Kan S lave et ”dagpenge-valg” med den siddende ledelse?

Thorning blev ikke sendt til Bruxelles, og ej heller til Bloksbjerg … At hun bør møde vælgerne og stå til ansvar for sin politik er en naturligt, men vil det alligevel stadig give mening at tage skiftet til den oplagte kronprinsesse Mette Frederiksen med magtaftaler, der utvivlsomt allerede ligger klar i kulissen?

På det seneste har der været klare tegn på, at S er ved at justere kursen med en stadig mere tydelig skiftende magtfordeling i ledelsen, et valg i udsigt og en intention om at pudse egen profil af.

Thornings dagpengeindrømmelser på S-kongressen var et vigtigt led heri og faldt i tre dele:

- dels fremrykkelsen af dagpengekommissionens rapport,
- dels blev det meldt hidtil uset skarpt ud, at det er dagpengereformen, der er noget galt med,
- og endelig blev det slået fast, at S og R efter valgudskrivelsen ikke længere er bundet af regeringsgrundlaget, men kan melde hver deres nye dagpengeløsninger.

Kritikere kaldet det små skridt, nogle sågar "ligegyldigt", og vist er der tale om mindre skridt, men skridt er de dog.

Jeg foreslog selv tidligere i år bla. en fremrykning, vel at mærke til foråret 2015, samt forskellige valgoplæg fra S og R, men det var under forudsætning af, at S skiftede formand fra Helle T. til Mette F., og at Mette F. udskrev valg i foråret, og jeg havde mildt sagt hellere set denne udvikling.

Når Thorning ikke kan rykke kommissionens rapport yderligere frem, skyldes det først og fremmest hensynet til de radikale. Under Thornings ledelse har S skrevet under på regeringsgrundlaget, som gælder indtil valgudskrivelse (evt.  holdt tidligere pga. ny formand).

Nedsættelsen af kommissionen blev aftalt for cirka 1 år siden, og selv om det tager tid at finde deltagere mv. samt for kommissionen at arbejde, kunne man sagtens rykke rapporten yderligere frem.

Men Thorning ville ikke kunne lave resten af sine kovendinger, der behøves, hvis dagpenge virkelig skal være et topspørgsmål ved valget, og der er ikke noget EU-job lige nu, samt de radikale vil modsætte sig ændringer - også i S's udspil, før valgudskrivelsen.

Jeg skrev min analyse i anledning af de mere end ophedede diskussioner om og forventninger til situationen omkring det tidspunkt, hvor de Junckers EU-kabale blev endeligt lagt, konkret i den weekend med de afgørende forhandlinger.

Heri skrev jeg bla., at det selv for en S-ledelse med Mette Frederiksen som partileder og Henrik Sass Larsen som hendes højre hånd i en endnu mere fremtrædende position, ville blive svært med troværdigheden i behold at lægge alt for hurtig afstand til de mange ulyksalige dele af resultatet i det berømte "Sorte Tårn", og at der måtte findes både tid og argumenter samt tid til at lade ændringer så at sige 'sive ned" til vælgerne.

Jeg skrev også, at selv Mette F. og selv med en kurs-justering næppe ville kunne vende skuden og vinde valget, men at hun kan opnå et mindre nederlag end Helle Thorning.

Det skete i de to tidligere blogindlæg ”Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F. ” fra fredag den 29. august 2014 og i ”Plan B ... ” fra søndag den 31. august 2014.

Og jeg mener afgjort stadig, at selv en Mette F., der trods alt af og til har lyttet til baglandet og justeret nogle af de værste konsekvenser af de rådne SR-kompromisser, må skulle passe på med at ændre S-kursen for hurtigt.

Bag kulisserne er det vist allerede klart for de fleste, at Mette F og Henrik Sass taler med større vægt i f.eks. S-folketingsgruppen end Thorning og Corydon, og det kan forklare de seneste kurs-justeringer.

Et mere sikkert tegn herpå ville man få, hvis finansloven endte med solide indrømmelser til venstrefløjen – også den i socialdemokratiet, gerne i retning af midlertidige dagpenge-løsninger og andre indrømmelser i tråd med de fem punkter, jeg stillede op i mit blog-indlæg den 29. august 2914 (se link senere).

Derudover vil et magtskifte tidligere end valget dels kunne bruges til at fremrykke valgdatoen og debatten om et bedre dagpengesystem, og den magtkabale, der lige nu ligger i S-kaffeklub-ledernes Skuffer vil kunne træde i kraft uden større ballade, som et usikkert forår ville kunne bringe, især nu krisen som forventet af undertegnede ser ud til at bide sig fast og blive langvarig.

