Plan B ...

Ja ja da, så blev alle politiske kloge-åger vist sat grundigt på plads. Næsten lige så meget, som DMI blev af skybruddet, men også kun næsten.



Herunder også undertegnede - hvis det ellers er ok at inkludere mig selv i denne mere eller mindre fornemme gruppe.



Bevares, nogle er blevet mere sat på plads end andre, f.eks. Lars Trier Mogensen, der i Deadline på DR2 i går, søndag den 30 august 2014 kl. 22.30, erklærede, at S "aldrig" ville give en kommissærpost til de radikale, men skidt nu med det:



Vi blev stort set alle overraskede, og det bekræfter blot Harold MacMillans dictum om, at "en uge er meget lang tid i politik" - og her kan en weekend åbenbart gøre det.



Alt det, jeg skrev om overgangen af magten til en ny S-formand i skikkelse af Mette Frederiksen især i blog-indlægget "Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F.",  står stadig ved magt, herunder at Mette F. i første omgang formentlig kun ville kunne begrænse et snarligt valgnederlag - og hvis man læser efter, vil man bemærke, at jeg netop tager forbehold vedr. datoer og rækkefølgen af faktorerne.



Men det skal ikke forhindre mig i at tage hatten af for Helle Thorning, som jeg føler har bekræftet det indtryk, som jeg har haft længe, nemlig at hun nok gør sig væsentligt bedre på de internationalt bonede gulve end i dansk politik, hvilket en kommende regering uanset farve bør notere sig.



At lade sig køre i stilling som stærk mulighed som EU-præsident for så at trække sig, da den samlede kabale tydeligvis måtte lægges anderledes, med det modkrav, at DK ved at stille med en stærk kvindelig kommissær ville få en tung og formentlig økonomisk post, var særdeles smukt kørt.



Samtidig er den såkaldte "plan B" næsten bedre end plan A, for nu slipper vi røde vælgere og en kommende - og gradvist mere rød - S-top med Mette F. i spidsen for at skulle slås med Margrete Vestager. Sådan er det jo, som en eller anden sagde engang.



Endda forlyder det, at Vestagers nye "tunge post", som Thorning ikke ville annoncere åbent som en sådan uden en solid aftale om det, kan blive noget med at stramme op over for de banker, der slap for let fra ansvaret under finanskrisen, samt sikring af et samarbejde om skattesatser og effektiv skatteinddragelse.



Det kommer jo til at fremkalde en uvant situation for os på venstrefløjen oven på de seneste år, for så vil vi formentlig skulle være enig med Vestager fremover! I hvert fald ift. den retning, som hun trækker i, selv om stramningen nok næppe vil blive så stram, som vi kunne tænke os, men lidt har jo også ret.



Jeg står ved, at DF i stigende grad bør afprøves i handling og konkrete beslutninger på sin på meget sociale retorik, især når partiet står til at blive mindst dobbelt så stort som de radikale, og når partiet nærmest præsenterer sig som Socialdemokratiet Classic.



Men med en ny radikal leder er det en mulighed, at den del af det radikale bagland, som lige nu leder noget fortvivlede efter den sociale del af de Radikales traditionelle socialliberale identitet, i løbet af fire år i opposition vil kunne trænge igennem med et krav om, at partiet støver den sociale profil af.



Her er det måske en ulempe, at Morten Østergaard - ganske som Vestager oprindeligt - kommer fra den radikale venstrefløj.



Ja, kære læsere, I læste rigtigt: En ulempe. En gammel regel i politik siger nemlig, at hvis man vil rykke mod venstre (som da Nixon åbnede over for Kina - og delvist Sovjet), skal man komme fra højre og vice-versa.



Men vi, der gerne ser et mere lige og socialt retfærdigt Danmark med bæredygtige jobs til alle, der kan og vil, samt hjælp til alle, der ikke kan pga. sygdom, alder o.l., må jo håbe på reglen om "ingen regel uden undtagelse" ... Og undtagelsen kunne meget vel komme af en bevægelse hos græsrødderne.



Samt at vi efter det snarlige valg formentlig - formentlig, gentager jeg og minder om meningsmålingerne pt. men også meningsmålingers indbyggede svagheder - får et folketing, hvor de radikale ikke rigtigt kan blive tungen på vægtskålen i nogen vigtige sammenhænge.



