Forbrydelsen II - mesterværk eller makværk?

DR har nu endelig åbnet for en debat om serien som sådan, og ikke blot stærkt styrede gæt på den skyldige. Det hilser jeg meget velkommen, selv om jeg i nogen grad forstår DRs tilbageholdenhed, når man læser nogle af de mest unuancerede indlæg i DR's debatsektion ...

Forbrydelsen I og II havde hver deres stærke sider, og alt i alt foretrækker jeg I, men begge var rigtigt gode - uden at være perfekte.

Forbrydelsen I trak på klassikere som Goethes Faust i karakterskildringerne (og navnene) og inddrog også den noget vilkårlige ondskab, som hin forestilling også 'leger' med, sammen med en god dynamik mellem Faust (Tro-els Hartman) og Mephisto (M. Weber).

Tilfældighedens love- eller kaosteoriens - bliver bragt helt til kanten, da en række personer bringes til samme hemmelige lejlighed og bil på forskellige,men fatale, tidspunkter, og det giver krimien en moderne vinkel.

I både I og II blandes politisk intrige med andre verdener, og begges politiske intrige indeholder med en liberal - i ordets bedste betydning - og idealistisk politiker, der ender med at falde til patten og vel nærmest acceptere 'det uundgåelige' for at få eller beholde magten, og i begge vises medierne som en afgørende spiller i gamet.

Det er realistisk nok, og II'erens intrige kommer tæt på virkeligheden a la "Den hemmelige krig" ved at lade en ulovlig og mørkelagt militæraktion indgå som vigtig del af handlingen. Det er desværre også realistisk eller muligt, og det er en god pointe, at det er derfor, at general Arild ikke fortæller sandheden om Stranges tilbagevenden til Afghanistan, da det ikke må afsløres, og formentlig er det også derfor, at Strange brugte en andens identitet under operationen.

Mindre realistisk er, at statsministeren gerne vil være generalsekretær for FN og - endnu mere urealistisk - derefter blot dropper tanken ... Buch spilles godt nok af Bro, men figurens selvretfærdighed og naivitet kammer over.

Der havde I benene en del mere på jorden med Hartmanns accept af Webers mørklægning for at kunne fortsætte kampen for overborgmesterposten. Til gengæld har forfatterne haft modet til at bruge bedste sendetid til at rejse en vigtig debat her i II.

I I er den anden verden vel grundlæggende to, nemlig en for hvide danskere og en for sorte danskere, og racisme spiller en væsentlig rolle - igen viser det mod hos forfatterne til at rejse en vigtig debat. Sorte og hvide unge danskere mødes så på gymnasiet, og naturligvis forelsker Romeo og Julie - i serien Amir og Nanna - sig i hinanden på tværs af familier, race og etnicitet.

Forholdet mellem Theis - den myrdede Nannas far - og Vagn (med de 'gammeldanske' navne Birk Larsen og Skærbæk) var skildret helt genialt, især ironien i, at Vagn tager ind for at "tale Nanna til fornuft", fordi han "ved, hvordan Theis har det med dem der" - men Vagn selv har en karakterbrist, der i vigtige situationer bringer ham ud af balance over modstand, og da han først åbner for de indestængte følelser, så ender det i tæsk, voldtægt og mord.

Benene er således lidt mere på jorden i I'eren, og karakterskildringerne forekommer mere helstøbte, og derfor vinder den hos mig med et mulehår, selv om gåden i II'eren var sværere og bundet stærkere sammen. Jeg pegede på et par løse ender i I'eren på min blog på Avisen.dk og er lidt ked af, at de småting blev brugt af bl.a. Nyhedsavisen til en større tilsvining af serien og DR, som netop Nyhedsavisens redaktion kørte en konflikt op med over "Den hemmelige krig".

Gåden (og spændingen) i II er til gengæld dens helt store styrke: Sammenknytningen af det politiske, efterretnings- og politimæssige, medierne og det militære er klaret mesterligt, og der er meget få og ubetydelige løse ender. Personerne foldes derimod ikke helt ud, og nogle ting ordnes alt for utroværdigt, som f.eks. da Rabens kone det ene øjeblik afviser ham for Søgaard og det næste øjeblik blot vil have ham "hjem". Til gengæld er spindet af løgne og interesser, der går på tværs af alt og alle, og hvor næsten ingen er, hvad de giver sig ud for - undtagen Lund og Raben, særdeles fornemt og næppe helt ved siden af sandheden.

