- republiceres her på min egen blog, idet den originale artikel er blevet fjernet fra netavisen P77's netsted, hvor den blev offentliggjort i april 2011
Jeg har en række steder, bl.a. i liberalsocialismens foreløbige manifest og "Nytårs-notatet til Centrum-Venstre" karakteriseret VOK's projekt som "halvtotalitær hyperliberalistisk nationalkonservatisme". Det har selvfølgelig affødt en del spørgsmål og misforståelser, så lad mig prøve at beskrive, hvad hyperliberalisme egentlig står for, og hvordan den adskiller sig fra andre typer liberalisme.
Kort definition
Lidt 'smart' kan man sige, at hyperliberalisme er den mest yderliggående og højreorienterede form for liberalisme, hvor man dyrker visse sider af den oprindelige liberalisme så absolut, at man får forskubbet balancen mellem grundidealerne frihed, lighed og broderskab så meget, at projektet kommer til at ligne en absurd parodi på liberalismen og nærmest slår om i dens modsætning. Som regel glider hyperliberalismen sammen i et idémæssigt fællesskab med en også stærkt højreorienteret nationalkonservatisme, hvor det ofte er svært at se, hvor grænserne er mellem de to ideologier med oprindeligt forskellige udgangspunkter.
Det betyder dels, at man dyrker markedet som den rette løsning på ethvert problem - herunder som "det bedste demokrati", og dels at man dyrker en inderligt konservativ form for liberalisme, der som sit vigtigste mål ser at forsvare den herskende orden med den eksisterende fordeling af goder udtrykt ved en absurd modstand mod selv minimale ændringer i ejendomsretten (f.eks. at enten formueskatter eller alle skatter er ulovlig ekspropriation) - og en lige så absurd dyrkelse af en helt bestemt måde at leve på, som regel med udgangspunkt i middelklassens normer, og det i en grad hvor man er villig til at forlange, at resten af samfundet indretter sig efter de samme normer.
Nyliberalisme og hyperliberalisme
Nogle vil sikkert indvende, at ovenstående beskrivelse "blot" er det, verden lærte at kende i 80'erne - ironisk nok under navnet "nyliberalisme", men som i virkeligheden er en slags "ultraliberalisme" eller "ekstrem gammelliberalisme". Der er bestemt også substans i den indvending, og nyliberalismen rummede også skridt i retning af hyperliberalismen, men man glemmer, at "nyliberalismen"- som netop stod i modsætning til John Stuart Mills's og andres socialliberale "New Liberalism", var en bred koalition af reaktionære gammelliberalister, der ønskede at dreje udviklingen tilbage til tilstanden fra før velfærdsstaten, og af samme grund blev enhver statslig institution og ethvert statsligt tiltag betragtet med meget stor skepsis, f.eks.i Bertel Haarders bog "Institutionernes tyranni".
Hyperliberalismen adskiller grundlæggende ved, at selv om ultraliberalisme er en højredrejet og markedsfundamentalistisk fortolkning af den oprindelige liberalisme, så er det stadig en fortolkning af meget liberalt fællesgods, og ultraliberalismen ønsker at skabe en fornyet markedsøkonomi bl.a. ved afskaffelse af statslig regulering og salg (privatisering) af statslig virksomhed, men hyperliberalismen som nævnt er en liberalisme trukket så langt ud til højre, at den nærmest slår om i sin egen modsætning. Både hyperliberalisme og ultraliberalisme vil formindske de statslige sociale ydelser som muligt, men hvor det hos 80'ernes (ultra-)liberalister hang sammen med en afvikling af socialstaten som sådan, ønsker hyperliberalismen at bruge socialstatslige og andre statslige mekanismer til at kontrollere borgerne og deres livsførelse.
Hvor staten før skulle være så lille som muligt og blande sig så lidt som muligt, skal staten nu have ret til at blande sig stort set uhindret i borgernes privatliv - især de såkaldt "allersvageste" borgeres privatliv, så staten med et væld af sagsbehandlere sørger for, at borgerne lærer at leve det liv, som hyperliberalismen anser for det rette og gode liv, altså det prototypiske middelklasseliv. Man er endda villig til at 'opgive' de voksne, der lever helt 'forkert' og efter forgæves påvirkning og indgreb såvel af økonomisk som social og politisk art må anses som værende uden for pædagogisk rækkevidde, hvorfor man koncentrerer sig om deres "stakkels børn", der bærer på en frygtelig "negativ social arv", der forhindrer dem i at få den rette uddannelse, det rette arbejde og det rette liv, og derfor griber man i yderste konsekvens til en stærkt øget tvangsfjernelse af børnene, sågar i visse tilfælde før de er født.
Heroverfor ville den ældre liberale konsensus hævde, at forældre elsker deres børn og generelt forsøger at give dem et liv, som er bedre end forældrenes eget, og at der i den sociale arv trods mangler som regel er at positive ambitioner på sine børns vegne, som det offentlige kan understøtte og videreudvikle. Eksemplet med, at sagsbehandlere skal bestemme, om forældrene kan finde ud af at være forældre, er valgt med omhu, da det går stik imod en række kronikker af søskendeparret Frank og Sonia Dahlgaard i 80'erne netop om emnet, men med den modsatte konklusion i ultraliberalismens navn, nemlig at forældrene var bedst til at løse den opgave sammenlignet med f.eks. børneinstitutioner.