Måske ender vi endda med en ny SR-akse, der denne gang har lighed, bæredygtige jobs, velfærd inkl. eksport af velfærdsløsninger og grøn vækst som det, Danmark skal leve af, samt andre gode ægte socialdemokratiske og socialliberale værdier  mv. højt oppe på dagsordenen, når både S og R har tænkt sig om i fire år.



Der er nemlig intet, der fører til politisk omtanke og nyorientering som en periode i gold og kold opposition, og da især ikke, når man som parti er vant til indflydelse ...

10 teser til Socialdemokratiets nødvendige fornyelse ved begyndelsen af det nye årtusinde – principperne

Her er ti teser, som jeg offentliggjorde kort efter valget i 2001, om det jeg mente burde være de overordnede principper i Soc.dem.s fornyelse. Det er både en glæde og en sorg at se, at de stadig er aktuelle …

1.    Socialdemokratiet har altid værnet de svageste, og høstet vigtig støtte hos dem. Men Socialdemokratiet har aldrig kun talt de aller­svagestes sag, som i kapitalismens var pjalteproletariatet, under den sejrede kapitalisme de ufaglærte, under senkapitalismen de arbejds­løse og overførselsmodtagerne, og i dag under  videnskapitalismen er de marginaliserede med kvalifikations-, løn-, og frihedsefterslæb, hvad enten de tilhører dem, der nys er kommet til os, den genera­tion, som blev sprunget over i 80’ernes store økonomiske krise, eller det såkaldte grå guld, der ofte føler sig som støv. Socialdemokratiet må tale for dem alle, gå i offensiven mod hvert overgreb på deres liv, ære og velfærd og for deres opkvalificering til at få mulig­hederne for at få del i videnssamfundet. Men Socialdemokratiet må tale for andre end dem: For de håbefulde, der tabes af den tilsyne­ladende fri arbejdsudfoldelses vogn; for de mange, der ønsker en plads i solen, men føler, at chefens nevøer stadig sidder i vejen; for de utallige, der opdager, at løfterne om en kreativ hverdag hurtigt afløses af nye rutineopgaver, blot på et højere niveau.

2.   Socialdemokratiet har altid haft, og vil altid have, et væsensforskel­ligt menneskesyn fra højrenationalismen, der kræver særligt stramme krav stillet til de etniske mindretal, og hylder danskheden som et politisk projekt, ikke blot som et fornuftigt psykologisk behov for at søge sine rødder og dermed også forstå den historiske kamp bag det samfund, vi har i dag. Socialdemokratiet har ligeledes et væsensforskelligt menneskesyn fra den fremstormende liberalisme, der forguder det private initiativ og søger at gøre fællesskabet til noget lig sammenholdet i en sangforening. Socialdemokratiet af­grænser sig ligeledes fra konservatismen, med dens skeptiske og negative menneskesyn, fra socialliberalismen med dens kombination af fri konkurrence og forsøget på at opnå lige muligheder for delta­gelsen heri, samt fra den mere yderliggående venstrefløj, med dens ubetingede optimisme om menneskesindet, blot det får et godt sy­stem at fungere i lagt ned oven fra, om end afstanden her er min­dre.

3.   Socialdemokratiet har altid haft reformer som sit virkemiddel og kan indgå ethvert kompromis, der fremmer dets vælgeres interesse, men det må afvise ethvert kompromis, der skader dem. Visse kompromis­partnere er mere naturlige at søge end andre, ikke mindst den traditionelle socialliberalisme, konservatismen og venstre­fløjen, mens andre kalder en naturlig skepsis og agtpågiven­hed frem, men ingen er udelukket. Med de naturlige kompromis­partnere kan der blive tale om strategiske kompromisser, mens der med andre kun kan blive tale om taktiske kompromisser.