En væsentligt mere rød finanslov end de to før kunne i 2015 rumme noget i tråd med disse relativt beskedne, men vigtige forbedringer, idet jeg har opdateret dele af ideerne lidt siden 29. august:


1. Indtil et "bedre dagpengesystem", som Thorning stillede i udsigt på S-kongressen, kan forhandles og vedtages, må de midlertidige løsninger som minimum forlænges, og diverse huller fyldes ud, f.eks. samspillet mellem at falde ud fa dagpenge, forsørgerpligt og den lave ydelse til såkaldt "uddannelsesparate" under 30. Men det bør være det mindste resultat, hvor venstrefløjen endelig skal presse på genoptjeningskravet (6 mdr frem for 12 mdr), men realistisk bruge det til at få en del fra andre hylder.
Så længe Thorning er S-leder, og S-toppen er bundet af regeringsgrundlaget, fremrykkes dagpengekommissionen ikke yderligere, men man kan håbe på, at Mette F tager over, uden at det selvfølgelig kan indgå i forhandlingerne, og uden at det heller vil være en mirakelkur, men velgørende vil det være, at S og R hver for sig vil lægge deres forslag frem op til en valgkamp som to forskellige partier. Grundlæggende er en konjunkturbestemt dagpengeperiode et af de vigtigste indslag, f.eks. fire år i dårlige tider og 2 år i gode tider.

2. Den grønne check, der beskytter små indkomster (lidt) mod de såkaldte grønne afgifters stigning, bør blive til et permanent grønt inflationssikret bundfradrag på kr. 6000 (skatteværdi ca. 2500 kr).

3. Den grønne omstilling skal dels bredes ud til al slags grøn energi og skal dels tilbage som en væsentligt vigtigere prioritering ud fra sloganet: "Bæredygtige jobs og ikke blot blind vækst".

4. Gensidig forsørgerpligt skal afskaffes eller i første omgang ligestilles mht. skattereglerne, så en partner med forsørgerpligt i det mindste får samleverens personfradrag. Langsigtet må individualprincippet gælde i al lovgivning.

5. Overførsler skal reguleres ud fra den reelle inflation, målt af Danmarks Statistik for de enkelte socialgruppers forskellige forbrugsmønstre. 

Ovenstående er skrevet ud fra den forudsætning, at S holder fast i det, der virker som en samlet ledelses plan, nemlig at fremrykke dagpengekommissionen, klargøre at man vil et nyt dagpengesystem og at tage en valgkamp på ikke mindst overordnet debat om indholdet i et sådant nyt system. 

Og det er skrevet ud fra helt basale politologiske erfaringer om, at et partis kurs-ændringer skal ske med varsomhed  og kunne forklares samt udvise en vis konsistens med den hidtidige linje. 

Kort og kynisk sagt er formlen: Jo større ændring, jo mere tilsyneladende konsistens …

Derfor mener jeg også, at hvis S virkelig mener alvorligt, at det kommende valg skal have dagpenge som i det mindste et hovedspørgsmål, så vil man ikke kunne føre valgkamp i 2015 med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon som hovedfigurer.

Plan B ...

Ja ja da, så blev alle politiske kloge-åger vist sat grundigt på plads. Næsten lige så meget, som DMI blev af skybruddet, men også kun næsten.



Herunder også undertegnede - hvis det ellers er ok at inkludere mig selv i denne mere eller mindre fornemme gruppe.



Bevares, nogle er blevet mere sat på plads end andre, f.eks. Lars Trier Mogensen, der i Deadline på DR2 i går, søndag den 30 august 2014 kl. 22.30, erklærede, at S "aldrig" ville give en kommissærpost til de radikale, men skidt nu med det:



Vi blev stort set alle overraskede, og det bekræfter blot Harold MacMillans dictum om, at "en uge er meget lang tid i politik" - og her kan en weekend åbenbart gøre det.



Alt det, jeg skrev om overgangen af magten til en ny S-formand i skikkelse af Mette Frederiksen især i blog-indlægget "Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F.",  står stadig ved magt, herunder at Mette F. i første omgang formentlig kun ville kunne begrænse et snarligt valgnederlag - og hvis man læser efter, vil man bemærke, at jeg netop tager forbehold vedr. datoer og rækkefølgen af faktorerne.



Men det skal ikke forhindre mig i at tage hatten af for Helle Thorning, som jeg føler har bekræftet det indtryk, som jeg har haft længe, nemlig at hun nok gør sig væsentligt bedre på de internationalt bonede gulve end i dansk politik, hvilket en kommende regering uanset farve bør notere sig.



At lade sig køre i stilling som stærk mulighed som EU-præsident for så at trække sig, da den samlede kabale tydeligvis måtte lægges anderledes, med det modkrav, at DK ved at stille med en stærk kvindelig kommissær ville få en tung og formentlig økonomisk post, var særdeles smukt kørt.



Samtidig er den såkaldte "plan B" næsten bedre end plan A, for nu slipper vi røde vælgere og en kommende - og gradvist mere rød - S-top med Mette F. i spidsen for at skulle slås med Margrete Vestager. Sådan er det jo, som en eller anden sagde engang.



