fredag den 25. maj 2012
Åbent brev til Enhedslisten om skattereform og førtids-fleks-reform
Kære Enhedsliste
Men pas nu på med ikke at
overspille retorikken, som måske nok giver vælgere, men også deltager i
"løftebrud"s-talen, som netop er med til at svække regeringen, og som de
borgerlige ironisk nok begyndte fra dag 1, før finansloven med netop
EL.
onsdag den 23. maj 2012
Gal og/eller normal?
Man kan diskutere mangt og meget om den form, DR har valgt at sætte fokus på mental sygdom på sammen med www.en-af-os.dk,
bl.a. om man kan diagnosticere nogen ud fra så simple tests;
manglen på input fra og om pårørende;
om hvornår mental sygdom reelt bliver ligestillet med fysisk i forskning og behandling og samfundet som lovet;
om det såkaldte normale samfund overhovedet kan og vil rumme sygdom;
om det er angsten for selv at have en rem af huden, der får så mange til at tage så kraftig afstand, eller om det er de stadige historier om de faktisk få mentalt syge forbrydere;
om vi nu ikke igen får en italesættelse af mental sygdom som en "pæn" sygdom, som ingen kan se, når der kun deltager velfungerende (eller sågar helbredte) 'patienter' - så folk i krise stikker endnu mere ud;
om ikke DRs egen hjemmesider fint illustrerer den relativt større underudforskning af visse af sygdommene i programmet ved ikke at have dem på "værd at vide"-listen (alle mentale sygdomme er underudforskede, men nogle mere end andre);
om fraværet af debatten om medicin v. terapi og psykiatere v. psykologer,
og meget meget andet.
Men til slut står et faktum tilbage:
Selv i en økonomisk krisetid er det her en af de vigtigste debatter man kan tage om det at være menneske, og DR skal have et stort tak for at forsøge at sparke den i gang.
bl.a. om man kan diagnosticere nogen ud fra så simple tests;
manglen på input fra og om pårørende;
om hvornår mental sygdom reelt bliver ligestillet med fysisk i forskning og behandling og samfundet som lovet;
om det såkaldte normale samfund overhovedet kan og vil rumme sygdom;
om det er angsten for selv at have en rem af huden, der får så mange til at tage så kraftig afstand, eller om det er de stadige historier om de faktisk få mentalt syge forbrydere;
om vi nu ikke igen får en italesættelse af mental sygdom som en "pæn" sygdom, som ingen kan se, når der kun deltager velfungerende (eller sågar helbredte) 'patienter' - så folk i krise stikker endnu mere ud;
om ikke DRs egen hjemmesider fint illustrerer den relativt større underudforskning af visse af sygdommene i programmet ved ikke at have dem på "værd at vide"-listen (alle mentale sygdomme er underudforskede, men nogle mere end andre);
om fraværet af debatten om medicin v. terapi og psykiatere v. psykologer,
og meget meget andet.
Men til slut står et faktum tilbage:
Selv i en økonomisk krisetid er det her en af de vigtigste debatter man kan tage om det at være menneske, og DR skal have et stort tak for at forsøge at sparke den i gang.
onsdag den 16. maj 2012
Tal, fakta og tanker om førtidspensionister og fleksjobs, herunder Mette Frederiksens udspil
Grundholdning
Jeg er ellers ikke meget for store bogstaver, men lad mig bruge dem denne ene gang til at slå min grundholdning, der er baseret på såvel studier af økonomiske, demografiske og andre fakta og på personlige erfaringer, er:
HVIS MAN ELLERS LADER SYGE BLIVE RASKE OG BEHANDLER ALLE MED RESPEKT OG HENSYN, SÅ BØR SÅ FÅ SOM MULIGT KOMME PÅ FØRTIDSPENSION ALT FOR TIDLIGT I LIVET.
Som Jakob Haugaard næsten sagde: Arbejde kan være sundt, så lad dog endelig syge mennesker få en mulighed for at deltage i det, hvis og i den grad de kan - men vis alle mennesker respekt.
Samlet set er der nogle gode takter i regeringens udspil, hvis man vel at mærke indfrier to betingelser:
1) At man er villig til at ofre de midler, som det reelt kræver at gøre syge mennesker parate til støttet eller u-støttet permanent beskæftigelse, hermed at opruste især psykiatrien kraftigt og forlænge sygedagpengepengeperioden, og at man dermed er fleksibel mht. det endelige overskud, man forventer af reformen, og at pengene bruges til velfærd og ikke skattesænkninger.
2) At der kommer en slutgrænse på et samlet "ressourceforløb" o.l. (sygeperiode + jobforberedelse + midlertidigt fleksjob) på i alt 10 år, og er personen ikke da klar til permanent støttet eller u-støttet beskæftigelse eller uddannelse, bevilges førtidspension uanset alder.
Bæredygtig demokratisk-styret ikke-finansdikteret økonomi og borgerløn
Men først et lille hjertesuk fra en person, der dels har oplevet 'junglen' af sagsbehandlere, forskellige kasser, alskens tilskud man selv er ansvarlig for at kende til og søge om, en evindelig renden fra Pontius til Pilatus, at måtte slås for selv ting man har lovkrav på, og meget meget andet - og dels samtidig som akademisk uddannet har lavet regnestykke på regnestykke og opstillet forslag på forslag for at gøre diverse eksisterende ordninger bedre og mere retfærdige & fleksible & økonomisk dynamiske - og som har opdaget, hvor svær alene denne øvelse er, og som ved hvor bøvlet hele cirkusset er for almindelige mennesker i den almindelige virkelighed:
Grundlæggende og helt ærlig talt ville den mest fornuftige, u-bureaukratiske, enkle og økonomisk bæredygtige løsning - hvor man samtidig arbejder med begrebet intelligent vækst som noget, der ikke slider på klodens og menneskernes knappe ressourcer og ikke er et 'frit' finanskapitalistisk misforster, men en demokratisk bæredygtig markedsøkonomi - være at indføre borgerløn, formentlig på ca. 120.000 efter skat.
Jeg synes, at budskabet med basisløn på ca. 120.000 efter skat og en skat på 50% af resten samt væk med alle fradrag og alskens sociale tilskud - undtagen helt nødvendig hjælp til rimelige bolig- og sygdomsudgifter - efterhånden virker stadig mere tiltalende, evt. for studerende som delvist lån til tilbagebetaling ved indtjening over f.eks. 240.000 efter skat.
Ikke mindst nu hvor stort set alle synes trætte af "krævementaliteten" (hos alle andre end sig selv!) og bureaukratiet. Især skepsissen over for bureaukratiet er sund! Og arbejdsudbuddet kan dermed øges med godt 100.000 nu tidligere sagsbehandlere og bureaukrater og andet godtfolk, mens de øvrige offentligt ansatte kan få lov til virkelig at gøre gavn, hvor de også selv kan se det nytter.
Regeringens udspil
For det første er det direkte herligt at høre Mette Frederiksen love i DR2's Debatten, at man vil skrue op for reelle job- og uddannelsestilbud og kraftigt ned for VOK's stadige piskning med skorpioner af syge ledige, nemlig den såkaldte 'aktiveringsindsats', der i bund og grund kun virkede som skrækterapi. Alle, der overhovedet kunne arbejde bare nogenlunde, fandt sig et bare nogenlunde anstændigt job, når de var 'truet' af aktivering, men det var også den primære effekt, som Rockwool-fondens undersøgelser viste.
Der er fornuft i at fjerne eller i hvert fald kraftigt formindske undergrænsen for antal timer i arbejde og at lade tilskuddet afhænge mindre af arbejdsgiverens lønandel og mere af at runde op til en samlet anstændig løn i bunden, mens man i de højere lønninger og/eller timetal gør tillægget mindre, så der også er et incitament til at gå op i tid, hvis man kan. Det gør det mere attraktivt for flere at arbejde - altså økonomisk set, for de særdeles vigtige immaterielle belønninger er der jo altid.