Hvad angår Lund, så er hun tro mod sit autistiske selv. Mormor passer nu drengen, mens Lund prøver at samle sig sammen i Gedser. Lund - ikke Sarah - er en intuitiv og intelligent opklaringsmaskine, en fagidiot der kun meget sjældent kan eller vil vise følelser, og det har hun formentlig fået bekræftet, efter at hun i løbet af et par døgn nåede at blive slået ned af, næsten kysset af, holde hånd med, blive skudt af og selv skyde Strange ...

Det eneste jeg savnede var en lidt større rolle for det første offers mand, Jørgen Dragsholm. Her kunne man have haft en mulig morder, der arver firma og formue ved at få et iskoldt mord på sin kone til at fremstå som led i en større intrige - men selv en bindegal advokat havde næppe myrdet fem andre blot for at dække over sig selv ... I så fald ville en to-morder-teori have været eneste udvej.

Med enkelte personlighedsskildringer ret uafsluttede men til gengæld kun ubetydelige løse ender i plottet II meget fint op til krimigenrens mere konventionelle regler - her er ikke megen kaosteori, og det kan man jo så være glad for eller ikke.

Men de folk, der mener ikke at have fået et vink om morderens identitet allerede i første afsnit, har åbenbart hverken lagt vægt på den kendsgerning, at Strange ud over Lund er den eneste, der ved, at Myg skal afhøres, samt et af Sveistrups største vink - og nok et af hans faste elementer, enten som trademark eller som en "give-away" han skal passe på med: Prøv at udtale morderens navn på engelsk ...

Krisetider er reformtider! (primo sep. 2008)

Krisetider er
reformtider! - en første plan for CEVEA

Den
nye tænketank for centrum-venstre i dansk politik, CEVEA, er
ved at sætte sin nye analyseenhed sammen af ”frivillige
ildsjæle”, hvilket er en eufemisme for, at folk skal arbejde
uden løn, i hvert fald i begyndelsen. Ikke desto mindre har
CEVEA fået et hav af tilmeldinger, og jeg vil dels gerne ønske
dem al mulig held og lykke, dels komme med mit forslag til de fire
første ting, der skal tages fat på.

1.
Hvordan gøre krisetider til ægte reformtider?

”It's
the economy, stupid!” Bill Clintons interne kampagneslogan fra 1992
er fornuftigvis nu taget op af Obama, og det har interessant nok
vendt meningsmålingerne til hans fordel oven på
'Palin-effekten'. Det skyldes blandt andet, at det lige nu og i de
kommende år er lige så aktuelt som i 1930'erne, og det
kommer det også til at være i resten af verden. Det
afgørende mål må være en kombination af
'akut nødhjælp' og dybe reformer, som kan hjælpe
'uskyldige' ofre, men samtidig sikre, at risikoen for og
konsekvenserne af fremtidige nedture formindskes betydeligt.

Første
skridt må være at analysere og dokumentere den
kommende krises dybde internationalt og nationalt og opstille
forskellige realistiske scenarier for økonomiens udvikling.
Der er generel fornuft i Foghs og andre regeringslederes tale
om ”global gennemsigtighed og overvågning”, men dels det
skal også flytte fokus fra de nationale politikker, dels er der
reelt behov for særdeles effektive globale reguleringer, som
det næppe er helt enkelt at få vedtaget og implementeret.
Måske kan EU her få en ny og særlig rolle?

Jeg
er ikke i tvivl om, at med tiden vil også Danmark blive ramt
hårdt, fordi:

• Danmark
  har en næsten lige så giftig boligboble som USA
  med bankkrak, byggekrak med halvfærdige men solgte boliger,
  tusinder af teknisk insolvente husstande, en del fanget i lange
  perioder med dobbelt husleje og boligprisfald på mindst 15-20%
  allerede. Det skyldes blandt andet, at Danmark i syv år har
  haft et særligt boligskattestop men uforandret rentefradrag,
  så boligpriserne er steget helt uholdbart, og at nogle
  boligejere har holdt friværdifest, mens andre har ladet sig
  friste til at sætte sig for dyrt.