Endda forlyder det, at Vestagers nye "tunge post", som Thorning ikke ville annoncere åbent som en sådan uden en solid aftale om det, kan blive noget med at stramme op over for de banker, der slap for let fra ansvaret under finanskrisen, samt sikring af et samarbejde om skattesatser og effektiv skatteinddragelse.



Det kommer jo til at fremkalde en uvant situation for os på venstrefløjen oven på de seneste år, for så vil vi formentlig skulle være enig med Vestager fremover! I hvert fald ift. den retning, som hun trækker i, selv om stramningen nok næppe vil blive så stram, som vi kunne tænke os, men lidt har jo også ret.



Jeg står ved, at DF i stigende grad bør afprøves i handling og konkrete beslutninger på sin på meget sociale retorik, især når partiet står til at blive mindst dobbelt så stort som de radikale, og når partiet nærmest præsenterer sig som Socialdemokratiet Classic.



Men med en ny radikal leder er det en mulighed, at den del af det radikale bagland, som lige nu leder noget fortvivlede efter den sociale del af de Radikales traditionelle socialliberale identitet, i løbet af fire år i opposition vil kunne trænge igennem med et krav om, at partiet støver den sociale profil af.



Her er det måske en ulempe, at Morten Østergaard - ganske som Vestager oprindeligt - kommer fra den radikale venstrefløj.



Ja, kære læsere, I læste rigtigt: En ulempe. En gammel regel i politik siger nemlig, at hvis man vil rykke mod venstre (som da Nixon åbnede over for Kina - og delvist Sovjet), skal man komme fra højre og vice-versa.



Men vi, der gerne ser et mere lige og socialt retfærdigt Danmark med bæredygtige jobs til alle, der kan og vil, samt hjælp til alle, der ikke kan pga. sygdom, alder o.l., må jo håbe på reglen om "ingen regel uden undtagelse" ... Og undtagelsen kunne meget vel komme af en bevægelse hos græsrødderne.



Samt at vi efter det snarlige valg formentlig - formentlig, gentager jeg og minder om meningsmålingerne pt. men også meningsmålingers indbyggede svagheder - får et folketing, hvor de radikale ikke rigtigt kan blive tungen på vægtskålen i nogen vigtige sammenhænge.



Måske ender vi endda med en ny SR-akse, der denne gang har lighed, bæredygtige jobs, velfærd inkl. eksport af velfærdsløsninger og grøn vækst som det, Danmark skal leve af, samt andre gode ægte socialdemokratiske og socialliberale værdier  mv. højt oppe på dagsordenen, når både S og R har tænkt sig om i fire år.



Der er nemlig intet, der fører til politisk omtanke og nyorientering som en periode i gold og kold opposition, og da især ikke, når man som parti er vant til indflydelse ...

10 teser til Socialdemokratiets nødvendige fornyelse ved begyndelsen af det nye årtusinde – principperne

Her er ti teser, som jeg offentliggjorde kort efter valget i 2001, om det jeg mente burde være de overordnede principper i Soc.dem.s fornyelse. Det er både en glæde og en sorg at se, at de stadig er aktuelle …

1.    Socialdemokratiet har altid værnet de svageste, og høstet vigtig støtte hos dem. Men Socialdemokratiet har aldrig kun talt de aller­svagestes sag, som i kapitalismens var pjalteproletariatet, under den sejrede kapitalisme de ufaglærte, under senkapitalismen de arbejds­løse og overførselsmodtagerne, og i dag under  videnskapitalismen er de marginaliserede med kvalifikations-, løn-, og frihedsefterslæb, hvad enten de tilhører dem, der nys er kommet til os, den genera­tion, som blev sprunget over i 80’ernes store økonomiske krise, eller det såkaldte grå guld, der ofte føler sig som støv. Socialdemokratiet må tale for dem alle, gå i offensiven mod hvert overgreb på deres liv, ære og velfærd og for deres opkvalificering til at få mulig­hederne for at få del i videnssamfundet. Men Socialdemokratiet må tale for andre end dem: For de håbefulde, der tabes af den tilsyne­ladende fri arbejdsudfoldelses vogn; for de mange, der ønsker en plads i solen, men føler, at chefens nevøer stadig sidder i vejen; for de utallige, der opdager, at løfterne om en kreativ hverdag hurtigt afløses af nye rutineopgaver, blot på et højere niveau.

2.   Socialdemokratiet har altid haft, og vil altid have, et væsensforskel­ligt menneskesyn fra højrenationalismen, der kræver særligt stramme krav stillet til de etniske mindretal, og hylder danskheden som et politisk projekt, ikke blot som et fornuftigt psykologisk behov for at søge sine rødder og dermed også forstå den historiske kamp bag det samfund, vi har i dag. Socialdemokratiet har ligeledes et væsensforskelligt menneskesyn fra den fremstormende liberalisme, der forguder det private initiativ og søger at gøre fællesskabet til noget lig sammenholdet i en sangforening. Socialdemokratiet af­grænser sig ligeledes fra konservatismen, med dens skeptiske og negative menneskesyn, fra socialliberalismen med dens kombination af fri konkurrence og forsøget på at opnå lige muligheder for delta­gelsen heri, samt fra den mere yderliggående venstrefløj, med dens ubetingede optimisme om menneskesindet, blot det får et godt sy­stem at fungere i lagt ned oven fra, om end afstanden her er min­dre.