Hyperliberalisme forklædt som terrorlovgivning og velfærdsstatens beskytter
Men forældre v. det offentlige er kun ét eksempel på forandringen fra ultraliberalisme til hyperliberalisme. Andre eksempler er legio, hvor hyperliberalismen går hånd i hånd med nationalkonservatismen: terrorlovgivningen i dens mest udstrakte (mis)brug af bestemmelserne mod relativt fredelige demonstranter eller aktivister til såvel præventive anholdelse som overvågning og andre krænkelser af privatlivets fred, nytteberegninger af mennesker i familiesammenføring eller som flygtninge og ikke kun i ren indvandring, tvangsarbejde kaldet aktivering for selv den mindste sociale ydelse, forskelle mellem sorte og hvide danskere stridende mod netop liberalismens traditionelle krav om frihed for alle borgere på lige vilkår, fundamentalistisk overbevisning om at kun den private sektor kan skabe vækst, kampen mod "livsstilssygdomme" og ikke mindst dem der lider af dem, så de beordres ændre deres adfærd eller må opgive at blive behandlet (ordentligt) sundhedssystemet, oma.
At den danske hyperliberalisme har pakket sine reelle hensigter ind i pseudosocialdemokratisk retorik og snak om den såkaldte "krig mod terror", hvor blandt andet sukkersøde slogans som "at sikre vores velfærd på lang sigt" i virkeligheden betyder at afvikle velfærdsstaten og undergrave dens finansiering i praksis med skattelettelser på den ene side og fjernelse af eller nedskæring på velfærdsgoder, eller "det skal kunne betale sig at arbejde", der betyder indførelse af tvangsarbejde (aktivering) samtidig med skjulte skattelettelser i form af et boligskattestop, så det faktisk har betalt sig bedre "at lave havearbejde", ændrer ikke ved det reelle indhold.
Nogle vil måske mene, at dele af retorikken og såmænd også politikken i hyperliberalismen også kan genfindes på venstrefløjen, f.eks. enigheden om de såkaldte livsstilssygdomme, som faktisk har en række mørke pletter i forskningen på blandt andet områderne genetik og kemi, eller enigheden om indgreb mod "den negative sociale arv", tilslutning fra f.eks. de radikale til en "tillidsreform" - fordi man kun har få vælgere på bunden af samfundet, men mange i den offentlige sektor - og tilmed forbud mod købesex. Det er for så vidt også rigtigt, men dels er der tale om enkeltelementer og ikke en samlet ideologisk afart af liberalisme, men snarere om en efter min mening misforstået opfattelse af det sociale fællesskabs rolle. Og så skal man være opmærksom på, at ethvert forbud - ganske som enhver form for tillid til offentligt ansatte - ikke er af det onde: Forbud mod mord er f.eks. vældig fornuftigt, og tillid til offentligt ansatte med den rette indstilling, de rette ressourcer og den rette respekt for de sociale klienter er også særdeles fornuftigt, og denne forfatter ville ønske, at disse forudsætninger var til stede i dagens Danmark ...
Markedsfundamentalisme og middelklasseliv
Økonomisk prædikes stadig den private sektors vidunderlighed som løser af langt de fleste problemer og som en mulighed for at effektivisere den offentlige sektor ved udliciteringer og markedsgørelse af den offentlige sektor, så også denne bliver en parodi på sig selv. Men hvor den generelle liberale konsensus ville hævde hvert individs ret til egne valg og eget liv, ønsker hyperliberalismen tværtimod at styrke de offentlige ansatte, herunder især lederne, så de kan sige fra over for borgernes urimelige og forkælede ønsker og krav. Derfor vil hyperliberalister hellere end gerne være med til en såkaldt "tillidsreform", hvor sagsbehandlerne og deres chefer får stort set frie hænder i deres omgang med det, man benævner sociale klienter, hvis retsstilling undergraves dels af den såkaldte tillid, der blot er mangel på sikre regler, og dels af stadig færre ressourcer til reelt at hjælpe mennesker.
Endelig er markedsfundamentalismen kørt helt ud i overdrevet i hyperliberalismen: Ikke blot er markedet altid bedst økonomisk - det er det også politisk. 'Kapitalismen giver individet mere indflydelse end det politiske demokrati' skriver den store højreliberale ideolog og egentlige grundlægger af "den østrigske skole" Ludwig von Mises - fulgt trofast op af sine to hovedfortolkere Friedrich von Hayek (den østrigske kapitalistiske frihedsskole) og (i en mere snæver forstand) Milton Friedman (den monetaristiske Chicagoskole). Individet er altså mere forbruger end borger. Alle tre har adskillige portaler på internettet, der dyrker deres teorier ud i det absurde og grundlæggende uliberale. Et af de mest indflydelsesrige er "The Mises Institute" med blandt andet internet-undervisning: http://mises.org/
Den mere traditionelle liberale konsensus mellem socialliberale, gammel-liberale og liberalister har ellers trods alt været, at demokratiet og borgerlige & politiske rettigheder for mindretal og individer er de helt centrale elementer i en styreform, der giver flest muligt den bedst mulige indflydelse på samfundsudviklingen, og at folk først og fremmest er borgere og ikke brugere, og at beslutninger reelt skal træffes så når på borgerne som muligt, altså i en ægte decentralisering. Men hyperliberalismen er ligesom sin partner nationalkonservatismen i bund og grund anti-demokratisk og centralistisk. Hvordan kan man være andet, hvis man ikke blot påstår, men også er klar til at følge ord op med handling ud fra devisen, at "markedet er den bedste politiske styreform" - og det er jo netop, hvad udsagnet "markedet er det bedste demokrati" betyder. Og en "tillidsreform" kommer først på tale, når man med benhård centralisering og nedlæggelse af klageinstanser mv.har sikret, at "forbrugerne" ikke kan få det for godt.
