(opdateret 23.12.10 kl. 16.25)
I forlængelse af mit åbne brev til Ole Sohn om læren af rodet med pointsystem-sagen har jeg en idé, som jeg godt kunne tænke mig at prøve af på mine yderst intelligente og engagerede læsere.
Ideen opstod, da jeg overraskende fik svar fra Margrethe Vestager, fordi jeg sendte en mail med en betinget ros for at undgå Østergaards skingre retorik ift. S+SF's pointsystem, som denne erklærede som "værre end alt det VOK har vedtaget på udlændingeområdet".
Jeg tilrådede Margrete Vestager at kritisere brugen af et pointsystem ved familiesammenføring og ikke indvandring rent principielt, men give S+SF kredit for, at de trods alt fik drejet skuden midt i strømmen og endte på DF minus 80% og ikke DF minus 20%.
Og for at sige det lige ud: Når RV ved sidste valg erklærede at kunne "leve med" 24-års-reglen, så længe der ikke er flertal mod denne, så kommer en sådan erklæring jo også før eller senere vedr. S+SF's mildest talt nedtonede pointsystem.
Men hvad med at få noget til gengæld, og hvad med evt. at få Enhedslisten med på et kompromis?
Kunne det være en løsning, at R (og EL måske) stemmer for / accepterer "det skide pointsystem" (altså S+SF'-ledelsernes ansigtsreddende udspil vedr. familiesammenføring) tilsat en fornuftig praktisk implementering såsom et kursusvisum til et intensivt danskkursus på fire uger for at kunne opnå det nødvendige point nummer to (nummer 1 er hjemme med en underskrift) og mod, at Danmark tager mindst 500 ekstra FN-flygtninge om året?
Hvis der er nogen, der i den grad har brug for hjælp og til at komme til et land, hvor vi godt nok ikke kan hjælpe hele verden, men hvor især asylområdet er blevet FOR stramt, så er det FN-flygtninge.
Og for at skære det ud i pap: De vil koste det danske samfund i mange år, før de evt. kan give noget tilbage, for vi hjælper her 500 mennesker om året, som har det allerværst!
Men hvor er ellers det barmhjertige Danmark, der samlede 250 mio. ind til ofrene for Tsunamien på én (1) uge, blevet af?
Hvad siger læserne til det forslag?
vh Claus Piculell - og glædelig jul ...
torsdag den 23. december 2010
mandag den 20. december 2010
Undskyld, at jeg igen havde ret!
"Former målet ikke midlet, så fordærver midlet målet!"
- Åbent brev til Ole Sohn, gruppeformand for SF
Kære Ole Sohn
Tillad mig at sende dig en forsinket anerkendelse af din kommentar til, at SF er gået tydeligt tilbage i meningsmålingerne:
Nemlig at det skyldes rodet med reaktionen i sagen om et pointsystem for familiesammenføring.
Det er altid rart med en politiker, der kalder en spade for en spade.
Men tag nu og lær af den her også, ikke? Spindoktoren har ikke altid ret og især ikke om de store bevægelser i baglandet og folkedybet, hvilket bl.a. skyldes, at hin m/k sjældent er uden for Christiansborg, og at vedkommende tror på det forvrøvlede slogan om, at moderne politik kun er kommunikation, så man ser det som vigtig strategi, hvis Mogens Lykketoft lægger brillerne ...
En ægte og erfaren politolog kunne forlængst have fortalt jer, at der ikke alene på højrefløjen men også på venstrefløjen fandtes store grupper, der mere og mere længtedes efter en "Nok-er-nok-reaktion" frem for "Sass-doktrinens" evindelige "Luk flanken til DF ved at fodre svinehunden en lille smule mindre end dem", en slags DF minus 20%.
Så tag nu bedre og grundigere bestik af færten i luften en anden gang - og husk samtidig på, at SF faktisk er et socialistisk parti, der netop opstod for at kæmpe for lige og gode vilkår for alle mennesker, uanset farve.
Det er helt fint, at I gerne vil i regering, og jeg hører til de 'naive sjæle', der tror, at det ikke blot er ministertaburetter og -biler, der frister, men også muligheden for at gøre en forskel, at netop give bedre og mere lige vilkår for alle, også de sorte danskere.
Men aldrig så snart havde VOK strikket deres ulækre pointsystem blot løseligt sammen, før jeres ledelse meldte ud pr. automatpilot, at man ville lave "et andet pointsystem", og så brød helvede løs i Aksel-Larsen-gade. Baglandet og folketingsmedlemmer gjorde oprør, og de havde ret.
