Op og ned i velfærdsdebatten

Det kan næppe have undgået mere opvakte mediebrugeres opmærksomhed, at DR i den forgangne og indeværende uge nærmest har kørt en slags kampagnejournalistik for at sætte debatten om fremtidens velfærd på dagsordenen. "21søndag" skød kampagnen i gang sidst i weekenden, og siden har diverse debatprogrammer og nyhedsudsendelser fra "Ordet er Dit" på P1 mandag formiddag over magasinet "Penge" onsdag og "Debatten" på DR2 torsdag aften taget problemstillingen op.

Tematiseringen
Og skulle der stadig være nogen, der er i tvivl om emnets betydning i DR's øjne, så kan de se det allerede ganske mange opslag under det nye, men faste tema, som den forgangne uge ser ud til kun at være første kapitel i, her på DR's netsted:
"Velfærd under pres"


Der er blot et par små problemer med måden, som debatten er sat i gang og vinklet (eller framet, om man vil) på, blandt andet at DR er kommet tæt på rent talfusk i de første oplæg til debatten, og at hele præmissen i omtalen - med nogle få hæderlige undtagelser - har været, at det vil være nærmest absolut og objektivt uomgængelig nødvendigt at skære i velfærden i fremtiden.

Denne vinkel har man fået opbakning og talmateriale til fra kommunerne og regionernes nye fælles forskningsinstitut KORA og sandsynligvis fra forskellige politiske aktører, bl.a. Kommunernes Landsforening og regionerne samt måske ABF-regeringen selv, og med bl.a. meningsmålinger blandt et ukendt antal af medlemmerne af landets Kommunalbestyrelser har man på det nærmeste medvirket til en såkaldt forventningsafstemning op til kommune- og regionsvalget senere på året.

Der er skam masser af grunde til at diskutere samfundets indretning i fremtiden, herunder blandt andet hvad der skal være offentligt, fællesorganiseret og solidarisk betalt velfærd, men det ville nok være bedre, hvis den debat foregik på en mindre skinger og mere nuanceret samt besindig måde, og at man inddrog mange relaterede problemstillinger som f.eks.  (løn-)arbejdets rolle, bæredygtig vækst, fornuftig anvendelse og forbrug af teknologi.

DR tæt på rent talfusk
"Skriv det til mig!" sagde journalisten i telefonslusen til "Ordet er Dit", da jeg ringede ind om formiddagen mandag den 28. januar for at gøre opmærksom på, at både "21søndag" og de selv brugte stærkt oppustede og forvredne tal for at rejse problemstillingen om et tilsyneladende meget hurtigt voksende behov for at skære i velfærden, og det i en sådan grad, at "Ordet er Dit" i flere omgange gjorde det krystalklart for lytterne, at spørgsmålet ikke var hvorvidt, men "hvordan" man kan skære i velfærden.

De tal, som DR brugte til at vise problemets presserende karakter var fra en prognose, som de angiveligt selv havde bestilt hos KORA, det nye institut for kommunal og regional forskning, der er lagt sammen af de tidligere forskningsinstitutter Anvendt KommunalForskning (AKF), Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut (KREVI).

Tallene viste, som "21søndags" Kim Bildsøe Lassen berettede - og gentog med stentorstemme for at understrege alvoren, at hvor der i 2009 var 59 af de 98 kommuner i landet, hvor folk i arbejde var i flertal, var der "nu kun 3".  Det brugte studieværten til at understrege, at forskydningen i det danske samfund mellem "folk, der arbejder og betaler skat, og folk, der ikke arbejder, [...] er en udvikling, der går ekstremt hurtigt!"

Åbenbart går udviklingen så hurtigt, at en prognose om den beregnede, sandsynlige balance mellem de to meget store og generaliserede grupper blev til virkelighed "nu", lige mens Kim Bildsøe talte ...

Den politiske storm udeblev ikke mandag formiddag: Liberal Alliances Anders Samuelsen kaldte udviklingen "virkelig chokerende" og "en meget alvorlig trussel mod Danmarks fremtid", og senere på formiddagen slog den radikale Økonomiminister Margrethe Vestager fast, at det er et vigtigt mål for ABF-regeringen, at flere kommer i arbejde, idet "det er vigtigt både for den enkelte og for vores store fællesskab, at der er flere i arbejde end på forsørgelse - ellers kommer det til at gå ud over velfærden."

