Jeg er ellers ikke meget for store bogstaver, men lad mig bruge dem denne ene gang til at slå min grundholdning, der er baseret på såvel studier af økonomiske, demografiske og andre fakta og på personlige erfaringer, er:
HVIS MAN ELLERS LADER SYGE BLIVE RASKE OG BEHANDLER ALLE MED RESPEKT OG HENSYN, SÅ BØR SÅ FÅ SOM MULIGT KOMME PÅ FØRTIDSPENSION ALT FOR TIDLIGT I LIVET.
Som Jakob Haugaard næsten sagde: Arbejde kan være sundt, så lad dog endelig syge mennesker få en mulighed for at deltage i det, hvis og i den grad de kan - men vis alle mennesker respekt.
Samlet set er der nogle gode takter i regeringens udspil, hvis man vel at mærke indfrier to betingelser:
1) At man er villig til at ofre de midler, som det reelt kræver at gøre syge mennesker parate til støttet eller u-støttet permanent beskæftigelse, hermed at opruste især psykiatrien kraftigt og forlænge sygedagpengepengeperioden, og at man dermed er fleksibel mht. det endelige overskud, man forventer af reformen, og at pengene bruges til velfærd og ikke skattesænkninger.
2) At der kommer en slutgrænse på et samlet "ressourceforløb" o.l. (sygeperiode + jobforberedelse + midlertidigt fleksjob) på i alt 10 år, og er personen ikke da klar til permanent støttet eller u-støttet beskæftigelse eller uddannelse, bevilges førtidspension uanset alder.
Bæredygtig demokratisk-styret ikke-finansdikteret økonomi og borgerløn
Men først et lille hjertesuk fra en person, der dels har oplevet 'junglen' af sagsbehandlere, forskellige kasser, alskens tilskud man selv er ansvarlig for at kende til og søge om, en evindelig renden fra Pontius til Pilatus, at måtte slås for selv ting man har lovkrav på, og meget meget andet - og dels samtidig som akademisk uddannet har lavet regnestykke på regnestykke og opstillet forslag på forslag for at gøre diverse eksisterende ordninger bedre og mere retfærdige & fleksible & økonomisk dynamiske - og som har opdaget, hvor svær alene denne øvelse er, og som ved hvor bøvlet hele cirkusset er for almindelige mennesker i den almindelige virkelighed:
Grundlæggende og helt ærlig talt ville den mest fornuftige, u-bureaukratiske, enkle og økonomisk bæredygtige løsning - hvor man samtidig arbejder med begrebet intelligent vækst som noget, der ikke slider på klodens og menneskernes knappe ressourcer og ikke er et 'frit' finanskapitalistisk misforster, men en demokratisk bæredygtig markedsøkonomi - være at indføre borgerløn, formentlig på ca. 120.000 efter skat.
Jeg synes, at budskabet med basisløn på ca. 120.000 efter skat og en skat på 50% af resten samt væk med alle fradrag og alskens sociale tilskud - undtagen helt nødvendig hjælp til rimelige bolig- og sygdomsudgifter - efterhånden virker stadig mere tiltalende, evt. for studerende som delvist lån til tilbagebetaling ved indtjening over f.eks. 240.000 efter skat.
Ikke mindst nu hvor stort set alle synes trætte af "krævementaliteten" (hos alle andre end sig selv!) og bureaukratiet. Især skepsissen over for bureaukratiet er sund! Og arbejdsudbuddet kan dermed øges med godt 100.000 nu tidligere sagsbehandlere og bureaukrater og andet godtfolk, mens de øvrige offentligt ansatte kan få lov til virkelig at gøre gavn, hvor de også selv kan se det nytter.
Regeringens udspil
For det første er det direkte herligt at høre Mette Frederiksen love i DR2's Debatten, at man vil skrue op for reelle job- og uddannelsestilbud og kraftigt ned for VOK's stadige piskning med skorpioner af syge ledige, nemlig den såkaldte 'aktiveringsindsats', der i bund og grund kun virkede som skrækterapi. Alle, der overhovedet kunne arbejde bare nogenlunde, fandt sig et bare nogenlunde anstændigt job, når de var 'truet' af aktivering, men det var også den primære effekt, som Rockwool-fondens undersøgelser viste.
Der er fornuft i at fjerne eller i hvert fald kraftigt formindske undergrænsen for antal timer i arbejde og at lade tilskuddet afhænge mindre af arbejdsgiverens lønandel og mere af at runde op til en samlet anstændig løn i bunden, mens man i de højere lønninger og/eller timetal gør tillægget mindre, så der også er et incitament til at gå op i tid, hvis man kan. Det gør det mere attraktivt for flere at arbejde - altså økonomisk set, for de særdeles vigtige immaterielle belønninger er der jo altid.
Det gælder selv nuværende førtidspensionister uanset alder, som får det som et tilbud og netop ikke et krav, men kun hvis et bredt flertal i folketinget garanterer, at uanset hvor meget en person fleksjobber, så kan førtidspensionen aldrig fjernes for en person, der én gang er tilkendt førtidspension. Den nuværende regel om, at hvis en førtidspensionist på mirakuløs vis kommer op på at tjene ca. 900.000 om året helt af egen kraft fjernes pensionen, kan sagtens beholdes - den bruges overordentligt sjældent ... Og naturligvis modregnes der i pensionen, især hvis man kommer over en halv million i indkomst.
Det vil også gøre, at syge mennesker efter at have kommet sig nogenlunde kan starte meget blødt og forhåbentlig i langt højere grad selv styre, hvor meget der efterhånden trappes op i timer og samlet indkomst.
Det vil være bedst med et bredt flertal bag denne reform for at sikre trygheden for de skrøbelige mennesker, der er med at gøre - et bredt flertal, som vi for nylig fik et eksempel på med Enhedslisten og Dansk Folkeparti samt regeringen om at finde penge til bedre og billigere kollektiv trafik ...
Jeg vil faktisk gerne lige understrege det her igen: Når DF beskylder regeringen for at ”svigte de svage” (det jeg kalder de dårligst stillede), så¨er det da med at tage dem på ordet og se, om de vil være med til at moderere miseren … Og hvis Venstre fortsat lægger op til abekast om skylden for forhandlingssammenbrud, så de kan samle flere stemmer i hængekøjen, så lav forlig med alle andre end V og LA, som passende kan stå i et hjørne og trutte i hinandens rene røve!
Visse mellemindkomstfag i klemme?
Der kan dog være en lille fare for, at reformen er lige drastisk nok, så også almindelige ikke-akademiske middelklasse-fleksjobbere straffes lige vel hårdt, og omvendt kan det blive måske lige attraktivt nok at gå ned i tid, hvis man altså vel at mærke kan få en alvorlig fysisk eller psykiatrisk diagnose OG blive visiteret til et fleksjob OG faktisk blive tilbudt et konkret fleksjob af en konkret arbejds-"giver".
Det sidste her er ret teoretisk, for der stilles meget skrappe krav ifm. arbejdsprøvning o.l. for at få fleksjob for slet ikke at tale om førtidspension, men at f.eks. nogle folkeskolelærere kommer noget i klemme i overgangen til den nye ordning er et reelt problem. Til gengæld er det noget surrealistisk at høre glødende venstreorienterede debattører "rase over" (som journalisterne utvivlsomt ville kalde det), at man ikke længere vil kunne tjene over en halv million om året i fleksjob ...
Det reelle, om end måske lidt overdrevne, problem for mellemindkomsterne (300-450.000 pr. år) kunne løses ved at dæmpe forventningerne en pæn del til det projekterede langsigtede provenu, så man kan lempe på formlen for modregning i fleks-tilskuddet ud fra arbejdsgiverens lønudgift og gøre den mere 'glidende', altså langsomt stigende.
På figuren nedenfor vil det kunne ses som at lade 'grønne' del af (det offentlige løntilskud) gå fra f.eks. 20.000 (før skat) til f.eks. 40.000 i samlet udbetaling pr. måned. Man kunne også overveje en ny undergrænse på 3-5 timers arbejde pr. uge for at tjene godt 20-22.000 i alt før skat (og jobfradrag), hvilket vil gøre den nye ordning endnu mere attraktiv at prøve for de nuværende førtidspensionister.
Kan selv en akademiker ikke leve af kr. 40.000 pr. måned, så har vedkommende andre problemer end sygdom og ledighed.
ABF-regeringens forslag til reform af fleksjobordningen især vedr. løntilskud ift. arbejdsgiverudgift og arbejdstimer
Forslag til ny fleksjobstilskudsmodregning
Konkret bør problemerne for mellemindkomsterne kunne løses med denne model for modregning i fleksjobydelsen ud fra størrelsen af arbejdsgiverens lønudgift:
00.000-09.999 20%
10.000-19.999 30%
20.000-29.999 40%
30.000-39.999 50%
over 40.000 60% (= reelt større modregning end lønindkomst efter skat, fravalg af disse 'tilskud' er ok).
Det nederste trin vil gøre enhver beskæftigelse, selv lidt tid (men måske med undergrænse på 3-5 pr. uge) væsentligt mere tiltrækkende end en mulig førtidspension eller forlængede sygedagpenge eller en 'get-better-ydelse', som bør ligge mellem en enligs kontanthjælp og sygedagpenge og gives til dem, der kommer fra kontanthjælp eller mindre og som har brug for ro til at få det bedre.
Ovenstående modregning skal dog samtænkes med jobfradraget for skat i bunden - især hvis dette som foreslået hæves til mindst 8% (og bruttoskatten dermed reelt ikke gælder små jobindkomster). Så bør det nederste trin kunne stryges, så alle arbejdsgiverudgifter under kr. 20.000 modregnes med 30%. Et sådant 'job-bundfradrag' med et maks. på 20.000 nettokroner pr. år vil øge det økonomiske incitament for alle i relativt lavtlønnede jobs, konkret for løn op til kr. 250.000 pr. år.
Nævnte skattesænkning er i øvrigt efter min mening den eneste, der reelt er behov for efter år med topskattelettelser, og hvis det virkelig handler om at gøre det økonomisk tillokkende at tage et lavtlønsjob, og ikke blot er endnu en foræring til de vælgere, som de radikale slås med V, LA og C om. Goul Andersen har flere gange påvist, at topskatten kun har en marginal indflydelse på den såkaldte "hjerneflugt", der ofte sker i de unge år for at meritere og opkvalificere sig yderligere i udlandet, mens unge veluddannede så vender næsen hjem med deres nye kvalifikationer, når der skal stiftes familie med gode skoler, børnepasning og generel social tryghed, så man f.eks. også kan lade sit barn selv gå hjem fra skole.
Forslag til anvendelsen af provenuet
Som nævnt er det slet ikke sikkert, at provenuet bliver så stort som forventet, fordi behandlings- og støtteindsatsen kan blive større end forventet og koste mere end de afsatte 1,4 mia. kr. Mit forslag ovenfor (med eller uden et større jobbundfradrag) som hjælp til lave og mellemstore indkomster reducerer provenuet yderligere, formentlig til omkring 2 mia. kr.
Der har længe været talt og talt om bedre sundhed og især om at styrke psykiatrien. Og ift. førtidspension til unge under 40 år tales der især om de psykiatriske diagnoser som nogle, der kan behandles før og under et jobforløb - hvilket vel nok kun er korrekt i højst halvdelen af tilfældene. Men alligevel: Er det så ikke nu, at psykiatrien skal det lovede løft?
Faktisk står der i ABF-regeringens eget grundlag, at psykisk sygdom skal have en lige så god behandling som den somatiske (i det omfang, de kan skilles ad). Jamen så lad os se det! Sæt psykiatrien på finansloven fra senest 2014 og sæt 1 mia. kr. af her i første omgang. De øvrige midler til reelt at hjælpe folk i arbejde på formentlig endnu en mia. kr. kan så findes ved den 1 mia. kr., der er tilbage, og i de i øvrigt pga. den lave lønudvikling mindre satspuljemidler kan spæde lidt til om nødvendigt sammen med deres bidrag til diverse små men værdige formål.
Hvis denne reelle jobstøtte er at fodre hunden med dens egen hale, så er det den hidtil mest fornuftige måde, det er gjort på!
Anvendelse af evt. ekstraprovenu og / eller provenu i pil ved en såkaldt skattereform
Det kan tænkes, at der kommer lidt flere penge i kassen, end jeg regner med. Nogle og måske flere end beregnet kommer i u-støttet beskæftigelse og/eller betaler mere i skat end forventet.
I så fald bør den første del af pengene – eller pengene i en skattereform, som bør hedde en indkomstreform - bruges til at kompensere alle fattige pensionister (førtidspensionister og alderspensionister, som er næsten 100% afhængige af alderspensionens tillægsbeløb) for grønne afgifter og satsregulering (og glemte S-SF-løfter, tsk tsk) med en engangsforhøjelse på f.eks. 5-7.000 kr. (før skat). Gives denne forhøjelse til nævnte pensionister, vil det koste 1-2 mia. kr. Gives det til alle på overførsel uden anden indkomst, vil det koste 3-4 mia. kr.
På længere sigt bør man hæve alderspensionister med kun grundydelse og det almene tillæg samt førtidspensionister på gamle lave ordninger op til en ordning som den 2003-førtidspensionen med et pænt bruttobeløb, rimelig boligsikring og hjælp til relevante ekstra udgifter til sundhed.
Til gengæld kan alskens mærkelige tilskud fjernes - hellere et ordentligt brutto-beløb med sikring af bolig og helbred og frit valg i øvrigt til at bruge sine penge selv.
Det vil ikke forringe det økonomiske incitament til at arbejde voldsomt (og slet ikke de ikke-økonomiske som anerkendelse, udfordring, kolleger, etc). Men det vil stadig være en god ide og den eneste rimelige skattesænkning at øge jobfradraget i bunden ved at forøge det procentvise fradrag til det dobbelt, men sætte et maks. fradrag på 17.000.
Endelig bør det vel principielt være sådan, at de sociale satsers regulering følger lønudviklingen, så efterhånden som samfundet bliver rigere, falder der også lidt af de frasorterede degne ...
Kontracykliske overførsler?
Enten det eller en reel inflationssikring, der vel at mærke ikke indeholder en "gennemsnitfamilies" forbrug, men netop en lavindkomst-persons forbrug: husleje, varme og el og vand (inkl. grønne afgifter med fradrag for et evt. grønt bundfradrag), fødevarer, tøj, medicin og andre sygdomsrelaterede udgifter m.v.
Det sidste element (sygdomsudgifter) kunne så fjernes (gøres unødvendigt) ved en sundhedsreform, hvor der er en lille brugerbetaling på alle ydelser med et fornuftigt maksimum sat i forhold til indkomst, frem for store historisk betingede forskelle på den egenbetaling, der udgør en betydelig og voksende del af de reelle sundhedsudgifter.
Hvis noget vender den tunge ende nedad, er det da nødvendige udgifter til sygdom. Hvem tror man er nødt til at betale sådanne udgifter andre end de samme syge, som er på anstændige, men lave overførselsindkomster? Til gengæld har jeg ikke det fjerneste problem med, at reelt frivillige sundhedsudgifter som kosmetiske operationer, kønsskifter oma. betales af folk selv - omvendt må de helt selv bestemme, hvordan og hvornår det skal ske, og hvem de vil være i hvilke dele af livet.
Får man sammensat en sådan fornuftig inflationssikring kunne den gælde i gode tider (=dagpengemodtagere under 100.000), hvor det samfundsmæssigt giver fornuft at træde lidt på bremsen, hvor man kan, herunder opkræve lidt større skatter, hvis man ellers er en politiker med mod og mandshjerte. Til gengæld kunne lønudviklingen så bruges til, at man beregner en slags "overførsels-opsparing" (eller sågar sætter pengene i en ATP-lignende fond), som kommer til gradvis udbetaling i dårlige tider til overførsels-modtagerne som en slags 'velfærdstillæg'.
Eftersom overførselsindkomst-modtagere har en høj "forbrugskvote" og en lille "opsparingskvote" - eller sagt på almindeligt dansk er en flok fattigrøve, der stort set bruger hver krone - så ville et sådant velfærdstillæg i dårlige tider ganske enkelt virke som et tilskud til det private forbrug, altså sætte lidt mere gang i økonomien. Dertil ville ledighed føles lidt mindre slemt, fordi dagpenge og kontanthjælp ville stige lidt ift. lønnen, og endelig ville det give en god jul også i de fattige familier, som Joakim B. Olsen ikke kan se - og heller ikke behøver at se (så mange af), fordi disse nu ikke behøver stå i kø efter julehjælp ...