Hyperliberalismen, som regel hånd-i-hånd med nationalkonservatismen, er ganske enkelt (halv-)totalitær liberalisme, eller med andre ord en 'absolutistisk liberalisme'. Enhver ideologi og ethvert princip kan ophøjes til DEN absolutte og eneste 'rigtige' sandhed, og når det sker, er man halvvejs nede ad vejen til en tilstand med de træk,som fascisme og stalinisme havde tilfælles.
Forbehold over for postmodernistisk begrebsforvirring
Det bør nævnes, at begrebet oprindeligt blev brugt af den såkaldte "postmoderne" retning inden for sociologien og på nogle måder er knyttet til en underafdeling her med den opfattelse, at virkeligheden og dens klassekamp er erstattet af en virtuel "hypervirkelighed", hvor kun individuelle eksisterer, og hvor man i yderste konsekvens mener, at virkeligheden ikke eksisterer uden for bevidstheden, ogat man ikke kan forstå virkeligheden eller vide noget sikkert om den som andet end noget, der er gennemsyret af sprog- og tankemønstre, og at mennesker - også forskere - derfor skaber sociale konstruktioner ud fra deres subjektive virkelighedsopfattelse.
"Først var ordet" ...
Opfattelsen går grundlæggende tilbage til sprogvidenskabens store mester, Saussure, der beskrev sproget som et system (langue) af ytringer (parole) - eller mere generelt et system af tegn, som er opstået spontant og først i mundtlig form i urmenneskelige grupper og stammer. Det betragtes stort set oprindeligt som tilfældigt, hvilke sproglige betydninger der blev knyttet sammen med hvilken form, hvilket indebærer, at der ingen årsagssammenhæng er mellem et tegns form og dets indhold / betydning. Når nogle ord ligner hinanden er det som regel, fordi der er tale om beslægtede sprog, fordi de er låneord, eller fordi de sammensat af allerede eksisterende ord. Et æble hedder f.eks. Apfel på tysk og "apple" på engelsk, fordi begge (og dansk) oprinder fra en germansk sprogstamme, mens det hedder "pomme" på fransk, der har romansk sprogstamme men har indlånt "ponum" fra latin, men som måske bekendt er italiensk en afart af 'hverdagslatin' (Latin vulgaris) og fra græsk tog latin "malum", og det blev til "mela" på italiensk og "maçã" på portugisisk, mens man i nabolandet Spanien har formen "manzana", men i Catalonien "poma" og i baskerlandet "sagar", der kan være beslægtet med Hindi "sēba" via sanskrit. Og det er blot vesteuropæiske eksempler og fra to ret beslægtede sprogstammer (undtagen baskisk).
Det største tegn er en sætning, og inden for sprogvidenskaben ledte man derfor efter et ord for en sproglig konstruktion, der er større end en sætning. "Tekst" blev (og bliver) brugt, men da sprogfolk er enige om, at de mundtlige sprog kom først, ville de fremhæve det ved at kalde en større enhed "diskurs" - et ord med mange betydninger, men her anvendt tættest på betydningen i "samtale". Og ud fra det blev sprogteoretiske landvindinger som "talehandlinger" (Searle + Austin) og "udsagnspræmisser" (Strawson's presuppositions) samt "samtaleregler / regelbrud" (Grice's Maxims) og "sprogspil" (Wittgenstein) opdaget og analyseret, og man videreudviklede og nuancerede begreber som "sproglære" (Jespersens grammatik mv.) og "betydningslære" (semantik ved bl.a. Jacobsen + Hjelmslev) samt "sandhedsværdi" og "sproglogik" (Russell), og man kunne sågar tage fat på "almene tegnstudier" (semiotik ved bl.a. Peirce) samt "generelle kontekststudier" (pragmatik ved bl.a. Levinson).
Ukritisk eksport af teorisystemer er lige så dumt som ukritisk ukritisk eksport af samfundssystemer
Det gav altsammen rigtig god mening inden for sprogvidenskaben, men problemet er, at hele tankegangen så blev stort set ukritisk importeret ind i samfundsvidenskaben, hvor sprogets store betydning for menneskers og deres tænkeevnes udvikling bestemt skal indregnes, men hvor en samlet import af sprogsystemet og en ophøjelse af systemet til et bud på et helt nyt grundlag for AL ssamfundsvidenskab som set ovenfor må ende i en subjektiv strukturalisme, hvor hvert individ skaber sit eget virkelighedssystem i deres tanker og kun kan se den gennem det system.
Dermed er man endnu engang endt i den såkaldte subjektive idealisme, som biskop George Berkeley advokerede allerede i 1700-tallet, og hvor man i sidste ende ikke kan være sikker på, at der er en objektiv virkelighed uden for ens bevidsthed. I sidste ende må det så føre til, at man heller ikke ved, om andre mennesker eksisterer, og så er man i princippet alene i sin egen verden - den såkaldte filosofiske solipsisme. For at blive ved æblet som eksempel: Saussure har sikkert ret i, at det er tilfældigt, at den ene slags runde objekt har fået tegnformen "æble", mens en anden slags rundt objekt har fået tegnformen "sten", men man kan være ret sikker på, at virkeligheden sætter ens bevidsthed på plads, hvis man går ud fra, at begge er spiselige ...