De reelle tal
Lad mig tage tallene først og illustrere med et par diagrammer, hvor meget man overdriver de aktuelle problemer. DR har bedt KORA om at opgøre, hvor mange kommuner der i 2013 vil have flest i hhv. job og uden job - uanset af hvilken grund. Allerede her får man blandet kortsigtede og mere langsigtede tendenser sammen, men den store skævvridning kommer, når man derefter blot tæller alle de kommuner sammen, hvor et flertal i følge KORA's beregninger vil være uden job i 2013, og præsenterer det resultat som et samlet retvisende billede af, hvilken udvikling der er sket i hele Danmark på blot fire år - idet Deadline tirsdag 29. januar 2013 22.30 dog nævnte, at de landsdækkende tal for folk med job er hhv. 50,8% i 2009 og 47,5% i 2013, altså et skift på 3,3%.

De to diagrammer nedenfor viser dels, hvordan DR har præsenteret udvklingen for borgerne, og dels, hvordan udviklingen i hele landet i samlede tal har været i følge tal fra Danmarks Statistik. Når der er forskel i de anvendte årstal er det, fordi jeg ikke vil påtage mig at beregne, hvor stor ledigheden oma. bliver i 2013 - sådanne forudsigelser er der rigtigt mange, der har brændt sig på, herunder Finansministeriets "regnedrenge" ...

Skulle nogen indvende, at ovenstående er at sætte sagen på spidsen og bruge usammenlignelige tal, så må jeg svare, at det blot afspejler den forvridning, DR de facto præsenterede publikum for. Og hvis der er en smule misvisende ved det andet diagram, så består den faktisk en underdrivelse af, hvor lille ændring der i virkeligheden er sket, for 2007 (og 2008) var højkonjunkturens højdepunkt, hvor revl og krat var i arbejde, herunder unge som droppede den ellers efterspurgte uddannelse, mens såvel 2009 som 2011 var efter krisens gennemslag og et år med væsentligt større arbejdsløshed.

Kort sagt viser tallene, at især krisens stigning i ledigheden på rundt regnet 5 procentpoint (og vel ca. 0,5 procentpoint i aldersforskydning) har fået balancen mellem de som sagt meget heterogene samle-grupper "med job" og "uden job" til at tippe fra et lille plus til et lille minus på de fire år.

Den "nødvendige" debat
Sidenhen er der rullet en række indslag og nye tal hen over DR's "platforme", herunder den nævnte meningsmåling blandt kommunalbestyrelsesmedlemmer, der spørges om 'nødvendigheden' af at skære i velfærden, og der er præsenteret en del enkeltsager, hvor kommunerne allerede har skåret (faktisk mere end krævet af både den gamle og den nye regering, og muligvis på eller uden for grænsen sat af den relevante lovgivning), mens der kun i ringe omfang har været givet tid til folk afhængige af den offentlige hjælp og slet ikke til folk med en anden mening om, hvordan en debat om den fremtidige velfærd skal takles, herunder om det er så uomgængeligt 'nødvendigt' at skære i velfærden.

Det er synd, for der er såmænd al mulig grund til at debattere den fremtidige velfærd bl.a. i lyset af globaliseringen, de mange nye teknologier - herunder omsorgsteknologier som rummer et betydeligt vækstpotentiale for netop Danmark, den nye rolle for videnskabelige resultater i økonomien, den stigende ulighed i verden, klimaproblemernes betydning for den traditionelle betydning af økonomisk vækst, verdens voksende befolkningstal, forskydningen fra Europa og USA til bl.a. Kina og Indien som de nye vækstcentre osv.

Og ja, forskydningerne mellem grupperne i den danske befolkning samt hele vores måde at tænke økonomi og velfærd på er selvfølgelig også vigtige faktorer i den debat. Men den debat, som DR i denne uge har rejst i samarbejde med kommunernes og regionernes nye samlede forskningsinstitut - og måske er blevet tilskyndet til at ABF-regeringen, er kun en anelse fra at hvile på helt falske forudsætninger!

Det fremstilles, som om problemstillingen, at der i løbet af godt 40 år bliver netto godt 10% flere ud af den samlede danske befolkning, der er ældre end 64 år, er næsten ny og i hvert fald pludselig er blevet ekstremt presserende i de seneste fire år, og der overses både modargumenter og nye løsningsmuligheder – samt allerede vedtagne løsninger, mens der anvendes tal, der er tæt på at være helt og aldeles misvisende.