4.   Det lykkedes den nuværende regering at afpolitisere spørgsmålet om bevarelse og udbygning af den danske velfærdsmodel under valg­kampen i november 2001. Socialdemokratiet må som en af sine for­nemste opgaver have at politisere dette spørgsmål igen: Hver forrin­gelse må afsløres og kritiseres, ikke mindst når den sker på bag­grund af en solid og stærk økonomi, der ikke tilsiger forringelser. Men Socialdemokratiet må ligeledes udvikle sit eget alternativ med en fortsat fornyelse af det danske velfærdssamfund, ikke mindst i lyset af europæiseringen og globaliseringen. Den tid, hvor to uforsonlige parter stod over for hinanden på arbejdsmarkedet, er for længst forbi. Kollektive aftaler vil fortsat have en værdi som rammer for udviklingen, men hvert enkelt individ skal have sin personlige over­enskomst på fremtidens arbejdsmarked. Socialdemokratiets og fagbe­vægelsens opgave er her blandt andet at sikre, at det ikke betyder, at svage individer presses til urimelige aftaler. Det skal sikres dels gennem minimumsrettigheder i europæisk og national lovgivning, samt i minimumsbestemmelser i de kollektive overenskomster.

5.   Europæiseringen og globaliseringen af det danske samfund og der­med også af dansk politik stiller nye krav til Socialdemokratiet, men giver det også nye muligheder. Socialdemokratiets projekt må være, at alle får en rolle at spille i europæiseringen og globaliserin­gen. Kun på den måde overvindes den hidtidige modsætning mellem den såkaldte ’elite’ på næsten 50% af befolkningen og de øvrige marginaliserede 50%. Det europæiske projekt må forvandles fra en hvisken-tisken til et gjaldende kampråb for fornyelse af Danmark, Europa og verden. Socialdemokratiet må politisere det planlagte Euro­pæiske Konvent med et krav om et Folkenes Europa.

6.   Et Folkenes Europa må bygge på en nøje fastlagt opgavefordeling mellem de forskellige politiske niveauer og institutioner, hvor det vigtigste må være et krav om, at et folkevalgt Europaparlament og et ministerråd udpeget af de nationale regeringer tilsammen udgør det europæiske besluttende niveau med gensidig vetoret, udløst ved kvalificeret flertal. Et Folkenes Europa må endvidere bygge på minimums­beskyttelse på alle afgørende områder og bygge på FN’s konventioner herom: de grundlæggende menneskerettigheder, de almene demokratiske rettigheder, økonomiske rettigheder som ejen­dommens relative ukrænkelighed og fuldstændig aftalefrihed mellem lovgivningsmæssigt ligestillede partnere på arbejdsmarkedet, sociale og kulturelle minimumsrettigheder på et højt niveau, beskyttelse af miljø og arbejdsmiljø i bredeste og bedste forstand. Det sociale mål må være at sikre alle et garanteret minimumsleveniveau, oven på hvilket der kan bygges forskellige kollektive og individuelle udbyg­ninger. Kun på denne måde sikres en fremtid for den danske velfærds­model i den europæiske udvikling.

7.   Socialdemokratiet må vende sig skarpt imod at lægge bestemte samfunds­grupper for had. Når nogen taler for sådanne holdninger, er det at række dem blot en lillefinger at bruge den forkerte legems­del! ”Perkerne”, som man i dag nærmest værdineutralt kal­der flygtninge, indvandrere og disses børn, er først af alt en res­source og ikke et problem, ikke mindst når store årgange af ældre snart skal forsørges af små generationer af unge danskere. ”Per­kerne” er blot det seneste tilskud til et Danmark, der gennem histo­rien utallige gange er blevet beriget af indvandring. Hansen og Jensen har længe været i mindretal i telefonbogen, og det vil til­tage. Hvis vi kan få et ”multi-etnisk” samfund af, at indvandrere og deres børn fra lande uden for Europa når op over 10%, så har vi faktisk haft det i mange år. Er definitionen på et multi-etnisk samfund derimod, at andelen af ”gammeldanskere”, der har boet i Danmark i 3 generationer eller mere, ikke når under 80%, så får vi det sandsynligvis aldrig. Men frem for statistik, må Social­demokratiet bruge indvandringen til politik: Alle skal i arbejde og uddannelse, også indvandrerne. At der kan være problemer med nogle gruppers tilpasning, må besvares med en kombination af dialog og justits. At der kan være problemer med nogle ’gammeldanskeres’ tilpasning må besvares på samme måde. Integrationen skal styrkes overalt, og omvendt skal der gribes hårdt ind over for enhver form for diskrimination. Begge dele vil kræve nye tiltag. Det er den kontrakt, Socialdemokratiet må tilbyde nydanskerne.