Det gælder selv nuværende førtidspensionister uanset alder, som får det som et tilbud og netop ikke et krav, men kun hvis et bredt flertal i folketinget garanterer, at uanset hvor meget en person fleksjobber, så kan førtidspensionen aldrig fjernes for en person, der én gang er tilkendt førtidspension. Den nuværende regel om, at hvis en førtidspensionist på mirakuløs vis kommer op på at tjene ca. 900.000 om året helt af egen kraft fjernes pensionen, kan sagtens beholdes - den bruges overordentligt sjældent ... Og naturligvis modregnes der i pensionen, især hvis man kommer over en halv million i indkomst.
Det vil også gøre, at syge mennesker efter at have kommet sig nogenlunde kan starte meget blødt og forhåbentlig i langt højere grad selv styre, hvor meget der efterhånden trappes op i timer og samlet indkomst.
Det vil være bedst med et bredt flertal bag denne reform for at sikre trygheden for de skrøbelige mennesker, der er med at gøre - et bredt flertal, som vi for nylig fik et eksempel på med Enhedslisten og Dansk Folkeparti samt regeringen om at finde penge til bedre og billigere kollektiv trafik ...
Jeg vil faktisk gerne lige understrege det her igen: Når DF beskylder regeringen for at ”svigte de svage” (det jeg kalder de dårligst stillede), så¨er det da med at tage dem på ordet og se, om de vil være med til at moderere miseren … Og hvis Venstre fortsat lægger op til abekast om skylden for forhandlingssammenbrud, så de kan samle flere stemmer i hængekøjen, så lav forlig med alle andre end V og LA, som passende kan stå i et hjørne og trutte i hinandens rene røve!
Visse mellemindkomstfag i klemme?
Der kan dog være en lille fare for, at reformen er lige drastisk nok, så også almindelige ikke-akademiske middelklasse-fleksjobbere straffes lige vel hårdt, og omvendt kan det blive måske lige attraktivt nok at gå ned i tid, hvis man altså vel at mærke kan få en alvorlig fysisk eller psykiatrisk diagnose OG blive visiteret til et fleksjob OG faktisk blive tilbudt et konkret fleksjob af en konkret arbejds-"giver".
Det sidste her er ret teoretisk, for der stilles meget skrappe krav ifm. arbejdsprøvning o.l. for at få fleksjob for slet ikke at tale om førtidspension, men at f.eks. nogle folkeskolelærere kommer noget i klemme i overgangen til den nye ordning er et reelt problem. Til gengæld er det noget surrealistisk at høre glødende venstreorienterede debattører "rase over" (som journalisterne utvivlsomt ville kalde det), at man ikke længere vil kunne tjene over en halv million om året i fleksjob ...
Det reelle, om end måske lidt overdrevne, problem for mellemindkomsterne (300-450.000 pr. år) kunne løses ved at dæmpe forventningerne en pæn del til det projekterede langsigtede provenu, så man kan lempe på formlen for modregning i fleks-tilskuddet ud fra arbejdsgiverens lønudgift og gøre den mere 'glidende', altså langsomt stigende.
På figuren nedenfor vil det kunne ses som at lade 'grønne' del af (det offentlige løntilskud) gå fra f.eks. 20.000 (før skat) til f.eks. 40.000 i samlet udbetaling pr. måned. Man kunne også overveje en ny undergrænse på 3-5 timers arbejde pr. uge for at tjene godt 20-22.000 i alt før skat (og jobfradrag), hvilket vil gøre den nye ordning endnu mere attraktiv at prøve for de nuværende førtidspensionister.
Kan selv en akademiker ikke leve af kr. 40.000 pr. måned, så har vedkommende andre problemer end sygdom og ledighed.
ABF-regeringens forslag til reform af fleksjobordningen især vedr. løntilskud ift. arbejdsgiverudgift og arbejdstimer
Forslag til ny fleksjobstilskudsmodregning
Konkret bør problemerne for mellemindkomsterne kunne løses med denne model for modregning i fleksjobydelsen ud fra størrelsen af arbejdsgiverens lønudgift:
00.000-09.999 20%
10.000-19.999 30%
20.000-29.999 40%
30.000-39.999 50%
over 40.000 60% (= reelt større modregning end lønindkomst efter skat, fravalg af disse 'tilskud' er ok).
Det nederste trin vil gøre enhver beskæftigelse, selv lidt tid (men måske med undergrænse på 3-5 pr. uge) væsentligt mere tiltrækkende end en mulig førtidspension eller forlængede sygedagpenge eller en 'get-better-ydelse', som bør ligge mellem en enligs kontanthjælp og sygedagpenge og gives til dem, der kommer fra kontanthjælp eller mindre og som har brug for ro til at få det bedre.
Ovenstående modregning skal dog samtænkes med jobfradraget for skat i bunden - især hvis dette som foreslået hæves til mindst 8% (og bruttoskatten dermed reelt ikke gælder små jobindkomster). Så bør det nederste trin kunne stryges, så alle arbejdsgiverudgifter under kr. 20.000 modregnes med 30%. Et sådant 'job-bundfradrag' med et maks. på 20.000 nettokroner pr. år vil øge det økonomiske incitament for alle i relativt lavtlønnede jobs, konkret for løn op til kr. 250.000 pr. år.
Nævnte skattesænkning er i øvrigt efter min mening den eneste, der reelt er behov for efter år med topskattelettelser, og hvis det virkelig handler om at gøre det økonomisk tillokkende at tage et lavtlønsjob, og ikke blot er endnu en foræring til de vælgere, som de radikale slås med V, LA og C om. Goul Andersen har flere gange påvist, at topskatten kun har en marginal indflydelse på den såkaldte "hjerneflugt", der ofte sker i de unge år for at meritere og opkvalificere sig yderligere i udlandet, mens unge veluddannede så vender næsen hjem med deres nye kvalifikationer, når der skal stiftes familie med gode skoler, børnepasning og generel social tryghed, så man f.eks. også kan lade sit barn selv gå hjem fra skole.
Forslag til anvendelsen af provenuet
Som nævnt er det slet ikke sikkert, at provenuet bliver så stort som forventet, fordi behandlings- og støtteindsatsen kan blive større end forventet og koste mere end de afsatte 1,4 mia. kr. Mit forslag ovenfor (med eller uden et større jobbundfradrag) som hjælp til lave og mellemstore indkomster reducerer provenuet yderligere, formentlig til omkring 2 mia. kr.
Der har længe været talt og talt om bedre sundhed og især om at styrke psykiatrien. Og ift. førtidspension til unge under 40 år tales der især om de psykiatriske diagnoser som nogle, der kan behandles før og under et jobforløb - hvilket vel nok kun er korrekt i højst halvdelen af tilfældene. Men alligevel: Er det så ikke nu, at psykiatrien skal det lovede løft?
Faktisk står der i ABF-regeringens eget grundlag, at psykisk sygdom skal have en lige så god behandling som den somatiske (i det omfang, de kan skilles ad). Jamen så lad os se det! Sæt psykiatrien på finansloven fra senest 2014 og sæt 1 mia. kr. af her i første omgang. De øvrige midler til reelt at hjælpe folk i arbejde på formentlig endnu en mia. kr. kan så findes ved den 1 mia. kr., der er tilbage, og i de i øvrigt pga. den lave lønudvikling mindre satspuljemidler kan spæde lidt til om nødvendigt sammen med deres bidrag til diverse små men værdige formål.