3.   Socialdemokratiet har altid haft reformer som sit virkemiddel og kan indgå ethvert kompromis, der fremmer dets vælgeres interesse, men det må afvise ethvert kompromis, der skader dem. Visse kompromis­partnere er mere naturlige at søge end andre, ikke mindst den traditionelle socialliberalisme, konservatismen og venstre­fløjen, mens andre kalder en naturlig skepsis og agtpågiven­hed frem, men ingen er udelukket. Med de naturlige kompromis­partnere kan der blive tale om strategiske kompromisser, mens der med andre kun kan blive tale om taktiske kompromisser.

4.   Det lykkedes den nuværende regering at afpolitisere spørgsmålet om bevarelse og udbygning af den danske velfærdsmodel under valg­kampen i november 2001. Socialdemokratiet må som en af sine for­nemste opgaver have at politisere dette spørgsmål igen: Hver forrin­gelse må afsløres og kritiseres, ikke mindst når den sker på bag­grund af en solid og stærk økonomi, der ikke tilsiger forringelser. Men Socialdemokratiet må ligeledes udvikle sit eget alternativ med en fortsat fornyelse af det danske velfærdssamfund, ikke mindst i lyset af europæiseringen og globaliseringen. Den tid, hvor to uforsonlige parter stod over for hinanden på arbejdsmarkedet, er for længst forbi. Kollektive aftaler vil fortsat have en værdi som rammer for udviklingen, men hvert enkelt individ skal have sin personlige over­enskomst på fremtidens arbejdsmarked. Socialdemokratiets og fagbe­vægelsens opgave er her blandt andet at sikre, at det ikke betyder, at svage individer presses til urimelige aftaler. Det skal sikres dels gennem minimumsrettigheder i europæisk og national lovgivning, samt i minimumsbestemmelser i de kollektive overenskomster.

5.   Europæiseringen og globaliseringen af det danske samfund og der­med også af dansk politik stiller nye krav til Socialdemokratiet, men giver det også nye muligheder. Socialdemokratiets projekt må være, at alle får en rolle at spille i europæiseringen og globaliserin­gen. Kun på den måde overvindes den hidtidige modsætning mellem den såkaldte ’elite’ på næsten 50% af befolkningen og de øvrige marginaliserede 50%. Det europæiske projekt må forvandles fra en hvisken-tisken til et gjaldende kampråb for fornyelse af Danmark, Europa og verden. Socialdemokratiet må politisere det planlagte Euro­pæiske Konvent med et krav om et Folkenes Europa.

6.   Et Folkenes Europa må bygge på en nøje fastlagt opgavefordeling mellem de forskellige politiske niveauer og institutioner, hvor det vigtigste må være et krav om, at et folkevalgt Europaparlament og et ministerråd udpeget af de nationale regeringer tilsammen udgør det europæiske besluttende niveau med gensidig vetoret, udløst ved kvalificeret flertal. Et Folkenes Europa må endvidere bygge på minimums­beskyttelse på alle afgørende områder og bygge på FN’s konventioner herom: de grundlæggende menneskerettigheder, de almene demokratiske rettigheder, økonomiske rettigheder som ejen­dommens relative ukrænkelighed og fuldstændig aftalefrihed mellem lovgivningsmæssigt ligestillede partnere på arbejdsmarkedet, sociale og kulturelle minimumsrettigheder på et højt niveau, beskyttelse af miljø og arbejdsmiljø i bredeste og bedste forstand. Det sociale mål må være at sikre alle et garanteret minimumsleveniveau, oven på hvilket der kan bygges forskellige kollektive og individuelle udbyg­ninger. Kun på denne måde sikres en fremtid for den danske velfærds­model i den europæiske udvikling.