At I efter en hed tur i den politiske kolbøttefabrik fandt en form for pointsystem, der er til at leve med selv for en liberalsocialist som jeg, fordi det er uendelig let at samle de nødvendige to point, altså en slags DF minus 80% var ikke alene klogt, men helt nødvendigt. Og at nogen fik de erklærede modstandere i folketingsgruppen til at acceptere at nøjes med at holde sig for næse og mund, dufter lidt af dygtigt politisk håndværk af bl.a. gruppeformanden ...
Men det ændrer ikke ved, at I dels primært taktisk - altså i politologisk og ganske neutral forstand - var gået med på en skævt afbalanceret linje, og at I dels rent sagligt fik rodet to problemkomplekser sammen, nemlig indvandring og familiesammenføring.
Ved indvandring er et pointsystem ikke alene en god idé - det kan endda være en rigtig god idé. Når landet stander i våde, og vi ønsker hænder og hoveder til tage de jobs, som danske statsborgere ikke kan eller vil tage, så kan et pointsystem til at finde de bedst kvalificerede være overordentlig fint.
Ved familiesammenføring handler det om betingelser for, at danske statsborgere og andre med tilstrækkeligt langt lovligt ophold kan få ægtefælle og børn til landet. Her er et pointsystem det rene nonsens, og selv jeres yderst forsigtige pointsystem giver desværre en del af lillefingeren til et utalitaristisk menneskesyn, der ført ud i sin yderste konsekvens ender med en dansk pendant til dr. Mengele.
Det er helt okay at ville begrænse antallet af fremmede, der kommer til landet, og tallet var for stort før 2001. Det er også helt okay ikke blot at ville bremse egentlige tvangsægteskaber men også indirekte sådanne, hvor en ung person presses af kultur og familie til selv at anmode om en kusines/fætters hånd. Og her er 24-års-reglen den værst tænkelige løsning - lige til man sammenligner med alle andre, som Churchill i sin tid sagde om demokratiet.
Skulle nogen finde humane forbedringer i måden at begrænse på, så længe det er nødvendigt, så fint. Men indtil da, så er mottoet "steady as she goes", og at der ER strammet nok. Nok er nok, som Lykketoft skrev i et indlæg for et halvt år siden.
Så længe uligheden og fattigdommen i verden er alt for stor, og så længe åbne grænser over hele verden og frihed til at slå sig ned, hvor man vil, ikke kan realiseres, og flygtninge og familiesammenføring og indvandring giver for stort et pres på de sociale kasser og for lille indtægter til dem, så må vi desværre begrænse.Til gengæld mener jeg som liberalsocialist, at netop friheden til at slå sig ned hvor man vil på kloden må være et hovedmål for et socialistisk parti i det 21. århundrede, for hvis noget fortæller, at nu er verden blevet blot nogenlunde retfærdig og tilstrækkeligt lige, uden at væksten har fået klodens økosystem til at bryde sammen, så må det være det.
Endelig kan jeg ikke modstå at gøre opmærksom på, at faktisk var der en ganske fornuftig og endda meget erfaren politolog, der ikke alene forudsagde Ny Alliances opståen, men også Sass-doktrinens indbyggede fare for at give svinehunden netop den bid, der fik vælgerne til at væmmes ved lugten af dens mundsvejr og vende om i hobetal. Ikke mindst i jeres eget bagland.
Politologen var i al ubeskedenhed undertegnede!
Et eksempel er nedenstående artikel, der forudsagde Fogh-projektets endeligt i marts 2006:
"Det spirende oprør mod Fogh"
Et andet eksempel er denne artikel, som fik jeres formand Villy Søvndal til i en mail at erklære sig helt enig, noget som måske blev lidt glemt siden:
"Dansk Folkepartis hidtil mest ulækre stemmefiskeri
Jeg ved, at det er irriterende med folk, der konstant siger: "Hvad sagde jeg!" Men når man nu (næsten) altid har ret, hvad skal man dog så gøre? Skal man sige undskyld? Det være hermed gjort!
vh Claus Piculell
søndag den 19. december 2010
"De stakkels drenge"
opdateret 22.12.10 kl. 13.06
- kommentar til artiklen:
Drenge rammes af tidlige karakterer
Man bliver lidt træt af at høre om "stakkels drenge" - især fra kvindelige forskere og pædagoger, der om nogen er med til at fremme østrogenfimsen i folkeskolen og har stået forrest i kampen for at forringe fagligheden, mens alle elever blev 'ligestillede' ved at sidde i rundkreds med gruppearbejde på gulvet ...
Der må kunne findes en gylden middelvej mellem Danmarks falske "lighedsskole" - og så andre landes benhårde opdeling af skolebørn fra de dårligt kan gå. Enhedsskolen - at alle børn grundlæggende går i én samlet FOLKEskole på tværs af økonomiske, sociale og kulturelle skel - er det helt afgørende at forsvare og faktisk også genetablere i et vist omfang.