Hvis denne reelle jobstøtte er at fodre hunden med dens egen hale, så er det den hidtil mest fornuftige måde, det er gjort på!
Anvendelse af evt. ekstraprovenu og / eller provenu i pil ved en såkaldt skattereform
Det kan tænkes, at der kommer lidt flere penge i kassen, end jeg regner med. Nogle og måske flere end beregnet kommer i u-støttet beskæftigelse og/eller betaler mere i skat end forventet.
I så fald bør den første del af pengene – eller pengene i en skattereform, som bør hedde en indkomstreform - bruges til at kompensere alle fattige pensionister (førtidspensionister og alderspensionister, som er næsten 100% afhængige af alderspensionens tillægsbeløb) for grønne afgifter og satsregulering (og glemte S-SF-løfter, tsk tsk) med en engangsforhøjelse på f.eks. 5-7.000 kr. (før skat). Gives denne forhøjelse til nævnte pensionister, vil det koste 1-2 mia. kr. Gives det til alle på overførsel uden anden indkomst, vil det koste 3-4 mia. kr.
På længere sigt bør man hæve alderspensionister med kun grundydelse og det almene tillæg samt førtidspensionister på gamle lave ordninger op til en ordning som den 2003-førtidspensionen med et pænt bruttobeløb, rimelig boligsikring og hjælp til relevante ekstra udgifter til sundhed.
Til gengæld kan alskens mærkelige tilskud fjernes - hellere et ordentligt brutto-beløb med sikring af bolig og helbred og frit valg i øvrigt til at bruge sine penge selv.
Det vil ikke forringe det økonomiske incitament til at arbejde voldsomt (og slet ikke de ikke-økonomiske som anerkendelse, udfordring, kolleger, etc). Men det vil stadig være en god ide og den eneste rimelige skattesænkning at øge jobfradraget i bunden ved at forøge det procentvise fradrag til det dobbelt, men sætte et maks. fradrag på 17.000.
Endelig bør det vel principielt være sådan, at de sociale satsers regulering følger lønudviklingen, så efterhånden som samfundet bliver rigere, falder der også lidt af de frasorterede degne ...
Kontracykliske overførsler?
Enten det eller en reel inflationssikring, der vel at mærke ikke indeholder en "gennemsnitfamilies" forbrug, men netop en lavindkomst-persons forbrug: husleje, varme og el og vand (inkl. grønne afgifter med fradrag for et evt. grønt bundfradrag), fødevarer, tøj, medicin og andre sygdomsrelaterede udgifter m.v.
Det sidste element (sygdomsudgifter) kunne så fjernes (gøres unødvendigt) ved en sundhedsreform, hvor der er en lille brugerbetaling på alle ydelser med et fornuftigt maksimum sat i forhold til indkomst, frem for store historisk betingede forskelle på den egenbetaling, der udgør en betydelig og voksende del af de reelle sundhedsudgifter.
Hvis noget vender den tunge ende nedad, er det da nødvendige udgifter til sygdom. Hvem tror man er nødt til at betale sådanne udgifter andre end de samme syge, som er på anstændige, men lave overførselsindkomster? Til gengæld har jeg ikke det fjerneste problem med, at reelt frivillige sundhedsudgifter som kosmetiske operationer, kønsskifter oma. betales af folk selv - omvendt må de helt selv bestemme, hvordan og hvornår det skal ske, og hvem de vil være i hvilke dele af livet.
Får man sammensat en sådan fornuftig inflationssikring kunne den gælde i gode tider (=dagpengemodtagere under 100.000), hvor det samfundsmæssigt giver fornuft at træde lidt på bremsen, hvor man kan, herunder opkræve lidt større skatter, hvis man ellers er en politiker med mod og mandshjerte. Til gengæld kunne lønudviklingen så bruges til, at man beregner en slags "overførsels-opsparing" (eller sågar sætter pengene i en ATP-lignende fond), som kommer til gradvis udbetaling i dårlige tider til overførsels-modtagerne som en slags 'velfærdstillæg'.
Eftersom overførselsindkomst-modtagere har en høj "forbrugskvote" og en lille "opsparingskvote" - eller sagt på almindeligt dansk er en flok fattigrøve, der stort set bruger hver krone - så ville et sådant velfærdstillæg i dårlige tider ganske enkelt virke som et tilskud til det private forbrug, altså sætte lidt mere gang i økonomien. Dertil ville ledighed føles lidt mindre slemt, fordi dagpenge og kontanthjælp ville stige lidt ift. lønnen, og endelig ville det give en god jul også i de fattige familier, som Joakim B. Olsen ikke kan se - og heller ikke behøver at se (så mange af), fordi disse nu ikke behøver stå i kø efter julehjælp ...
Egne erfaringer
Eftersom jeg, som selv er først i 50'erne, selv har været 'førtidsgrøntsag' i seks år, ved jeg, hvor meget det betyder at have udfordringer, anerkendelse, gode kolleger og i det hele taget blive holdt i gang af et arbejde - altså nogle af de vigtigste immaterielle incitamenter der henvistes til ovenfor, og derfor arbejder jeg frivilligt og gratis i et par tænketanke eller skriver selv på internettet, når jeg kan.
Og jeg ved nu, at jeg nødig ville være blevet førtidspensionist 20-30 år før.
Så jeg støtter, at man gør arbejdsmarkedet meget mere reelt rummeligt og gør alt det man kan for at give unge med sygdomme og andre problemer plads frem for passiv forsørgelse.
Men det kræver altså, at man ikke samtidig gør det sværere at komme sig efter sygdom, f.eks. ved at stoppe sygedagpengene efter et år, og at man giver folk mulighed for at starte blødt eller måske have halv tid resten af livet uden sure miner. Det kræver også, at man ikke har urealistiske forestillinger om, hvor mange der reelt vil undgå førtidspension og få et forhåbentlig godt og givende arbejde.
Formentlig er der reelt næsten 10% af en årgang, hvis mentale eller fysiske handikap er så slemt, at det giver mere mening at give dem førtidspension og så lade dem tjene lidt ekstra ved siden af, hvis de kan, uden beskæring af pensionen eller andet og også uden et nyt såkaldt "udviklingsforløb" - lad dem dog blot betale en lille skat af de ekstra penge, som de måske kan tjene og ønsk dem tillykke.
Fakta og tal
Først bør det nævnes, at godt nok er antallet af fleksjobbere 'eksploderet', men til gengæld er antallet på andre former for særlig støtte til uddannelse og jobs og 'gøren arbejdsmarkedsparate', som revalidering, til gengæld faldet overordentligt kraftigt. Regner man alle med, er der grundlæggende ikke sket nogen særlig stigning i diverse hjælpeordninger, måske undtagen fra 2008 da krisen kom. Konkret betyder det, at ja, fleksjobordningen har kostet mere end forventet, men til gengæld har en stor del af pengene kunnet hentes fra de andre hjælpeordninger.
Hvis vi nu ser på førtidspension, så har jeg undersøgt tallene lidt, og der er faktisk ikke nogen særlig voldsom stigning i antallet af unge under 30 eller endda 40 år, der får tildelt førtidspension. Dog er der en tendens til, at psykiatriske diagnoser vokser for alle, men især de helt unge under 20, tildels under 30 (dog 'kun fra ca. 60% til ca. 80% for denne aldersgruppe) ,og hvad mere væsentligt er, at dels er antal modtagere af førtidspension i alt faldet fra 1999 til 2010 fra ca. 280.000 til ca. 250.000, dels har det samlede antal nytilkendelser været stabilt i perioden 1999-1007, og 1999 var et pænt lavt tal historisk, mens der sker en voldsom stigning på ca. 40% i 2008 - da den økonomiske krise begyndte.