8.   Fremtidens Danmark vil opleve en stigende mangel på kvalificeret arbejds­kraft. Socialdemokratiet må formulere en politik, der drastisk øger udbuddet af kvalificeret arbejdskraft. Det kræver en ihærdig uddannelsesindsats og en styrkelse af forskningen. Derfor var regerin­gens nedskæringer på dette område så kriminelle. Social­demokratiet må arbejde for, at der bliver plads til alle, der vil … Det gælder det grå guld; de mennesker parkeret på overførsels­indkomst i dag, som både vel at mærke kan og vil have et indbringende og udfordrende arbejde; og det gælder de mange ny­danskere. Når alt er gjort for at opkvalificere disse grupper så hur­tigt som muligt, først da kan der blive tale om at importere ar­bejdskraft, hvor der stadig er mangel. Erhvervslederne må lære at bruge de ressourcer, det danske samfund har i dag, ikke blot hele tiden skrige på flere.

9.   Skal det blive tillokkende for grupper, som tidligere regeringer un­der indtryk af tidens store problemer parkerede på midlertidige el­ler varige og mere eller mindre nådige overførsler, at droppe det lille udkomme, de trods alt har nu, og satse på en hård og stadig mere omskiftelig tilværelse på arbejdsmarkedet, så skal det kunne betale sig for dem. Lønnen skal være tillokkende, men det skal den disponible realløn også. Derfor må skattebyrden flyttes fra skat på arbejde til skat på knappe ressourcer. Ressourcer, der er bundet mere til lokalsamfundet, end fremtidens arbejdskraft vil være. Til gengæld må vi gennem EU lægge pres på de lande, der gør en for lille indsats på uddannelses-, skatte- og miljøområdet om at oppriori­tere denne, så vi kan samarbejde og konkurrere på lige vilkår.

10.  Socialdemokratiet har tabt et valg, men der er tid til at vinde nye slag. Det er rigtigt, at tidligere tiders benhårde klassekamp er forbi, men det er forkert, at interesser og værdier er et fedt. Social­demokratiet må kæmpe for et levende fællesskab, hvor man ikke blot kommunikerer via internettet, men som har en aktiv og vital demokratisk debat. Først når alle er med, såvel til at skabe vær­dierne som til at forme værdierne, har vi et samfund med frihed for alle. Et Danmark for hele folket, hvor den enkeltes frihed er forudsætningen for alles frihed.

© Claus Piculell, 11. februar 2002

Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F.

Jeg vil godt advare mod at sætte forventningerne til en S-formand Mette Frederiksen for højt, uanset om HTS nu scorer det EU-job eller ej. Den overvejende sandsynlighed er, at Mette F. vil skulle være leder af en forhåbentlig mere kritisk og konstruktiv opposition de kommende fire års tid.


Enten vil HTS gå glip af et EU-job og vil skulle fortsætte i DK og tabe valget stort for så ikke at have anden mulighed end at gå af som S-formand, eller også vil Mette F. tage over "i utide" og tabe valget noget mindre stort, hvilket faktisk bør give lidt øget optimisme og håb om et comeback. 



Naturligvis skal Mette F. i princippet være klar til at tage magten og gå efter en valgsejr fra dag 1, men bag kulisserne er det nok mere sundt og langsigtet ikke at se fakta gennem alt for lysegrønne (eller lyserøde) briller.



En egentlig valgsejr om allerede under et år er yderst tvivlsom, og Mette F. kan tåle et - ikke for stort - nederlag, fordi HTS trods alt har været statsminister og primær løftebryder i den afgørende periode.



Samtidig vil det naturligvis ikke være muligt pludselig at kalde det regeringsprojekt, man selv har spillet en afgørende om end formildende rolle i, for en stor historisk fejltagelse.



Det vil være både utroværdigt og faktisk - tør jeg sige det - ukorrekt. Man har fulgt en alt for midterorienteret kurs dog ikke uden visse fornuftige tiltag, og det indtryk skal der langsomt rettes op på. Og det centrale ord er her langsomt.



Men for SF og EL er  det bare at finde sælge sig dyrt ift. den kommende finanslov. Uanset hvilken leder regeringen har, har den en meget stor interesse i et forlig til venstre side denne gang.