Når jeg tog denne 'omvej' er det for at gøre klart, at jeg bruger ordet "hyperliberalisme" i samfundsvidenskabelig forstand og her som en betegnelse for en politisk filosofi eller ideologi, og at enhver konnotation om en virtuel "hypervirkelighed" er min analyse uvedkommende og kan måske endda fremkalde dens afsporing. Til gengæld vil jeg så også godt tage forskere og akademikere i forsvar og betone, at deres produkter ikke blot ofte er rigtigt anvendelige, men også af stor betydning. Marx, Keynes, Smith og Newton var også alle akademikere, og deres teorier blev også set som problematiske og farlige og endda som det rene galimatias af mange i deres samtid.
Konkrete resultater kan næsten altid bruges
Selv om nogle akademikere i deres elfenbenstårn igen og igen kan nå frem til, at virkeligheden enten ikke eksisterer eller ikke kan erkendes, og selv om de kan bygge det ene kæmpe og fantastiske tankespind efter det andet, så prøver de fleste forskere alligevel at begribe det forunderlige univers og det lige så forunderlige menneske - og måske endda forbedre tingene, og derfor går de heldigvis om bord i studier af en række virkelige fænomener med skriftlige og mundtlige kilder, sågar samtaler med manden på gulvet, og derfor kan der sagtens komme konkrete brugbare resultater ud af en forskning, der har et for mange at se forskruet udgangspunkt.
Derfor kan jeg som dialektisk materialist,der lejlighedvist trækker nærmest eklektisk på så forskellige men dog materielt baserede traditioner som behaviourisme, rational choice og den gammeldags samfundsstrukturalisme, hvor konstruktioner og relationer og interaktioner findes ude i virkeligheden og ikke opfindes af sproget, alligevel få en hel masse ud af at læse følgende (kritiske) beskrivelse af den seneste udvikling af den såkaldte offentlige velfærds totale klientilisering (og underkastelse) af såkaldt "svage" borgere:
"Socialforvaltninger laver kontrakter med enlige mødre om deres måde at være mor på og om mødrenes seksualliv. Med utilpassede unge laves forældrekontrakter, om hvor tit familien skal spise hovedmåltider sammen, og hvad de skal snakke om, mens de spiser. Folkeskolen forsøger sig med elev- og skole/hjem-kontrakter om elevens forpligtelser på en bestemt personlig udvikling. Unge kriminelle tilbydes ungdomskontrakter som alternativ til straf. Ny lov kræver indvandrerkontrakter, hvori den enkelte indvandrer forpligter sig til en specifik selv-integration.Det handler om borgerens kontraktliggørelse. Klassisk liberalisme forudsatte individets frihed. At indgå en kontrakt betød en frivillig binding af egen frihed. Dagens borgerkontrakter forudsætter ikke, at individet er frit. Tværtimod forventes det, at mange borgere er ufrie forstået på den måde, at de ikke har taget friheden på sig. De mange kontrakter designes til at forme borgernes forståelse af dem selv som frie. Vi får pligt til frihed.Det sker selvfølgelig i frihedens navn. Alle gode kræfter taler om borgerens mægtiggørelse, om empowerment. Men for at mægtiggøre folk må man i første omgang betragte dem som magtesløse. Først da kan de tilbagegives deres frie vilje. Borgerkontrakter er en empowermentteknologi. Den er begrundet i et opgør med formynderiet, men installerer selv et dobbeltformynderi. Vi får offentlig forvaltet frihed."
Fra forlagets præsentation af "Borgerens kontraktliggørelse" af Niels Åkerstrøm Andersen:
http://www.g.dk/bog/borgerens-kontraktliggoerelse---pdf-niels-aakerstroem-andersen_9788741251042
Lidt dokumentation og uddybning:
Ludwig von Mises i kapitel 15 i "Human Action: A Treatise on Economics" (Indianapolis: Liberty Fund, 2007):
"In the political democracy only the votes cast for the majority candidate or the majority plan are effective in shaping the course of affairs. The votes polled by the minority do not directly influence policies. But on the market no vote is cast in vain. Every penny spent has the power to work upon the production processes. The publishers cater not only to the majority by publishing detective stories, but also to the minority reading lyrical poetry and philosophical tracts. The bakeries bake bread not only for healthy people, but also for the sick on special diets. The decision of a consumer is carried into effect with the full momentum he gives it through his readiness to spend a definite amount of money."
Friedrich von Hayek i "The Constitution of Liberty" (1960):
"Capitalism is not only a better form of organizing human activity than any deliberate design, any attempt to organize it to satisfy particular preferences, to aim at what people regard as beautiful or pleasant order, but it is also the indispensable condition for just keeping that population alive which exists already in the world. I regard the preservation of what is known as the capitalist system, of the system of free markets and the private ownership of the means of production, as an essential condition of the very survival of mankind."
Niels Åkerstrøm Andersen (f. 1964) er forskningsprofessor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Handelshøjskolen i København, og kendt som en skarp og original samtidsdiagnostiker. Han har især gjort sig bemærket med en række analyser af, hvordan styring, aftaler og administrative- og forvaltningsmæssige reformer virker ind på centrale områder som frihed, privathed og individualitet. Han er bl.a. forfatter til Discursive analytical strategies (2003), Kærlighed og omstilling – Italesættelsen af den offentligt ansatte (med Asmund Born, 2001), Udlicitering – Strategi og historie (1997), Udlicitering – Når det private bliver politisk (1996), Selvskabt forvaltning (1995) og Privat politik (med O.K. Pedersen, John Elberg og Peter Kjær,1992).
Man kan i øvrigt læse en glimrende kritik af socialkonstruktivisme og diskursanalyse i Nils Bredsdorffs bog fra 2002 "Diskurs og konstruktion" (første kapitel findes på nettet) og hans opfølgning "Diskurskritik" (på nettet in toto).