Måske skal der en skolebus-ordning til som i USA - kulturernes smeltedigel, hvor elever netop hentes fra alskens forskellige kvarterer og køres til en kommunalt bestemt fælles folkeskole?
Og meget andet kan og må der mildt sagt gøres bedre.
Hvad angår karakterer, så kæmper venstrefløjen og østrogenlærerne mod vindmøller! Og de skader faktisk dem, de påstår at ville hjælpe. Man hjælper ikke svage elever ved at prøve at skjule for dem, at de er svage - man hjælper dem ved at pege på veje til forbedring og motivere til det.
Så længe karakterer (vejledende eller ej) indgår i en fornuftig sammenhæng, kan hjælpe også de svage drenge, og er led i en generel genoprustning af folkeskolen og dens faglighed med såvel ressourcer som reformer, er de faktisk en ganske fornuftig del af evalueringen.
Det må her vedgås, at det nok værst tænkelige tidspunkt at indføre karakterer på for drengenes vedkommende så til gengæld er netop omkring de 12 år, fordi her sætter deres pubertet ind, og der er "lukket pga. ombygning" de næste par år.
Til gengæld er drenge mere konkurrencebetonede end piger - hvis de får lov til at være det midt i østrogendominansen - så måske skulle man indføre et helt enkelt og relativt afslappet karakter- og udtale-system allerede fra 1. klasse?
F.eks. karaktererne ABC, når ungerne nu alligevel lærer den slags ...?
Derudover skal forældrene holde op med at forvente, at lærerne også gør DERES arbejde, og i stedet opdrage deres møgunger til at holde kæft og høre efter ind imellem. Derudover skal de REELT vise deres børn, at de har respekt for barnets lærere, så barnet kan gøre som de gør og ikke blot som de siger, når forældrene formaner børnene, at de skal respektere deres folkeskolelærere.
Hvis lærerne så får lov til at lære to fag ordentligt frem for fire (halv)dårligt samt får et par timer betalt for at følge fagligt med, så kunne folkeskolen måske komme op af sumpen.
onsdag den 17. november 2010
S og SF's forslag til pointsystem
S og SF har lige offentliggjort deres forslag til et "enklere pointsystem" som led i et "Nej til regeringens og DF's pointsystem" og et større papir om "Retfærdige krav til integrationen". Det anbefales at læse det samlede udspil.
Det er faktisk til at leve med, fordi det ledsages af argumenter om familiesammenføring vs. indvandring, fordi det afviser en række andre stramninger bl.a. af tilknytningskravet, og fordi man kan opnå de nødvendige to points kravene ved at gøre noget, som i forvejen kræves ...
Her er forslaget til pointsystem:
"Kravet vil være, at den enkelte ansøger skal opnå mindst 2 ud af 5 mulige point, hvor der gives 1 point for at leve op til hvert enkelt af de 5 følgende krav.
1. Bestået danskkursus, så det er muligt for ansøgeren at føre tovejskommunikation i et enkelt sprog.
2. Bestået engelskkursus, så det er muligt for ansøgeren at føre tovejskommunikation i et enkelt sprog.
3. Relevant uddannelse (en erhvervsuddannelse ligestilles med en akademisk uddannelse).
4. Mindst 2 års erhvervserfaring (ufaglært arbejde ligestilles med andet arbejde) med relevans for det danske arbejdsmarked.
5. Indgåelse af en rådighedskontrakt med forpligtelse til at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked eller uddannelsessystem som betingelse for at opretholde sit opholdsgrundlag i Danmark."
Det er faktisk til at leve med, fordi det ledsages af argumenter om familiesammenføring vs. indvandring, fordi det afviser en række andre stramninger bl.a. af tilknytningskravet, og fordi man kan opnå de nødvendige to points kravene ved at gøre noget, som i forvejen kræves ...
Her er forslaget til pointsystem:
"Kravet vil være, at den enkelte ansøger skal opnå mindst 2 ud af 5 mulige point, hvor der gives 1 point for at leve op til hvert enkelt af de 5 følgende krav.
1. Bestået danskkursus, så det er muligt for ansøgeren at føre tovejskommunikation i et enkelt sprog.
2. Bestået engelskkursus, så det er muligt for ansøgeren at føre tovejskommunikation i et enkelt sprog.
3. Relevant uddannelse (en erhvervsuddannelse ligestilles med en akademisk uddannelse).
4. Mindst 2 års erhvervserfaring (ufaglært arbejde ligestilles med andet arbejde) med relevans for det danske arbejdsmarked.
5. Indgåelse af en rådighedskontrakt med forpligtelse til at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked eller uddannelsessystem som betingelse for at opretholde sit opholdsgrundlag i Danmark."