Samlet overblik over Nytilkendelser af førtidspension af psykiske og andre årsager til unge og 'alle'
Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter diagnose og tid 1999-2010 samlet overblik
Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter alder og tid 1999-2010
Nytilkendelser af førtidspension for regeringens reform-målgruppe under 40 år pga. psykisk lidelse
Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter psykiatrisk diagnose, alder og tid 1999-2010 alle reelle tal
Modtagere af førtidspension i dag:
Modtagere af social pension m.v. efter alder og tid 1998-2011, reelle tal, opgjort 020312
Kilde til alle tal undtagen figuren fra Beskæftigelsesministeriets pdf-fil om udspillet:
Førtidspensionsstatistikken
Afgørelser om førtidspension
Cut-and-paste-link:
http://ast.statistikbank.dk/statbank5a/selecttable/omrade0.asp?SubjectCode=70&PLanguage=0&ShowNews=OFF
Jeg er ellers ikke meget for store bogstaver, men lad mig bruge dem denne ene gang til at slå min grundholdning, der er baseret på såvel studier af økonomiske, demografiske og andre fakta og på personlige erfaringer, er:
HVIS MAN ELLERS LADER SYGE BLIVE RASKE OG BEHANDLER ALLE MED RESPEKT OG HENSYN, SÅ BØR SÅ FÅ SOM MULIGT KOMME PÅ FØRTIDSPENSION ALT FOR TIDLIGT I LIVET.
Som Jakob Haugaard næsten sagde: Arbejde kan være sundt, så lad dog endelig syge mennesker få en mulighed for at deltage i det, hvis og i den grad de kan - men vis alle mennesker respekt.
Samlet set er der nogle gode takter i regeringens udspil, hvis man vel at mærke indfrier to betingelser:
1) At man er villig til at ofre de midler, som det reelt kræver at gøre syge mennesker parate til støttet eller u-støttet permanent beskæftigelse, hermed at opruste især psykiatrien kraftigt og forlænge sygedagpengepengeperioden, og at man dermed er fleksibel mht. det endelige overskud, man forventer af reformen, og at pengene bruges til velfærd og ikke skattesænkninger.
2) At der kommer en slutgrænse på et samlet "ressourceforløb" o.l. (sygeperiode + jobforberedelse + midlertidigt fleksjob) på i alt 10 år, og er personen ikke da klar til permanent støttet eller u-støttet beskæftigelse eller uddannelse, bevilges førtidspension uanset alder.
Bæredygtig demokratisk-styret ikke-finansdikteret økonomi og borgerløn
Men først et lille hjertesuk fra en person, der dels har oplevet 'junglen' af sagsbehandlere, forskellige kasser, alskens tilskud man selv er ansvarlig for at kende til og søge om, en evindelig renden fra Pontius til Pilatus, at måtte slås for selv ting man har lovkrav på, og meget meget andet - og dels samtidig som akademisk uddannet har lavet regnestykke på regnestykke og opstillet forslag på forslag for at gøre diverse eksisterende ordninger bedre og mere retfærdige & fleksible & økonomisk dynamiske - og som har opdaget, hvor svær alene denne øvelse er, og som ved hvor bøvlet hele cirkusset er for almindelige mennesker i den almindelige virkelighed:
Grundlæggende og helt ærlig talt ville den mest fornuftige, u-bureaukratiske, enkle og økonomisk bæredygtige løsning - hvor man samtidig arbejder med begrebet intelligent vækst som noget, der ikke slider på klodens og menneskernes knappe ressourcer og ikke er et 'frit' finanskapitalistisk misforster, men en demokratisk bæredygtig markedsøkonomi - være at indføre borgerløn, formentlig på ca. 120.000 efter skat.
Jeg synes, at budskabet med basisløn på ca. 120.000 efter skat og en skat på 50% af resten samt væk med alle fradrag og alskens sociale tilskud - undtagen helt nødvendig hjælp til rimelige bolig- og sygdomsudgifter - efterhånden virker stadig mere tiltalende, evt. for studerende som delvist lån til tilbagebetaling ved indtjening over f.eks. 240.000 efter skat.
Ikke mindst nu hvor stort set alle synes trætte af "krævementaliteten" (hos alle andre end sig selv!) og bureaukratiet. Især skepsissen over for bureaukratiet er sund! Og arbejdsudbuddet kan dermed øges med godt 100.000 nu tidligere sagsbehandlere og bureaukrater og andet godtfolk, mens de øvrige offentligt ansatte kan få lov til virkelig at gøre gavn, hvor de også selv kan se det nytter.
Regeringens udspil
For det første er det direkte herligt at høre Mette Frederiksen love i DR2's Debatten, at man vil skrue op for reelle job- og uddannelsestilbud og kraftigt ned for VOK's stadige piskning med skorpioner af syge ledige, nemlig den såkaldte 'aktiveringsindsats', der i bund og grund kun virkede som skrækterapi. Alle, der overhovedet kunne arbejde bare nogenlunde, fandt sig et bare nogenlunde anstændigt job, når de var 'truet' af aktivering, men det var også den primære effekt, som Rockwool-fondens undersøgelser viste.
Der er fornuft i at fjerne eller i hvert fald kraftigt formindske undergrænsen for antal timer i arbejde og at lade tilskuddet afhænge mindre af arbejdsgiverens lønandel og mere af at runde op til en samlet anstændig løn i bunden, mens man i de højere lønninger og/eller timetal gør tillægget mindre, så der også er et incitament til at gå op i tid, hvis man kan. Det gør det mere attraktivt for flere at arbejde - altså økonomisk set, for de særdeles vigtige immaterielle belønninger er der jo altid.
Det gælder selv nuværende førtidspensionister uanset alder, som får det som et tilbud og netop ikke et krav, men kun hvis et bredt flertal i folketinget garanterer, at uanset hvor meget en person fleksjobber, så kan førtidspensionen aldrig fjernes for en person, der én gang er tilkendt førtidspension. Den nuværende regel om, at hvis en førtidspensionist på mirakuløs vis kommer op på at tjene ca. 900.000 om året helt af egen kraft fjernes pensionen, kan sagtens beholdes - den bruges overordentligt sjældent ... Og naturligvis modregnes der i pensionen, især hvis man kommer over en halv million i indkomst.
Det vil også gøre, at syge mennesker efter at have kommet sig nogenlunde kan starte meget blødt og forhåbentlig i langt højere grad selv styre, hvor meget der efterhånden trappes op i timer og samlet indkomst.
Det vil være bedst med et bredt flertal bag denne reform for at sikre trygheden for de skrøbelige mennesker, der er med at gøre - et bredt flertal, som vi for nylig fik et eksempel på med Enhedslisten og Dansk Folkeparti samt regeringen om at finde penge til bedre og billigere kollektiv trafik ...
Jeg vil faktisk gerne lige understrege det her igen: Når DF beskylder regeringen for at ”svigte de svage” (det jeg kalder de dårligst stillede), så¨er det da med at tage dem på ordet og se, om de vil være med til at moderere miseren … Og hvis Venstre fortsat lægger op til abekast om skylden for forhandlingssammenbrud, så de kan samle flere stemmer i hængekøjen, så lav forlig med alle andre end V og LA, som passende kan stå i et hjørne og trutte i hinandens rene røve!
Visse mellemindkomstfag i klemme?
Der kan dog være en lille fare for, at reformen er lige drastisk nok, så også almindelige ikke-akademiske middelklasse-fleksjobbere straffes lige vel hårdt, og omvendt kan det blive måske lige attraktivt nok at gå ned i tid, hvis man altså vel at mærke kan få en alvorlig fysisk eller psykiatrisk diagnose OG blive visiteret til et fleksjob OG faktisk blive tilbudt et konkret fleksjob af en konkret arbejds-"giver".
Det sidste her er ret teoretisk, for der stilles meget skrappe krav ifm. arbejdsprøvning o.l. for at få fleksjob for slet ikke at tale om førtidspension, men at f.eks. nogle folkeskolelærere kommer noget i klemme i overgangen til den nye ordning er et reelt problem. Til gengæld er det noget surrealistisk at høre glødende venstreorienterede debattører "rase over" (som journalisterne utvivlsomt ville kalde det), at man ikke længere vil kunne tjene over en halv million om året i fleksjob ...
Det reelle, om end måske lidt overdrevne, problem for mellemindkomsterne (300-450.000 pr. år) kunne løses ved at dæmpe forventningerne en pæn del til det projekterede langsigtede provenu, så man kan lempe på formlen for modregning i fleks-tilskuddet ud fra arbejdsgiverens lønudgift og gøre den mere 'glidende', altså langsomt stigende.
På figuren nedenfor vil det kunne ses som at lade 'grønne' del af (det offentlige løntilskud) gå fra f.eks. 20.000 (før skat) til f.eks. 40.000 i samlet udbetaling pr. måned. Man kunne også overveje en ny undergrænse på 3-5 timers arbejde pr. uge for at tjene godt 20-22.000 i alt før skat (og jobfradrag), hvilket vil gøre den nye ordning endnu mere attraktiv at prøve for de nuværende førtidspensionister.
Kan selv en akademiker ikke leve af kr. 40.000 pr. måned, så har vedkommende andre problemer end sygdom og ledighed.
ABF-regeringens forslag til reform af fleksjobordningen især vedr. løntilskud ift. arbejdsgiverudgift og arbejdstimer
Forslag til ny fleksjobstilskudsmodregning
Konkret bør problemerne for mellemindkomsterne kunne løses med denne model for modregning i fleksjobydelsen ud fra størrelsen af arbejdsgiverens lønudgift:
00.000-09.999 20%
10.000-19.999 30%
20.000-29.999 40%
30.000-39.999 50%
over 40.000 60% (= reelt større modregning end lønindkomst efter skat, fravalg af disse 'tilskud' er ok).
Det nederste trin vil gøre enhver beskæftigelse, selv lidt tid (men måske med undergrænse på 3-5 pr. uge) væsentligt mere tiltrækkende end en mulig førtidspension eller forlængede sygedagpenge eller en 'get-better-ydelse', som bør ligge mellem en enligs kontanthjælp og sygedagpenge og gives til dem, der kommer fra kontanthjælp eller mindre og som har brug for ro til at få det bedre.
Ovenstående modregning skal dog samtænkes med jobfradraget for skat i bunden - især hvis dette som foreslået hæves til mindst 8% (og bruttoskatten dermed reelt ikke gælder små jobindkomster). Så bør det nederste trin kunne stryges, så alle arbejdsgiverudgifter under kr. 20.000 modregnes med 30%. Et sådant 'job-bundfradrag' med et maks. på 20.000 nettokroner pr. år vil øge det økonomiske incitament for alle i relativt lavtlønnede jobs, konkret for løn op til kr. 250.000 pr. år.
Nævnte skattesænkning er i øvrigt efter min mening den eneste, der reelt er behov for efter år med topskattelettelser, og hvis det virkelig handler om at gøre det økonomisk tillokkende at tage et lavtlønsjob, og ikke blot er endnu en foræring til de vælgere, som de radikale slås med V, LA og C om. Goul Andersen har flere gange påvist, at topskatten kun har en marginal indflydelse på den såkaldte "hjerneflugt", der ofte sker i de unge år for at meritere og opkvalificere sig yderligere i udlandet, mens unge veluddannede så vender næsen hjem med deres nye kvalifikationer, når der skal stiftes familie med gode skoler, børnepasning og generel social tryghed, så man f.eks. også kan lade sit barn selv gå hjem fra skole.
Forslag til anvendelsen af provenuet
Som nævnt er det slet ikke sikkert, at provenuet bliver så stort som forventet, fordi behandlings- og støtteindsatsen kan blive større end forventet og koste mere end de afsatte 1,4 mia. kr. Mit forslag ovenfor (med eller uden et større jobbundfradrag) som hjælp til lave og mellemstore indkomster reducerer provenuet yderligere, formentlig til omkring 2 mia. kr.
Der har længe været talt og talt om bedre sundhed og især om at styrke psykiatrien. Og ift. førtidspension til unge under 40 år tales der især om de psykiatriske diagnoser som nogle, der kan behandles før og under et jobforløb - hvilket vel nok kun er korrekt i højst halvdelen af tilfældene. Men alligevel: Er det så ikke nu, at psykiatrien skal det lovede løft?
Faktisk står der i ABF-regeringens eget grundlag, at psykisk sygdom skal have en lige så god behandling som den somatiske (i det omfang, de kan skilles ad). Jamen så lad os se det! Sæt psykiatrien på finansloven fra senest 2014 og sæt 1 mia. kr. af her i første omgang. De øvrige midler til reelt at hjælpe folk i arbejde på formentlig endnu en mia. kr. kan så findes ved den 1 mia. kr., der er tilbage, og i de i øvrigt pga. den lave lønudvikling mindre satspuljemidler kan spæde lidt til om nødvendigt sammen med deres bidrag til diverse små men værdige formål.
Hvis denne reelle jobstøtte er at fodre hunden med dens egen hale, så er det den hidtil mest fornuftige måde, det er gjort på!
Anvendelse af evt. ekstraprovenu og / eller provenu i pil ved en såkaldt skattereform
Det kan tænkes, at der kommer lidt flere penge i kassen, end jeg regner med. Nogle og måske flere end beregnet kommer i u-støttet beskæftigelse og/eller betaler mere i skat end forventet.
I så fald bør den første del af pengene – eller pengene i en skattereform, som bør hedde en indkomstreform - bruges til at kompensere alle fattige pensionister (førtidspensionister og alderspensionister, som er næsten 100% afhængige af alderspensionens tillægsbeløb) for grønne afgifter og satsregulering (og glemte S-SF-løfter, tsk tsk) med en engangsforhøjelse på f.eks. 5-7.000 kr. (før skat). Gives denne forhøjelse til nævnte pensionister, vil det koste 1-2 mia. kr. Gives det til alle på overførsel uden anden indkomst, vil det koste 3-4 mia. kr.
På længere sigt bør man hæve alderspensionister med kun grundydelse og det almene tillæg samt førtidspensionister på gamle lave ordninger op til en ordning som den 2003-førtidspensionen med et pænt bruttobeløb, rimelig boligsikring og hjælp til relevante ekstra udgifter til sundhed.
Til gengæld kan alskens mærkelige tilskud fjernes - hellere et ordentligt brutto-beløb med sikring af bolig og helbred og frit valg i øvrigt til at bruge sine penge selv.
Det vil ikke forringe det økonomiske incitament til at arbejde voldsomt (og slet ikke de ikke-økonomiske som anerkendelse, udfordring, kolleger, etc). Men det vil stadig være en god ide og den eneste rimelige skattesænkning at øge jobfradraget i bunden ved at forøge det procentvise fradrag til det dobbelt, men sætte et maks. fradrag på 17.000.
Endelig bør det vel principielt være sådan, at de sociale satsers regulering følger lønudviklingen, så efterhånden som samfundet bliver rigere, falder der også lidt af de frasorterede degne ...
Kontracykliske overførsler?
Enten det eller en reel inflationssikring, der vel at mærke ikke indeholder en "gennemsnitfamilies" forbrug, men netop en lavindkomst-persons forbrug: husleje, varme og el og vand (inkl. grønne afgifter med fradrag for et evt. grønt bundfradrag), fødevarer, tøj, medicin og andre sygdomsrelaterede udgifter m.v.
Det sidste element (sygdomsudgifter) kunne så fjernes (gøres unødvendigt) ved en sundhedsreform, hvor der er en lille brugerbetaling på alle ydelser med et fornuftigt maksimum sat i forhold til indkomst, frem for store historisk betingede forskelle på den egenbetaling, der udgør en betydelig og voksende del af de reelle sundhedsudgifter.
Hvis noget vender den tunge ende nedad, er det da nødvendige udgifter til sygdom. Hvem tror man er nødt til at betale sådanne udgifter andre end de samme syge, som er på anstændige, men lave overførselsindkomster? Til gengæld har jeg ikke det fjerneste problem med, at reelt frivillige sundhedsudgifter som kosmetiske operationer, kønsskifter oma. betales af folk selv - omvendt må de helt selv bestemme, hvordan og hvornår det skal ske, og hvem de vil være i hvilke dele af livet.
Får man sammensat en sådan fornuftig inflationssikring kunne den gælde i gode tider (=dagpengemodtagere under 100.000), hvor det samfundsmæssigt giver fornuft at træde lidt på bremsen, hvor man kan, herunder opkræve lidt større skatter, hvis man ellers er en politiker med mod og mandshjerte. Til gengæld kunne lønudviklingen så bruges til, at man beregner en slags "overførsels-opsparing" (eller sågar sætter pengene i en ATP-lignende fond), som kommer til gradvis udbetaling i dårlige tider til overførsels-modtagerne som en slags 'velfærdstillæg'.
Eftersom overførselsindkomst-modtagere har en høj "forbrugskvote" og en lille "opsparingskvote" - eller sagt på almindeligt dansk er en flok fattigrøve, der stort set bruger hver krone - så ville et sådant velfærdstillæg i dårlige tider ganske enkelt virke som et tilskud til det private forbrug, altså sætte lidt mere gang i økonomien. Dertil ville ledighed føles lidt mindre slemt, fordi dagpenge og kontanthjælp ville stige lidt ift. lønnen, og endelig ville det give en god jul også i de fattige familier, som Joakim B. Olsen ikke kan se - og heller ikke behøver at se (så mange af), fordi disse nu ikke behøver stå i kø efter julehjælp ...
Egne erfaringer
Eftersom jeg, som selv er først i 50'erne, selv har været 'førtidsgrøntsag' i seks år, ved jeg, hvor meget det betyder at have udfordringer, anerkendelse, gode kolleger og i det hele taget blive holdt i gang af et arbejde - altså nogle af de vigtigste immaterielle incitamenter der henvistes til ovenfor, og derfor arbejder jeg frivilligt og gratis i et par tænketanke eller skriver selv på internettet, når jeg kan.
Og jeg ved nu, at jeg nødig ville være blevet førtidspensionist 20-30 år før.
Så jeg støtter, at man gør arbejdsmarkedet meget mere reelt rummeligt og gør alt det man kan for at give unge med sygdomme og andre problemer plads frem for passiv forsørgelse.
Men det kræver altså, at man ikke samtidig gør det sværere at komme sig efter sygdom, f.eks. ved at stoppe sygedagpengene efter et år, og at man giver folk mulighed for at starte blødt eller måske have halv tid resten af livet uden sure miner. Det kræver også, at man ikke har urealistiske forestillinger om, hvor mange der reelt vil undgå førtidspension og få et forhåbentlig godt og givende arbejde.
Formentlig er der reelt næsten 10% af en årgang, hvis mentale eller fysiske handikap er så slemt, at det giver mere mening at give dem førtidspension og så lade dem tjene lidt ekstra ved siden af, hvis de kan, uden beskæring af pensionen eller andet og også uden et nyt såkaldt "udviklingsforløb" - lad dem dog blot betale en lille skat af de ekstra penge, som de måske kan tjene og ønsk dem tillykke.
Fakta og tal
Først bør det nævnes, at godt nok er antallet af fleksjobbere 'eksploderet', men til gengæld er antallet på andre former for særlig støtte til uddannelse og jobs og 'gøren arbejdsmarkedsparate', som revalidering, til gengæld faldet overordentligt kraftigt. Regner man alle med, er der grundlæggende ikke sket nogen særlig stigning i diverse hjælpeordninger, måske undtagen fra 2008 da krisen kom. Konkret betyder det, at ja, fleksjobordningen har kostet mere end forventet, men til gengæld har en stor del af pengene kunnet hentes fra de andre hjælpeordninger.
Hvis vi nu ser på førtidspension, så har jeg undersøgt tallene lidt, og der er faktisk ikke nogen særlig voldsom stigning i antallet af unge under 30 eller endda 40 år, der får tildelt førtidspension. Dog er der en tendens til, at psykiatriske diagnoser vokser for alle, men især de helt unge under 20, tildels under 30 (dog 'kun fra ca. 60% til ca. 80% for denne aldersgruppe) ,og hvad mere væsentligt er, at dels er antal modtagere af førtidspension i alt faldet fra 1999 til 2010 fra ca. 280.000 til ca. 250.000, dels har det samlede antal nytilkendelser været stabilt i perioden 1999-1007, og 1999 var et pænt lavt tal historisk, mens der sker en voldsom stigning på ca. 40% i 2008 - da den økonomiske krise begyndte.
Samlet overblik over Nytilkendelser af førtidspension af psykiske og andre årsager til unge og 'alle'
Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter diagnose og tid 1999-2010 samlet overblik
Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter alder og tid 1999-2010
Nytilkendelser af førtidspension for regeringens reform-målgruppe under 40 år pga. psykisk lidelse
Kommunale nytilkendelser af førtidspension efter psykiatrisk diagnose, alder og tid 1999-2010 alle reelle tal
Modtagere af førtidspension i dag:
Modtagere af social pension m.v. efter alder og tid 1998-2011, reelle tal, opgjort 020312
Kilde til alle tal undtagen figuren fra Beskæftigelsesministeriets pdf-fil om udspillet:
Førtidspensionsstatistikken
Afgørelser om førtidspension
Cut-and-paste-link:
http://ast.statistikbank.dk/statbank5a/selecttable/omrade0.asp?SubjectCode=70&PLanguage=0&ShowNews=OFF
fredag den 4. maj 2012
Venlige råd udefra til rådslagningen på årsmødet i Enhedslisten
Johanne
taler dunder ved 1. maj i Fælledparken
Bedre
uden de radikale?
Jeg
skrev engang halvt i spøg og halvt i alvor på Facebook, at
venstrefløjen burde overveje, om ønsket om ægte forandring i
vælgerhavet ikke var så stærkt, at man måske kunne bede de de
Radikale under den nuværende ledelse med en meget lidt socialliberal og næsten neoliberal økonomisk politik om at tilslutte sig blå stue eller i det mindste ikke kræve en plads i en ny regering. I dag spekulerer jeg på, om jeg burde
have foreslået det for alvor.
Men
problemet er nu, at situationen har forandret sig, og at folk derude
er forvirrede over regeringens køb af den borgerlige
politisk-økonomiske diskurs og en overordnet kopistrategi med "vi
er det lidt mindre onde sammenlignet med VOK" - trods rigtig
gode afskaffelser af de værste VOK-excesser og forbedringer med EL i
finansloven!
Den
situation og den strategi betyder, at Venstre desværre lige nu vil
vinde en kanonsejr, fordi Thorning og Vestager nu siger det samme,
som Lars Løkke hele tiden har sagt. Og Løkke vil vide at bruge den medvind til yderligere at stramme løkken om Underdanmarks eksistensvilkår og sætte yderligere turbo på finanskapitalens og neoliberalismens forsøg på at redde kapitalismen ved at spare på både vækst og velfærd samt ved at udradere enhver tro i den danske befolkning på mulige andre veje.
De gennemførte forbedringer og de vigtige 20% ...
I
må heller ikke glemme "den gode liste", som jeres egen Johanne Schmidt-Nielsen har nævnt flere gange i de senere dage, over afskaffelsen af fattigdomsydelser, reel forlængelse af den nu håbløst korte dagpengeperiode og de
værste excesser over for udlændinge, og der er gode takter f.eks. i arbejdet pt. i
regeringen med at forlænge sygedagpengeperioden betydeligt.
De
ting er der også, og de gør ABF ikke 2%, men mindst 20%, bedre end VOK.
Fra 20% er der langt til 100%, men I forventer vel heller ikke ren
Enhedsliste-politik, vel? Til gengæld er der rigtig god grund til at
kræve, at procenten hæves betydeligt, så det nye flertal både genvinder, overbeviser og flytter midten i dansk politik.
Derfor skal I presse dem alt det, I kan - i og uden for folketinget, og I bør sammen med andre venstrekræfter få formuleret en strategi for, hvordan vi ændrer den nuværende og falske politisk-økonomiske diskurs. Politik handler ikke kun om forhandlinger og kompromisser versus principper og renhed - skønt begge sider er vigtige, men i høj grad om gennem såvel tale som handling at ændre "hearts and minds", som de siger i USA.
Derfor skal I presse dem alt det, I kan - i og uden for folketinget, og I bør sammen med andre venstrekræfter få formuleret en strategi for, hvordan vi ændrer den nuværende og falske politisk-økonomiske diskurs. Politik handler ikke kun om forhandlinger og kompromisser versus principper og renhed - skønt begge sider er vigtige, men i høj grad om gennem såvel tale som handling at ændre "hearts and minds", som de siger i USA.
Elendighed
fører ikke automatisk folk til venstre
Giv
bare regeringen retoriske tæsk og kræv endelig indrømmelser. Men
tro ikke på en eller anden re-re-revolutionær (som Lenin kaldte den
i "Venstrekommunismen - en børnesygdom") og naiv
forestilling om, at jo ringere det bliver, jo mere klare i hovederne
bliver folk om, at vejen skal gå til venstre.
Det
troede Baader-Meinhof også, da de prøvede at fremkalde "den
fascistiske politistat", og det eneste, der kom ud af det - ud
over blod og vold og død, var indførelsen fik Berufsverbot
for en del røde intellektuelle med 90% tilslutning.
Tværtimod
risikerer vi ikke blot en gentagelse af det 20.århundredes
tragedier, men også at fascismen - som allerede vinder tydeligt frem
f.eks. i Grækenland og Frankrig - bliver set som den rette
revolution ...
Og
husk, at en revolution må være sidste udvej, hvor grundlæggende
men fredelige folkelige forandringer er at foretrække, og at man
ALDRIG må give køb på demokratiet med retsstaten samt de
borgerlige frihedsrettigheder og deres videreudvikling i
menneskerettighederne. Selv i krigstid skal der udløbsdato på alle
undtagelser, og den må ikke ligge længere ude i fremtiden end
allerhøjst 10 år. Derfor er jeg liberalsocialist!
Man
bør huske, at kriser ikke nødvendigvis fører til positive
forandringer. Lige så ofte har de ledt til det totalitære højre,
til krig om kolonier eller simpelthen til apati.
Det
må ses som udtryk for såvel rettidig omhu af sælger samt helt i
den nymoderne krisetids ånd, at en af fire versioner af Edvard
Munchs "Skriget" fra 1893 (året for anden store recession
i "den lange depression" 1873-1896, som førte til 1.
verdenskrig om kolonier) er blevet solgt til rekordpris, nemlig over
600 millioner kroner ...
Lær
af historien
Kapitalismen
har været i utallige kriser, uden at det førte til revolution - for
slet ikke at tale om fredelige forandringer, og slet ikke en
succesfuld og demokratisk revolution, selv om de borgerlige
revolutioner (liberale og socialister sammen) netop førte til
demokrati i en række lande, dels i Frankrig og USA i slutningen af
1700-tallet, dels i 1848, dels i 1870.
Det
var netop ingen tilfældighed, at Marx, som var en fremragende
filosof og historiker, en god og kritisk økonom og en temmelig
uheldig revolutionær, skrev "Det kommunistisk Manifest"
netop i 1848, fordi han under indtryk af de mange finansielle og
økonomiske kriser - og de var alvorlige, f.eks. i 1840'erne,
1870'erne og 1890'erne (de to sidste kaldes sammen "The
Long Depression"), faktisk mente, at revolutionen var lige på
trapperne.
Og
hvad endte 1800-tallets hektiske politiske og økonomiske udvikling
og kriser så med: At de europæiske stormagter gik i "verdenskrig"
om kolonier! Og arbejderne vendte IKKE våbnene mod generalerne, og
arbejderpartierne stemte IKKE imod krigen, til trods for en fælles
beslutning i 1. Internationale.
Rådsrepublikken
Sovjet og dens fødsel og fejl og forbrydelser
Undtagen
i Rusland, hvor kravene om fred, brød og jord fik opbakning i et
helt nyt kapitalistisk land med 80-90% bønder og en
storbyrevolution, fordi de tabende tyskere sendte Lenin fra eksil i
Schweiz til St. Petersborg, hvor han og boljevikkerne greb magten FØR
den alrussiske Rådskongres (Sovjetkongres), og UDEN flertal såvel
der som i Dumaen, men med modstanderne i total forvirring og et
sociallberalt bondepart med godt 50%i i Sovjetkongressen, der halvhjertet bakkede
op.
Trotskij stampede en Rød Hær på 3 mio. mand op af jorden i byerne,
som kunne kæmpe mod højresocialdemokraterne og de borgerlige
støttet af lande, der tilsammen også fik stampet 3 mio. mand op af
en sønderskudt bombarderet blodbestænket jord. Hvorefter mere
end et år gik med hhv. rød og hvid terror over for de bønder, der
ikke vidste, hvem de skulle holde med.
Hvordan
kunne sådan en revolution, født ud af krig og sølet til i blod og
borgerkrig i et tilbagestående bondeland, blive til et levende
socialistisk demokrati? Og alligevel tog folk fra Europa i 20'erne
dertil i håb om en ny tilværelse, herunder Anders Foghs oldefar!
Hvor mange vides ikke helt, men det er næppe helt forkert, at måske
60-80% søgte lykken i den nye verden i vest, mens resten valgte øst.
Sidenhen
stivnede Sovjet og dens allierede og hele den såkaldt
"virkeliggjorte socialisme" - igen præget af 2.
verdenskrig og Stalins forbrydelser og dumheder allerede fra 30'ernes
begyndelse, og håbet blev kvalt i en parodi på sig selv, hvor man
frem for at sikre stadig større frihed, lighed og broderskab og
stadig flere reelle muligheder for stadig flere mennesker for slet
ikke at tale om et stadig mere omfattende og folkeligt demokrati fik
indført et stagnant og brutalt diktatur, hvor revolutionens stærke
ledelse og deres efterkommere sad på toppen og havde egne vejbaner
til bilerne og egne butikker til alskens behov uden at skulle mænge
sig med den pøbel, som de påstod at repræsentere.
Progressive præsidenter de kommende fem år?
Positive
impulser fra USA og EU
Derudover
bør I tage bestik af situationen internationalt - med en progressiv
præsident i USA, der rent faktisk trækker i den rigtige retning på
visse punkter, og forhåbentlig bliver genvalgt - hvor han så har
væsentligt friere hænder.
Dertil
kommer en bevægelse mod venstre i vigtige dele af Europa, ført an
af den franske socialistiske præsidentkandidat, som giver håb om en
vækstpagt ved siden af finanspagten eller en opblødning af denne
samt en generelt anden diskurs om økonomisk politik.