Jeg har en række steder, bl.a. i liberalsocialismens foreløbige manifest og "Nytårs-notatet til Centrum-Venstre" karakteriseret VOK's projekt som "halvtotalitær hyperliberalistisk nationalkonservatisme". Det har selvfølgelig affødt en del spørgsmål og misforståelser, så lad mig prøve at beskrive, hvad hyperliberalisme egentlig står for, og hvordan den adskiller sig fra andre typer liberalisme.
Kort definition
Lidt 'smart' kan man sige, at hyperliberalisme er den mest yderliggående og højreorienterede form for liberalisme, hvor man dyrker visse sider af den oprindelige liberalisme så absolut, at man får forskubbet balancen mellem grundidealerne frihed, lighed og broderskab så meget, at projektet kommer til at ligne en absurd parodi på liberalismen og nærmest slår om i dens modsætning. Som regel glider hyperliberalismen sammen i et idémæssigt fællesskab med en også stærkt højreorienteret nationalkonservatisme, hvor det ofte er svært at se, hvor grænserne er mellem de to ideologier med oprindeligt forskellige udgangspunkter.
Det betyder dels, at man dyrker markedet som den rette løsning på ethvert problem - herunder som "det bedste demokrati", og dels at man dyrker en inderligt konservativ form for liberalisme, der som sit vigtigste mål ser at forsvare den herskende orden med den eksisterende fordeling af goder udtrykt ved en absurd modstand mod selv minimale ændringer i ejendomsretten (f.eks. at enten formueskatter eller alle skatter er ulovlig ekspropriation) - og en lige så absurd dyrkelse af en helt bestemt måde at leve på, som regel med udgangspunkt i middelklassens normer, og det i en grad hvor man er villig til at forlange, at resten af samfundet indretter sig efter de samme normer.
Nyliberalisme og hyperliberalisme
Nogle vil sikkert indvende, at ovenstående beskrivelse "blot" er det, verden lærte at kende i 80'erne - ironisk nok under navnet "nyliberalisme", men som i virkeligheden er en slags "ultraliberalisme" eller "ekstrem gammelliberalisme". Der er bestemt også substans i den indvending, og nyliberalismen rummede også skridt i retning af hyperliberalismen, men man glemmer, at "nyliberalismen"- som netop stod i modsætning til John Stuart Mills's og andres socialliberale "New Liberalism", var en bred koalition af reaktionære gammelliberalister, der ønskede at dreje udviklingen tilbage til tilstanden fra før velfærdsstaten, og af samme grund blev enhver statslig institution og ethvert statsligt tiltag betragtet med meget stor skepsis, f.eks.i Bertel Haarders bog "Institutionernes tyranni".
Hyperliberalismen adskiller grundlæggende ved, at selv om ultraliberalisme er en højredrejet og markedsfundamentalistisk fortolkning af den oprindelige liberalisme, så er det stadig en fortolkning af meget liberalt fællesgods, og ultraliberalismen ønsker at skabe en fornyet markedsøkonomi bl.a. ved afskaffelse af statslig regulering og salg (privatisering) af statslig virksomhed, men hyperliberalismen som nævnt er en liberalisme trukket så langt ud til højre, at den nærmest slår om i sin egen modsætning. Både hyperliberalisme og ultraliberalisme vil formindske de statslige sociale ydelser som muligt, men hvor det hos 80'ernes (ultra-)liberalister hang sammen med en afvikling af socialstaten som sådan, ønsker hyperliberalismen at bruge socialstatslige og andre statslige mekanismer til at kontrollere borgerne og deres livsførelse.
Hvor staten før skulle være så lille som muligt og blande sig så lidt som muligt, skal staten nu have ret til at blande sig stort set uhindret i borgernes privatliv - især de såkaldt "allersvageste" borgeres privatliv, så staten med et væld af sagsbehandlere sørger for, at borgerne lærer at leve det liv, som hyperliberalismen anser for det rette og gode liv, altså det prototypiske middelklasseliv. Man er endda villig til at 'opgive' de voksne, der lever helt 'forkert' og efter forgæves påvirkning og indgreb såvel af økonomisk som social og politisk art må anses som værende uden for pædagogisk rækkevidde, hvorfor man koncentrerer sig om deres "stakkels børn", der bærer på en frygtelig "negativ social arv", der forhindrer dem i at få den rette uddannelse, det rette arbejde og det rette liv, og derfor griber man i yderste konsekvens til en stærkt øget tvangsfjernelse af børnene, sågar i visse tilfælde før de er født.
Heroverfor ville den ældre liberale konsensus hævde, at forældre elsker deres børn og generelt forsøger at give dem et liv, som er bedre end forældrenes eget, og at der i den sociale arv trods mangler som regel er at positive ambitioner på sine børns vegne, som det offentlige kan understøtte og videreudvikle. Eksemplet med, at sagsbehandlere skal bestemme, om forældrene kan finde ud af at være forældre, er valgt med omhu, da det går stik imod en række kronikker af søskendeparret Frank og Sonia Dahlgaard i 80'erne netop om emnet, men med den modsatte konklusion i ultraliberalismens navn, nemlig at forældrene var bedst til at løse den opgave sammenlignet med f.eks. børneinstitutioner.