Krisen kan koste flere "hænder" end demografien
Til gengæld overses det ofte i debatten, at den økonomiske krise har sendt en stor del af den unge generation og de dele af de marginaliserede grupper, der ellers var ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet under højkonjunkturen, herunder mange sorte danskere, tilbage til start eller det, der er værre. For os, der var unge i 1980'erne, hvor Danmark havde en arbejdsløshed på op til 300.000 - altså  en del større end det nominelle tal i dag - kommer den udviklingen desværre ikke som nogen overraskelse, hvad enten vi selv blev ramt eller oplevede slægtninge, venner og bekendte blive det. Selv i dag siger opgørelser fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, at 80'er-generationen samlet vil have en gennemsnitlig livsløn betydeligt under andre generationers.

Da den indeværende krise var slået igennem i Danmark, efter at have luret i den horisont som nogle af os havde mere blik for end andre, stillede f.eks. jeg problemet sådan her op:

• "Spørgsmålet er bare, i hvilket omfang [den demografiske udfordring i form af relativt flere ældre]  også ender med at blive en økonomisk udfordring. Det afhænger bl.a. af de økonomiske konjunkturer internationalt og nationalt, den private og offentlige sektors behov og indbyrdes forhold, produktivitetsudviklingen, tekniske og andre innovationer, levealderen, sygdomsfrekvensen, inddragelse af hidtil marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet, hvad man anser som den "strukturelle ledighed", og så videre.
• Alt andet lige vil der formentlig opstå et problem, selv om de stærkt alarmerende toner er kommet til at lyde noget overdrevne med en bruttoarbejdsløshed på 200.000 for tiden. Ikke desto mindre er det helt centralt at have så stor en kvalificeret arbejdsstyrke som muligt om føje år. Og her er det altoverskyggende problem lige nu, er, at Danmark allerede efter få års arbejdsløshed står til at tabe op mod 75.000 unge på gulvet og erodere deres uddannelses- og erhvervsevne, som kunne levere hoveder og hænder om 20 år. "

Til de problemstillinger kan man føje forskydningen af økonomisk vækst og magt mod de såkaldte BRIKS-lande (S for Sydafrika)  og behovet for at udvikle en mere bæredygtig økonomi med "intelligent vækst", der f.eks. belønner ressourceeffektivitet, genbrug og reparation meget mere samt udligner de absurde forskelle i levevilkår i verden, og det er vist ikke blevet mindre aktuelt.

De forhold gør - sammen med nogle forvridninger i den senmoderne kapitalisme, som jeg vil komme ind på lidt senere - den nuværende krise til mere end 'blot' en konjunkturkrise. Ganske som f.eks. 1930'ernes '"store depression" (efterfulgt af 2. verdenskrig) eller "den lange depression" fra 1873-96 (efterfulgt af 1. verdenskrig) nok har føltes mere som en mareridtsagtig tilstand end 'blot' et hurtigt konjunktursving.

Samme forhold i 30-60 år mellem folk med og uden job
Når "ældrebyrden" nu fremhæves som nærmest 'eksploderende', mens 'skatteNyderne' skældes ud for "krævementalitet" af den brede middelklasse, der i Nullerne samlet fik skattesænkninger og skattestop for netto 100 mia. kr. om året - hvilket sætter underskuddet her midt under en økonomisk krise på ca. 50 mia. kr noget i perspektiv, så bliver det ekstra pudsigt at undersøge den historiske udvikling mellem "folk i (løn-)arbejde" og "folk uden (løn-)arbejde".

For det forhold har iflg. tal fra Danmarks Statistik påviseligt været det samme i mindst 30 år og formentlig mindst det dobbelte, med små forskydninger afhængig af arbejdsløsheden og andre såkaldte konjunkturelle faktorer, hvilket kan ses af nedenstående diagrammer på basis af tal fra Danmarks Statistiks Statistikbank, hvis tilgængelige tal dog kun går tilbage til 1980 og frem til 2011. Bemærk, at tal-akserne (Y-akserne) er i millioner.