  
  

• Danmark
  har sin egen subprimekrise ventende, nemlig for det første
  de afdragsfrie lån, hvoraf de første bliver forrentede
  om få år. Mange boligejere tror, at de vil kunne omlægge
  til et nyt afdragsfrit lån – men hvem vil erstatte et
  allerede dårligt lån med et endnu dårligere i
  krisetider, og hvis det endelig sker, hvilken ekstra sikkerhed og
  rente forlanges der mon? Dertil kommer for det andet, at mange har
  taget ekstra lån i friværdien over realkreditgrænsen
  og formentlig også i forventet friværdi, og sikkerheden
  her er allerede nu væk.

  
  

• Alt
  dette fører til, at boligmarkedet i stigende grad vil stå
  stille, og det giver problemer for det, bolighandel egentlig skal,
  nemlig øge mobiliteten, skaffe nye husstande tag over
  hovedet, være en sikker men realisérbar opsparing, en
  økonomisk ramme for privathjemmets ukrænkelighed, etc.

  
  

• Hvilke
  karakteristika kan man forudse for den globale krise, hvor meget vil
  den blive ”realøkonomisk” og ikke 'blot' finansiel, og
  har Martin Ågerup fra CEPOS ret i, at den skyldes for megen og
  ikke for lidt regulering ...? Hvilke dereguleringer og
  udliciteringer var fornuftige, hvilke ikke?

  
  

Næste
skridt må være at definere hhv. 'uskyldige' og
'skyldige' samt 'sunde' og 'usunde' elementer på finans- og
boligmarkedet, samt skabe forståelse for, at de sunde og
uskyldige elementer må hjælpes, dels for at sikre den
sociale retfærdighed, dels for at sikre genskabelse af tilliden
på markedet, men også øge forståelsen for,
at store dele af det skete kunne have været forhindret og pege
på konkrete fejl og mangler i den nationale og internationale
regulering, der i liberalismens herredømme de seneste 25 år
er blevet stadig mindre og løsere.

Sidste
skridt må være at foreslå en overordnet
struktur for og en række forskellige elementer til en samlet
national pakke med en fornuftig social profil og med stærkere
regulering samt strukturelle ”checks and balances” indbygget, og
at udarbejde en vision for en mere overnational regulering og en
vurdering af, hvor langt man kan nå inden for de nærmeste
år.

Overskrifter
til elementerne med både kort- og langsigtede perspektiver
kunne være:

• En
  progressiv, fremtidssikret og spekulationsbegrænsende
  skattereform, der på en gang gradvist forøger og
  fleksibiliserer udbuddet af arbejdskraft ved at sørge for, at
  det kan betale sig at arbejde, men også at uddanne sig, få
  børn og andet tidsfordriv!

  
  

• Hjælp
  til betrængte 'uskyldige' boligejere, det vil især sige
  nye familier med det første hus, som er teknisk insolvente,
  og hjælp til andre teknisk insolvente, som ikke har scoret
  store gevinster på tidligere boligsalg i de forudgående
  fem år, samt til folk med særligt store banklån
  ift. indkomsten, hvis de er lånt til betaling af resten af en
  boligs udgift, eller til aktier i banken selv ... Fri proces til
  sagsanlæg mod banker og andre finansinstitutter, hvor der er
  givet uansvarlige råd, f.eks. om at låne til en
  investering med stort tab.
  

  
  

• Øjeblikkelig
  lov om oprettelse af en fællesfond for bankerne, som skal
  skyde en andel ind ud fra deres relative størrelse; fonden
  skal være stor nok til at kunne redde og sanere de uansvarlige
  banker, før de falder. Redning af andre sunde elementer, der
  blot er blevet ramt af finanskrisen ved spillover-effekt fra de
  uansvarlige banker.

  
  

• Øget
  regulering af finanssektoren gennem et forstærket finanstilsyn
  og en nationalbank med nye beføjelser, fuld indsigt i
  finansinstitutioner for tilsynet og evt. offentligheden, offentligt
  tilsyn med tilsynet i folketing/regering/nationalbank, fjernelse af
  for oplagte muligheder for uansvarlig spekulation som f.eks.
  afdragsfrie lån og begrænsninger i de nye SDO-lån
  – til gengæld for en statsovertagelse af dårlige lån
  på lempelige vilkår især for nye boligejere og
  øget sikring af indskyderne, en finansfond med bidrag fra
  hele sektoren til øget garanti, og i sidste ende
  statsovertagelse af institutioner mhp. ansvarlig likvidering etc.