Hyperliberalisme forklædt som terrorlovgivning og velfærdsstatens beskytter
Men forældre v. det offentlige er kun ét eksempel på forandringen fra ultraliberalisme til hyperliberalisme. Andre eksempler er legio, hvor hyperliberalismen går hånd i hånd med nationalkonservatismen: terrorlovgivningen i dens mest udstrakte (mis)brug af bestemmelserne mod relativt fredelige demonstranter eller aktivister til såvel præventive anholdelse som overvågning og andre krænkelser af privatlivets fred, nytteberegninger af mennesker i familiesammenføring eller som flygtninge og ikke kun i ren indvandring, tvangsarbejde kaldet aktivering for selv den mindste sociale ydelse, forskelle mellem sorte og hvide danskere stridende mod netop liberalismens traditionelle krav om frihed for alle borgere på lige vilkår, fundamentalistisk overbevisning om at kun den private sektor kan skabe vækst, kampen mod "livsstilssygdomme" og ikke mindst dem der lider af dem, så de beordres ændre deres adfærd eller må opgive at blive behandlet (ordentligt) sundhedssystemet, oma.
At den danske hyperliberalisme har pakket sine reelle hensigter ind i pseudosocialdemokratisk retorik og snak om den såkaldte "krig mod terror", hvor blandt andet sukkersøde slogans som "at sikre vores velfærd på lang sigt" i virkeligheden betyder at afvikle velfærdsstaten og undergrave dens finansiering i praksis med skattelettelser på den ene side og fjernelse af eller nedskæring på velfærdsgoder, eller "det skal kunne betale sig at arbejde", der betyder indførelse af tvangsarbejde (aktivering) samtidig med skjulte skattelettelser i form af et boligskattestop, så det faktisk har betalt sig bedre "at lave havearbejde", ændrer ikke ved det reelle indhold.
Nogle vil måske mene, at dele af retorikken og såmænd også politikken i hyperliberalismen også kan genfindes på venstrefløjen, f.eks. enigheden om de såkaldte livsstilssygdomme, som faktisk har en række mørke pletter i forskningen på blandt andet områderne genetik og kemi, eller enigheden om indgreb mod "den negative sociale arv", tilslutning fra f.eks. de radikale til en "tillidsreform" - fordi man kun har få vælgere på bunden af samfundet, men mange i den offentlige sektor - og tilmed forbud mod købesex. Det er for så vidt også rigtigt, men dels er der tale om enkeltelementer og ikke en samlet ideologisk afart af liberalisme, men snarere om en efter min mening misforstået opfattelse af det sociale fællesskabs rolle. Og så skal man være opmærksom på, at ethvert forbud - ganske som enhver form for tillid til offentligt ansatte - ikke er af det onde: Forbud mod mord er f.eks. vældig fornuftigt, og tillid til offentligt ansatte med den rette indstilling, de rette ressourcer og den rette respekt for de sociale klienter er også særdeles fornuftigt, og denne forfatter ville ønske, at disse forudsætninger var til stede i dagens Danmark ...
Markedsfundamentalisme og middelklasseliv
Økonomisk prædikes stadig den private sektors vidunderlighed som løser af langt de fleste problemer og som en mulighed for at effektivisere den offentlige sektor ved udliciteringer og markedsgørelse af den offentlige sektor, så også denne bliver en parodi på sig selv. Men hvor den generelle liberale konsensus ville hævde hvert individs ret til egne valg og eget liv, ønsker hyperliberalismen tværtimod at styrke de offentlige ansatte, herunder især lederne, så de kan sige fra over for borgernes urimelige og forkælede ønsker og krav. Derfor vil hyperliberalister hellere end gerne være med til en såkaldt "tillidsreform", hvor sagsbehandlerne og deres chefer får stort set frie hænder i deres omgang med det, man benævner sociale klienter, hvis retsstilling undergraves dels af den såkaldte tillid, der blot er mangel på sikre regler, og dels af stadig færre ressourcer til reelt at hjælpe mennesker.
Endelig er markedsfundamentalismen kørt helt ud i overdrevet i hyperliberalismen: Ikke blot er markedet altid bedst økonomisk - det er det også politisk. 'Kapitalismen giver individet mere indflydelse end det politiske demokrati' skriver den store højreliberale ideolog og egentlige grundlægger af "den østrigske skole" Ludwig von Mises - fulgt trofast op af sine to hovedfortolkere Friedrich von Hayek (den østrigske kapitalistiske frihedsskole) og (i en mere snæver forstand) Milton Friedman (den monetaristiske Chicagoskole). Individet er altså mere forbruger end borger. Alle tre har adskillige portaler på internettet, der dyrker deres teorier ud i det absurde og grundlæggende uliberale. Et af de mest indflydelsesrige er "The Mises Institute" med blandt andet internet-undervisning: http://mises.org/
Den mere traditionelle liberale konsensus mellem socialliberale, gammel-liberale og liberalister har ellers trods alt været, at demokratiet og borgerlige & politiske rettigheder for mindretal og individer er de helt centrale elementer i en styreform, der giver flest muligt den bedst mulige indflydelse på samfundsudviklingen, og at folk først og fremmest er borgere og ikke brugere, og at beslutninger reelt skal træffes så når på borgerne som muligt, altså i en ægte decentralisering. Men hyperliberalismen er ligesom sin partner nationalkonservatismen i bund og grund anti-demokratisk og centralistisk. Hvordan kan man være andet, hvis man ikke blot påstår, men også er klar til at følge ord op med handling ud fra devisen, at "markedet er den bedste politiske styreform" - og det er jo netop, hvad udsagnet "markedet er det bedste demokrati" betyder. Og en "tillidsreform" kommer først på tale, når man med benhård centralisering og nedlæggelse af klageinstanser mv.har sikret, at "forbrugerne" ikke kan få det for godt.