Ganske som det dominerende (løn-)arbejdsindhold i Danmark har skiftet fra at være præget af landbrug og afledte erhverv op til 2. verdenskrig, over industri i 50'erne til 70'erne, videre over service og omsorg i 70'erne til tidligt i 90'erne og endelig nu til at være præget af  IT og andre mere videnstunge ydelser, så har grundene til ikke at være i arbejde også udviklet sig fra at være det meget traditionelle mønster med manden som "hovedforsørger" og kvinden som hjemmegående (og hårdtarbejdende) husmor evt. med et deltidsjob oveni, over "de store krigsårgange" af børn og unge - dem undfanget og født under 2. verdenskrig - under pasning og uddannelse i 60'erne og 70'erne, til i dag at være en langsom forventet flytning i tiden 2000-2050 af netto 12,5 procentpoint af befolkningen fra den nuværende "arbejdsdygtige alder (17-64) til over denne.

Genbrug på en dårlig måde ...
Dertil kommer, at denne problemstilling overhovedet ikke er ny. Det nævnte budskab om "ældrebyrden" - eller sågar "ældrebomben" - blev gentaget til hudløshed af borgerlige politikere og økonomer, såvel i V og K som hos de radikale (og udbryderne i LA), i Nullerne. Talen blev midlertidigt afbrudt af finanskrisen og den deraf følgende økonomiske krise med øget arbejdsløshed, hvor de ærede talere kortvarigt blev forvirrede af det ret gode modargument, at en oplagt måde at begynde med at ændre balancen på jo kunne være at sætte de ledige i arbejde (evt. igen).

Den politisk-økonomiske bagmand bag LA, Asger Aamund (Lars Seier fra Saxo Bank er den økonomisk-politiske bagmand), har siden 2004 talt om, at "Mor Danmark er ved at gå over på midten", og at et flertal på forsørgelse ville stemme for en evig fortsættelse af at tvinge "skatteYderne" til at finansiere "skatteNydernes" eksorbitante og skattefinansierede forbrug.

Dette skrækscenario kalder han "liberalsocialisme", og her må jeg skuffe ham, for vi er desværre langt fra nået så vidt i samfundsudviklingen, men Aamunds definition på LS er, at man i Danmark må tjene alle de penge, som man kan og vil, men at staten kan og må konfiskere præcis så stor en del heraf, som den vil; og han glemmer altså, at forholdet mellem dem, han kalder hhv. "skatteydere og skattenydere" er nogenlunde det samme som for 30-60 år siden.

Krisen, ansvaret for den og vejen ud
Frem for at sænke cigarføringen i lyset af den voldsomme økonomiske krise har hr. Aamund og den sammenvoksede elite af ledelserne i de store firmaer og finanshuse, der er godt forbundet og/eller sammenviklet med den politiske og kulturelle elite, forstærket snakken om "Mor Danmark, der er ved at revne på midten",´så man stiller en stærkt tvivlsom modsætning op mellem alle, der har en stilling med en eller anden slags pekuniært afkast som regel i form af løn, mod alle, der ikke har en sådan stilling, uanset om disse så er babyer eller oldinge, for nu at tage to yderpunkter blandt børn og pensionister, studerende eller sygdomsramte, arbejdsløse eller hjemmegående forældre i kortere eller længere tid, oma.

Ud over, at stemmeretten i Danmark er 18 år, og at denne million børn og unge jo altså ikke kunne komme til at stemme for fortsat forsørgelse, selv om de ville, så er teorien om, at folk stemmer ud fra disse nævnte meget heterogene grupper med og uden job, bevisligt forkert, da alle meningsmålinger viser et langt mere nuanceret billede, og for tiden har partiet Venstre støtte ikke blot af den største enkeltgruppe vælgere, men såvel fra den største gruppe arbejdere forstået som faglærte og ufaglærte som fra den største gruppe af overførselsmodtagere.

Målet med "Mor Danmark"-snakken er formentlig at få befolkningen til at glemme, at netop de store firmaer og finanshuse, der er tæt forbundne og gensidigt sidder i hinandens bestyrelser, sammen med den borgerlige regering havde et stort medansvar for krisen og ikke mindst den danske side med boligboble pga. skattestop, skattesænkninger, alskens nye lånetyper oma.

Generelt ser det ud til, at mens den amerikanske finanselites mere oplyste folk, som Warren Buffett og Bill Gates - verdens to rigeste mænd, har indset fornuften i at redde kapitalismen ved at begrænse dens mest yderliggående udfoldelse, så har den europæiske elite valgt at gå efter endnu mere af kagen og har opsagt det traditionelle klassekompromis, som man mere eller mindre tydeligt indgik med de demokratisk socialistiske partier (herhjemme S) om en vis regulering og velfærdsindretning, efter at 1. og 2. verdenskrig bragte Europa og verden på randen af afgrunden.  