Men
der er også gode konservative, der kan se pointen i at få
finanssektoren under kontrol efter at være blevet forgældede
nationalt af bankpakker. Herunder Italien, Spanien og Tyskland.
Selv
Storbritannien, hvor den stokkonservative regering kun siger nej til
en finansiel tranaktionsskat, fordi de i forvejen har en selv, nemlig
stempelafgiften, som de straks efter satte op fra 0,5 til 1,0%, og
finansministeren gennemførte en bankpakke, der i kravene til the
City f.eks. krævede 17% ansvarlig kapital, mens G20s Baselkrav er
7%, og rund-barberede de lukrative muligheder for bonusser.
Pressionsmidler
også uden for folketinget
Der
er mange frustrerede medlemmer af ALLE tre partier i regeringen, og
det er om at nå dem og andre opinionsbærere gennem de forskellige
bevægelser og organisationer og arbejdspladser.
Derudover
er der den ganske vist ramponerede, men dog stadig eksisterende
borgerlige offentlighed, som Habermas kaldte den - altså den
offentlige debat og effekten af den på partimedlemmer og vælgere i
det hele taget.
Samlet
set har 'massearbejde', debat og parlamentarisk arbejde effekt på
såvel meningsmålinger som andre aktører på den politiske scene.
At det er sådan er der et vældigt godt eksempel på i Politiken i
dag, hvor EL's tidligere frontfigur Pernille Rosenkrantz-Theil langer
kraftigt ud efter Johanne Schmidt-Nielsen. Det er nok det bedste
udtryk for, at man langt ind i regeringspartierne er beklemte ved
egen tilbagegang og bekymrede over jeres fremgang.
Pernille
Rosenkrantz-Theil på sin plads
Derudover
er det så også pinligt at se den tidligere "EL-dronning"
skælde ud på sit gamle partis nye frontfigur, fordi hun nu "lyder
som en elevrådsformand" og ikke vil love at stemme for selv de
mindste forbedringer i en finanslov med kæmpestore forringelser. Det
forekommer mig, at Pernille kaster med brosten i sit nyvalgte glashus og smider
barnet ud med den røde maling ...
De
parlamentariske midler
Der
er også mange forskellige muligheder i folketingsarbejdet.
Der
er de personlige kontakter, og der er arbejdet i diverse udvalg. Der
er muligheden for at samarbejde med andre socialt bevidste partier om
at presse regeringen i konkrete situationer uden hellige køer,
f.eks. DF.
Man
kan true med meget andet end at vælte regeringen, f.eks. at strejke
i Folketingets udvalg, dvs. ikke deltage i arbejdet i protest i en
kortere eller længere tid. Så er regeringen nemlig i mindretal i
samtlige udvalg, og det kan give nogle interessante
udvalgsbetænkninger - som så kan forkastes i salen.
Endelig
er der finansloven,
hvor der er fire muligheder:
-
man kan tage sig godt betalt for at stemme for den samlede lov inkl.
ulækre forlig, som man stemmer i mod i deres respektive
afstemninger, herunder de konkrete bevillinger.
-
man kan gøre ovenstående men vælge at undlade at stemme ved
finanslovens samlede afstemning, hvis regeringen kan få de
Konservative eller andre til at stemme for - hvilket naturligvis sker i en vis forståelse.
- man kan stille så ultimative krav, at regeringen bliver fristet til at søge flertal til højre uden om jer, altså ikke i en vis forståelse med jer, hvilket vil stille jer over for to onder: Enten vedtages finansloven med endnu større forringelser uden jeres fodaftryk, eller også benytter de borgerlige muligheden til at trække tæppet væk under regeringen ved at lade forhandlingerne strande, hvor I så kan vælge mellem at tabe ansigt totalt ved at redde regeringen eller vælte den og blive straffet for det af vælgerne.
- man kan stille så ultimative krav, at regeringen bliver fristet til at søge flertal til højre uden om jer, altså ikke i en vis forståelse med jer, hvilket vil stille jer over for to onder: Enten vedtages finansloven med endnu større forringelser uden jeres fodaftryk, eller også benytter de borgerlige muligheden til at trække tæppet væk under regeringen ved at lade forhandlingerne strande, hvor I så kan vælge mellem at tabe ansigt totalt ved at redde regeringen eller vælte den og blive straffet for det af vælgerne.
-
man kan stemme imod og vælte regeringen.
Ikke
alle brede forlig er dårlige
Derudover
skal I passe på med at se alt som forringelser.
Det
burde I vide efter selv at have indgået et bredt energiforlig,
hvor jeg håber, at I husker at kræve et grønt
bundfradrag
ved forhandlingerne om finansloven.
I
øvrigt erne sammen med lidt ekstra
på overførslerne
og en forøgelse
af jobfradraget i bunden, f.eks.
ved at sætte det op til 8% men med et maks. på 20.000 efter skat,
for så er det lavtlønnnede og deltidsansatte, der tjener under
250.000, der bliver kompenseret dels for dyrere energi og dels for
temmelig voldsomt stigende fødevarer. Det kan betales ved at åbne
for en ny reel topskat igen, hvis ikke ved 800.000 så ved en
million, og ved at afskaffe både ejendomsværdiskatten og
rentefradraget over 10 år.
Hvis
I står og mangler et samlet og finansieret forslag til en
fornuftig skattereform, så er der et forslag her:
Der
er jo også indgået forlig, hvor I har kunnet være enige med
Liberal Alliance,herunder om udliciteringsvalgfrihed og ikke mindst
om udlændingepolitik, men I burde også kunne enes med dem om at
genvinde større retssikkerhed for borgernes ved f.eks. at fjerne
terrorpakke 2 og luge ud i terrorpakke 1.
Og
skulle en afskaffelse af Store Bededag være en helligbrøde for
Enhedslisten!? Eller Kristi Flyvefest for den sags skyld? Sælg dog
alle tre fridag for to hele fridage Grundlovsdag og 1. maj ...
Og
når regeringen dermed reelt har fået 1,5 dages arbejde mere, så
kræv sammen med fagbevægelsen mere efteruddannelse og flere
praktikpladser for pengene og gerne en ordentlig dagpengeperiode
igen. Og bed dem så i øvrigt lukke røven om mangel på
arbejdskraft, så længe der er arbejdsløshed, og prognoserne er
usikre, især om fremtiden!
Lige
nu er
førtids-fleksreformen
et godt eksempel, for i sig selv er der jo ikke noget galt i at ville
give så mange som muligt plads på et rummeligt arbejdsmarked, hvor
folk får lov at yde efter evne - og så at sige nyde efter
minimumsbehov
... Det er så et stykke fra det, der lægges op til, men der er
muligheder for at trække den anden vej, også selv om et højrevendt
forlig trækker modsat, f.eks. ved at sikre sygedagpenge og
kontanthjælp til syge uden tidsbegrænsning og ved at få sat
psykiatrien på finansloven med 1 mia., før førtids-fleksreformen
træder i kraft.
Se
evt. mit notat om den foreslåede reform:
Konklusion
Jeg
håber, at meddelelsen fra årsmødet bliver noget i retning af:
"Vi
har støttet regeringens dannelse, og vi er glade for forandringen
fra VOK, men vi lægger ikke stemmer til hvad som helst."
Og
når journalisterne så spørger Johanne " Betyder det, at I kan
finde på at vælte regeringen?", er det eneste rette svar, som
hun blot skal gentage:
"Det
kommer jo an på, om den insisterer på at vælte sig selv og sin
egen politik!"
Liberalsocialismen vil have den røde fane ud af hullet og pudset grundigt af!
Abonner på:
Opslag (Atom)