Hyperliberalismen, som regel hånd-i-hånd med nationalkonservatismen, er ganske enkelt (halv-)totalitær liberalisme, eller med andre ord en 'absolutistisk liberalisme'. Enhver ideologi og ethvert princip kan ophøjes til DEN absolutte og eneste 'rigtige' sandhed, og når det sker, er man halvvejs nede ad vejen til en tilstand med de træk,som fascisme og stalinisme havde tilfælles.
Forbehold over for postmodernistisk begrebsforvirring
Det bør nævnes, at begrebet oprindeligt blev brugt af den såkaldte "postmoderne" retning inden for sociologien og på nogle måder er knyttet til en underafdeling her med den opfattelse, at virkeligheden og dens klassekamp er erstattet af en virtuel "hypervirkelighed", hvor kun individuelle eksisterer, og hvor man i yderste konsekvens mener, at virkeligheden ikke eksisterer uden for bevidstheden, ogat man ikke kan forstå virkeligheden eller vide noget sikkert om den som andet end noget, der er gennemsyret af sprog- og tankemønstre, og at mennesker - også forskere - derfor skaber sociale konstruktioner ud fra deres subjektive virkelighedsopfattelse.
"Først var ordet" ...
Opfattelsen går grundlæggende tilbage til sprogvidenskabens store mester, Saussure, der beskrev sproget som et system (langue) af ytringer (parole) - eller mere generelt et system af tegn, som er opstået spontant og først i mundtlig form i urmenneskelige grupper og stammer. Det betragtes stort set oprindeligt som tilfældigt, hvilke sproglige betydninger der blev knyttet sammen med hvilken form, hvilket indebærer, at der ingen årsagssammenhæng er mellem et tegns form og dets indhold / betydning. Når nogle ord ligner hinanden er det som regel, fordi der er tale om beslægtede sprog, fordi de er låneord, eller fordi de sammensat af allerede eksisterende ord. Et æble hedder f.eks. Apfel på tysk og "apple" på engelsk, fordi begge (og dansk) oprinder fra en germansk sprogstamme, mens det hedder "pomme" på fransk, der har romansk sprogstamme men har indlånt "ponum" fra latin, men som måske bekendt er italiensk en afart af 'hverdagslatin' (Latin vulgaris) og fra græsk tog latin "malum", og det blev til "mela" på italiensk og "maçã" på portugisisk, mens man i nabolandet Spanien har formen "manzana", men i Catalonien "poma" og i baskerlandet "sagar", der kan være beslægtet med Hindi "sēba" via sanskrit. Og det er blot vesteuropæiske eksempler og fra to ret beslægtede sprogstammer (undtagen baskisk).
Det største tegn er en sætning, og inden for sprogvidenskaben ledte man derfor efter et ord for en sproglig konstruktion, der er større end en sætning. "Tekst" blev (og bliver) brugt, men da sprogfolk er enige om, at de mundtlige sprog kom først, ville de fremhæve det ved at kalde en større enhed "diskurs" - et ord med mange betydninger, men her anvendt tættest på betydningen i "samtale". Og ud fra det blev sprogteoretiske landvindinger som "talehandlinger" (Searle + Austin) og "udsagnspræmisser" (Strawson's presuppositions) samt "samtaleregler / regelbrud" (Grice's Maxims) og "sprogspil" (Wittgenstein) opdaget og analyseret, og man videreudviklede og nuancerede begreber som "sproglære" (Jespersens grammatik mv.) og "betydningslære" (semantik ved bl.a. Jacobsen + Hjelmslev) samt "sandhedsværdi" og "sproglogik" (Russell), og man kunne sågar tage fat på "almene tegnstudier" (semiotik ved bl.a. Peirce) samt "generelle kontekststudier" (pragmatik ved bl.a. Levinson).
Ukritisk eksport af teorisystemer er lige så dumt som ukritisk ukritisk eksport af samfundssystemer
Det gav altsammen rigtig god mening inden for sprogvidenskaben, men problemet er, at hele tankegangen så blev stort set ukritisk importeret ind i samfundsvidenskaben, hvor sprogets store betydning for menneskers og deres tænkeevnes udvikling bestemt skal indregnes, men hvor en samlet import af sprogsystemet og en ophøjelse af systemet til et bud på et helt nyt grundlag for AL ssamfundsvidenskab som set ovenfor må ende i en subjektiv strukturalisme, hvor hvert individ skaber sit eget virkelighedssystem i deres tanker og kun kan se den gennem det system.
Dermed er man endnu engang endt i den såkaldte subjektive idealisme, som biskop George Berkeley advokerede allerede i 1700-tallet, og hvor man i sidste ende ikke kan være sikker på, at der er en objektiv virkelighed uden for ens bevidsthed. I sidste ende må det så føre til, at man heller ikke ved, om andre mennesker eksisterer, og så er man i princippet alene i sin egen verden - den såkaldte filosofiske solipsisme. For at blive ved æblet som eksempel: Saussure har sikkert ret i, at det er tilfældigt, at den ene slags runde objekt har fået tegnformen "æble", mens en anden slags rundt objekt har fået tegnformen "sten", men man kan være ret sikker på, at virkeligheden sætter ens bevidsthed på plads, hvis man går ud fra, at begge er spiselige ...