Tilpasning eller en europæisk velfærdsstat?

Den danske såkaldt røde regering har desværre valgt at tilpasse sig situationen og forsøger at stå som dem, der fører kniven på en mere nænsom måde. Som opbakningen bag Venstre viser, overbeviser det ikke en eneste borgerlig - heller ikke i eliten, om, at ABF er bedst til at have magten og føre borgerlig politik. Til gengæld overbeviser det desværre  alt for mange hidtidige ABF-vælgere om, at der ikke er noget fornuftigt alternativ, og at de lige så godt kan stemme på den 'ægte' vare, nemlig Venstre (og i ekstremt fald LA), mens kun en tredjedel af de vælgere, der løber fra ABF, går til Enhedslisten.

I stedet kunne ikke mindst socialdemokraterne have lyttet til bl.a. den europæiske fagbevægelses fælles forening og det fælles europæiske demokratisk-socialistiske parti og rent ud sagt, at vi er nødt til at gå efter en europæisk velfærdsstat. 

 

Det er vi - især de mindre europæiske lande som f.eks. Danmark, fordi de globale finansmarkeder rent faktisk kan koste rundt med selv mellemstore lande som Spanien, som egentlig blot reddede deres banksektor ud af nogenlunde samme suppedas som Danske Banks, herunder finanseventyr i andre lande og en hjemlig boligboble.Og at "kapitalen" i dag - ganske som lige før 1914 - er international, kan alle blot halvt venstreorienterede i Danmark vel godt blive enige om?

Er det nemt at nå, og vil den europæiske elite straks klappe i hænderne og sige, at de da egentlig godt ved nærmere eftertanke kan se, at det er den rette vej? Altså en europæisk velfærdsstat med fælles valuta og fælles gældsstiftelse, hvor man ganske som USA kan tage det iskoldt, når kredit-vurderingsinstitutterne, der godskrev alle subprime-lånepakker, truer med at sænke kreditvurderingen, for den føderale amerikanske stat låner trods to 'nedskrivninger' - og en samlet gæld på ca. 1 års BNP - til en rente, der de facto giver et minus for långiverne. Og vil eliten sige ja som IMF, der lige har vedgået at have taget fejl ift. den ordinerede sparepolitik, og som Obama, der under sin valgkamp flere gange henstillede til EU at lette på spareiveren, sådan bare uden videre?

Selvfølgelig ikke! De skal presses til det, og hvis de stadig ikke vil høre, må de tvinges så meget af vejen, at projektet alligevel kan komme til! Ganske som socialdemokraterne i 1900-tallets Danmark måtte tage utallige slag med de borgerlige, såvel partier som interessenter, herunder især partiet Venstre, når disse f.eks. misbrugte tyskernes besættelse til at prøve at rulle socialreformen tilbage ...

Men er der anden vej?  Og hvad er mest naivt? At satse på, at venstrefløjen i Danmark klapper i hænderne, mens først euroland og siden EU går i indre opløsning, så landene går hver til sit i dyb frustration og inderlig vrede på hinanden, for så 14 dage efter at samles i den Grå Hal på Christiania, sætte sig i en fin pædagogisk rundkreds og nu enes på konsensusdemokratisk vis om alle de tiltag, som ikke engang en europæisk delvist politisk union - med delvise flertalsafgørelser - kunne få vedtaget? Eller at satse på at gå sammen med så mange venstrekræfter i det øvrige EU som muligt og kæmpe for at erobre de eksisterende institutioner og omdanne dem til et nogenlunde europæisk demokrati og en nogenlunde europæisk velfærdsstat?

Fagre nye verden ...
Der er således allerede en række men'er ved,  hvad  udsigten til flere ældre vil betyde økonomisk, og om den vil betyde mangel på arbejdskraft. Det første rystelse af de ellers så faste forventninger kom allerede, da den ret alvorlige og muligvis endnu mere langvarige økonomiske krise satte ind - og ikke mindst da den ikke blot forsvandt hurtigt igen som en kort krusning på overfladen. Dermed blev den forventede mangel på arbejdskraft afløst af en mangel på jobs, og endda en del flere end de officielle ledighedstal viser, fordi en række grupper forsvandt "ind i panelerne", som man siger på engelsk ("into the woodwork"), altså f.eks. gik i gang med en uddannelse, fik børn, gik ned i lønarbejdstid eller sågar blev hjemmegående.