Hvordan imødegår man bedst VOKs pointsystem?
VOKs nye pointsystem er vitterlig noget svært at forstå, men jeg TROR, at det skal forstås sådan:
I kategori I er kravene gensidigt udelukkende; i kategori II er det noget rod; i kategori III og IV kan pointene lægges sammen - dog kan man max få 20 point i kategori IV og ikke for kvalifikationer, som har givet point i kategori III ...
Man kan godt kritisere pointsystemet for at være forvirrende, men jeg er usikker på, om det virker "ude ved kakkelbordene", som en vis partiformand udtrykte det, også fordi regeringen nok skal få løst nogle tvivlsspørgsmål. Om pointsystemet derefter er så uforståeligt for den almindelige vælger, at man vender sig mod det, er jeg usikker på.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at pointsystemet som sådan kan - og skal - kritiseres, fordi man vil bruge det ved familiesammenføring og ikke ved egentlig indvandring. Hvorfor skal ægtefællen- og børnene - til statsborgere og folk med lovligt ophold i landet have særlige kvalifikationer?
Ved indvandring kan et pointsystem derimod såmænd være ganske legitimt, at man efterspørger særlig kvalificeret arbejdskraft og tilbyder ophold med en række rimelige rettigheder og senere statsborgerskab på lige vilkår efter en årrække. Når man efterspørger arbejdskraft, efterspørger man jo de-facto nytteværdi.
Det gør man eller bør man til gengæld netop ikke ved familiesammenføring. Her er det vel menneskets ret til kærlighed, til at vælge sin egen ægtefælle og til at stifte familie, det gælder?
Derfor kan og bør man kritisere pointsystemet for dets menneskesyn ved at sætte 'nytteværdi-mærkater' på mennesker som sådan, og derudover er det en unødvendig og ubehagelig stramning i følge eksperter og folk med problemerne tæt på, jf. vestegnsborgmestrene.
Om pointsystemet også er "snobbet" ved at prioritere højtuddannede er ikke så sikkert, for "kvalificeret erhvervserfaring i 2 år" giver f.eks. også en del point - her ligger djævelen i detaljen med, hvilke jobs (og fag) der står på den såkaldte "positivliste". Men rengøringskonen eller 'røvtørreren' (undskyld til alle omsorgsarbejdere!) er åbenbart ikke velkommen, i hvert fald ikke før de selv er gamle.
Jeg mener, at kritikken dels er rigtigst og dels klogest at holde på det mere principielle plan - selv om det giver S+SF nogle problemer, når ledelserne nu har været dumme nok til at sige, at et pointsystem i sig selv kunne være en god ide.
Nej, et pointsystem dur ikke for familiesammenføring (eller regler for ophold m.v. til flygtninge). Om så S+SFs ledelser kan sælge, at det var sådan set også det de mente, er jo en anden sag ... ;)
I kategori I er kravene gensidigt udelukkende; i kategori II er det noget rod; i kategori III og IV kan pointene lægges sammen - dog kan man max få 20 point i kategori IV og ikke for kvalifikationer, som har givet point i kategori III ...
Man kan godt kritisere pointsystemet for at være forvirrende, men jeg er usikker på, om det virker "ude ved kakkelbordene", som en vis partiformand udtrykte det, også fordi regeringen nok skal få løst nogle tvivlsspørgsmål. Om pointsystemet derefter er så uforståeligt for den almindelige vælger, at man vender sig mod det, er jeg usikker på.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at pointsystemet som sådan kan - og skal - kritiseres, fordi man vil bruge det ved familiesammenføring og ikke ved egentlig indvandring. Hvorfor skal ægtefællen- og børnene - til statsborgere og folk med lovligt ophold i landet have særlige kvalifikationer?
Ved indvandring kan et pointsystem derimod såmænd være ganske legitimt, at man efterspørger særlig kvalificeret arbejdskraft og tilbyder ophold med en række rimelige rettigheder og senere statsborgerskab på lige vilkår efter en årrække. Når man efterspørger arbejdskraft, efterspørger man jo de-facto nytteværdi.
Det gør man eller bør man til gengæld netop ikke ved familiesammenføring. Her er det vel menneskets ret til kærlighed, til at vælge sin egen ægtefælle og til at stifte familie, det gælder?
Derfor kan og bør man kritisere pointsystemet for dets menneskesyn ved at sætte 'nytteværdi-mærkater' på mennesker som sådan, og derudover er det en unødvendig og ubehagelig stramning i følge eksperter og folk med problemerne tæt på, jf. vestegnsborgmestrene.
Om pointsystemet også er "snobbet" ved at prioritere højtuddannede er ikke så sikkert, for "kvalificeret erhvervserfaring i 2 år" giver f.eks. også en del point - her ligger djævelen i detaljen med, hvilke jobs (og fag) der står på den såkaldte "positivliste". Men rengøringskonen eller 'røvtørreren' (undskyld til alle omsorgsarbejdere!) er åbenbart ikke velkommen, i hvert fald ikke før de selv er gamle.
Jeg mener, at kritikken dels er rigtigst og dels klogest at holde på det mere principielle plan - selv om det giver S+SF nogle problemer, når ledelserne nu har været dumme nok til at sige, at et pointsystem i sig selv kunne være en god ide.
Nej, et pointsystem dur ikke for familiesammenføring (eller regler for ophold m.v. til flygtninge). Om så S+SFs ledelser kan sælge, at det var sådan set også det de mente, er jo en anden sag ... ;)
mandag den 4. oktober 2010
Åbent brev til Simon Emil Ammitzbøll
Kære Simon Emil
Tillykke med de fine tal i opinionsmålingerne i jeres kamp for - med dine egne ord: "frihed, vækst og velstand".
Nu mener jeg ikke, at vejen til vækst og velstand går over endnu flere skattelettelser til de rige, og at skattelettelserne stort set tjener sig selv ind, som I gør. Men lad nu det ligge lidt.
For hvad bliver det egentlig til med friheden?
Før du tilsluttede dig Liberal Alliance, var du gang på gang i vælten for den politiske liberalisme:
For retten til tænke og tale og tro som man ville, til at vælge sit eget religiøse eller seksuelle tilhørsforhold, til at måtte gifte sig med den man elsker og mange andre borgerlige rettigheder, som VOK har indskrænket bl.a. gennem overdrevent stramme og diskriminerende udlændingelove for slet ikke at tale om den manglende retssikkerhed i terrorlovene.
Men efter du blev politisk ordfører i Liberal Alliance hører jeg ikke meget fra dig om netop politisk liberalisme, og her var ellers en muighed for samarbejde hen over den berømte politiske midte. Det vil så muligvis gøre et evt. samarbejde med især V+O lidt mere besværligt, men I siger jo selv, at I ikke løber efter vælgerne og de lette løsninger.
For det er da vel ikke derfor, at jeg efterhånden kun hører jer tale om skattelettelser og flad skat, for selv I kan vel ikke mene, at det er det eneste saliggørende - eller hvad?
Med venligt bekymret hilsen
Claus Piculell
liberalsocialist
Tillykke med de fine tal i opinionsmålingerne i jeres kamp for - med dine egne ord: "frihed, vækst og velstand".
Nu mener jeg ikke, at vejen til vækst og velstand går over endnu flere skattelettelser til de rige, og at skattelettelserne stort set tjener sig selv ind, som I gør. Men lad nu det ligge lidt.
For hvad bliver det egentlig til med friheden?
Før du tilsluttede dig Liberal Alliance, var du gang på gang i vælten for den politiske liberalisme:
For retten til tænke og tale og tro som man ville, til at vælge sit eget religiøse eller seksuelle tilhørsforhold, til at måtte gifte sig med den man elsker og mange andre borgerlige rettigheder, som VOK har indskrænket bl.a. gennem overdrevent stramme og diskriminerende udlændingelove for slet ikke at tale om den manglende retssikkerhed i terrorlovene.
Men efter du blev politisk ordfører i Liberal Alliance hører jeg ikke meget fra dig om netop politisk liberalisme, og her var ellers en muighed for samarbejde hen over den berømte politiske midte. Det vil så muligvis gøre et evt. samarbejde med især V+O lidt mere besværligt, men I siger jo selv, at I ikke løber efter vælgerne og de lette løsninger.
For det er da vel ikke derfor, at jeg efterhånden kun hører jer tale om skattelettelser og flad skat, for selv I kan vel ikke mene, at det er det eneste saliggørende - eller hvad?
Med venligt bekymret hilsen
Claus Piculell
liberalsocialist
Bud på en dagpengereform fra venstrefløjen
(Offentliggjort som Synspunkt i Information tirsdag den 23. februar 2010)
Venstrefløjen har behov for et modspil til de borgerlige forslag om en dagpengereform. Her gives nogle bud på, hvordan en progressiv dagpengereform, der også løser en del af fremtidens økonomiske problemer, kunne se ud.
Af Claus Piculell, cand.mag. i statskundskab og engelsk, deltidstilknyttet Cevea
Fem grunde til en dagpengereform
1.Der er vitterlig behov for flere "hænder", men problemet overdrives med krav 50.000 ekstra par hænder i 2020. Det reelle behov er snarere cirka 10.000 ekstra nettopersoner i 2020 og ca. 14 mia. kr. på statsfinanserne - især pga. VOK's seneste underfinansierede topskattelettelser..