Når jeg tog denne 'omvej' er det for at gøre klart, at jeg bruger ordet "hyperliberalisme" i samfundsvidenskabelig forstand og her som en betegnelse for en politisk filosofi eller ideologi, og at enhver konnotation om en virtuel "hypervirkelighed" er min analyse uvedkommende og kan måske endda fremkalde dens afsporing. Til gengæld vil jeg så også godt tage forskere og akademikere i forsvar og betone, at deres produkter ikke blot ofte er rigtigt anvendelige, men også af stor betydning. Marx, Keynes, Smith og Newton var også alle akademikere, og deres teorier blev også set som problematiske og farlige og endda som det rene galimatias af mange i deres samtid.
Konkrete resultater kan næsten altid bruges
Selv om nogle akademikere i deres elfenbenstårn igen og igen kan nå frem til, at virkeligheden enten ikke eksisterer eller ikke kan erkendes, og selv om de kan bygge det ene kæmpe og fantastiske tankespind efter det andet, så prøver de fleste forskere alligevel at begribe det forunderlige univers og det lige så forunderlige menneske - og måske endda forbedre tingene, og derfor går de heldigvis om bord i studier af en række virkelige fænomener med skriftlige og mundtlige kilder, sågar samtaler med manden på gulvet, og derfor kan der sagtens komme konkrete brugbare resultater ud af en forskning, der har et for mange at se forskruet udgangspunkt.
Derfor kan jeg som dialektisk materialist,der lejlighedvist trækker nærmest eklektisk på så forskellige men dog materielt baserede traditioner som behaviourisme, rational choice og den gammeldags samfundsstrukturalisme, hvor konstruktioner og relationer og interaktioner findes ude i virkeligheden og ikke opfindes af sproget, alligevel få en hel masse ud af at læse følgende (kritiske) beskrivelse af den seneste udvikling af den såkaldte offentlige velfærds totale klientilisering (og underkastelse) af såkaldt "svage" borgere:
"Socialforvaltninger laver kontrakter med enlige mødre om deres måde at være mor på og om mødrenes seksualliv. Med utilpassede unge laves forældrekontrakter, om hvor tit familien skal spise hovedmåltider sammen, og hvad de skal snakke om, mens de spiser. Folkeskolen forsøger sig med elev- og skole/hjem-kontrakter om elevens forpligtelser på en bestemt personlig udvikling. Unge kriminelle tilbydes ungdomskontrakter som alternativ til straf. Ny lov kræver indvandrerkontrakter, hvori den enkelte indvandrer forpligter sig til en specifik selv-integration.Det handler om borgerens kontraktliggørelse. Klassisk liberalisme forudsatte individets frihed. At indgå en kontrakt betød en frivillig binding af egen frihed. Dagens borgerkontrakter forudsætter ikke, at individet er frit. Tværtimod forventes det, at mange borgere er ufrie forstået på den måde, at de ikke har taget friheden på sig. De mange kontrakter designes til at forme borgernes forståelse af dem selv som frie. Vi får pligt til frihed.Det sker selvfølgelig i frihedens navn. Alle gode kræfter taler om borgerens mægtiggørelse, om empowerment. Men for at mægtiggøre folk må man i første omgang betragte dem som magtesløse. Først da kan de tilbagegives deres frie vilje. Borgerkontrakter er en empowermentteknologi. Den er begrundet i et opgør med formynderiet, men installerer selv et dobbeltformynderi. Vi får offentlig forvaltet frihed."
Fra forlagets præsentation af "Borgerens kontraktliggørelse" af Niels Åkerstrøm Andersen:
http://www.g.dk/bog/borgerens-kontraktliggoerelse---pdf-niels-aakerstroem-andersen_9788741251042
Lidt dokumentation og uddybning:
Ludwig von Mises i kapitel 15 i "Human Action: A Treatise on Economics" (Indianapolis: Liberty Fund, 2007):
"In the political democracy only the votes cast for the majority candidate or the majority plan are effective in shaping the course of affairs. The votes polled by the minority do not directly influence policies. But on the market no vote is cast in vain. Every penny spent has the power to work upon the production processes. The publishers cater not only to the majority by publishing detective stories, but also to the minority reading lyrical poetry and philosophical tracts. The bakeries bake bread not only for healthy people, but also for the sick on special diets. The decision of a consumer is carried into effect with the full momentum he gives it through his readiness to spend a definite amount of money."
Friedrich von Hayek i "The Constitution of Liberty" (1960):
"Capitalism is not only a better form of organizing human activity than any deliberate design, any attempt to organize it to satisfy particular preferences, to aim at what people regard as beautiful or pleasant order, but it is also the indispensable condition for just keeping that population alive which exists already in the world. I regard the preservation of what is known as the capitalist system, of the system of free markets and the private ownership of the means of production, as an essential condition of the very survival of mankind."
Niels Åkerstrøm Andersen (f. 1964) er forskningsprofessor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Handelshøjskolen i København, og kendt som en skarp og original samtidsdiagnostiker. Han har især gjort sig bemærket med en række analyser af, hvordan styring, aftaler og administrative- og forvaltningsmæssige reformer virker ind på centrale områder som frihed, privathed og individualitet. Han er bl.a. forfatter til Discursive analytical strategies (2003), Kærlighed og omstilling – Italesættelsen af den offentligt ansatte (med Asmund Born, 2001), Udlicitering – Strategi og historie (1997), Udlicitering – Når det private bliver politisk (1996), Selvskabt forvaltning (1995) og Privat politik (med O.K. Pedersen, John Elberg og Peter Kjær,1992).
Man kan i øvrigt læse en glimrende kritik af socialkonstruktivisme og diskursanalyse i Nils Bredsdorffs bog fra 2002 "Diskurs og konstruktion" (første kapitel findes på nettet) og hans opfølgning "Diskurskritik" (på nettet in toto).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar