Tid til at vælte blå Bjarne?

Enhedslistens folketingsgruppe lover i følge DR Nyheder i dag ikke at vælte Bjarne Corydon - al fald i følge gruppeformand Per Clausen. 

Forhåbentlig bekræfter det blot det gamle ord om, at man først skal tiltro et politisk rygte sandhedsværdi, når det bliver benægtet. For ellers synes mine søde og forhåbentlig røde venner på kanten til at blive en flok svagpissere.

Selvfølgelig kan man da vælte en minister - også en højtstående minister - ved mistillidsvotum i en konkret sag, hvor vedkommende har kvajet sig. Og med Bjarne Corydon er listen uendelig, f.eks. SAS-konflikten, dagpengetallene og folkeskolereform-ødelæggelses-konflikten.

Og hvis man nu ikke tør med Blå Bjarne, så tag hans proselyt Bødskov, for nogen må stoppe den nye såkaldte offentlighedslov eller bøde for det.


Og helt at afvise at vælte nogen er da torskedumt.

Nogen må og skal redde det 'bløde venstre', som Mette Frederiksen og andre fornuftige sossere og ikke-(kun)-karriere-mindede SF'ere både gerne ville og kunne få til at genopstå, men ikke hvis denne historiske farce, hvor S fortsætter med at forære Venstre al indflydelse og efterhånden alle vælgere, skal fortsætte.

Den eneste minister, der ikke kan væltes ved et mistillidsvotum uden, at man samtidig vælter regeringen og udtrykker mistillid til hele dens politik, er statsministeren.

Men hvem kunne da drømme om at vælte regeringens mindst indflydelsesrige minister ...?

Arveskatten skal ikke væk - den skal op!

Arv er illiberalt og skal helst afskaffes for alt andet end familie-effekter og et mindre beløb, dog højst en million, idet den ægte og oprindelige liberalisme gik ind for at give alle lige muligheder.  Arv er selvfølgelig også asocialt, og derfor bør sociale liberale og demokratiske socialister forenes i kampen for at genoptage den gamle alliance mod nedarvede privilegier, penge og positioner, og som det første kæmpe for en højere arveskat, ikke en mindre.

I den franske revolution kæmpede "borgerne", som alle skulle blive kaldt for at understrege deres lighed og ret samt pligt til at gøre sig fortjent til at ytre sig og deltage i beslutningerne samt tjene deres sporer og penge, og som konkret var borgerskabet & arbejderne & de velvilligt neutrale bønder, mod adelen og dens nedarvede kæmpegodser og sågar hertugdømmer med dertil hørende materiel overflod og magt.

Adam Smith skrev helt generelt om retten til "the produce of one's own labour" (i variationer nævnt ad infinitum i "Wealth of Nations") og mente, at en ejendomsskat ville være den socialt set mest retfærdige, og om skatter generelt skrev han: 

"The expense of government to the individuals of a great nation, is like the expense of management to the joint tenants of a great estate, who are all obliged to contribute in proportion to their respective interests in the state." (Wealth of Nations, s. 676 sp. 2 - se i øvrigt hele afsnittet om skatter fra denne side.)

Thomas Jefferson og andre liberale amerikanske revolutionære som Tom Paine (som sammen med en vis John Millar var særdeles bekendt med netop Adam Smiths forelæsninger og tanker) kæmpede mod, at folk kan arve sig til absurde formuer og absurd magt, eller med Jeffersons ord: 

"A power to dispose of estates for ever is manifestly absurd. The earth and the fulness of it belongs to every generation, and the preceding one can have no right to bind it up from posterity. Such extension of property is quite unnatural." 

Den yderst liberale republikanske præsident Theodore Roosevelt indførte både arve- og ejendomsskat kort efter år 1900 – og han førte pisken i den første og hidtil eneste virkelige amerikanske anti-monopol-lovgivning (noget Smith allerede have advaret mod) i 1911.

Men som skrevet i begyndelsen skal man selvfølgelig kunne arve familie-effekter og mindre beløb, og til familie-effekter regner jeg ikke blot et nogenlunde almindeligt familiehus men i visse tilfælde også vedligeholdelsesværdige godser (ved aftale med staten).

Og skal naturligvis vi have sikret fornuftige ejerskifter af visse mindre familievirksomheder, herunder gårde - hvis de da stadig findes i et landbrug med 25 mio svin om året ...

Forsøger DR's og andre økonomer at tale økonomien i gang?

DR's såkaldte "økonomiske ekspert", Karsten Engmann, har 25. marts 2013 sagt følgende til P1 Morgen og til DR Nyheder Online i artiklen "DR’s økonomiske ekspert: Forår på vej på boligmarkedet".

"Det lysner snart for beskæftigelsen, og renten har udsigt til at forblive lav et stykke tid endnu, vurderer Nationalbanken i deres prognose for dansk økonomi. Og det kommer det danske boligmarked til gavn."

Nu kunne jeg jo ikke drømme om at være lyseslukker, og før eller siden må bl.a. boligmarkedet jo nok røre på sig, men Nationalbanken forudser faktisk uændret ledighed indtil 2015, hvor den forventes at falde med ca. 10.000 bruttopersoner (ca. 6-7%), jf. nedenstående foto fra Nationalbankens Kvartalsoversigt, 1. kvartal 2013, del 1, s. 23.

De 6-7% er ift. det hidtidige antal officielt ledige. Hvis man vil have påvirkningen af selve den officielle ledighedsprocent, er det cirka 0,5 procentpoint.

Til slut skal det nævnes, at Karsten Engmann tidligere har været ansat på Børsen, hvor han kun måneder før finanskrisen udgav denne bog: "En sikker investering" af Karsten Engmann Jensen.

Når det så er sagt, er jeg faktisk enig med Engmann i, at hvis man alligevel skal have ny (ejer-)bolig, er i år bestemt ikke det dårligste tidspunkt at købe på.


Spørgsmålet er dog, om dette er endnu et eksempel på at forsøge at 'tale' økonomien i gang ved at prøve at skabe positive forventninger.

Således er der også blevet gjort meget stads ud af et meget lille fald i den officielle ledighed, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påvist ikke modsvares af en stigning i beskæftigelsen, jf. analysen "Arbejdsløshedstallene undervurderer nedturen på arbejdsmarkedet" af Erik Bjørsted, publiceret 2. april 2013.


Der henvises også til det noget større underskud på statsfinanserne i 2012, nemlig på ca. 75 mia. kr., hvilket nogle har tolket som 'ægte keynesiansk ekspansiv økonomisk politik', men hvor det indenlandske forbrug i 2012 kun har ligget meget lidt over forbruget i 2011.  Problemet er nemlig, at forøgelsen af underskuddet fra forventede ca. 50 mia. kr. til de 75 mia. kr. skyldes udbetaling af efterlønsbidrag, og langt de fleste af pengene fra den udbetaling er gået til middel- og overklassen, der straks har sparet pengene op på nye pensionskonti, indfriet gæld o.l.