  
  

• Fjernelse
  af muligheden for at optage nye afdragsfrie lån og hjælp
  til dem, der kommer i klemme, når afdragsbetalingen sætter
  ind. Nedsættelse af en finanskommission, der skal foreslå
  flere tiltag, herunder vurdere den konkrete fare ved de nye SDO-lån
  og deres mulige undergravning af realkreditsystemet og fremsætte
  forslag til evt. afskaffelse eller begrænsninger i deres
  anvendelse. Forbud mod, at ansatte i en bank råder kunder til
  at investere i banken selv.
  

  
  

• Massiv
  satsning de kommende år på investering i bedre og
  grønnere infrastruktur, især kollektiv transport og
  miljørigtigere privat transport, for at modvirke stigningen i
  arbejdsløsheden i takt med nedgangen i økonomien. Mere
  alment byggeri bør igangsættes for at stabilisere
  boligsektoren og økonomien.

  
  

• Yderligere
  tiltag for at forbedre rammerne i uddannelses- og det offentlige
  sundhedssystem.

  
  

• En
  strategi for at udvide arbejdskraftsudbuddet gennem uddannelse,
  integration samt kort- og langvarig immigration, bl.a. ved at se på
  idéen om en tidsbank og evt. muligheden for ”efterløn
  på forskud” til uddannelse eller forlænget barsel,
  begrænsning af sygefraværet gennem forebyggelse, m.v.

  
  

• En
  strategi for at satse på grønne jobs og vidensjobs med
  offentlig grundforskning, joint ventures og privat innovation, evt.
  med salg af hele teknologier og samarbejdsformer til følge.
  Har regeringen for alvor investeret andet end varm luft på
  dette område?
  

  
  

2.
Indhold i og muligheder for en progressiv skattereform

• Kortlægning
  af befolkningens holdninger, der når dybere ned, end til at
  folk gerne vil have skattelettelser og velfærd på én
  gang, og finde grundværdier der kan tages afsæt i til at
  flytte mere umiddelbare synspunkter.

  
  

• Gradvist
  sænke skatten på arbejde i bund, midte og top samt
  modvirke fattigdomsfælder, måske ved at hæve
  indkomstbundgrænserne for de tre statsskatter væsentligt
  samt indføre et stadig større fast jobfradrag over 10
  år.

  
  

• Udfase
  ejendomsværdiskat og alle rentefradrag over f.eks. 10 år.

  
  

• Fjerne
  så mange andre fradrag som muligt til fordel for en lavere
  generel skattesats / højere indkomstgrænse, og sætte
  grænser for andre fradrag, f.eks.max. kr. 100.000 i fradrag
  pr. år for pensionsopsparing.

  
  

• Fastholde
  moms og forbrugsafgifter, men med større sundhedshensyn,
  f.eks. via en differentieret moms og højere afgifter på
  særlige nydelsesmidler – herunder legaliseret og
  kontrolleret hash!

  
  

• Højere
  grønne afgifter med socialt bundfradrag for husstande
  med et faldende tillæg pr. person i husstanden, men det er
  helt forkert at tro, at en skattereform kan bygge alene på
  det, da fornuftig miljøadfærd jo netop skal belønnes
  med deraf følgende afgiftsfald, og fordi grønne
  afgifter generelt vender den tunge ende nedad.

  
  

3.
EU i stagnation: nationalisme á la 1930'erne eller nyt
folkeligt baseret projekt for velfærd og fred?

• Undersøge
  det voksende paradoks: EU er stadigt mere nødvendig og
  afgørende globalt samt nationalt – også i krisen, men
  mødes med stadig større skepsis i DK og mange andre
  EU-lande.
  

  
  

• EU
  spiller en stadig mere progressiv rolle såvel globalt som for
  velfærd og er i stigende grad blevet et centrum-venstre
  projekt, men hvor er dialogen mellem venstreorienterede
  EU-tilhængere og folkelige bevægelser mod
  velfærdsforringelser og negative sider af globaliseringen?

  
  

• Er
  det klogt at manøvrere uden om traditionsmæssigt og
  juridisk nødvendige folkeafstemninger, når EU anses for
  mere eller mindre udemokratisk i sin beslutningstagen? Og hvis man
  gør det, hvordan modgår man så de mildt sagt
  mulige negative konsekvenser?