Dertil er de demografiske tal jo netop fremskrivninger af den hidtidige befolkningsudvikling, så billedet kan ændre sig, hvis familierne fik incitament til at få flere børn, eller hvis der kom flere indvandrere med nogenlunde relevant uddannelses- eller jobpotentiale til landet.  Og for ca. et år siden måtte Danmarks Statistik da også ændre fremskrivningerne, så antallet af mennesker i den såkaldt arbejdsdygtige alder netop af ovenstående grunde nu så ud til at være nogenlunde uændret i 2020, selv om man midt i Nullerne frejdigt erklærede, at man "jo" kendte antallet af 20-årige i 2020, "for de er jo født", og at man dermed kendte arbejdsstyrkens størrelse, så viste virkeligheden sig at være meget mindre enkel. Her først i tierne har man ikke engang dette halmstrå at klynge sig til, eftersom 2040 er om næsten 30 år, for slet ikke at tale om 2080 eller 2100, som nogle fremskrivninger løber til.

Derudover er, som allerede nævnt, demografi er én ting og økonomi en anden. Der var og er en vis sandsynlighed for flere ældre i fremtiden, faktisk en stærk sandsynlighed, og det ikke kun i Danmark eller Europa, men også i Asien (Japan ikke mindst) og de to Amerikaer, hvilket åbner hidtil usete eksportmuligheder for produkter og serviceydelser udviklet i lande med velfungerende omsorgssystemer.

Om de generationer, der lever længere og bedre, også vil trække sig fra arbejdsmarkedet i alderen 60-67, og om de vil kræve lige så megen pleje og omsorg men blot i en del flere år end deres forældre, eller om de i langt højere grad vil være selvkørende, kan man af gode grunde ikke vide med sikkerhed. Men med stigningen af middellevetiden indtil nu har der været en nogenlunde tilsvarende vækst i antallet af velfungerende ældre og med den igangværende forskydning fra hårdt manuelt arbejde til mere 'åndeligt' arbejde, først i den rige del af verden og senere forhåbentlig i resten, er en stigning i antallet af velfungerende ældre endnu mere sandsynlig.

Dertil kommer den stærke udvikling i omsorgs-, sundheds- og/eller velfærdsteknologi  (som vaskerobotter, hjælpsomme WC'er etc.), som vi kun har set de første spirende tegn på, som kan ændre helt radikalt på arbejdskraftsbehovet. Og så har jeg endnu ikke nævnt den udvikling af mulighederne for hjemmearbejde & husarbejde,  hvor teknologien har givet selv fattige hjem vaskemaskine, tørretumbler, fryser og køleskab deluxe, og en hel masse andre praktiske redskaber, og som formentlig vil blive yderligere revolutioneret af computer- og robotteknologi.

Problemet er allerede løst mindst en gang
Hvis man skal sige noget pænt om Nullerne, hvilket stadig flere vist har stadig mere svært ved, så kunne det være, at man her i Danmark især med Velfærdsforliget i 2006 fik lagt en betydelig elastik ind i den potentielle arbejdsdygtige alder, og man fik formuleret en formel for en løbende flytning af alderen for tilbagetrækning i takt med stigningen i levealder, dog principielt afhængig af løbende politiske beslutninger, hvor den nærmere fordeling af livsnyderi og yderi forhåbentlig løses fornuftigt.

At Fogh-Løkke-regeringerne så soldede dele af effekten op på forhånd ved at uddele endnu flere skattesænkninger til de rigeste danskere, uden at vi har set en eneste af de arbejdspladser, der skulle opstå nærmest automatisk dels pga. skattesænkninger dels pga. dagpenge-ødelæggelsen, er en anden sag. Ganske som at det kan løses igen ved at genindføre ejendomsværdiskatten eller helt fjerne rentefradraget.

Det er korrekt, at der i årene 2006-2018 vil ske cirka halvdelen af det nævnte ryk mod flere over 64 år, som man kan se af diagrammet fra Dream's socioøkonomiske fremskrivning 2011 nedenfor. Resten sker så langsomt frem mod 2044. Når jeg skiller tingene ad ved 2018, skyldes det, at den arbejdsdygtige alder forlænges gradvist fra 2019 pga. det såkaldte "velfærdsforlig" i 2006, og indtil da kunne man måske sætte de 200.000 bruttoledige i arbejde i stedet for?