7.   Socialdemokratiet må vende sig skarpt imod at lægge bestemte samfunds­grupper for had. Når nogen taler for sådanne holdninger, er det at række dem blot en lillefinger at bruge den forkerte legems­del! ”Perkerne”, som man i dag nærmest værdineutralt kal­der flygtninge, indvandrere og disses børn, er først af alt en res­source og ikke et problem, ikke mindst når store årgange af ældre snart skal forsørges af små generationer af unge danskere. ”Per­kerne” er blot det seneste tilskud til et Danmark, der gennem histo­rien utallige gange er blevet beriget af indvandring. Hansen og Jensen har længe været i mindretal i telefonbogen, og det vil til­tage. Hvis vi kan få et ”multi-etnisk” samfund af, at indvandrere og deres børn fra lande uden for Europa når op over 10%, så har vi faktisk haft det i mange år. Er definitionen på et multi-etnisk samfund derimod, at andelen af ”gammeldanskere”, der har boet i Danmark i 3 generationer eller mere, ikke når under 80%, så får vi det sandsynligvis aldrig. Men frem for statistik, må Social­demokratiet bruge indvandringen til politik: Alle skal i arbejde og uddannelse, også indvandrerne. At der kan være problemer med nogle gruppers tilpasning, må besvares med en kombination af dialog og justits. At der kan være problemer med nogle ’gammeldanskeres’ tilpasning må besvares på samme måde. Integrationen skal styrkes overalt, og omvendt skal der gribes hårdt ind over for enhver form for diskrimination. Begge dele vil kræve nye tiltag. Det er den kontrakt, Socialdemokratiet må tilbyde nydanskerne.

8.   Fremtidens Danmark vil opleve en stigende mangel på kvalificeret arbejds­kraft. Socialdemokratiet må formulere en politik, der drastisk øger udbuddet af kvalificeret arbejdskraft. Det kræver en ihærdig uddannelsesindsats og en styrkelse af forskningen. Derfor var regerin­gens nedskæringer på dette område så kriminelle. Social­demokratiet må arbejde for, at der bliver plads til alle, der vil … Det gælder det grå guld; de mennesker parkeret på overførsels­indkomst i dag, som både vel at mærke kan og vil have et indbringende og udfordrende arbejde; og det gælder de mange ny­danskere. Når alt er gjort for at opkvalificere disse grupper så hur­tigt som muligt, først da kan der blive tale om at importere ar­bejdskraft, hvor der stadig er mangel. Erhvervslederne må lære at bruge de ressourcer, det danske samfund har i dag, ikke blot hele tiden skrige på flere.

9.   Skal det blive tillokkende for grupper, som tidligere regeringer un­der indtryk af tidens store problemer parkerede på midlertidige el­ler varige og mere eller mindre nådige overførsler, at droppe det lille udkomme, de trods alt har nu, og satse på en hård og stadig mere omskiftelig tilværelse på arbejdsmarkedet, så skal det kunne betale sig for dem. Lønnen skal være tillokkende, men det skal den disponible realløn også. Derfor må skattebyrden flyttes fra skat på arbejde til skat på knappe ressourcer. Ressourcer, der er bundet mere til lokalsamfundet, end fremtidens arbejdskraft vil være. Til gengæld må vi gennem EU lægge pres på de lande, der gør en for lille indsats på uddannelses-, skatte- og miljøområdet om at oppriori­tere denne, så vi kan samarbejde og konkurrere på lige vilkår.

10.  Socialdemokratiet har tabt et valg, men der er tid til at vinde nye slag. Det er rigtigt, at tidligere tiders benhårde klassekamp er forbi, men det er forkert, at interesser og værdier er et fedt. Social­demokratiet må kæmpe for et levende fællesskab, hvor man ikke blot kommunikerer via internettet, men som har en aktiv og vital demokratisk debat. Først når alle er med, såvel til at skabe vær­dierne som til at forme værdierne, har vi et samfund med frihed for alle. Et Danmark for hele folket, hvor den enkeltes frihed er forudsætningen for alles frihed.

© Claus Piculell, 11. februar 2002

Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F.

Jeg vil godt advare mod at sætte forventningerne til en S-formand Mette Frederiksen for højt, uanset om HTS nu scorer det EU-job eller ej. Den overvejende sandsynlighed er, at Mette F. vil skulle være leder af en forhåbentlig mere kritisk og konstruktiv opposition de kommende fire års tid.


Enten vil HTS gå glip af et EU-job og vil skulle fortsætte i DK og tabe valget stort for så ikke at have anden mulighed end at gå af som S-formand, eller også vil Mette F. tage over "i utide" og tabe valget noget mindre stort, hvilket faktisk bør give lidt øget optimisme og håb om et comeback. 



Naturligvis skal Mette F. i princippet være klar til at tage magten og gå efter en valgsejr fra dag 1, men bag kulisserne er det nok mere sundt og langsigtet ikke at se fakta gennem alt for lysegrønne (eller lyserøde) briller.



En egentlig valgsejr om allerede under et år er yderst tvivlsom, og Mette F. kan tåle et - ikke for stort - nederlag, fordi HTS trods alt har været statsminister og primær løftebryder i den afgørende periode.



Samtidig vil det naturligvis ikke være muligt pludselig at kalde det regeringsprojekt, man selv har spillet en afgørende om end formildende rolle i, for en stor historisk fejltagelse.



Det vil være både utroværdigt og faktisk - tør jeg sige det - ukorrekt. Man har fulgt en alt for midterorienteret kurs dog ikke uden visse fornuftige tiltag, og det indtryk skal der langsomt rettes op på. Og det centrale ord er her langsomt.



