et øjeblik forsvare at larme så meget, at man fratager en taler ordet (selv det altså er dårlig opførsel og ikke udemokratisk, som det er blevet hævdet) eller fysiske angreb uanset med hvad og hvor 'uskyldigt' (og det er til gengæld både ulovligt og udemokratisk).


Så vidt jeg husker, kritiserer DSU også ofte regeringen, og med særdeles god grund, for politikken er helt skæv og en hån mod såvel keynesianisme og fornuftige forslag om mere styr på finanssektoren.


Det er i nogen grad forståeligt, at man i Danmark ikke kan trække Europa i gang, men hvor er den danske regerings indsats for at ændre kursen i Europa? Man halter efter selv IMF, der forlængst har erkendt, at deres medicin var forkert (og åbenbart baseret i nogen grad på en regnearksfejl).


Og man kan altså sagtens foreslå en ny dagpengeordning med konjunktur-afhængige perioder eller i det mindste finde konkrete og holdbare løsninger for dem, der er ramt af den tåbelige og ekstremt dårligt timede reform, som R samt VOK stod bag.


Ganske som kan undlade at indføre en uanstændigt lav ydelse til kontanthjælpsmodtagere helt op til de 30 år, hvor de kan have både uddannelse og børn og i hvert fald en anden livssituation end unge på 18.


Jeg kunne nævne mange flere eksempler, men mine to hovedpointer er disse:


1. Danmark kan ikke "go it alone" i Europa, men vi kan godt vise vejen, og helt almindelig basal keynesianisme tilsiger netop det modsatte af det, som regeringen gør, nemlig at satse på offentlige arbejder med så store dele dansk beskæftigelse som muligt at lade folk med små indkomster enten beholde købekraften eller få den øget, fordi netop den gruppe bruger stort set alle deres penge.

AE har lige i en analyse vist, at den mest effektive genopretning kom ifm. en styrkelse af den offentlige sektor, ikke det modsatte.

2. Og så har de ledende folk i regering og parti glemt den ideologiske kamp og blot købt hele den borgerlige økonomiske tænkning - med visse fornuftige undtagelser, som der desværre bliver færre og færre af, mens man argumenterer stadig mere indædt for sparepolitik, og man har omvendt ikke fået præsenteret en vision for en løsning på det helt store problem:

Hvordan kan man i dag føre vækstpolitik, når de globale finansmarkeder, hvis nedsmeltning jo i øvrigt startede den formentlig mest langvarige krise siden 30'erne og 1873-96, kan koste rundt med selv et halvstort land som Spanien, der egentlig blot reddede deres banker ud af miseren?

Ved en koordineret europæisk vækstindsats med en solidarisk finansiering og ditto fordeling, som peger frem mod et egentligt fælles europæisk velfærdssamfund.

Jeg tror, at man kan erobre EU's institutioner og forvandle dem til et redskab for det mål, men også folk på venstrefløjen med skepsis eller modstand mod EU må da for pokker kunne blive enige om at kæmpe mod den mindste forringelse og for den mindste forbedring, og en koordineret, solidarisk EU-vækst-indsats vil altså være en forbedring, faktisk ikke så lille endda.