Som man kan se af tabellen længere nede i teksten, gør Velfærdsforliget det muligt (idet sidste ord ligger hos der politiske flertal 10 år før, som måske vil lade en smule tid blive til fri tid for de gamle), at tilbagetrækningsalderen udvikler sig sådan, at den efterhånden stærkt begrænsede efterlønsmulighed først tilbydes de få, der er så nedslidte, at de må tage imod selv en nedsat ydelse og glemme præmien for at vente to år mere, i en alder af 65 ½ år, mens den officielle (men ikke tvungne) pensionsalder vil være godt 70 år i 2044.

Samlet set betyder Velfærdsforliget (som nævnt i en lille grad afhængig af det politiske flertal ti år før ethvert givet år), at arbejdsstyrken samlet vil vokse i i takt med befolkningen som helhed frem mod 2050. Dream regner med ca. 6 mio. danskere i 2050, og ved fuld indfasning af Velfærdsforliget vil arbejdsstyrken være på ca. 3,2 mio. personer, jf. diagrammet nedenfor.

Tilbagetrækningsalderen som følge af Velfærdsforliget:

Incitamenter, fleksibel tilbagetrækning og seniorførtidspensionister

Derudover fik man vedtaget en del ekstra incitamenter til at blive på arbejdsmarkedet, blandt andet ved større efterløn ved at vente nogle år og diverse præmier for helt at afstå fra efterlønnen, (hvis mulige modtagere der med den såkaldte genopretningspakke blev begrænset yderligere og formentlig for meget), samt ved skattepræmier for ældre i arbejde og ved at lade tilbagetrækningen blive mere fleksibel for den enkelte. Allerede efter det første og berygtede efterlønsindgreb i 1998 begyndte væsentligt færre at trække sig tilbage ved de 60 år til efterløn, og der er betydeligt flere i lønarbejde såvel over den nuværende pensionsalder på 65 som såmænd også 70.

Til gengæld regner Dream faktisk med, at der vil blive op til 18% på en slags "senior-førtidspension" i aldrene lige før hhv. efterløns- og pensionsalder. Det kan være en indrømmelse af, at så let er flytningen er tilbagetrækningsalderen ikke, men det kan såmænd også være en undervurdering af sundheden for de ældre i fremtiden.

Alt andet lige, som økonomer ynder at sige, vil denne udvikling ikke blot fortsætte, men blive forstærket, mens der til gengæld udestår en vigtig debat om, hvorvidt alle behøver at knokle på livet løs - og en del af livet væk - i en fastsat arbejdsdygtig alder frem for at sprede det 'nødvendige' og/eller det lystbetonede arbejde (og uddannelse, hvis relation til lønarbejdet formentlig også vil blive tættere) ud over en større del af livet, jf. denne artikel i løbet af DRs første 'kampagneuge'  på Videnskab.dk:
Topforsker: Vi skal kun arbejde 25 timer om ugen

Den virkeligt nødvendige debat
Der er altså ganske meget at diskutere om, hvordan vi og verden skal ikke blot overleve, men også leve sundt og godt uden at ødelægge mulighederne for kommende generationer. Ud over de øvrige spørgsmål, som jeg allerede har været inde på, er det vel også et grundlæggende spørgsmål, hvor meget vækst vi egentlig har behov for, hvilken slags og hvordan.

Det er oplagt, at svarene må blive forskellige for forskellige dele af verden og i de forskellige samfundsklasser i samfundene. Hvor vi i den rige og såkaldt udviklede del af verden bør besinde os på, om vi virkelig har behov for flere biler, fladere skærme og større bøffer - selv om den interne fordeling utvivlsomt kan blive bedre, er udfordringen for den mere eller mindre fattige og udviklende del af verden at opnå disse goder uden at svine så meget, som den rige verden har gjort.

Det vil kræve en større omlægning af verdens måde at producere på, og den omlægning vil kræve planlægning og strategiske beslutninger på demokratisk vis om økonomiens mål og midler. Om man vil kalde dette for planøkonomi eller planlagt markedsøkonomi  må man selv om. Selv er jeg, når det kommer til forbrugsgoder, overbevist om, at et ægte og frit marked med stærk konkurrence styret af de rette incitamenter til at genbruge ressourcer mv. er bedre end en kommando-økonomi, mens jeg til gengæld nødig ser f.eks. kunstige hofter produceret på markedets billigste måde.