Men for SF og EL er  det bare at finde sælge sig dyrt ift. den kommende finanslov. Uanset hvilken leder regeringen har, har den en meget stor interesse i et forlig til venstre side denne gang.

Jeg vil foreslå fem mindre punkter at markere en fornyelse af linjen på, og disse kan fornuftigvis markeres på en (ordinær eller ekstraordinær) kongres, idet de angivne datoer tager udgangspunkt i, at Thorning får det EU-job, da rettidig omhu også er en dyd i politik:

1. Dagpengekommissionen skal 'bedes om' at fremrykke afleveringen af sin slutrapport til først i 2015, og op til det kommende valg bør S og R hver for sig lægge deres forslag frem op til en valgkamp som to forskellige partier. Grundlæggende er en konjunkturbestemt dagpengeperiode et af de vigtigste indslag, f.eks. fire år i dårlige tider og 2 år i gode tider.

2. Den grønne check, der beskytter små indkomster (lidt) mod de såkaldte grønne afgifters stigning, bør blive til et permanent grønt inflationssikret bundfradrag på kr. 6000 (skatteværdi ca. 2500 kr).

3. Den grønne omstilling skal dels bredes ud til al slags grøn energi og skal dels tilbage som en væsentligt vigtigere prioritering ud fra sloganet: "Bæredygtige jobs og ikke blot blind vækst".

4. Gensidig forsørgerpligt skal afskaffes eller i første omgang ligestilles mht. skattereglerne, så en partner med forsørgerpligt i det mindste får samleverens personfradrag. Langsigtet må individualprincippet gælde i al lovgivning.

5. Overførsler skal reguleres ud fra den reelle inflation, målt af Danmarks Statistik for de enkelte socialgruppers forskellige forbrugsmønstre.

Og så er det altså afgørende, at man denne gang gør det, jeg slog til lyd for i mit "nytårs-Notat til Centrum-Venstre op til valgåret 2011", nemlig helt enkelt at uddanne befolkningen i forskellen på privat husholdningsøkonomi og national samt sågar global økonomi.



Det behøver ikke blive så langhåret, som visse spindoktorer, der lider af kronisk undervurdering af vælgerne, straks vil påstå.



De fleste borgere forstår godt, når man taler andet end privatøkonomi, vil den enes udgift sædvanligvis være en andens indtægt, altså at en makroøkonomi er et kredsløb.



De fleste borgere vil også forholdsvis let forstå, at det er "tudetosset"- som venstrefløjens dronninger til stadighed siger, at staten ikke bruger sin samlede kreditværdighed til at låne penge og sætte investeringer i fremtiden i gang, når lånemarkedet globalt er så underdrejet, at renten er nær nul, ja faktisk under nul.



Og rigtigt mange borgere kan udmærket lære af erfaringerne fra de seneste godt fire års sparepolitik, hvis resultat nu er blevet, at EU er gået helt i stå, så selv den danske eksport, der var vort lyspunkt midt i manglen på et effektivt forbrug, nu også er begyndt at falde.



Modsætningen til USA, hvor massive statslige økonomiske saltvandsindsprøjtninger har fået gang i økonomien igen er oplagt, også selv om det en tid holdt hårdt i USA pga. krisens dybde.



Og så kan rigtigt mange borgere faktisk godt lide, at man taler til dem som voksne, intelligente mennesker og ikke som elever, der endnu ikke er klar til 2. klasse.



Derudover bør Mette F. bruge oppositionsperioden til at opstille et program for et socialdemokratisk Danmark version 2.0 (som det vist hedder nu om dage).



En del af det projekt vil være at begynde at undersøge muligheden for at skifte R ud med DF som et af støttepartierne for en S-regering, noget jeg allerede foreslog for fire år siden, herunder aktivere et nyt "alternativt flertal"- denne gang et socialpolitisk et - til afbødning af en Løkke-regeringens værste excesser.



Derudover er det et stort spørgsmål, hvilken kurs en V-regering mere præcist vil (kunne) føre.



Lige nu siger Løkke så lidt som muligt, og det er skam klogt af ham, men den går jo ikke som statsminister.



Og her har Løkke mindst to problemer at skulle takle:
1. En del borgerlige vil forvente en endnu mere klar blå kurs, især efter SR-regeringens mange blå elementer.
2. Løkke skal samle et broget flertal, der rækker fra LA over R+K og til DF og dertil Venstre, der heller ikke synes for sikker på den nøjagtige kurs.



Alt andet lige bør det give en opposition et vist manøvrerum.