Jeg vil foreslå fem mindre punkter at markere en fornyelse af linjen på, og disse kan fornuftigvis markeres på en (ordinær eller ekstraordinær) kongres, idet de angivne datoer tager udgangspunkt i, at Thorning får det EU-job, da rettidig omhu også er en dyd i politik:

1. Dagpengekommissionen skal 'bedes om' at fremrykke afleveringen af sin slutrapport til først i 2015, og op til det kommende valg bør S og R hver for sig lægge deres forslag frem op til en valgkamp som to forskellige partier. Grundlæggende er en konjunkturbestemt dagpengeperiode et af de vigtigste indslag, f.eks. fire år i dårlige tider og 2 år i gode tider.

2. Den grønne check, der beskytter små indkomster (lidt) mod de såkaldte grønne afgifters stigning, bør blive til et permanent grønt inflationssikret bundfradrag på kr. 6000 (skatteværdi ca. 2500 kr).

3. Den grønne omstilling skal dels bredes ud til al slags grøn energi og skal dels tilbage som en væsentligt vigtigere prioritering ud fra sloganet: "Bæredygtige jobs og ikke blot blind vækst".

4. Gensidig forsørgerpligt skal afskaffes eller i første omgang ligestilles mht. skattereglerne, så en partner med forsørgerpligt i det mindste får samleverens personfradrag. Langsigtet må individualprincippet gælde i al lovgivning.

5. Overførsler skal reguleres ud fra den reelle inflation, målt af Danmarks Statistik for de enkelte socialgruppers forskellige forbrugsmønstre.

Og så er det altså afgørende, at man denne gang gør det, jeg slog til lyd for i mit "nytårs-Notat til Centrum-Venstre op til valgåret 2011", nemlig helt enkelt at uddanne befolkningen i forskellen på privat husholdningsøkonomi og national samt sågar global økonomi.



Det behøver ikke blive så langhåret, som visse spindoktorer, der lider af kronisk undervurdering af vælgerne, straks vil påstå.



De fleste borgere forstår godt, når man taler andet end privatøkonomi, vil den enes udgift sædvanligvis være en andens indtægt, altså at en makroøkonomi er et kredsløb.



De fleste borgere vil også forholdsvis let forstå, at det er "tudetosset"- som venstrefløjens dronninger til stadighed siger, at staten ikke bruger sin samlede kreditværdighed til at låne penge og sætte investeringer i fremtiden i gang, når lånemarkedet globalt er så underdrejet, at renten er nær nul, ja faktisk under nul.



Og rigtigt mange borgere kan udmærket lære af erfaringerne fra de seneste godt fire års sparepolitik, hvis resultat nu er blevet, at EU er gået helt i stå, så selv den danske eksport, der var vort lyspunkt midt i manglen på et effektivt forbrug, nu også er begyndt at falde.



Modsætningen til USA, hvor massive statslige økonomiske saltvandsindsprøjtninger har fået gang i økonomien igen er oplagt, også selv om det en tid holdt hårdt i USA pga. krisens dybde.



Og så kan rigtigt mange borgere faktisk godt lide, at man taler til dem som voksne, intelligente mennesker og ikke som elever, der endnu ikke er klar til 2. klasse.



Derudover bør Mette F. bruge oppositionsperioden til at opstille et program for et socialdemokratisk Danmark version 2.0 (som det vist hedder nu om dage).



En del af det projekt vil være at begynde at undersøge muligheden for at skifte R ud med DF som et af støttepartierne for en S-regering, noget jeg allerede foreslog for fire år siden, herunder aktivere et nyt "alternativt flertal"- denne gang et socialpolitisk et - til afbødning af en Løkke-regeringens værste excesser.



Derudover er det et stort spørgsmål, hvilken kurs en V-regering mere præcist vil (kunne) føre.



Lige nu siger Løkke så lidt som muligt, og det er skam klogt af ham, men den går jo ikke som statsminister.



Og her har Løkke mindst to problemer at skulle takle:
1. En del borgerlige vil forvente en endnu mere klar blå kurs, især efter SR-regeringens mange blå elementer.
2. Løkke skal samle et broget flertal, der rækker fra LA over R+K og til DF og dertil Venstre, der heller ikke synes for sikker på den nøjagtige kurs.



Alt andet lige bør det give en opposition et vist manøvrerum.