2.Dagpengene yder efterhånden for ringe dækning af indkomsttabet ved arbejdsløshed: dagpengene er faldet fra ca. 77% af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til ca. 50% i dag.
3.Den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold, så de ved arbejdsløshed skal bruge tid på at klare terminen mv. snarere end at søge jobs – eller tegne private ekstra lønforsikringer.
4.Dagpengene tager nok betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men det kan formentlig gøres endnu mere effektivt.
5.Den stadige politiske uro omkring ordningen, som kalder på et forlig med 10-årig horisont.
Overordnede forslag
Man bør operere med en dagpengeperiode på fem år i alt, men hvor to år bruges til fleksibilisering, så perioden bl.a. pga. individuelle valg og konjunkturer totalt kan variere fra 3-5 år, og at den maksimale dagpengesats over ti år sættes op til ca. 65% af LO-arbejders gennemsnitsløn – dog maksimalt det samme beløb, som man har tjent i snit over de seneste fire år i arbejde. Disse forbedringer vil koste statskassen ca. 8 mia. kr. ved en arbejdsløshed på 3,5% i snit.
3-5 års dagpenge er smertegrænsen, for ellers vil stadig mere skærpede optjeningskrav samt øget moderate dækning over kortere tid vil få især de unge til at fravælge ordningen, og det vil skade flexicurity alvorligt, fordi arbejdsgiverne ikke kan regne med samme mulighed for at operere med relativt korte opsigelsesvarsler. Allerede før den økonomiske krise havde 25% af de unge fravalgt ordningen selv med de nuværende vilkår.
Fleksibilitet og personlig frihed
Det bør være muligt for en arbejdsløs at bytte ét senere år med 100% dagpenge til at få 50% oveni det første år samt ret og pligt til at lave kvalitetsansøgninger til kvalitetsjobs uden at skulle tænke på terminen – også for højtlønnede - og med kurser og kyndig vejledning til hjælp. Et sådant bytte giver mening og især i gode tider, hvor udsigten til hurtigt at få job igen er bedre end i krisetider, og det vil i sig selv give en vis konjunkturfølsomhed.
Fleksibilitet og konjunkturafbødning
Der gives max. fem års dagpenge, når arbejdsløsheden ligger over den nye strukturelle ledighed på 3,5% eller ca. 100.000 personer. Perioden sættes ned til fire år, når arbejdsløsheden kommer under de 3,5%, dog ikke for folk allerede på 3. år eller mere. Et lignende forslag er blevet stillet af Arbejdsmarkedskommissionen, dog med en meget kortere dagpengeperiode.
For hvert års betaling til a-kassen bør alle opspare en uges frihed til uddannelse på dagpenge, og uddannelsen bør finansieres af en arbejdsgiverfond med en lønsumsafgift, der også dækker 50% af lærlingelønnen i tider med arbejdsløshed over 3,5%.
Åbn a-kasserne for de unge
Der bør igangsættes en oplysningskampagne fra a-kasserne især over for unge, der forklarer forskellen på dagpenge og kontanthjælp samt de øvrige rettigheder, som medlemskab af a-kassen giver, f.eks. efterløn efter et langt arbejdsliv med hårdt arbejde, og forskellen på en solidarisk og en personlig forsikring bør trækkes op sammen med en påvisning af, at ingen goder er kommet af sig selv. Derudover bør a-kassernes døre åbnes for de unge, dels ved at sætte kontingentet på selve dagpengeordningen ned – evt. finansieret ved et lidt højere efterlønskontingent - og dels ved at åbne for mere fleksibelt deltidsmedlemsskab.
Frijobzone
Alle på overførselsindkomst bør have ret til at udføre 5 timers arbejde pr. uge i snit eller 240 timer om året uden modregning i nogen offentlige ydelser. Dog kan man ikke både få 50% ekstra i dagpenge og frijob, men andre – også nuværende - incitamenter lægges 'ovenpå'.
Hvis 25% benytter sig af den mulighed for at binde an med et småjob eller gøre sort arbejde hvidt vil det give en permanent årlig forbedring af statsfinanserne via skatter, afgifter og moms på ca. 15 mia. kr. Frijobzonen vil samtidig fastholde en tilknytning til arbejdsmarked eller endda udvikle den, så visse grupper langsomt sluses ind egentlige fleks-, deltids- og heltidsjobs.
Hvis nogen tror, at andre vil spekulere i en sådan ordning og frivilligt gå på overførselsindkomst i dagens Danmark, har man ikke selv prøvet det! Og man kender da slet ikke de efterhånden meget skrappe krav for hhv. at få og at fastholde vore stadig lavere ”socialt betingede ydelser”.