Publikationsliste for Claus Piculell siden 2002

Siden 2002 har jeg, alias Claus Piculell, alias Nutcracker, alias Skalpellen, alias På Spydets redaktør, bla. skrevet: 

Siden 2002 har jeg, alias Claus Piculell, alias Nutcracker, alias Skalpellen, alias På Spydets redaktør, bla. skrevet: 

Siden 2002 har jeg bla. skrevet:

• denne liste over 1-2 timer i dag (240714)

10 teser til SD's fornyelse (2002),

Claus Piculells syge histore - nu på Helbredskvartalet (2003+2005),

60 artikler i Flix.dk (2005) bla. interview med Lykketoft og analyser af valgkampene 2005+7 samt "Retten til at være sig selv", og et HCA-lignende eventyr ved dennes jubilæum,

500 indslag i På Spydet (siden 2005),

161 blogindlæg på Avisen.dk (fra 2007),

publiceret 32 digte + 90 aforismer (1994-2014),

Krisetider er reformtider! (primo sep. 2008)

14 store analyser for Cevea (2008-11),

"Don't Worry, be Happy! - entry in BBC's “Have your say” on the UK election and coalition negotiations" (maj 2010)

"Vågn op og lugt til kaffen! Vagttårnet ser fare for dagpengene ... " (maj 2010)

"Hvad skal "Rød Stue" egentlig med de Radikale?" (maj 2010)

""Udkantsdanmark" er ikke et sted, men en tilstand" (juli 2010)

Bud på en dagpengereform fra venstrefløjen (2010)

Liberalsocialismens foreløbige manifest (2010) og på engelsk 2014

Nytårs-Notat til Centrum-Venstre op til valgåret 2011 (nytår 2010)

Hva' dælen er hyperliberalisme? (april 2011)

Hvornår bliver de radikale socialliberale igen? (juli 2011)

"Reflections on the Oslo right-radical terrorist" (juli 2011)

"Tal, fakta og tanker om førtidspensionister og fleksjobs, herunder Mette Frederiksens udspil" (maj 2012)

"Venlige råd udefra til rådslagningen på årsmødet i Enhedslisten: Pres på for ægte forandring, men pas på ikke at bringe Lars Løkke tilbage!" (maj 2012)

“Dear Diary, my Facebook doesn't Understand Me!” (juli 2012)

"Skattereform i rødt og hvidt" (januar 2013)

"Op og ned i velfærdsdebatten - fremtidens velfærdsamfund" (februar 2013)

"Behovet for en europæisk velfærdsstat" (februar 2013).

"Tid til at vælte blå Bjarne? Nej, tag Bødskov ved lejlighed!" (april 2013)

"Arveskatten skal ikke væk - den skal op! "(april 2013)

"Forsøger DR's og andre økonomer at tale økonomien i gang?" (april 2013)

"Råd nr. to til nyt centrum-venstre parti: DEMOKRATISK VELFÆRD SOM MÆRKESAG" (juni 2013)

"Kan man tøjle kapitalismens excesser uden at bruge EU?" (juni 2013)

"Den udeblevne systemkritik og krisen – svar til Preben Wilhjelm" (oktober 2013)

"HVORFOR "Liberal Socialisme" og ikke 'blot' Socialisme ?" (2014)

"Helbredskvartalets" 14 opslag (fra feb 2014)

"Venstrefløjens nye håb kommer fra USA" (feb 2014)

"Liberalisterne har givet "liberal" et ufortjent dårligt ry!" (marts 2014)

“Facts revisiting Rogoff & Reinhart” (juli 2014 samt før maj 2014)

Facts revisiting Rogoff & Reinhart

Do folks out there remember when a graduate student together with his teachers found serious flaws in the results from the famous neoliberal economists Rogoff and Reinhart about the very negative effect of a public debt over 90% on growth of GDP?

Well, here is the central table summing up all the miscalculations from "Does High Public Debt Consistently Stifle Economic Growth? A Critique of Reinhart and Rogoff", by Thomas Herndon, Michael Ash & Robert Pollin, published April 15, 2013 as working paper 322 from Political Economy Research Institute at the University of Massachusetts Amherst.

Retten til at være sig selv!

Jeg er ingen stor beundrer af Michael Jackson. Jeg bryder mig endnu mindre om det evindelige ’hype’, der er om ham og andre ’kendisser’, herunder de såkaldt ’royale’ i Danmark. Og jeg kan slet ikke udstå den virak, der opstår, når en af de kendte måske har overskredet en grænse, og hele verden sidder limet til skærmen, mens deres liv oprulles i et cirkus, som man påstår er en retssal. Alligevel var det med glæde, at jeg kort før midnat hørte, at han var blevet pure frifundet.


Af Claus Piculell, publiceret på nu hedengangne Flix.dk 14. juni 2006



Fucked up
Der er ingen tvivl om, at Michael Jackson er en særling - eller en ’freak’, som det sikkert snart hedder på nydansk. I rampelyset fra barneårene, rig før han kunne kneppe, megarig før han måtte kneppe – eller stemme, og en ’superstar’, for nu at bruge et godt gammelt dansk ord, før han blev 25. En ung mand, der valgte at bo alene på en gigantisk ’ranch’, som han kaldte Ønskeøen, og hvortil han inviterede børn, især syge børn, og især syge drenge, så de kunne more sig i hans private tivoli og få en tur på karrusellen, inden han tog dem med i gyngen.