I det hele taget vil jeg nødig have selv et "perfekt marked" (altså med ægte og fri konkurrence uden monopol-lignende virksomheder, finansgiganter og unfair metoder) til at stå for verdens militære isenkram, sundhed, uddannelse, grundforskning, demokratiske samtale og andre aktiviteter, der har at gøre med menneskets basale behov og selvbestemmelse.

Endelig kan man jo spørge, om tilfredsstillelsen af basale materielle behov vil blive ved med at være det vigtigste økonomiske mål for menneskene til tidernes ende, eller om en verden, der måske kan formå at tilgodese ca. 10 mia. mennesker uden at ødelægge kloden, ikke vil flytte fokus over på åndelig føde, altså de højere led i Maslows behovspyramide.

Krisen nu er strukturel - på flere måder
Hvor hele måden at producere på - eller i hvert fald den grundlæggende incitamentsstruktur og forholdet mellem bytteværdi og brugsværdi - er udfordret af såvel ressourceknaphed og en voksende verdensbefolkning, så er den nuværende "konjunkturkrise" udtryk for en forskydning i selve kapitalismen i retning af stadig større virksomheder i en stadig mere globaliseret økonomi, hvor finanssektoren svinger taktstokken stadig mere - præcis hvad salig Marx i øvrigt forudså, især i bind III af Kapitalen, der netop handler om "kapitalakkumulation", og samme problemstilling er egentlig påpeget af Keynes i det, han kaldte den kronisk overopsparing.

Det forvrider simpelthen de grundlæggende økonomiske mekanismer i kapitalismen, når virksomheder bliver større end nationer og kan (og må) flytte værdierne rundt globalt efter forgodtbefindende, samtidig med at de får en utilsigtet stor indflydelse på ikke blot udbuddet men også efterspørgslen på deres egne markeder - altså sætter en del af konkurrencen ud af spillet - sammen med alle potentielle rivaler med til tider meget destruktive metoder.

Og det forvrider kapitalismen væk fra være en 'vækstmaskine', der afstedkommer ægte produkter med brugsværdi stadig billigere med den bedst uddannede arbejdskraft, til at være en økonomi, hvor den største bytteværdi og dermed nominelle indtjening samt tiltrækning for den bedste arbejdskraft ligger i uigennemskuelige finansprodukter og et utal af uigennemskuelige handler med alskens finanspapirer, som i sidste ende kun kan betales af forbrugerne af de egentlige varer. Men disse forbrugere er også ofte dem, der har produceret varerne oprindeligt, og jo mere man trykker lønnen der, jo mindre bliver der til forbrug, hvilket Marx såmænd også forudsagde ...

De forvridninger førte til, at finansmarkederne og deres PC-handler på deres højeste før krisen havde en nominel omsætning på over 70 gange af den reale produktion (af varer med brugsværdi) i verden, og at finanssektoren i USA gik fra i 1970'erne at stå for 5% af nationens BNP i profit, mens den reale produktionssektor stod for 10%, til at bytte plads med denne, så finanssektorens profit i Nullerne stod for 10% af BNP og den reale produktionssektor 5%.

Og de forvridninger fører også til en tendens til faldende reale vækstrater - selv på kapitalismens egne betingelser - fra op mod 20% efter 2. verdenskrig til højst 4% i dag - og til en nogenlunde kronisk arbejdsløshed i Europa og USA de seneste næsten 40 år på 6-12%.

Jamen er det så ikke en løsning på det problem? Kan vi ikke komme tilbage til en større vækst også i den 'rige' del af verden? Jo, man kan sagtens fortsætte med at lade folk i den 3. verden leve for under to dollars om dagen eller arbejde under forhold, vi her i Danmark betragter som middelalderlige, og folk i dele af Europa kan blive brugt som løntrykkere og argument for flere velfærdsbeskæringer, så der rent pengemæssigt bliver flere finanser at jonglere rundt med i finanskasinoer, mens eliten samler stadig mere magt og stadig flere formuer.

Og når man har fjernet de sidste smuler fra de fattiges bord, kan man så strides om stakkene på elitens egne borde, og efterhånden som den strid tilspidses, kommer vi nærmere en dejligt rensende verdenskrig, hvor der vil ske så megen (desværre nok ikke så  "kreativ") værdiødelæggelse, og hvor der senere måske kan blive et vældigt salg i computerspil med krigens bedste slag, så man kan få vækstraterne op igen bagefter.

Hvis der er noget bagefter ...