Egne erfaringer
Eftersom jeg, som selv er først i 50'erne, selv har været 'førtidsgrøntsag' i seks år, ved jeg, hvor meget det betyder at have udfordringer, anerkendelse, gode kolleger og i det hele taget blive holdt i gang af et arbejde - altså nogle af de vigtigste immaterielle incitamenter der henvistes til ovenfor, og derfor arbejder jeg frivilligt og gratis i et par tænketanke eller skriver selv på internettet, når jeg kan.
Og jeg ved nu, at jeg nødig ville være blevet førtidspensionist 20-30 år før.
Så jeg støtter, at man gør arbejdsmarkedet meget mere reelt rummeligt og gør alt det man kan for at give unge med sygdomme og andre problemer plads frem for passiv forsørgelse.
Men det kræver altså, at man ikke samtidig gør det sværere at komme sig efter sygdom, f.eks. ved at stoppe sygedagpengene efter et år, og at man giver folk mulighed for at starte blødt eller måske have halv tid resten af livet uden sure miner. Det kræver også, at man ikke har urealistiske forestillinger om, hvor mange der reelt vil undgå førtidspension og få et forhåbentlig godt og givende arbejde.
Formentlig er der reelt næsten 10% af en årgang, hvis mentale eller fysiske handikap er så slemt, at det giver mere mening at give dem førtidspension og så lade dem tjene lidt ekstra ved siden af, hvis de kan, uden beskæring af pensionen eller andet og også uden et nyt såkaldt "udviklingsforløb" - lad dem dog blot betale en lille skat af de ekstra penge, som de måske kan tjene og ønsk dem tillykke.
Fakta og tal
Først bør det nævnes, at godt nok er antallet af fleksjobbere 'eksploderet', men til gengæld er antallet på andre former for særlig støtte til uddannelse og jobs og 'gøren arbejdsmarkedsparate', som revalidering, til gengæld faldet overordentligt kraftigt. Regner man alle med, er der grundlæggende ikke sket nogen særlig stigning i diverse hjælpeordninger, måske undtagen fra 2008 da krisen kom. Konkret betyder det, at ja, fleksjobordningen har kostet mere end forventet, men til gengæld har en stor del af pengene kunnet hentes fra de andre hjælpeordninger.
Hvis vi nu ser på førtidspension, så har jeg undersøgt tallene lidt, og der er faktisk ikke nogen særlig voldsom stigning i antallet af unge under 30 eller endda 40 år, der får tildelt førtidspension. Dog er der en tendens til, at psykiatriske diagnoser vokser for alle, men især de helt unge under 20, tildels under 30 (dog 'kun fra ca. 60% til ca. 80% for denne aldersgruppe) ,og hvad mere væsentligt er, at dels er antal modtagere af førtidspension i alt faldet fra 1999 til 2010 fra ca. 280.000 til ca. 250.000, dels har det samlede antal nytilkendelser været stabilt i perioden 1999-1007, og 1999 var et pænt lavt tal historisk, mens der sker en voldsom stigning på ca. 40% i 2008 - da den økonomiske krise begyndte.
Samlet overblik over Nytilkendelser af førtidspension af psykiske og andre årsager til unge og 'alle'
Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter diagnose og tid 1999-2010 samlet overblik
Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter alder og tid 1999-2010
Nytilkendelser af førtidspension for regeringens reform-målgruppe under 40 år pga. psykisk lidelse
Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter psykiatrisk diagnose, alder og tid 1999-2010 alle reelle tal
Modtagere af førtidspension i dag:
Modtagere af social pension m.v. efter alder og tid 1998-2011, reelle tal, opgjort 020312
Kilde til alle tal undtagen figuren fra Beskæftigelsesministeriets pdf-fil om udspillet:
Førtidspensionsstatistikken
Afgørelser om førtidspension
Cut-and-paste-link:
http://ast.statistikbank.dk/statbank5a/selecttable/omrade0.asp?SubjectCode=70&PLanguage=0&ShowNews=OFF
Ingen kommentarer:
Send en kommentar