Og senere, som vi alle ved, tog han enkelte med sig i sengen, men ’kun for at hygge’, som vi andre gjorde før puberteten. Han donerede store beløb til syge børn, både enkeltpersoner og generelt, og på sine turnéer sneg han sig ofte hemmeligt af sted for at besøge børn i nød. Nogle vil se dette som at købe aflad, andre som ægte engagement. Men ét er sikkert og vist: Den mand må siges at leve sit indre barn ud. Måske fordi barnet aldrig fik en chance, da han havde alderen til det?

Fuldstændig Fucked
Er det ’sært’ at sove og ikke blot danse med drenge, når man er voksen? Jo, det er det vel. Men det sker da, at andre voksne ’går i seng’ med børn – ud over de unævnelige tilfælde. Der kan være spejderture med sovepose mod sovepose, eller hjemlig hygge, som når lille Peter putter sig hos mor i tordenvejret, mens far ligner en tordensky ... Jacksons måde at gøre det er en del mere sær, men er den ulovlig? Svaret ved vi nu er nej. Men det gør tilsyneladende ikke megen forskel. Omgivelsernes dom er som regel mere nådesløs end lovens. Og næsten uanset hvad der sker, vil Michael Jackson altid have beskyldningerne og rygterne klæbende til sig.

Retssikkerheden har længe været under angreb. De fleste, og stort set enhver i medierne, er for længst holdt op med at respektere, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og bolden ruller stadig videre, så nu om dage er man i manges øjne også skyldig, selv om man er blevet frikendt!

Selv jeg, der kun nødtvungent har hørt nyhederne fra sagen, har observeret, at Michael Jackson adskillige gange har måttet køre direkte på hospitalet frem for til retslokalet. Formentlig pga. hypertension, som lægerne kalder det, når de ikke vil tale dansk og sige ”truende højt blodtryk”, en tilstand, der kan fremkaldes af et mindre nervesammenbrud eller et tilstundende stort et. Enhver, der så Jackson ankomme til domsafsigelsen, og som tidligere har set billeder, hvor politiet insisterede på at anbringe multimilliardæren, der kom til dem frivilligt, i så stramtsiddende håndjern som muligt, vil have kunnet se, hvor meget den sag har tæret på ham. Nu, hvor han er frikendt, trænger den mand til at komme sig i fred og ro, men desværre er pladserne på den første rumfærge allerede optagne ...

Fucking selvmodsætning
Der er ikke grænser for de vitser, der er fortalt om Michael Jackson, og nogle er dem tilmed morsomme ... Men jeg har nu altid fundet modsætningerne i Jackson selv mest pudsige. På den ene side siger han i en af sine sange: ”It Don't Matter If You're Black Or White”, og på den anden side synes han at have misforstået sin egen bedste og mest global-socialt bevidste sang, når der siges: ”I'm Starting With The Man In The Mirror”!


På den ene side synger han om at række ud og ”put your heart on the line”, og på den anden side gemmer han sig bag masker og får børn med hvide rugemødre. På den ene side er han indeni et stort barn, og på den anden side er han en superprofessionel entertainer, der om nogen har indstuderet sine bevægelser og ved, at på scenen tæller ti skridt på taget mindre end ét tag i skridtet!


Retten til at sige ”fuck jer”!
Den slags kan man have sine meninger om – eller lade være. Det vigtige er, at man kun have de meninger for sig selv, ikke på vegne af andre. Man kan træffe sine egne valg, ikke andres. Alle har ret til at leve deres liv, som de vil, så længe de ikke skader andre og bidrager så godt de kan til fællesskabet. Det gælder en fattigrøv som mig og en røvet rig som Jackson. Man kan kun håbe, at Michaels martyrium, hvor selv den amerikanske domstol fik nok af rullende kameraer, får det at fise ind hos endda de mest selvsvingende og altguffende medieliderlige ’wannabees’ og utallige stadig aktive medieluderlige ’has-beens’.


Michael Jackson er som omvandrende selvmodsætning et glimrende symbol på ”Guds eget land” og ”the Land of the Free”, der efterhånden er ved at synke ned i en moderne, mediestyret middelalder med et præstedømme, som selv iranerne ville frygte! Jeg håber, at Jackson har ret, når han i en sine nyere sange, ”They don’t care about us”, siger: Beat me, hate me - you can never break me! Jeg vil stadig lytte kritisk og kun til musikken, men hvis der er lidt retfærdighed til, får Jackson nu et højst fortjent comeback. Det tror jeg også, at anklagemyndigheden skal håbe på. For tænk, hvis Jackson lagde sag an for ærekrænkelse og – værre endnu - tabt arbejdsfortjeneste ...