F.eks vil en gennemsnitlig LO-arbejder stadig tjene ca. 8.300 2010-kroner om måneden efter skat mere end en person på dagpenge – den bedste af overførselsindkomsterne. Dertil skal man huske, at der er en række immaterielle goder ved at have et job: daglig udfordringer, anerkendelse, samvær med kolleger, vedligeholdelse af og tilegnelse af kvalifikationer mv.
Højere jobfradrag
Det nuværende jobfradrag bør samtidig hæves fra 4,25% til 8,00%, men stadig med et max-beløb på 13.600 2010-kroner, så det kun gælder for de første max. 350.000 kr. tjent ved et lønarbejde. Det gør lavtlønnet arbejde mere tiltrækkende – og giver den enlige mor ved kassen i Netto den skattelettelse, som VOK snød hende for, men det vil samtidig betyde ca. en reel skat på 33% for 'frijobbere' mv. Omkostningen for statskassen vil blive ca.1 mia. 2010-kroner til folk, der allerede har lønarbejde.
Samlet set
Forslagene ovenfor vil mobilisere en overset arbejdskraftsreserve, forbedre statsfinanserne med 5 mia. kr. ekstra pr. år i snit og generelt give større dynamik og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvilket både gavne statskassen og erhvervslivet: Frijobzone og højere jobfradrag genererer villig arbejdskraft til helt almindelig overenskomstsats selv på mindre ekstraopgaver.,
Skulle nogen ønske et bud på, hvordan man skaffer de sidste ca. 9 mia. kr. i det såkaldt permanente hul i statskassen, så kan det komme fra at afskaffe fradrag for pensionsindbetalinger over 100.000 pr. år og afskaffelse af frynsegoder til de lavtlønnedes chefer. Det er rigeligt, så længe man vel at mærke ikke taber den nuværende ungdomsgeneration på gulvet under den igangværende økonomiske krise.
Hvorfor forringe sig til bedre statsfinanser, når man kan forbedre sig til det?
Venstrefløjen har behov for et modspil til de borgerlige forslag om en dagpengereform. Her gives nogle bud på, hvordan en progressiv dagpengereform, der også løser en del af fremtidens økonomiske problemer, kunne se ud.
Af Claus Piculell, cand.mag. i statskundskab og engelsk, deltidstilknyttet Cevea
Fem grunde til en dagpengereform
1.Der er vitterlig behov for flere "hænder", men problemet overdrives med krav 50.000 ekstra par hænder i 2020. Det reelle behov er snarere cirka 10.000 ekstra nettopersoner i 2020 og ca. 14 mia. kr. på statsfinanserne - især pga. VOK's seneste underfinansierede topskattelettelser..
2.Dagpengene yder efterhånden for ringe dækning af indkomsttabet ved arbejdsløshed: dagpengene er faldet fra ca. 77% af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til ca. 50% i dag.
3.Den nuværende ordning er relativt ufleksibel og dårligt tilpasset højtlønnedes forhold, så de ved arbejdsløshed skal bruge tid på at klare terminen mv. snarere end at søge jobs – eller tegne private ekstra lønforsikringer.
4.Dagpengene tager nok betydeligt af for stød fra konjunktursvingninger, men det kan formentlig gøres endnu mere effektivt.
5.Den stadige politiske uro omkring ordningen, som kalder på et forlig med 10-årig horisont.
Overordnede forslag
Man bør operere med en dagpengeperiode på fem år i alt, men hvor to år bruges til fleksibilisering, så perioden bl.a. pga. individuelle valg og konjunkturer totalt kan variere fra 3-5 år, og at den maksimale dagpengesats over ti år sættes op til ca. 65% af LO-arbejders gennemsnitsløn – dog maksimalt det samme beløb, som man har tjent i snit over de seneste fire år i arbejde. Disse forbedringer vil koste statskassen ca. 8 mia. kr. ved en arbejdsløshed på 3,5% i snit.
3-5 års dagpenge er smertegrænsen, for ellers vil stadig mere skærpede optjeningskrav samt øget moderate dækning over kortere tid vil få især de unge til at fravælge ordningen, og det vil skade flexicurity alvorligt, fordi arbejdsgiverne ikke kan regne med samme mulighed for at operere med relativt korte opsigelsesvarsler. Allerede før den økonomiske krise havde 25% af de unge fravalgt ordningen selv med de nuværende vilkår.
Fleksibilitet og personlig frihed
Det bør være muligt for en arbejdsløs at bytte ét senere år med 100% dagpenge til at få 50% oveni det første år samt ret og pligt til at lave kvalitetsansøgninger til kvalitetsjobs uden at skulle tænke på terminen – også for højtlønnede - og med kurser og kyndig vejledning til hjælp. Et sådant bytte giver mening og især i gode tider, hvor udsigten til hurtigt at få job igen er bedre end i krisetider, og det vil i sig selv give en vis konjunkturfølsomhed.