  
  

• Skal
  EU 'genstartes med et big bang', eller skal man vinde folk med mange
  konkrete små fremskridt, som bruges bedre politisk og
  kommunikatorisk?

  
  

4.
Velfærdssamfundet version 2.0

• Hvorfor
  anser befolkningen ikke frihed, men 'kun' lighed og solidaritet som
  centrum-venstres projekt? Hvordan opnå fornyet dynamik og
  fremskridt ud fra dialektikken mellem frihed og lighed (eller
  igangsætteri og tryghed), som på en gang er hinandens
  forudsætninger og modsætninger?

  
  

• Hvad
  er forholdet mellem frihed og fællesskab samt mellem ansvar og
  muligheder? Kan man forlange ubetinget personlig frihed for andres
  skattepenge, og kan skatteyderne omvendt gives vetoret over, hvad
  lige deres skattekroner skal bruges til? Er ”muligheder for alle”
  hele svaret?

  
  

• Hvordan
  kan CEPOS og regeringen i varierende grad slippe af sted med et
  stadig større fokus på økonomisk liberalisme,
  mens man forsøger at lægge den politiske liberalisme i
  graven og optræder stadig mere kulturelt og nationalistisk
  konservativt?

  
  

• Kan
  der skabes en forbindelse mellem f.eks. Marx's opfattelse af
  fællesskabet, hvor ”den enkeltes frihed er forudsætningen
  for alles frihed”, over S-parolen i 1930'erne om ”Danmark for
  folket” og til Giddens om ”det intelligente fællesskab”
  som et såvel livsstils-, civilsamfunds- og politisk holdepunkt
  for 'fornuftige' løsninger i en tid med øget
  individualisme / egoisme, modernisme / atomisering &
  værdiforfald, samt globalisering / imperialisme.

  
  

• Kan
  man analysere 'den nye vælger' uden at analysere 'det nye
  menneske', og er der 'kun' kulturelle uligheder tilbage i Danmark?
  Findes der virkelig ingen økonomisk underklasse – eller
  økonomiske interessemodsætninger - af betydning i dag,
  og hvilke nye modsætninger kan vidensamfundet /
  videnskapitalismen mon have på vej?
  

  
  

• Har
  arbejderbevægelsens kamp for velfærdssamfundet indtil
  for 10-20 år siden kun handlet om ”fordelingspolitik”,
  mens den centrale konflikt nu og i fremtiden handler om ”værdier”
  - som stort kun er en eufemisme for udlændingepolitik -? Skal
  vi smide de to for tiden polulære akser ud samme med deres
  samtidige teori om ”servicesamfundet”? Skal vi have fem akser
  eller vende tilbage til én? Og hvis der lige er to akser, har
  de mon så ikke også været der i industrisamfundet
  (jf. udlændinge-, uddannelses- og lov/orden-problemer i f.eks.
  1930'erne!), og bør vi måske finde nogle noget mere
  retvisende navne, f.eks. den socio-økonomiske og
  socio-kulturelle akse?

  
  

• Hvordan
  sikres lige ret til sundhed i en tid med stadige medicinske
  fremskridt, hvordan styrkes forebyggelse uden formynderi, og hvordan
  gøre AL medicinsk nødvendig behandling
  skattefinansieret med et minimum af primært adfærdsregulerende
  brugerbetaling, f.eks. højst kr. 5.000 pr. år.

  
  

• Hvordan
  formes en ny ”borgerlig offentlighed”, tilnærmet til
  Habermas's idealtype, hvor borgere debatterer og beslutter frem for
  blot at blive behandlet som bevidstsløse brugere af medier og
  andre produkter? (Se evt. artiklen ”Fremtidens
  partier og den borgerlige offentlighed”.)

  
  

• Hvordan
  skabes en 'ny danskhed', altså en positiv og åben dansk
  identifikationsmodel uden snæversynet nationalisme og
  xenofobi? Og hvordan skabes der en ny fællesskabsfølelse
  i et såvel virtuelt som virkeligt fællesskab baseret på
  velfærdssamfundets bedste værdier omsat til nye tider?
  Hvordan får vi ”Danmark tilbage”?

  
  

Claus
Piculell – Nutcracker – 27. september 2008