Fleksibilitet og konjunkturafbødning
Der gives max. fem års dagpenge, når arbejdsløsheden ligger over den nye strukturelle ledighed på 3,5% eller ca. 100.000 personer. Perioden sættes ned til fire år, når arbejdsløsheden kommer under de 3,5%, dog ikke for folk allerede på 3. år eller mere. Et lignende forslag er blevet stillet af Arbejdsmarkedskommissionen, dog med en meget kortere dagpengeperiode.
For hvert års betaling til a-kassen bør alle opspare en uges frihed til uddannelse på dagpenge, og uddannelsen bør finansieres af en arbejdsgiverfond med en lønsumsafgift, der også dækker 50% af lærlingelønnen i tider med arbejdsløshed over 3,5%.
Åbn a-kasserne for de unge
Der bør igangsættes en oplysningskampagne fra a-kasserne især over for unge, der forklarer forskellen på dagpenge og kontanthjælp samt de øvrige rettigheder, som medlemskab af a-kassen giver, f.eks. efterløn efter et langt arbejdsliv med hårdt arbejde, og forskellen på en solidarisk og en personlig forsikring bør trækkes op sammen med en påvisning af, at ingen goder er kommet af sig selv. Derudover bør a-kassernes døre åbnes for de unge, dels ved at sætte kontingentet på selve dagpengeordningen ned – evt. finansieret ved et lidt højere efterlønskontingent - og dels ved at åbne for mere fleksibelt deltidsmedlemsskab.
Frijobzone
Alle på overførselsindkomst bør have ret til at udføre 5 timers arbejde pr. uge i snit eller 240 timer om året uden modregning i nogen offentlige ydelser. Dog kan man ikke både få 50% ekstra i dagpenge og frijob, men andre – også nuværende - incitamenter lægges 'ovenpå'.
Hvis 25% benytter sig af den mulighed for at binde an med et småjob eller gøre sort arbejde hvidt vil det give en permanent årlig forbedring af statsfinanserne via skatter, afgifter og moms på ca. 15 mia. kr. Frijobzonen vil samtidig fastholde en tilknytning til arbejdsmarked eller endda udvikle den, så visse grupper langsomt sluses ind egentlige fleks-, deltids- og heltidsjobs.
Hvis nogen tror, at andre vil spekulere i en sådan ordning og frivilligt gå på overførselsindkomst i dagens Danmark, har man ikke selv prøvet det! Og man kender da slet ikke de efterhånden meget skrappe krav for hhv. at få og at fastholde vore stadig lavere ”socialt betingede ydelser”.
F.eks vil en gennemsnitlig LO-arbejder stadig tjene ca. 8.300 2010-kroner om måneden efter skat mere end en person på dagpenge – den bedste af overførselsindkomsterne. Dertil skal man huske, at der er en række immaterielle goder ved at have et job: daglig udfordringer, anerkendelse, samvær med kolleger, vedligeholdelse af og tilegnelse af kvalifikationer mv.
Højere jobfradrag
Det nuværende jobfradrag bør samtidig hæves fra 4,25% til 8,00%, men stadig med et max-beløb på 13.600 2010-kroner, så det kun gælder for de første max. 350.000 kr. tjent ved et lønarbejde. Det gør lavtlønnet arbejde mere tiltrækkende – og giver den enlige mor ved kassen i Netto den skattelettelse, som VOK snød hende for, men det vil samtidig betyde ca. en reel skat på 33% for 'frijobbere' mv. Omkostningen for statskassen vil blive ca.1 mia. 2010-kroner til folk, der allerede har lønarbejde.
Samlet set
Forslagene ovenfor vil mobilisere en overset arbejdskraftsreserve, forbedre statsfinanserne med 5 mia. kr. ekstra pr. år i snit og generelt give større dynamik og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvilket både gavne statskassen og erhvervslivet: Frijobzone og højere jobfradrag genererer villig arbejdskraft til helt almindelig overenskomstsats selv på mindre ekstraopgaver.,
Skulle nogen ønske et bud på, hvordan man skaffer de sidste ca. 9 mia. kr. i det såkaldt permanente hul i statskassen, så kan det komme fra at afskaffe fradrag for pensionsindbetalinger over 100.000 pr. år og afskaffelse af frynsegoder til de lavtlønnedes chefer. Det er rigeligt, så længe man vel at mærke ikke taber den nuværende ungdomsgeneration på gulvet under den igangværende økonomiske krise.
Hvorfor forringe sig til bedre statsfinanser, når man kan forbedre sig til det?
Abonner på:
Opslag (Atom)